Sofie-Gråbøl_interview
INTERVIEWS

Sofie Gråbøl: Det koster at kaste sig ud fra 10-metervippen, men jeg gør det alligevel

Angst og usikkerhed har været Sofie Gråbøls tro følgesvende, siden hun slog igennem med et brag for mere end 30 år siden. Og følelsen af utilstrækkelighed er ikke blevet mindre, selv om der var 50 lys i fødselsdagskagen i sommer, og hun har en karriere, de fleste kun kan drømme om. Men den danske skuespillerinde trodser gang på gang frygten og ‘kaster sig ud fra 10-metervippen’ – senest i Lars von Triers allerede meget omdiskuterede ‘The House That Jack Built’. Filmen portrætterer en massemorder og fortælles i fem kapitler. Det samme bliver Sofie Gråbøls historie her.

Sofie Gråbøl og Cannes

Åbningsaften ved filmfestivalen i Cannes. Solen er gået ned over den franske riviera, og hundredvis af blitz glimter mod Sofie Gråbøl og får hendes gyldne pailletkjole til at stråle om kap med hendes smil.

Hun ligner en, der nyder opmærksomheden og føler sig hjemme i rampelyset. Det gør hun slet ikke.

– Jeg stod bare og tænkte ‘tænk, at jeg skal blive så nervøs og føle mig så latterligt Bambi-usikker over at gå op ad en rød løber. Jeg er næsten 50 år gammel! Jeg har lavet det her, siden jeg var 17!’ Jeg kan godt blive irriteret over, at det ikke er blevet lettere, fortæller den danske skuespiller, da IN møder hende flere måneder senere.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl medvirker i 2 biografaktuelle film - læs om dem her og se trailerne

Mød Sofie Gråbøl her:

I mellemtiden har hun rundet et halvt århundrede, men de 50 lys i kagen har ikke ændret hendes indre landskab.

– Den der fortælling om, at når man bliver 50, bliver man så moden, og åh, det er så dejligt, for så ved man, hvem man er og er ikke usikker mere, kan jeg slet ikke identificere mig med. Jeg synes, min tvivl og usikkerhed er den samme, som den altid har været. Tværtimod kan jeg savne ungdommens mod. Dengang var det: ‘Nu smider jeg mig bare ud fra 10-metervippen og brækker alle knogler og ligger i mental gips, og så går jeg videre, og så gør jeg det igen’. Det kan jeg savne, for usikkerheden er den samme, men jeg ved alt for meget nu. Jeg ved, hvor ondt det gør at ligge der med alle knogler knust. Så det koster på en måde endnu mere. Men jeg gør det alligevel, siger Sofie Gråbøl.

Sofie-Gråbøl_interview_13
Blazer: Louis Vuitton, Smykker: Sofies egne

Er du modig?

– Ja, det synes jeg egentlig altid, jeg har været. Også når jeg tænker på ting, jeg kastede mig ud i som helt ung. Men det har altid været med angst og bæven. Det er ikke et mod, der er genereret af et overskud. Det er altid på trods, og det koster mig sindssygt meget hver gang, siger Sofie Gråbøl.

LÆS OGSÅ: 2 spændingsfyldte serier du skal se lige nu

Hun har en imponerende 33 år lang karriere bag sig. Fra ‘Barndommens gade’ over nyklassikere som ‘Den eneste ene’ og ‘Blinkende lygter’ til tv-succesen ‘Forbrydelsen’ og lige nu roller i to meget forskellige biograffilm: Paprika Steens julefilm ‘Den tid på året’ og Lars von Triers massemorder-epos ‘The House That Jack Built’. Du kan læse om de to film ”Den tid på året” og ”The House that Jack Built” lige her, og også se trailerne til filmene.

Det er anden gang, hun arbejder sammen med Lars von Trier. Første gang var på den skæve ‘Direktøren for det hele’ fra 2006, som ikke var nogen udelt god oplevelse for Sofie Gråbøl.

– Da han kontaktede mig om ‘The House That Jack Built’, blev jeg utrolig glad, for jeg beundrer hans arbejde dybt. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Men jeg var også glad for at få lov til at møde ham i en lidt mere samlet udgave af mig selv. Da vi lavede ‘Direktøren for det hele’, var jeg et andet sted, et yngre menneske, og der fik han mig så meget på glatis, at det var ubehageligt. Jeg tror ikke, at det var hans intention, og det var ikke, fordi han aktivt gjorde noget – det var mere som en karatemester, der brugte mine egne udfald. Det var min egen usikkerhed og angst, der bragte mig til fald. Jeg gik mere eller mindre i spåner og var ikke i stand til at yde noget ordentligt på den film, fordi jeg blev så usikker, fortæller den 50-årige skuespiller.

Der var også nerver på, da hun skulle i gang med optagelserne til ‘The House That Jack Built’, hvor hun medvirker i ét af filmens fem ‘kapitler’. Men det var på en anden måde.

– Det er altid en kunst at komme ind fra kulissen og levere noget og gå ud igen. Det er ligesom … hvad hedder de nu, dem, der kaster sig ud fra Operaens tag? Cliff diving! Det er sådan, det føles. Jeg havde utrolig svært ved at sove, inden vi skulle i gang, fordi jeg tænkte så meget på, ‘hvordan bliver det nu denne gang?’ Men der var også et kynisk sted inde i mig, som tænkte, at den følelse kunne bruges til noget, for det, jeg spiller i filmen, er et menneske, som befinder sig i en situation af angst, chok og lammelse. Så følelsen var ikke helt ubrugbar, den var faktisk meget god at have liggende og boble, forklarer Sofie Gråbøl.

Sofie-Gråbøl_interview_11
– Godt nok var ‘Forbrydelsen’ kendt, og de vidste godt, hvem jeg var, men de vidste ikke mere end det. De havde ikke set mig lave andet end at gå rundt og være meget afdæmpet og indadvendt i en sweater, så det var ekstremt let at være alt muligt andet, fortæller Sofie Gråbøl om de første job i England, som kom, lige efter hun havde været syg af kræft.

Kjole: Mark Kenly Domino Tan, Støvler: Notabene

Og da først hun kom i gang, og der blev sagt ‘værsgo’, nød hun arbejdet.

– Det var dejligt at arbejde med Lars igen. Han er et utrolig sødt menneske og meget omsorgsfuld. Og så har han en fantastisk humor med ret meget bid. Og han har meget på hjerte med den her film. Jeg tror også, at han i virkeligheden har brug for en meget stor grad af tryghed. Han arbejder ofte med de samme mennesker igen og igen og igen. Ikke kun skuespillere, men også de nære samarbejdspartnere. Jeg tror virkelig ikke, man skal underkende, hvor stor en pris det har for et menneske som Lars von Trier at satse så meget, som han gør. Det er også derfor, det er så respektindgydende, at han bliver ved med at gøre det, siger Sofie Gråbøl om den danske filmmester, som gjorde comeback på årets filmfestival i Cannes.

LÆS OGSÅ: Caroline Fleming: Der er mange, der tror, at mit liv er nemt

Det var første gang i syv år, han var med på den festival, der har hædret ham mange gange, bl.a. med Guldpalmen for ‘Dancer in the Dark’ i 2000. Men også hvor han fik sindene i kog, da han under en pressekonference i 2011 fortalte, at han sympatiserede med Hitler.

For Sofie Gråbøl var det en rørende oplevelse at være med, da Lars von Trier vendte ‘hjem’ til Cannes.

Sofie-Gråbøl_interview_CITAT2

– Det var storslået, da han trådte ind i salen. Alle rejste sig op og klappede i fem minutter. Det er jo en evighed! Det var utrolig smukt. Der havde de ikke set filmen endnu, så det var helt klart en besked til Lars von Trier om, hvor dybt han er anerkendt som kunstner, fortæller hun.

Sofie Gråbøl og Rigshospitalet

Parykken ligger i vindueskarmen. Sofie Gråbøl ligger i sengen med isposer på hovedet og et drop i armen. Der er fire minutter tilbage af den allersidste omgang kemoterapi, hun skal have. Når de klare dråber er sendt ind i hendes krop, er kræften forhåbentlig ude af den.

Pludselig lyder brandalarmen. En læge stikker hovedet ind. ‘Hele afdelingen skal evakueres. Du skal ned på gaden’, lyder ordren.

– Og der tænkte jeg bare: ‘Kraftedeme nej! Nu har jeg holdt det her hemmeligt i et halvt år og gået rundt med paryk og blå briller – jeg stiller mig ikke ned med det drop!’ Så fik jeg lov til at få de sidste fire minutter på stuen, fortæller Sofie Gråbøl.

– Da overlægen hastede mig ud bagefter, sagde han, at det vistnok var en tartelet, der var gået ild i. Det var komisk … Det var sjovt bagefter, kan hun godt se nu – fem år senere.

LÆS OGSÅ: 4 film, du skal se i biografen lige nu - Sofie Gråbøl er med i 2 af dem

Hun havde egentlig tænkt, at hun ‘ikke ville snakke om kræft og kemo i dag’, hun ‘drømmer om den dag, det ikke er et tema’. Men samtidig er hun meget bevidst om, at der findes en ‘Sofie før kræft’ og en ‘Sofie efter kræft’ – at sygdommen har ændret hende.

Og hun lægger heller ikke skjul på, at sygdomsperioden var barsk.

Sofie-Gråbøl_interview_12
Buksedragt: Pallas Paris by Claire Thomson-Jonville, Blazer: Blanche

I ‘The House That Jack Built’ føler massemorderen Jack, at nogen holder hånden over ham. Er der nogen, der holder hånden over dig?

– Det har jeg altid følt utrolig stærkt, også som barn. Det eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet finde den følelse overhovedet, var, da jeg var syg og havde allermest brug for den. Ellers har jeg altid haft en stærk fornemmelse af mening. Jeg har aldrig følt så lidt mening, som da jeg blev syg. Jeg har aldrig følt mig mere gudsforladt. Det var der, jeg havde allermest brug for tro og håb, men det har aldrig været længere væk, siger Sofie Gråbøl, der ikke opfatter sig selv som religiøs, men tror på Gud og synes, hun kan mærke, at der findes noget større end det, vi ser og ved.

– Jeg kan ikke finde noget sted i naturen eller i alt, der eksisterer, som har et element af tilfældighed. Der er ikke noget tilfældighedsprincip. Der er nogle energilove, som gennemsyrer alt. Jo ældre jeg bliver, jo mindre forstår jeg af noget som helst. Det virker, som om sandheden er en prisme, som kan ses fra så mange vinkler. Jeg får sværere ved at være dogmatisk og sige ‘sådan hænger tingene sammen’, siger skuespilleren, der har genfundet troen på, at der er en mening med det hele.

– Men det betyder jo ikke, at jeg ikke skal dø. Det skal jeg jo. Noget af det, der var så stærkt ved at komme ud på den kant, var, at det blev utrolig klart – så klart, at det skar i øjnene – hvad der er vigtigt. Det er vel det perspektiv, som døden ultimativt giver. Man forstår, hvad livet er. Jeg kan huske, at jeg tænkte ‘nu bliver jeg aldrig bange for noget mere. Tænk, hvad jeg har spildt af liv på at gå rundt og være bange for noget, der ikke har værdi’. Det stod pludselig så tindrende klart, hvad der var vigtigt. Hvad andre synes, og ‘falder du nu igennem?’ blev ligegyldigt, fortæller Sofie Gråbøl og tilføjer så, at ‘det jo ikke er et sted, man kan leve sit liv’ – derude på kanten, hvor sandheden lyner en i øjnene.

Sofie-Gråbøl_interview_17
Kjole: Frame, Støvler: Notabene

LÆS OGSÅ: De her skuespillerinder har spillet skræmmende, koldblodige og rørende dronninger på skærmen

– Jeg har glemt det igen. Nu står jeg her igen og bliver usikker over en rød løber i Cannes, selv om jeg godt ved, at det er ligegyldigt. Jeg står i situationen og kan mærke, at toget kører igen og stopper ved alle de samme stationer: ‘Ja, ja, så er jeg her igen. Nu bliver håndfladerne klamme, hjertet banker, nu synes jeg ikke, jeg er fin nok’, siger hun.

Artiklen fortsætter efter ”Blå bog”…

Blå bog: Sofie Gråbøl

  • Født 30. juli 1968 på Frederiksberg.
  • Hun har ingen formel skuespilleruddannelse, men fik sin første rolle i ‘Oviri’ fra 1986, hvor hun spillede over for Donald Sutherland. Det store gennembrud kom med ‘Barndommens gade’, som havde premiere samme år.
  • Hun har medvirket i omkring 30 film, blandt de mest kendte er ‘Nattevagten’, ‘Den eneste ene’, ‘Mifunes sidste sang’ og ‘Blinkende lygter’.
  • Hun spillede den kvindelige hovedrolle i tv-serien ‘Nikolaj og Julie’ og storhittede som Sarah Lund i de tre sæsoner af ‘Forbrydelsen’.
  • Den serie gav hende også et internationalt gennembrud, og hun har bl.a. medvirket i den britiske tv-serie ‘Fortitude’, som også har Dennis Quaid, Stanley Tucci og Michelle Fairley på rollelisten.
  • Lige nu kan hun opleves i julefilmen ‘Den tid på året’. Den svenske film ‘X&Y’, og i Lars von Triers ‘The House That Jack Built’.
  • Hendes næste projekt er filmatiseringen af thrilleren ‘Harpiks’, hvor hun spiller over for bl.a. Ghita Nørby og Amanda Collin.
  • Hun har vundet to Bodil-, seks Robert- og to Reumert-priser.
  • Hun er mor til to børn – Bror på 17 år og Gudrun på 14 – som hun har med sin eksmand, instruktøren Jacob Thuesen.

Sofie Gråbøl om Rungstedlund

Der er kommet 150 mennesker for at høre Sofie Gråbøl læse op af Karen Blixens værker på den verdensberømte danske forfatters elskede Rungstedlund.

Sofie-Gråbøl_interview_15
Buksedragt: Pallas Paris by Claire Thomson-Jonville, Blazer: Blanche

Skuespilleren har sagt ja tak til opgaven, fordi hun ‘bliver mere og mere glad’ for den disciplin, det er at læse højt.

Hun skal læse historien ‘Peter og Rosa’ fra Karen Blixens ‘Vintereventyr’, og hun har øvet sig. Læst og læst og læst – og taget noter undervejs. Hun er forberedt. Men mens hun står der med bogen i hænderne og 150 par øjne hvilende på sig, sker der noget, hun ikke har forberedt sig på.

– Det er en smuk og tragisk og grum kærlighedshistorie. Peter og Rosa er unge og forelskede, men de kan ikke få hinanden. Der er et sted i historien, hvor de laver en fantasi om, at de får hinanden. De leger, at de sejler væk med et skib, og så er det en isflage, de hopper op på …, begynder hun at forklare, mens øjnene bliver blanke og stemmen grødet.

LÆS OGSÅ: Sofie Lassen-Kahlke: Jeg er opmærksom på mine grænser

– Bare jeg skal snakke om det, bliver jeg helt berørt. Isflagen driver ud, og så forstår Peter og Rosa, at de skal dø, men de siger det ikke til hinanden. Da jeg nåede til det her sted og skulle læse det, kunne jeg mærke, at ‘det kan jeg ikke, jeg kommer til at bryde hulkende sammen’. Der ville ikke være noget værre, end hvis jeg satte mig ned og hylede af rørelse over min egen historiefortælling! Det ville være totalt ‘no-go’. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne sige ordene. Så jeg måtte holde en længere pause, og så måtte jeg desværre næsten råbe det stykke. Altså distancere mig så meget fra det, at det ikke blev rørende for nogen overhovedet, fortæller Sofie Gråbøl. Hun ryster på hovedet ad sig selv.

Sofie-Gråbøl_interview_16
Blazer: Blanche, Bukser: Blanche

– Det var aldrig sket for mig, før jeg blev syg. Men jeg ‘embracer’ det – det her vidunderlige kontroltab, siger hun og smiler.

Det er seks år siden, Sofie Gråbøl blev ramt af brystkræft. Og selv om håret for længst er vokset ud igen, og hun ligner sig selv, er hun forandret.

– Det, der skete for mig i den krise, var så skelsættende, at der er nogle tandhjul, som kører en anden vej. Jeg føler, jeg er landet, men jeg er stadig forundret over, at jeg har ændret mig. Det har noget med kontrol at gøre. Det var det ultimative kontroltab at blive så syg og blive slået i stykker på den måde. Jeg har altid været et ret kontrolleret menneske, og jeg har skelnet meget hårdt mellem mit offentlige jeg og mit private jeg. De grænser er blevet mere flydende, siger hun og forklarer videre:

– Jeg bliver utrolig let berørt, og det er jeg aldrig blevet tidligere. Det er, som om hjertet er blevet …, siger hun og kan ikke helt finde ordene for, hvad det er, der er sket med hendes hjerte.

Hun fortsætter.

– Tidligere har jeg haft let ved at kontrollere mine følelser. Jeg har aldrig været en skuespiller, der blev revet med. Når jeg står på en scene, spiller jeg en rolle, og det er enormt let for mig at sondre. Jeg er jo ikke Sofie, jeg er ‘Lady 3’ som i ‘The House That Jack Built’ – eller hvem jeg nu er. Definitionerne er så klare, og det er også det, jeg elsker. Det er den ultimative ‘escape’ fra mig selv. Så kan ‘Lady 3’ føle og gøre alt muligt, men Sofie er ikke blandet ind i det. Jeg bliver ikke følelsesmæssigt påvirket eller rystet eller rørt – jeg kan stå og skrige af grin efter at være blevet myrdet på film, siger hun.

Men at stå på en scene som oplæser er noget andet.

LÆS OGSÅ: 4 spændende, sjove og skøre serier, du skal se lige nu

– Det er jo mig, der læser op. Det er ikke en rolle. Det er en historie, jeg skal formidle, men jeg skal ikke sætte mig på den, jeg skal ikke spille rollerne, men lade teksten løbe igennem mig. Jeg står der med mig selv. Sofie er ikke en rolle. Jeg synes, det er enormt spændende, men det er også et kontroltab for mig ikke at have de klare grænser, siger hun og reflekterer videre:

– Jeg leder efter en ny måde at være i verden på. Jeg er landet, men et nyt sted. Det er både en skrøbelighed og en styrke. Version ét af mig var jo mere skrøbelig på den måde, at jeg havde så stort behov for ikke at fejle og være sårbar. Det var en forsvarsmekanisme. At turde være i verden med den her åbenhed og skrøbelighed føles i virkeligheden som en ny styrke.

Sofie Gråbøl og London

Det ligner et møde i FN, da Sofie Gråbøl møder op til læseprøve på tv-serien ‘Fortitude’ på et hotel i London. Bordene er stillet op i en firkant, og der er navneskilte på bordene. Ved siden af skiltet med ‘Sofie Gråbøl’ står et navneskilt med ‘Stanley Tucci’, og over for Sofie Gråbøls plads skal Michael Gambon sidde. To store, internationale stjerner, der også er en del af holdet.

– Der kunne jeg godt mærke den der følelse af ‘fuck, nu er jeg så intimideret, at jeg ikke ved, om jeg kan åbne munden og læse’, griner hun.

Heldigvis dukker Stanley Tucci op og mumler til hende, at ‘God, I hate this, I get so nervous’, og så flakser sommerfuglene ikke længere helt så vildt rundt i danskerens mave.

Sofie-Gråbøl_interview_14
Som ung forsøgte agenter også at lokke Sofie Gråbøl til udlandet, men der var hun alt for skræmt ved tanken. Da ‘Forbrydelsen’ hittede, opstod chancen igen – og så greb hun den.

Blazer: Blanche, Bukser: Blanche

Hun har hørt om store stjerner, der opfører sig som konger på settet, men det er ikke sådan, det er på ‘Fortitude’. Heldigvis – for hvis ikke Stanley Tucci havde været ‘det skønneste menneske’, havde Sofie Gråbøls udlandseventyr måske været slut, før det rigtig var begyndt.

– Jeg talte med Lars Mikkelsen om det på et tidspunkt, hvor jeg havde set ham i ‘House of Cards’. Han fortalte, at Kevin Spacey ikke havde hilst på ham eller værdiget ham et blik, før de skulle lave deres første scene sammen. ‘Fuck mand, døde du ikke bare?’ spurgte jeg, og han sagde ‘nej, jeg tænkte: ‘Jeg skal kraftedeme vise ham, hvad jeg kan’, og så spillede han røven ud af bukserne. Jeg synes, det var så inspirerende. De gange, jeg har stået i en tilsvarende situation, er det ikke min mekanisme. Det er at sige: ‘Ja, jeg er noget, katten har slæbt ind’, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Cathrine Widunok-Wichmand: Vi skal kunne tale åbent om interfilitet

Briterne fik øjnene op for Sofie Gråbøl i ‘Forbrydelsen’, og i en periode dyrkede de alt, der var ‘scandi noir’ og store islændersweatre. Som helt ung forsøgte agenter også at lokke hende til udlandet, men der var hun ‘skræmt til døde ved tanken’ og turde ikke tage springet.

– Jeg havde slet ikke det mod i mig. På den måde er jeg ikke modig. Jeg fungerer bedst, når jeg er tryg. Jeg er utrolig dårlig under forventningspres. Hvis jeg tænker, at nu er alt på spil, får jeg lyst til at pakke sammen. Jeg er også uduelig til auditions. Jeg fungerer klart bedst, hvis der er nogen, der vil mig, fortæller hun.

Tilbuddene fra særligt Storbritannien kom på et tidspunkt, hvor tanken om at tage væk fra Danmark virkede særligt tillokkende.

– Det var en flugt. Jeg havde lige været meget syg i et år, og jeg følte mig helt skrællet, som et kid, der skal rejse sig og finde ud af, om det overhovedet kan stå. Jeg havde en følelse af at være død som den, jeg var, og på en eller anden måde skulle genopstå. Jeg har aldrig følt mig så sårbar, som jeg gjorde der. På den måde var det jo fantastisk at tage væk. Godt nok var ‘Forbrydelsen’ kendt, og de vidste godt, hvem jeg var, men de vidste ikke mere end det. De havde ikke set mig lave andet end at gå rundt og være meget afdæmpet og indadvendt i en sweater, så det var ekstremt let at være alt muligt andet. På den måde skulle jeg ikke korrespondere med den Sofie, som jeg følte var blevet slået i smadder. Det var enormt dejligt, siger hun.

Sofie Gråbøl har medvirket i tre sæsoner af ‘Fortitude’, og hun nyder jobbene i udlandet. Hun vægrer sig lidt ved at bruge udtrykket ‘åbne døre’, da snakken falder på hendes succes uden for Danmarks grænser.

– Jeg ved ikke, hvor åbne de er, men der er helt klart kommet en udestue til min hovedbygning, som jeg kan gå ud i, og det er fantastisk. Jeg bliver ikke kimet ned, men der er da nogen på linjen. Jeg havde aldrig kunnet finde ideen, modet og lysten til selv at tage over og sige ‘nu skal I se, hvad jeg kan’. Det har jeg slet ikke selvtillid til. Men det skete på den måde, at ‘Forbrydelsen’ hittede, og så ville de gerne lære os at kende, og så bliver jeg tryg, siger hun.

Sofie Gråbøl og en trailer

Sofie Gråbøl sidder i en trailer. Hun har sminke og kostume på. Det banker på døren, og en assistent stikker hovedet ind og spørger, om hun har lyst til at gå med over på settet, hvor alt og alle er klar til hendes scene. Det er et af de øjeblikke, hvor den danske skuespiller tænker over, hvor stor forskel der er på at have hendes job i Danmark og i udlandet.

– Det skulle jeg lige forstå. Jeg er vant til, at nogen siger ‘skynd dig nu, vi er bagud!’ ‘Har du lyst?’ ‘Ja, jo, det passer egentlig meget godt’, griner hun og forklarer videre:

– Og så kommer man over på et set, hvor hele holdet har forberedt sig, og ‘gør sin entré’. I det øjeblik, man træder ind, kan man mærke den her ‘ah, skuespillerne er her’. Alle sænker stemmen. For mig virker det decideret ubehageligt. Jeg følte, kameraet var et kanonløb, der rettedes mod mig, siger Sofie Gråbøl, der fik forklaret sine udenlandske kolleger, at hun faktisk godt vil være med til forberedelserne, så hun også lige kan lure, hvad planen er, og så hun føler sig mere som en del af holdet.

LÆS OGSÅ: Vold og astronauter - de her 2 film skal du se i biografen lige nu

– Man føler sig meget vigtig og ‘wanted’, men bliver hurtigt meget isoleret. Man får ikke lov til at være en del af gruppen. Man bliver ophøjet til en position, som umiddelbart er enormt varmende, men så sidder man faktisk bare ude i den trailer og fryser psykisk, siger skuespilleren, der i endnu højere grad end før sætter pris på det sammenhold, der er på en dansk produktion.

– Herhjemme spiser vi frokost og snakker om den scene, vi skal lave – eller om alt muligt andet. Den der gruppestemning sætter jeg utrolig højt, og jeg tror, det er noget af det, vi kan i Danmark. Jeg har aldrig reflekteret over det, før jeg tog ud og arbejdede. Alle tager ejerskab over det projekt, vi laver sammen, siger hun.

sofie-graaboel_interview

Når det så er sagt, er der helt klart også fordele ved den udenlandske måde at arbejde på, synes hun.

– Det, man kan få, er en utrolig frihed, for der er en masse ting, der ikke bliver lagt i plenum. En masse ting, du bestemmer, fordi du har den position, du har. Der er en frihed i, at tingene ikke bliver så gennemdiskuterede. Somme tider er det jo også en forsvarsmekanisme at tale tingene så meget igennem: Man prøver at undgå det punkt, hvor man er pivåben og bare mærker ‘hvad sker der, hvis vi gør sådan her?’. Man skal ikke være ureflekteret, man skal bare passe på med at gardere sig så meget fra det uforudsigelige, siger skuespilleren, der gerne vil blive ved med både at arbejde herhjemme og prøve kræfter med andre måder at gøre tingene på.

Hun kan se tilbage på en mere end 30 år lang karriere, som mest består af højdepunkter – og af mange forskellige filmgenrer.

– Jeg har været utrolig privilegeret, det er jeg meget bevidst om. Det er jo et fag, hvor man kan dække noget via den alder og de livserfaringer, man selv har. Men det er ikke altid, man som skuespiller får lov til det. Jeg har mange gange oplevet, at der kommer nogle instruktører, der har tænkt ‘gad vide, om hun kan noget andet – skulle vi prøve at give hende en chance?’ På den måde er jeg ultimativt heldig, siger hun.

LÆS OGSÅ: Kæmpehittet Last Christmas bliver til en spillefilm

Læs mere om: