INTERVIEWS

Solorejse på Pacific Crest Trail

Hvordan er det at gå 4.000 kilometer, ene kvinde, fra det sydlige Californien til grænsen til Canada? Det ved Gitte Holtze, som efter at være blevet knockoutet af livet drog på sit livs eventyr på Pacific Crest Trail – samme tur, som Reese Witherspoon har foreviget i filmen ‘Wild’. Turen gav den 46-årige journalist det skub, hun havde brug for. Det har hun skrevet en bog om – og her kan du læse et uddrag fra bogen ’Jeg Lever’.

Kom med på en rejse op gennem USA, når forfatter og journalist Gitte Holtze fortæller om sin lange vandretur på den berømte Pacific Crest Trail – strækning, der er på omkring 4300 km. Med Gitte Holtzes egne ord, kan du få en fornemmelse af hendes solo eventyr langs den amerikanske vestkyst.

LÆS OGSÅ: Vita Andersens 10 leveregler

Uddrag fra ’Jeg Lever’ af Gitte Holtze

Det første, jeg tænkte på, da jeg vågnede, var mad. Og ikke mad som i hverken kold eller varm kartoffelmos i mit efterhånden uhyggeligt snaskede plasticbæger. Mad som i rigtig mad. Salat, yoghurt, smør, is, kød, alt, hvad der ikke var frysetørret eller dehydreret eller befandt sig uappetitligt og støvet i min slatne pose med mad.

Jeg havde sovet elendigt. Det havde været varmt og trykkende, og jeg var vågnet adskillige gange og som en vanvittig kløet i mine myggestik på anklerne, benene, ryggen, selv på balden havde jeg et, og når først ét kløede, kløede de alle sammen.

Men om 10 timer ville jeg være i en by, og så ville alt det være lige meget. Så kunne jeg klø i myggestik uden at blive kvalt i en sovepose, der ikke tillod plads til, at man i vildskab kørte sine negle rundt over hele kroppen.

Jeg pakkede mit telt sammen og tvang en proteinbar i mig, mens jeg forsøgte ikke at få myg med ind i munden, når jeg åbnede den. Så tog jeg rygsækken på og gik.

LÆS OGSÅ: Helena Christensen & Camilla Stærk: kom helt tæt på et inspirerende venskab

Jeg forventede, at dagen ville blive hård. Der var 20 kilometer til vejen ind til byen. Undervejs skulle jeg over Sonora Pass. Det lå højt. Over trægrænsen. Og det var allerede klokken syv drønvarmt.

Hvad jeg ikke havde forventet var, hvad dagen blev.

For det, der åbenbarede sig, da jeg kom fri af træerne og kunne se op mod passet, var et landskab så storslået, at jeg snappede efter vejret. Det var lige så brutalt som den granit, det var skabt af, det var råt og kæmpe, og det lå bare der, tavst, som det havde ligget i millioner af år og ville ligge længe efter, at jeg ikke var mere.

Jeg var alene og følte mig alene. Et lillebitte menneske helt alene på en lille smal sti midt i denne voldsomme natur. Jeg troede ikke på Gud, og at han havde skabt Jorden og naturen og al skønheden, men lige der gjorde jeg, og jeg takkede ham lydløst for den, og for at jeg fik lov at opleve den.

Det slog mig med ét, at det var dét, det her handlede om. Det, Pacific Crest Trail handlede om. At være i den her vilde natur, der ydmygede og overvældede og var så barsk og så skøn på en og samme tid. Ikke at nå til Canada, ikke at tilbagelægge kilometer efter kilometer, men bare at være her lige nu, bare mig og den her kæmpestore natur, og mærke, hvordan dens kraft i usynlige bølger blev overført til mig.

Det rene ‘Barnaby’

Sonora Pass var modsat mange af de andre pas helt åbent og skaldet. Jeg kunne se bjerge i horisonten i alle retninger, jeg kunne se stien sno sig langt under mig på min vej op, jeg kunne se den som en tynd snor strække sig uendeligt ned på den anden side af passet. Hele vejen klyngede den sig til bjergvæggen, som om tyngdeloven var sat ud af kraft, på afstand så det uladsiggørligt ud, at nogen skulle kunne gå på den uden at dratte ned i intetheden.

Jeg gik ikke desto mindre på den, på en lille afsats midt på den vældige skråning af skifer, der lå knust i småstykker af millioner af års varme, kulde og jordrystelser, mens jeg stirrede på de kongeblå søer langt nede og den lige så blå himmel langt oppe.

Efter den første stigning opad, som var så blød, at mine ben uden problemer fulgte med, gik jeg over et plateau, inden det igen gik jævnt opad til et mindre pas. 

Og dér endte Sierra Nevada. Lige der i det pas gik jeg fra et landskab af forvredne tinder, sne, rå klipper og vilde floder til bløde blide bakker, der mindede om det, man ser i ‘Barnaby’.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: min rolle i ’Dronningen’ er den mest udfordrende i min karriere

Teknisk hed det, jeg så mod nord, også Sierra Nevada, bjergkæden strakte sig mere end 100 kilometer længere nordpå, men ligesom den havde ændret voldsom karakter efter Kennedy Meadows, var det et andet bjerglandskab, jeg så på nu. Jeg var ude af de høje bjerge.

Jeg styrtede ned ad stien. Ivrig efter at komme ned og være mellem de vilde blomster og de grønne bakker. Sierra Nevada havde været pisseflot, men Sierra Nevada havde også været helt vanvittig hårdt, og nu var jeg klar til noget andet.

Klokken var næsten fem, da jeg nåede vejen, og jeg havde kun lige nået at sætte mig på en sten, da Bad Boy væltede ud fra stien bag mig. Det var en forholdsvis øde vej, konstaterede vi ret hurtigt. Og bilisterne i de få biler, der passerede forbi, stoppede ikke. Så det var først, da en mand pludselig brasede ud fra buskene og vinkede os hen til den gigantiske pickuptruck, der holdt parkeret i vejkanten, at vi kunne begynde at håbe på et bad og en seng denne aften.

Et stykke historisk Amerika

Bridgeport var endnu et stykke small town America af den slags, hvor facaderne på byens General Store, Town Hall og ‘førende hotel’, Bridgeport Inn, var af træ og lignede noget fra guldgravertiden, hvilket det ifølge et skilt udenfor Bridgeport Inn også var.

Det betød, at man ikke skulle forvente aircondition eller andre moderne fornødenheder, til gengæld var vores værelse på det ‘historiske’ hotel charmerende på krummeluremåden, og så levede vi med, at der kun var ét stik til al opladning af elektronik, og at det med det samme, vi satte telefonerne i stikket, blev så varmt, at jeg var bange for, at det ville eksplodere og brænde hele byen ned.

Vi smed vores ting og gik direkte mod Sportsmen Bar & Grill og kød, salat, brød og vin. Mens vi sad der med kalorier på bordet og et lydtæppe af countrymusik, fik vi selskab af to franske vandrere, som Bad Boy havde mødt før, og som han netop havde underholdt mig med historier om, fordi de ifølge ham var ‘typisk franske’, arrogante og temmelig ubehøvlede. Jeg havde svaret, at det var han sgu da også. USA havde meget svært ved at leve op til hans krav på især cuisinefronten, og det yndede han at gøre højlydt opmærksom på.

Det var dog intet i forhold til niveauet af negativitet hos disse to franske brokhoveder.

Men det var bare endnu et element i min oplevelse af en dag, der var fuldendt. For jeg opdagede, at jeg, umærkeligt for mig selv i processen, men gennem de to måneder, jeg havde været på Pacific Crest Trail, havde udviklet en evne til at lade det fare. Ikke at tage menneskers dårlige energi ind, men bare observere deres negativitet og forblive i min egen boble af øjeblikkets lykke. Og i den boble vinkede jeg farvel til de tre franskmænd og gik tilbage til hotelsengen for at fordøje dagen. Og for at fordøje en mail, jeg havde fået.

LÆS OGSÅ: Designer Yvonne Koné: jeg er ikke i tvivl , om jeg kan. Jeg er i tvivl, om jeg kan

Nordcalifornien og ny energi

Efter en fridag i Bridgeport blaffede Bad Boy og jeg tilbage på stien. Det var en tur på cirka 60 kilometer, og det tog tre køreture med venlige mennesker, men lidt over ni klappede jeg hunden i den sidste af de tre biler farvel og satte op ad stien i hurtig gang.

Glad for at være fri for vægten af min bear canister, som ikke længere var obligatorisk, og som jeg havde sendt til Tore, glad for at være ude på stien igen, glad for at være i Nordcalifornien, på en ny etape i nye omgivelser og med ny energi.

