Skall, bæredygtigt design
INTERVIEWS

Skall Studio | Bæredygtigt tøj i alle faser

Mød to ildsjæle, der tænker bæredygtigt i deres arbejdsliv: Marie og Julie Skall. De er søstre og stiftere af modehuset Skall Studio.

Søstrene Marie og Julie Skall er stiftere af modehuset Skall Studio, der arbejder med tøj, som er bæredygtigt i alle faser – fra materialer til tilblivelsesprocessen. Også distributører af udenlandske mærker med bæredygtig profil.

Marie og Julie Skall: Interessen for bæredygtigt tøj vokser

Kan I mærke en stigende interesse for bæredygtigt tøj som Skall Studios?
Ja, efter tre års arbejde kan vi se en positiv og ægte interesse for vores tøj og vores univers. Forbrugerne er også blevet meget mere bevidste om, hvad de køber, og hvilke fodspor de efterlader sig. Interessen for vores brand og kollektioner er blevet større, hvilket gør os utroligt glade og taknemmelige.

LÆS OGSÅ: BÆREDYGTIGT | Emma Watson i front for grønt initiativ

Hvordan mærker I det?
Interessen for os som brand er blevet større, fordi vi har en klar, ægte og personlig vision. Skall Studio afspejler alt det, som vi sammen står for som personer og søskende. Vi går ikke på kompromis, og vi følger vores hjerte med alt, vi gør. Vi startede virksomhed sammen, fordi vi ikke kunne lade være. Vores kærlighed for klassisk design og æstetik sammenfatter alt det, vi elsker, ved at lave tøj. Og det er helt naturligt for os at gøre det, som vi gør, med respekt for den jord vi lever på, de mennesker vi arbejder med og dyrenes plads i modeindustrien.

Er det en jungle for forbrugerne at finde rundt i mærkerne på tøj?
Ja, det kan være svært at finde rundt i de forskellige mærker på tøjet, og især hvad de står for. Vi hjælper vores kunder ved at oplyse på vores hjemmeside, hvad vores forskellige certifikater betyder, så det er nemt og overskueligt at få et overblik.

Hvis I sad på statsministerposten med et flertal i ryggen, hvad ville I så ændre i Danmark? 
Vi ser mange gode muligheder i og fordele ved at puste liv i den gamle tekstilproduktion i Danmark. Ved at udvikle på nye muligheder for tøjproduktion i Danmark kan vi bedre mindske den unødigt lange og miljøskadelige transport fra Fjernøsten til Norden. Vi kan som virksomhed spare tid og penge ved at have vores produktion tæt på os, skåne miljøet og samtidig skabe flere arbejdspladser.

Har I et godt råd til andre modeelskere?
Sæt farten ned, lyt til dig selv og kig indad. Hvad synes du selv, du kan gøre for at hjælpe andre, miljøet eller dig selv? Det kan være at rydde ud i dit klædeskab, det giver overskud og plads både fysisk og i dine tanker, købe mindre, men klassisk og godt forarbejdet tøj eller secondhand. Eller blot hoppe op på din cykel og nyde naturen og dine omgivelser.

Hvad er det seneste, I har gjort i jeres egen hverdag for at få en grønnere livsstil?
Vi er begge vegetarer og lever en vegetarisk livsstil, som betyder, at vi undgår alle animalske produkter. Rent miljømæssigt har produktion med dyr nogle grimme fodspor, som tærer på jorden, men det etiske aspekt er lige så vigtigt for os. Vi har taget et bevist valg om at leve på den måde, og det har vi det rigtigt godt med. Vi tror, at man skal finde sin egen ‘grønne livsstil’. Man kan ikke bekymre sig om alt, men alle kan gøre lidt, og det er det vigtigste.

LÆS OGSÅ: Louis Vuitton og Unicef fejrer et-års jubilæum