Sheela Maini Søgaard | Flyttede familien med til New York
INTERVIEWS

Sheela Maini Søgaard | Flyttede familien med til New York

Ork, det går hurtigt! I er faldet til i løbet af ingen tid, og børnene får en masse nye venner’, sagde alle til Sheela Maini Søgaard (39), partner og CEO i Bjarke Ingels Group (BIG), da hun rykkede familien op med rode for at flytte til New York. Men sådan gik det ikke. Den første tid derovre var så hård, at Sheela var klar til at rejse hjem igen, men hendes mand insisterede på at blive. Og det er hun lykkelig for i dag.

Sheela Maini Søgaard

  • Partner og administrerende direktør i arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group (BIG).
  • Opvokset i Saudi-Arabien og Dubai. Sheelas far er indisk og moderen dansk. Hun flyttede til København som 18-årig for at læse på CBS.
  • Gift med Martin Maini Søgaard, som hun har de tre børn med.  Martin har været hjemmegående fuldtidsfar, siden Sheela blev headhuntet til BIG i 2008. 
  • Familien boede tidligere i Vedbæk, men flyttede til New York i foråret 2013, hvor Sheela bærer det globale ansvar for BIG fra kontoret på Manhattan.

Foto: Flemming Leitorp

Det var en aften, et halvt års tid efter at familien var flyttet til New York. Sheela Søgaard puttede sin ældste datter, Lea-Sophia på fem år, da hun spurgte:

– Mor, hvis der ikke er nogen, der inviterer dig til deres fødselsdagsfest, betyder det så, at du ikke har nogen venner?

– Den var så hård! Jeg havde da tænkt på, hvorfor der ikke var kommet nogen invitationer i den tid, vi havde boet der, men jeg troede bare, at det var, fordi der ikke havde været nogen fødselsdage. Det krævede al min kraft at holde tårerne tilbage og snakke med hende om det. Og den aften tudede min mand og jeg. For der er ikke noget værre, end at dine børn ikke har det godt. Vi var så ulykkelige. Og da sagde jeg til Martin: ’Vi tager hjem. Der er simpelthen ikke noget job, der er fedt nok til, at mine børn skal være ulykkelige på grund af det!’

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Det er nu knap tre år siden, Sheela Søgaard og hendes familie flyttede fra den lille nordsjællandske by Vedbæk til New York, hvor hun sidder med det globale ansvar for det succesfulde arkitektfirma Bjarke Ingels Group (BIG). Og det var ikke bare a piece of cake at rykke hele familien op med rode.  

– Det har været meget barskere, end vi troede. Der var nogle ting, vi ikke var forberedte på, blandt andet at det skulle tage så lang tid for børnene at falde til derovre. Alle sagde, at det ville gå SÅ hurtigt, at de ville falde hurtigt til og få en masse nye venner. Men når du er i det, og du ikke taler sproget, så går det altså ikke ret hurtigt. 

– Så i starten var hver dag forfærdelig. De græd hver dag, de skulle i skole og børnehave, og den lille på tre år holdt op med at tale i to måneder. Det var ligesom hendes protest, fortæller Sheela Søgaard. 

HVERDAG I NEW YORK

BIG har 230 arkitekter fordelt på tegnestuerne i København og New York og projekter i gang i mere end 20 lande, men den globale direktør er ret afslappet klædt på til jobbet.  

– Tidligere købte jeg en masse tøj, det gør jeg ikke så meget mere. Du kan jo kun gå med et par sko ad gangen, ikke? Til gengæld giver jeg mere til velgørenhed, end jeg nogensinde har gjort før, fortæller hun. 

Hun har været administrerende direktør i BIG siden 2008, og i 2013 bød muligheden sig så for at flytte til New York og lede virksomheden fra kontoret derovre. 

– Min kompetence er at drive det operationelle, og forretningen derovre voksede sig meget stor meget hurtigt, og det er jeg god til at få hænderne omkring. Den største forandring for mig de seneste par år er, at jeg ikke længere producerer noget. Tidligere forhandlede jeg selv kontrakter, skrev mødereferater, lavede månedsrapporter osv. I dag sidder jeg stort set i møder hele tiden.

LÆS OGSÅ: Designeren bag det danske brand Leowulff: ”Det er hårdt at være selvlært"

HJEMMEGÅENDE FULDTIDSFAR

Siden familien flyttede til New York, er der kommet en lille ny Søgaard til, Romeo, som i dag er knap et år gammel. De to ældste er fem og otte år. Og Martin? Han er hjemmegående fuldtidsfar. En familiemodel, Sheela ofte har måttet stå på mål for.

– Haha, ja, det spørger folk altid om! Men det er noget, der har udviklet sig organisk. Vi besluttede for nogle år siden, at det bare ikke fungerede, når vi begge havde et arbejde, for Martin arbejdede i restaurationsbranchen og var væk om natten, mens jeg var på arbejde om dagen. På den måde så vi jo aldrig hinanden. Det fungerede fint i forhold til børnene, men Martin og jeg mødtes altid kun i hoveddøren, og det var altså ikke derfor, vi blev gift. 

– Men Martin er et menneske, som kan være lykkelig i nuet, uanset hvad han laver – han er meget et lystmenneske. Min totale modsætning. 

– Hvordan?

– Jeg er meget tungsindig – men rolig. Jeg er helt klart hende med det halvfyldte glas. Det er måske også derfor, jeg er så god til mit arbejde. Jeg planlægger altid for a rainy day. Martin er en ret fantastisk mand; det er gået mere og mere op for mig, efter at vi er flyttet. Det er ikke alle, der kan gøre det her og bevare humøret samtidig. Men jeg tror, at han ser det som en stor gave at kunne være sammen med børnene så meget, som han kan. Han får jo ikke den samme voksenstimulans, som jeg gør, så det kræver, at man er lavet af et særligt stof. Men vi er kommet rigtigt tæt på hinanden, både som ægtepar og familie, efter at vi er flyttet til New York. Vi laver virkelig meget sammen – og vi laver også rigtigt tit ingenting sammen.

Foto: Flemming Leitorp

TING, DER VIRKER SKØRE, ER SKØRE

Det var også Martin, der reddede familien på målstregen, da Sheela var ved at opgive det hele, fordi børnene ikke trivedes. 

– Vi tog dem jo ud af en sammenhæng, de fungerede utroligt godt i, og flyttede dem over i en baggårdslejlighed uden vinduer, det også. Og hvis der er noget, jeg har lært om at flytte til et nyt land, så er det, at man ikke skal tænke: ’Nå, men de har nok tjek på det, selv om jeg ikke forstår det’. Man skal insistere på at forstå det, for de ting, der virker skøre, de ER skøre. Skørt betyder det samme i alle lande. 

Den aften, Sheela kom grædende ind i stuen til Martin efter at have puttet Lea-Sophia, satte de sig ned og tog en alvorlig snak om det hele. 

– Da jeg sagde, at jeg ville hjem, sagde Martin: ’Nej! Vi kan ikke tage hjem, før det er blevet godt, for så har vi for evigt lært vores børn ikke at vente, til tingene bliver bedre, selv om de starter dårligt’. Han har denne her optimisme, og efter den aften satte vi ALT ind på at få tingene til at fungere. Vi begyndte massivt at arrangere legeaftaler, vores weekender handlede ikke om andet. Vi inviterede forældrene med, så vi kunne lære dem at kende, og insisterede på, at vi ville vide, hvad der foregik i skolen. 

– Det betød, at vi fik et meget stærkt forhold til Lea-Sophias klasselærer, og vi fandt ud af, hvad vores rettigheder var. Så det var rigtigt set af Martin; det var et problem, vi skulle tackle, og det gjorde vi.  

LÆS OGSÅ: Interview med Vi Ramlov Hyttel | Fra bådflygtning til designer

I NEW YORK ER DU ALTID EN FREMMED

Historien endte dog med, at Sheela og Martin alligevel valgte at flytte til en anden skole, og hele den periode er noget, de godt kan sidde og navlepille over i de sene aftentimer. 

– Det trækker ringe i vandet. Selv om alt er godt nu, så sidder den tid nok stadig lidt i den ældste. Vi kom til New York med en bestemt opfattelse af, hvordan tingene var, fordi vi aldrig var blevet konfronteret med, at de kunne være anderledes. Vi havde ikke engang haft børn i skole i Danmark, og vores uvidenhed blev understreget af, at vi ikke kendte systemet derovre – eller nogen, der kunne guide os rundt i det. Det måtte vores ældste betale prisen for. 

– Hvad har så det bedste været ved at flytte til New York?

– For mig personligt har det været en fantastisk rejse at være med til at gøre BIG til det, det er i dag. At se kontorerne blomstre. Jeg har altid været meget ambitiøs og drømt om at arbejde mig frem til det her niveau. Ikke fordi jeg er interesseret i at have en titel, men jeg vil gerne have indflydelsen. Jeg kan godt lide at have indflydelse, fordi jeg synes, jeg træffer gode beslutninger. Og hvis man ikke får lov til at træffe dem, bliver man utroligt indebrændt, haha! Så sidder man der med alle sine potentialer! 

– Hvis vi ikke taler arbejde, har det bedste været, at vi som kernefamilie er blevet så sammentømret. For der ER altså et element af ensomhed i at forlade alting. 

– Har I fået nye venner derovre?

– Ja, det har vi, men ikke så mange som herhjemme. Vores liv herhjemme var meget rigt på venskaber, vi havde frokost- og middagsaftaler stort set hver weekend, og det er blevet lidt … fattigere. Lidt mere begrænset. 

– New York er en utrolig fed by, der er så mange mennesker og så mange ting at opleve. Men det er også en meget hurtig by, som kan ramme en ret hårdt, synes jeg. Vi kom fra Vedbæk, hvor man siger hej til alle nede i Brugsen – her er der aldrig nogen, der  kender dig. Du er altid en fremmed. Så New York er fantastisk og forfærdelig. Men mest fantastisk.

LÆS OGSÅ: Didder Rønlund: ’Det har været dejligt, men slidsomt’