INTERVIEWS

Stella McCartney: Min opskrift på succes

IN har snakket med den berømte designer, som fortæller hemmeligheden og historien bag hendes succes som designer

Stella McCartney var fredag den 12. april i København, for at fejre sin flagskibsbutik på Ny Østergade i København K, som åbnede i november. Københavns modepresse mødte en veloplagt Stella, som villigt delte ud af sine erfaringer og afslørede hemmeligheden og historien bag hendes succes.

Det startede med et par lårhøje støvler

"Jeg elsker København - og har været her et par gange, men det er første gang, jeg besøger butikken, så jeg har været spændt," siger en tydeligvis stolt Stella, da hun først ankommer til butikken, hvor den danske modebranche og kendte venter spændt på at møde et vaskeægte designerikon.

Drømmen om at designe har været der, siden Stella McCartney var lille, hvor hun lod sig inspirere af couture, film og billeder.

"Som barn var jeg omringet af kreative mennesker - og det smitter jo af - og så valgte jeg bare at fokusere på design. Jeg elskede smukke film og glamour, og jeg blev meget inspireret af min mors garderobe - jeg var blandt andet helt vild med hendes lårhøje støvler," siger hun.
 

Vejen til succes

Som ung kom hun ind på den prestigefyldte designskole Central St. Martin's i London, hvor hun studerede mode og design. Hun blev færdig i 1995 og blev kun to år efter ansat som chefdesigner for det franske modehus Chloé. Trods nogen skepsis fra en lang række prominente kritikere, skabte Stella den ene prisværdige kollektion efter den anden, og i 2001 forlod hun Chloé, for at lancere sit eget mærke, Stella McCartney. Resten af historien kender vi. I dag er Stella nemlig en af verdens mest populære designere og klæder Hollywoods A-stjerner (og endda royale) på.

"Jeg bliver hverken mere eller mindre begejstret for at se mit tøj på royale, i forhold til at se det på rigtige mennesker - ikke at royale ikke er rigtige mennesker selvfølgelig," siger hun og griner.

Men trods ydmygheden, må Beatles-arvingen have en sikker opskrift på succes. Ifølge Stella McCartney er der to ting, som er vigtige:

"For at være succesfuld skal man have et godt hold, man kan støtte sig til. Og så skal man være heldig - lidt held er man nødt til at have," siger designeren og smiler.