INTERVIEWS

Sofie Jamas 10 leveregler

Drøm, grin og vær taknemmelig for alt det, du har. Og husk at lytte til skammen i stedet for at overdøve den. Den er nødvendig for din selvudvikling. Sådan lyder det fra den prisbelønnede forfatter, skribent og oversætter Sofie Jama, der her deler 10 indsigter og leveregler.

Sofie Jama er født i 1982 i Somalia og kom til Danmark som 14-årig. Debuterede i 2019 som forfatter og udgav i år sin anden roman, ‘Den nordiske mands hævn’.

Forfatter Sofie Jamas 10 leveregler

1. Tilgiv, og pas godt på dine forældre. Ingen kommer ud af barndommen uden traumer, sådan er det bare. Dine forældre har sikkert gjort det, så godt de kunne, også selv om du har meget at kritisere dem for. En dag vender det hele tilbage, når dine børn bliver voksne, så sørg for at have god karma bygget op.

2. Hold fast i dine drømme. O.k., det lyder vildt banalt og Oscar-ceremoni-takketale-agtigt. Men de dybe længsler og drømme, som forfølger dit hjerte gennem livet, er rent faktisk afgørende for hele meningen med lige præcis dit liv.

3. Hav modet til at følge dit instinkt. Dit instinkt er noget af det allerfineste, der findes, et udtryk for al din visdom, indsigt og erfaring lagt sammen, plus guddommelig eller hele universets assistance. Det er ikke så lidt.

4. De fleste ting i livet er ude af dine hænder. Tænk tilbage på dit liv indtil videre, og se, hvor meget du havde planlagt, som ikke blev noget. Det er nok mere, end du regner med. Slip så illusionen om en kontrol, du alligevel ikke har. Og ja, det er vildt skræmmende, men også vildt befriende.

LÆS OGSÅ: Kim Kardashian skifter karriere

5. Skam er nødvendig for selvudvikling. Skam er ligesom intuition og instinkt udtryk for nogle fine indre åndelige strukturer. Vi har brug for og skal lytte til skammen, ikke fornægte eller forsøge at overdøve den. Men, men, men … for meget skam ødelægger dig og blokerer for din udvikling.

6. Smil og grin hver dag. Hele verden bliver gladere af dit smil og sjovere af dit grin, og det gælder først og fremmest dig selv.

7. Vær ydmyg og taknemmelig. Dine hjerteslag, dit blod, dine tanker, dine evner, din familie, dit helbred, dit liv … Tænk dig godt om: Er alt, hvad du har af gode ting, ikke noget, du har modtaget?

8. Gå mange, lange ture uden retning, plan og rute. Improviserede gåture er små opdagelsesrejser, der giver indre ro og lethed, og åbner op for nye perspektiver, tanker og ideer. Jeg elsker virkelig at gå, og ser det som et kæmpe privilegium at have sunde og raske ben.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

9. Et billede siger mere end 1.000 ord – men lyver ofte. Vi lever i en verden domineret af billeder, af selviscenesættelse, af falske skygger og miner, af kunstig belysning, af sminke, af kulisser, der er opstillet for at skabe illusioner og bedrage. Så lad være med at tro på det meste af, hvad du ser – selv om du ser det med dine egne øjne.

10. Mænd er også bare mennesker. Mænd begår fejl, og det gør vi kvinder også. Mænd lyver og bedrager og dominerer og udnytter, sommetider, og det gør vi kvinder også. Mænd kan være nogle rigtige svin. Og det kan kvinder også. Der er tusindvis af fejlantagelser og skuffelser, der kan ryddes af vejen med den viden.

LÆS OGSÅ: Forfatter Thomas Korsgaards 10 leveregler

Læs mere om: