INTERVIEWS

Sara Aagaard: Det gælder bare om at have nok ting, så passer de til sidst sammen

Sara Aagaard er vild med mange ting. Med farver, mønstre, stilarter, design, loppefund, humor og kunst. I herskabelige rammer i villaen på Frederiksberg har hun skabt et hjem, hvor der er plads til livet, og hvor der må spises i sofaerne.

Det kræver en sikker hånd at indrette sig med alverdens stilarter, farver, mønstre, kunst, nyt design og loppefund – og virkelig mange af dem alle sammen. Det er lykkedes for Sara Aagaard i sin store villa på Frederiksberg, hvor hun bor sammen med sin mand, Anders, og deres tre børn.

Måske egentlig ikke så overraskende, at det, der umiddelbart kunne lyde som et virvar, bliver til en inspirerende og – med et fortærsket udtryk – personlig indretning, for Sara Aagaard lever af at kunne se det, de færreste kan. Hun driver interiørbutikken Dora med dimser og dutter, tekstiler og interiør. Med overvejende nyt, men også en del gammelt, som Aagaard og hendes mor finder på loppemarkeder og auktioner.

Det lyder gennemtænkt, men til hendes egen indretning er der ikke en plan eller en retning.

Læs også: Din indretning påvirker dig mere end du tror

Sara Aagaards blå bog: Indehaver af interiørbutikken Dora, shopdora.dk. Bor sammen med sin mand, Anders Aagaard, restauratør og indehaver af bl.a. Madklubben og Frankies, og deres tre børn. Bor i en villa fra 1929 på Frederiksberg.

- Jeg er ikke sådan en, der går og overvejer eller har en overordnet tanke med min indretning. Jeg impulskøber, når jeg ser noget, der rammer mig, og jeg har også en tendens til hurtigt at blive træt af ting, og jeg skifter meget ud. Fordi jeg hele tiden er på udkig til min butik, falder jeg konstant over ting, der bare må hjem til mig selv, og så kan nogle andre få glæde af de ting, der skal videre, siger Sara Aagaard.

Hun og hendes mand flyttede ind i villaen på Frederiksberg for 10 år siden. Den blev bygget i 1929 af en af Nilfisks grundlæggere, P.A. Fisker, der senere grundlagde Nimbus og sammen med sin søn udviklede bl.a. en af Nimbus-modellerne i kælderen under villaen. Villaens klassiske stil er beholdt i rammerne, men får moderne kontrast af farvevalget i f.eks. den turkise hall og masser af moderne kunst. Og ikke mindst med den gennemgående finurlighed, der er vigtig for Sara Aagaard.

- Der skal være en vis humor i tingene, det må simpelthen ikke blive for højtideligt. Her skal være hyggeligt og plads til, at børnene kan spise i sofaen, og at der vælter en lampe eller falder et billede ned fra væggen. Jeg binder mig ikke følelsesmæssigt til ting, og jeg gider ikke at have så fine ting, at man ikke kan være her, fortæller Sara Aagard, der på spørgsmålet om, hvordan hun får det til hele til at gå op i en højere enhed, grinende svarer:

- Det gælder bare om at have nok ting, så passer det til sidst sammen.

Læs også: Birgitte Wuth bor i hjemmet, der aldrig går af mode

Kom med ind i Sara Aagaards hjem

Husets smukke hall har netop fået den nye turkise farve, som står i flot kontrast til det originale træværk malet i blank hvid. Den kæmpe Noguchi-lampe giver lys mellem etagerne, og Lille Petra-sofaen fra &Tradition giver gæster en blød landing. Gulvtæppet er fra Kirsten Fribert.

Dimser, funktionalitet, design og loppefund mødes overalt hos Sara Aagaard.

Ved køkkenets udgang til haven har Sara Aagaard ved siden af gulvhøjttaleren lavet et fint tableau på et rødmalet funkisbord, der er et loppefund. De grønne keramiklysestager er taget med hjem fra Marokko.

I spiseafdelingen af det store alrum dominerer langbordet af Jean Prouvé og en blanding af Wegner-stolene Y-stolen og CH26 og højstole til de mindste. Lamperne over spisebordet er model 2065 fra Astep, messingstagerne er Sara Aagaards eget design fra Dora. Kunst fylder i hele hjemmet, det imposante værk her er af Morten Schelde. Det gamle vitrineskab er fundet på loppemarked, og her kan Sara Aagaard udstille nogle af sine mindre fund, bøger og glas, mens de lukkede skabe gemmer på børnenes spil.

En af zonerne i stuen, hvor de oprindelige detaljer er bevaret. Den gule lænestol med fodskammel, som har fulgt Sara Aagaard i mange år, er fra Gubi, de røde sideborde er fra Zanotta. Tekstiler, farver og mønstre er rigt repræsenteret i hjemmet, her bl.a. med gulvtæppe fra Kirsten Fribert, bløde puder fra Linge Particulier og et kæmpe værk af Morten Schelde. Gulvlampen er af Isamu Noguchi, den sorte stol med flet er Thonet. I vindueskarmen pynter japanske dukker hentet hjem fra Tokyo.

Kvänums Landkøkken er valgt, fordi det passer til husets engelsk-inspirerede stil. Sara Aagard ville gerne have et klassisk og diskret køkken og valgte farven Studio Green, som skifter fra helt mørk til lys flaskegrøn alt efter lysindfaldet. Alt det, der bruges i hverdagen, får lov at stå fremme, for som alt andet i hjemmet er køkkenet ikke en udstilling, men et sted, der skal bruges og leves i.

1. I stuens sofaafdeling dominerer de gyldne toner i veloursofaen fra Living Divani, som går igen i det store russiske maleri, som Sara Aagaards mand har købt på auktion, og den gamle barvogn i messing. Bordlampen er et vintagefund, den grønne fisketerrin er fra en auktion.

2. Sara Aagaards mand er vild med at købe kunst, og nogle af de nyeste værker er af Anders Scrmn Meisner, hvoraf et af dem her får selskab af konveksspejle fra Dora. Urtepotte og vase er loppefund, ligesom fadet med strandfund fra Vietnam.

3. Det gamle vitrineskab fandt Sara Aagaard på loppemarked, og det var tilfældigvis malet i den mørkegrønne tone, der harmonerer med køkkenet. Her kommer en del af de mange mindre fund til deres ret.

4. I stuen står den oprindelige kakkelovn, som stadig er i brug. På grund af stuens kæmpe størrelse, har Sara Aagaard skabt forskellige zoner i rummet. Her med Eames-lænestole, et loppefundsbord og en plante i en kæmpe vintage belgisk krukke. Hovedvasen er af Crista Seya for Alessi, de to sparebøssehøns er hhv. loppefund og gave fra Sara Aagaards svigerforældre. Gulvtæppet er fra Kirsten Fribert.

Læs også: Dét skal du gøre, hvis du vil have følelsen af luksus i din indretning