INTERVIEWS

September Salon: Skræddersyet tøj på bestilling

Vi køber tøj, smider det væk og har glemt de håndværkstraditioner og den værdi, der ligger i god, gedigen beklædning. Det mener skaberne af September Salon, hvor man på bestilling får lavet sæsonbetonet tøj – i nogle tilfælde på mål.

Der er luftigt og lyst i de store industrielle lokaler…

… der ligger ud mod Aarhus’ gamle industrihavn. Flere kreative virksomheder deler det åbne rum, men bøjler og tøjstativer tager en god del af pladsen og fortæller, at her bor September Salon.

Bag mærket står to danske kvinder, der kombinerer international erfaring med håndværkstraditioner, bæredygtige principper og inspiration fra de gamle modesaloner, hvor sæsonens design blev vist frem for byens smarteste kvinder og derefter syet på mål og bestilling.

LÆS OGSÅ: 5 tips til at shoppe mere bæredygtigt

Efter årevis som designere hos kendte modehuse og med deres egne brands ville Trine Vestergaard og Mette Bjerregaard skabe noget, der går en ny vej og fungerer som modsvar til overforbrug, køb-og-smid-væk og dårlig kvalitet.

– Der er så meget tøj i verden, at man er lige ved at kløjes i det, siger Mette Bjerregaard med et alvorligt blik.

– Der er alt, alt for meget. Og tøjet har ikke længere værdi, fordi vi ikke kan forholde os til, hvordan det skabes og produceres. Vi har ikke længere nogen forståelse for eller kærlighed til håndværket. Og så er der et spild i tøjproduktion, som er helt vanvittigt, forklarer hun, mens Trine Vestergaard hurtigt tilføjer:

– Vi ville skabe noget andet og være bæredygtige. Vi kunne ikke forsvare at sætte et nyt mærke i verden, sådan som modebranchen er nu. Samtidig måtte det ikke være fodformet – for vi er også et modebrand, og vi elsker mode og luksus.

September Salon bruger de metervarer, som de store internationale modehuse har til overs.

Lige netop når det gælder spild, er September Salons model ret unik. De laver små kollektioner af højst 20 design og producerer tøjet til den enkelte kunde på bestilling. Samtidig opkøber de resterne af de metervarer, som nogle af verdens mest kendte luksusbrands har i overskud. September Salons kollektioner laves derfor udelukkende af rester – men rester af de bedste italienske metervarer. Og derfor er der ikke noget spild i produktionen.

– Der eksisterer så meget lækkert tekstil, som ikke bliver brugt, så vi opkøber de overskydende luksusmetervarer. Så kan det godt være, der kun er nok til 14 frakker i den farve, men så får man til gengæld noget, som ikke alle går rundt i, siger Trine Vestergaard.

– Gennem gode kontakter har vi fået mulighed for at få nogle materialer, der ellers ville være så dyre, at det ville være nærmest umuligt at sælge i Danmark. Det er altså ret fantastisk, smiler Mette Bjerregaard.

Indkøb til et år

Man kan ikke bare lige gå ud og købe September Salons kollektioner hvor som helst. Faktisk kan man kun bestille og købe direkte gennem dem, til de eftertragtede modesaloner, de afholder to gange om året, i Aarhus og i København. To gange om året slår Mette Bjerregaard og Trine Vestergaard dørene op for en skare af kvinder, der præsenteres for en oplevelse, man sjældent kan finde i den danske – eller internationale, for den sags skyld – modebranche.

LÆS OGSÅ: Baum und Pferdgarten: 20 års samarbejde med op- og nedture

Gæster anmoder om en invitation på September Salons hjemmeside og modtager den, ca. fire uger inden saloner finder sted. Derefter booker man sig ind på en af de modesaloner, der hver varer et par timer. Sammen med 25 andre kvinder får man under en salon serveret champagne og italienske kager, mens designerne fører en gennem kollektionen, præsenterer materialer, design, produktionsforhold og inspiration. Og derefter går det helt store cirkus i gang.

– Så løber 25 kvinder rundt mellem hinanden. Prøver, snakker og inspirerer hinanden. Der er tøj over det hele, og alle hygger sig, siger Mette Bjerregaard.

To gange om året præsenterer September Salon sine kollektioner – herefter går arbejdet i atelieret videre, så kunderne kan få det tøj, de har bestilt, til den nye sæson.

– Og så vælger og bestiller kunderne dét, de kunne tænke sig til den kommende sæson. Det er en ret sjov proces, og mange ender med at købe ting, de ikke ville have drømt om at prøve i en butik. Vi har mange faste kunder, som begynder at lære hinanden at kende. Nogle kommer alene. Andre kommer med veninderne og har gjort det til en aften, som fortsætter i byen. Nogle planlægger deres indkøb til en hel sæson og køber fokuseret ind – fx businesskvinder, der ikke har tid til at shoppe i hverdagen. Så får de det hele overstået på én gang i en sjov, hyggelig og social kontekst, siger Trine Vestergaard.

Jagten på det unikke

Med startpriser på ca. 1.500 kr. for et par bukser, 1.800 kr. for en silketop, 2.800 kr. for kjoler og tunge, smukke og skarpt skårne frakker til 4.500 kr. er September Salon konkurrencedygtige, når man tager kvalitet, håndværk og tilsnit i betragtning. Kollektionen er i standardstørrelser 34-44, men i visse tilfælde kan September Salon både gå ned i str. 32 og op til str. 48. Tøjet leveres ca. otte uger efter bestilling.

– Vores kunder er normale kvinder i alle mulige former og størrelser. Vi har udviklet vores eget mål-skema, som vores tøj bliver konstrueret ud fra. De gængse mål-skemaer i industrien er udviklet i 1960’erne og passer ikke til en nutidig krop. De fleste designere ser jo ikke tøjet på slutkunden – det er tilpasset modeller på 178 cm, og derfor findes der så meget tøj, som ikke rigtig passer nogen. Jeg har selv svært ved at finde tøj, der passer, fordi jeg er størrelse 34 og ret lav. Det er altid alt for langt – og det problem kender de fleste: At der er noget, der ikke helt sidder, som det skal, siger Mette Bjerregaard og fortsætter.

– Der er meget tøj, der er enormt smukt som idé og på en bøjle, men som ikke passer til nogen mennesker. Ens skuldre vokser ikke proportionelt, hvis man er en størrelse 46 og rund om maven. Og det skal der jo tages hensyn til.

LÆS OGSÅ: Har Instagram ændret modebranchen?

Trine Vestergaard tilføjer, at de bæredygtige principper i sig selv også er et incitament for mange af kunderne.

– Der bliver jo kun produceret de ting, som folk har købt. Der er ikke noget spild, og der er ikke noget, der kommer på lagersalg eller bliver sat ned med 70 procent tre måneder efter. Når man har afgivet sin ordre, og salonen er slut, kan man ikke købe det igen. Det kan mange godt lide.

Salonerne skaber et trygt, sjovt og socialt rum, hvor tøjindkøb skiller sig helt ud fra oplevelsen ved at gå i butikker. Generelt køber vi mennesker mere tøj, når vi er i selskab med andre, og den synergieffekt udnyttes hos September Salon. Samtidig betyder det også, at mange af kvinderne hjælper hinanden, selv om de ikke kender hinanden.

To gange om året præsenterer September Salon sine kollektioner – herefter går arbejdet i atelieret videre, så kunderne kan få det tøj, de har bestilt, til den nye sæson.

– De har taget stilling til, at de kommer. Vi får så mange tilbud hele tiden, men her giver tilmeldingen et ekstra incitament til at komme og til at overveje, hvad man har brug for i sin garderobe, siger Trine Vestergaard og peger på, hvem der indtil videre især udgør kernekunden:

– Det er overraskende bredt, også aldersmæssigt, men det er især karrierekvinder, der går op i mode og har brug for at klæde sig lækkert på til daglig. Derfor har vi nærmest fået skabt en lille klub, fordi det hele er lidt hemmeligt og eksklusivt, selv om alle er velkomne.

Mette Bjerregaard nikker og supplerer sin partners ord.

– Og de spørger hinanden og os om hjælp og er interesserede i, hvad de andre tænker. De vil rigtig gerne have vejledning. Jeg har selv stået meget i butik og elsker at vejlede – men kunne nærmest ikke drømme om at købe i butikker mere. Tanken om prøverum og forkerte størrelser, og man fryser eller sveder og kan ikke finde ekspedienten … Nej!

Glad på arbejde

Modesaloner og de to årlige kollektioner er ikke alt, hvad September Salon bedriver. Til alle, der står på deres mailingliste laver de nemlig et par enkelte ekstra styles – ofte tidligere modeller i nye materialer – op mod jul eller til sommer. Man modtager en mail, har en uge til at bestille og får derefter leveret sine ting.

Derudover er der toppen af kransekagen. Trine Vestergaard henter en lille firkantet, mørkeblå boks af den sjove slags: en æske, der indeholder tekstilmapper med prøver, knapper, tråde, eksempler på for. For hos September Salon kan man også booke en privat tid og få lavet jakkesæt på mål, produceret af Van Gils-familien, der tidligere stod bag brandet af samme navn, men ikke længere har noget at gøre med det. Familien ejer stadig to fabrikker, der syr de jakkesæt, som travle, professionelle og velklædte danske kvinder bestiller hos Mette Bjerregaard og Trine Vestergaard.

– Det er også kun italienske og engelske metervarer. Vi har ca. 300 forskellige, man kan vælge imellem, og vi kan lave blazer, bukser og nederdel på mål, forklarer Mette Bjerregaard.

LÆS OGSÅ: Skall Studio: Bæredygtigt tøj i alle faser

Van Gils-familien har hun lært at kende, da hun for nogle år siden arbejdede for butikken Axel i Aarhus, hvor mænd kan få lavet specialsyede suits. Hun ville også lave dem til kvinder – og nu arbejder de tæt med de familiedrevne produktionsfaciliteter for at skabe nye, spændende ting.

– Det er helt fantastisk og ret særligt, at vi kan gøre det. Og det er meget samme kunder som til modesalonerne, så det supplerer hinanden godt. Og kvaliteten er sindssygt lækker, siger Trine Vestergaard med en stolthed og et smil, der afslører, hvor glade de er for det, de laver.

Trine Vestergaard (tv.) og Mette Bjerregaard har begge arbejdet i modebranchen i mange år, før de sammen etablerede September Salon.

Og det er afgørende, fornemmer man, for hvor modebranchen er kendt for sin hastighed, og flere og flere designere bliver stressede og løber for hurtigt, er netop denne form for forretning den rigtige for Bjerregaard og Vestergaard, der tidligt tog en beslutning om, hvad de gerne ville sætte i verden.

– Vi vil gerne holde lidt flere saloner eller udvide til nogle nye byer – fx i udlandet. Men det må ikke være et Tupperware-party eller blive kaotisk, og der må ikke være mere end 25-30 mennesker til en salon, siger Trine Vestergaard, og Mette Bjerregaard griber bolden:

– Der er noget helt grundlæggende, som vi besluttede os for i starten: Vi vil have et fedt arbejdsliv. Og vi vil ikke have ondt i maven. Det er et grundlæggende dogme – man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet, og man kan altid finde på nye mål. Men det skal være fedt at gøre det.

Hvem er kvinderne bag September Salon?

Trine Vestergaard er født i 1973, og er uddannet på Nottingham Trent University. Hun har været chefdesigner hos Imitz og Bertoni og undervist på Designskolen Kolding og Teko.

Mette Bjerregaard er født i 1970, og er uddannet fra Marangoni i Milano og har tidligere arbejdet for bl.a. Prada og Day Birger et Mikkelsen.

LÆS OGSÅ: Blanche: Mindre kollektioner og klassisk fundament