Men jeg gik også hurtigt, fordi jeg ulmede.

Da jeg havde ramt civilisationen før Bridgeport, havde jeg tændt min telefon til en bunke beskeder og mails, sådan som det altid var, når jeg havde været offline i nogle dage. Der var søde beskeder fra venner og familie, og der var en lang række mails med information om, hvem der havde bedt om en notifikation, når jeg lagde nyt op på min blog.

En af de mails kom fra en mailadresse, jeg kendte. Min ekskærestes.

Som også havde sendt mig en mail, hvori han skrev, at jeg endelig måtte sige til, hvis han skulle sende mig nogle lakridser.

Jeg reagerede først med vantro. Så vrede. Så ubehag. Som om en stor fed behåret edderkop havde sat sig på mig.

Hvad fanden tænkte han på? Hvor var hans situationsfornemmelse?

Jeg vidste godt, at han tænkte på sig selv, og at han ikke havde nogen situationsfornemmelse. Hans selvbillede var forstørret og forvrænget, og at jeg ikke ville have noget med ham at gøre nogensinde mere, lå uden for hans opfattelsesevne.

Men at han læste min blog, fik det til at vende sig i mig. At han læste, hvad jeg følte og tænkte og gjorde, mens jeg bevægede mig op gennem USA, føltes som et overgreb, en krænkelse værre end alle dem, han udsatte mig for, dengang jeg stadig troede, at hans mørke side bare var noget, jeg bildte mig ind.

Jeg havde vendt det med min søster og mine veninder. Skulle jeg blokere ham? Gøre bloggen mere upersonlig? Lukke den ned?

LÆS OGSÅ: Mette Bocks 10 leveregler

Det første var ikke muligt, det var en offentlig blog, og selv hvis jeg ændrede det, var han så dreven i at opnå det, han ville, at han nok skulle finde en måde at læse den på alligevel.

Det andet var jeg ikke meget for, for det var ikke målet med bloggen.

Så var der kun tilbage at lukke og slukke.

Og det var det, jeg overvejede nu, mens jeg stampede ned ad stien mellem de myriader af vilde blomster, der svajede på deres stængler i den lette vind.

Skulle jeg det? Skulle jeg lukke døren til mit indre, så ingen kunne se ind? Skulle han have den magt over mig? Nej, gu’ skulle han da ej, men kunne jeg abstrahere fra, at han læste med? Ville jeg mere eller mindre bevidst censurere noget fra, fordi han var blandt læserne?

Jeg havde ikke tænkt på ham, siden jeg i Tehachapi for over en måned siden havde skrevet artiklen til magasinet Psykologi om, hvor jeg var i forhold til ham. Dengang havde jeg skrevet, at jeg ikke længere følte mig som en nikkedukke, hvis strenge en mand styrede, at hver eneste dag og skridt og beslutning, jeg tog på Pacific Crest Trail, førte mig lidt tættere på den, jeg var, før han kom ind i mit liv og fuckede med min hjerne og mit sind.

Det var ikke bare noget, jeg skrev. Det var sådan, det var. Men det betød ikke, at jeg havde lyst til, at han skulle kende mine inderste tanker og følelser. Jeg havde åbnet mig helt og ubetinget for ham, da vi var sammen, men hver lille ting jeg havde fortalt, havde han senere hånende kastet mod mig som små spidse pile, der langsomt havde punkteret mit selvværd.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave – KØB HER

Det ville han ikke kunne nu, for jeg var ikke længere den, jeg var, men alligevel. Jeg foretrak at være fuldstændig lukket land for ham.

Jeg gik 38 kilometer den dag, og da jeg slog lejr i en sænkning i skoven, havde jeg besluttet mig. Jeg ville fortsætte bloggen. For ingen skulle nogensinde have magten over mig igen. Jeg sad i førersædet i mit liv, og hvor jeg skulle hen, bestemte jeg, og hvem der skulle med i bilen, bestemte jeg.

Jeg kunne ikke kontrollere, hvem der læste min blog om mine tanker og følelser, men jeg kunne kontrollere, hvordan jeg reagerede på det. Og jeg havde besluttet ikke at reagere på det, at sætte mig selv fri for det, jeg havde været i. Og det kunne jeg godt.

Det var en erkendelse, der fik mig til at puste voldsomt ud, som om jeg havde holdt vejret hele dagen og først nu slap det.

Færre vandrere på stien

Næste morgen vågnede jeg med blod i soveposen. Ikke fordi jeg havde kløet hul i mine myggestik, men fordi min menstruation – igen – var kommet uventet og kraftigt. Jeg bandede og rodede rundt i mine ting, jeg havde ikke nogen tamponer, hvad pokker skulle jeg så bruge?

Det blev min halsedisse, og med den klodset installeret mellem benene gik jeg langsomt ned ad stien.

Jeg var alene, Bad Boy havde jeg ikke set siden morgenen før, hvilket var fint, for han havde været så negativ i Bridgeport, men her var heller ikke mange andre.

I ørkenen var jeg omringet af folk, i Sierra Nevada havde der nogle dage været en del vandrere på stien, mange af dem var enten på weekendture eller gik ad John Muir Trail, den berømte vandretur mellem Mount Whitney og Yosemite Valley, men det var tydeligt, at flokken af vandrere var skrumpet. Jeg vidste ikke med hvor meget, for man skulle ikke registrere nogen steder, at man rejste hjem, men ifølge statistikkerne var halvdelen faldet fra her cirka 1.500 kilometer mod Canada, de fleste et sted i ørkenen, resten efter Sierra Nevada. 

LÆS OGSÅ: Christine Pram: kvinden der gik ind i en lampe – og ændrede sit liv

Det passede mig udmærket, for med mine mavekramper var jeg ikke i humør til mange mennesker og gik bare tavs under træernes palisader, mens duften af skovmuld hang som naturens parfume i luften. Jeg gik tre kilometer, fem, 10, 17 kilometer under et dække af gråviolette skyer, der kæmpede sig ørkeløst hen over himlen.

Pludselig hørte jeg en bilmotor.

Først troede jeg, at jeg havde hørt forkert, og at det måtte være torden, som ikke ville være usandsynligt, for det havde dryppet fra den grå flade over mig lidt tidligere.

Jeg nåede lige at forsøge at huske, hvordan det var med lyn og træer, så hørte jeg lyden igen. Det var helt klart en bil.

Da jeg drejede om et hjørne, lå der en asfalteret vej foran mig.

Jeg havde ikke tjekket Guthook religiøst denne morgen eller i det hele taget de seneste dage. Jeg havde adopteret filosofien om at se, hvad stien bragte og kun tænke bevidst forud i forhold til vand og lejrpladser. Derfor var jeg ikke med på, at der ville være en vej her.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave – KØB HER

Jeg løftede blikket fra den knaldsorte asfalt og fik øje på en mand, der vinkede voldsomt med armene over hovedet fra en lysning i skoven på den anden side af vejen. Da jeg kom derover, blev jeg mødt af et overdækket partytelt, 10-12 campingstole og et utal af borde med et utal af lækkerier. Kaffe. Te. Kakao. Vandmelon. Bananer. Muffins. Donuts. Havregrød. Salat. Kartoffelsalat. En køletaske med vand og juice og sodavand. Og en gigantisk grill, som julemanden, for hvem skulle det ellers være, selv om han hed Allan, stod og grillede burgere på. Og pizza.

Allan gav mig et kram, og så blev jeg parkeret i en campingstol og forkælet af de fantastiske fire. Allan og hans kone og naboer grillede, serverede, skar frugt ud, kogte vand, sørgede for mere frugt og mere vand, grillede igen og fortalte historien om, hvorfor de var her, nu på fjerde år.

Det handlede om en kvinde, de kendte, som var en toptunet karrierekvinde i finansbranchen, der knoklede nonstop og tjente styrtende med penge, indtil hun en dag blev så træt af den tilværelse, at hun droppede det hele for at gå Pacific Crest Trail. For at leve simpelt, for ikke at skulle andet og forholde sig til andet end at gå, sove og spise.

– Det var jo en drøm. Sådan skulle vi alle sammen gøre, sagde Allan.

– Men for os blev det til at gøre vores lillebitte del til, at I, der gør det og udlever den drøm, får det lidt lettere.

Jeg blev rørt af hans ord. Sådan som jeg var blevet det, hver gang nogen havde sagt det. Og det var der mange, der havde. Jeg udlevede manges drøm.

Tips til at gå Pacific Crest Trail

Mental forberedelse er det allerallervigtigste. Der vil for langt de fleste på et eller andet tidspunkt opstå øjeblikke, hvor man vil tænke, hvad i alverden pointen med at kæmpe sig gennem over 4.000 kilometer vildmark er. Hvor det bliver for hårdt eller for svært, kedeligt, ensomt, ukomfortabelt eller noget femte. Og så er det rigtig vigtigt at have sit personlige svar på, hvorfor man er der, klar. Og er det svar at få likes på Instagram, bliver det nok lidt op ad bakke.

Turen på Pacific Crest Trail 

Hvorfor valgte Gitte Holtze at tage på solorejse på Pacific Crest Trail? Og hvad lærte hun på rejsen? Lær mere om, hvad hun tog med 'hjem' fra sin solorejse.

Hvordan fik du ideen om Pacific Crest Trail?
En aften, hvor jeg var så trist, at alting faktisk kunne være lige meget, og i en døs bare lå og scrollede Facebook kom jeg ind på en side med langdistancevandringer – dér dukkede Pacific Crest Trail op.

Hvad gik forud for beslutningen om en solorejse?
Jeg var i efteråret 2017 et sort sted. Jeg var nogle år tidligere blevet skilt, og min far var omtrent samtidig død af kræft. Jeg havde haft et drømmejob, men da stillingen blev nedlagt, blev jeg rykket over i en rolle på min arbejdsplads, som jeg var så ked af, at jeg havde sagt op uden at have noget andet. Jeg følte mig helt lost og værdiløs, hvad job og karriere angik, og så havde jeg det sidste år været fanget i et giftigt forhold til en mand, der havde kørt mit selvværd og tro på mig selv ned under gulvtæppet. Så jeg havde brug for at gøre noget langt udenfor min komfortzone for at få troen på mig selv tilbage – min selvrespekt, integritet, selvværd og i det hele taget grundglæden ved livet. 

Hvad fra turen husker du i dag tydeligst?
Alle de tusindvis af timer, jeg bare gik og gik og gik – gennem ørken, over bjerge, ind imellem træer, i regn, hede, sne, tåge, sol, støv, sten, skov, røg, hvor jeg gik alene, i stilhed i naturen og i meget tæt kontakt med mig selv og mine tanker og følelser. Der var dage, hvor jeg græd meget, nogle gange af ren lykke over at være der og være til, andre gange af sorg, tvivl, bitterhed, smerte, fortrydelse over ting, jeg har gjort, vrede over mennesker og situationer, jeg ikke har sagt fra over for. På et tidspunkt havde jeg grædt og gået det hele ud. Det var blevet forløst, jeg havde tilgivet mig selv, og al uroen i mig blev langsomt erstattet af ro.

LÆS OGSÅ: 10 (grønne) leveregler fra Anders Morgenthaler

Hvornår var det værst?
De sidste uger. Det var blevet efterår, og mange dage var det koldt og regnede. Jeg er ikke ret god til kulde og regn, og at gå i 12-14 timer i mudder og med tøj, der er gennemblødt, og slå sit telt op i regn og tåge og pille det ned vådt næste morgen med iskolde fingre var forfærdeligt.

Hvornår var det bedst?
At komme ind til en by efter 5-6-7 dage ude i vildmarken. At spise rigtig mad og drikke iskolde øl eller limonade, at tage et bad og se skidtet sile ned ad benene var himmerige. Og så at forlade byen igen, hvor dens mennesker skulle på arbejde, hente børn, ordne, gøre, huske – mens jeg skulle ud i vildmarken og leve. Jeg følte mig hver gang SÅ taknemlig for at være i gang med det her vilde eventyr.

Hvad lærte du om dig selv?
Jeg lærte en masse. En af de meget vigtige ting var at slippe kontrollen og tro på, at ting løser sig. Jeg har altid været en kontrolfreak, der gerne vil have styr på, hvad der skal ske, og være forberedt på alt. Det kan man ikke på en tur som Pacific Crest Trail med så mange ubekendte – og hvor jeg i starten stressede enormt meget over det, lærte jeg, at jeg behøver ikke bekymre mig om alting, for uanset hvad der sker, løser ting sig. Altid. Det gjorde det på min tur, og det har jeg nu adopteret filosofien om, at det også gør i livet i det hele taget.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave – KØB HER

Læs mere om: