INTERVIEWS

Stjerneskuddet Kaitlyn Dever har ramt Hollywood

Fremtiden tilhører Kaitlyn Dever efter filmsuccesen ‘Book Smart’ og Netflix-hittet ‘Unbelievable’. Den 22-årige amerikaner håber, hun kan blive med at fortælle historier, som ‘starter samtaler’ og rykker ved vores opfattelse af verden.

Kaitlyn Dever er i gang med den sidste uges optagelser…

… på ‘Book Smart’. Hun ved endnu ikke, at filmen om to 12-talspiger, som beslutter sig for at feste igennem på deres sidste dag som highschool-elever, vil blive et af årets største hit. Det eneste, hun ved lige dér, er, at hun snart skal sige farvel til sin nyeste film-familie, og at hun ikke har nogen projekter i kalenderen.

LÆS OGSÅ: Kaitlyn Dever er nomineret til en Golden Globe for sin rolle i 'Unbelievable'

Men så ringer telefonen. Og ændrer fremtiden for den 22-årige skuespiller. Hendes agent vil have hende til casting på en ny Netflix-serie. Hun får et manuskript tilsendt – og er solgt. Hun vil have rollen som Marie, der bliver voldtaget, men efterfølgende mødes af skepsis og arrogance af de – mandlige – politifolk, hun møder, da hun anmelder overgrebet.

Rollen som Marie i ‘Unbelievable’ er den sværeste, Kaitlyn Dever har spillet, siger hun selv.

– Jeg var helt opslugt af historien. Og knust over, at det her rent faktisk var sket for nogen, fortæller Kaitlyn Dever om serien, som er baseret på en virkelig historie.

Hun fik rollen. Og gik fra den frække og festlige ‘Book Smart’ til ‘Unbelievable’, som flår i hjertet på mere end én måde.

IN møder hende i København, få dage inden ‘Unbelievable’ får premiere på Netflix. Der sidder en pr-dame i et hjørne, men Kaitlyn Dever er alene ved det store hvide bord i mødelokalet på et af byens nye hoteller.

Hun ser blid og ung ud i sartrosa og beige silkebukser og -skjorte i et psykedelisk mønster a la Pucci. Hendes mørke hår bølger ned over skuldrene, og hendes brune øjne er indrammet af lange, buede vipper. Hun kunne spille heltinden i en Jane Austen-film.

Kaitlyn Dever har lavet film og tv, siden hun var ung teenager. Men det er første gang, hun har en hovedrolle, som hun skal promovere alene. Med ‘Book Smart’ var hun også i fokus, men delte rampelyset med kollegaen Beanie Feldstein.

– Jeg har faktisk talt meget med Beanie om det. Vi havde hinanden at holde i hånden, men nu skal vi begge stå på egne ben, siger hun om veninden, der både har scoret hovedrollen i filmatiseringen af Caitlin

Morans bestseller ‘How to Build a Girl’ og rollen som Monica Lewinsky i næste kapitel af ‘American Crime Story’-serien, der tidligere har tacklet O.J. Simpson-retssagen og mordet på Gianni Versace.

En ny samtale

Og Kaitlyn Dever er klar. Både hendes håndtryk og hendes blik er fast, da hun rækker hånden frem og tager imod hen over bordet. Hun fornemmer, at hun står lige på tærsklen til næste kapitel i sin karriere.

– Jeg kan godt mærke, at der sker et eller andet lige nu. Mit liv ændrer sig – på en positiv måde. Det er ret spændende, fortæller hun.

– Det lyder åndssvagt, men nu ved folk, hvem jeg er, siger skuespilleren, der er blevet rost til skyerne for sit portræt af Marie, som på den ene side er hårdhudet efter en opvækst som plejebarn i en række ikke altid lige velfungerende familier, og på en anden side er en lille skrøbelig pige, som gør alt for ikke at krakelere.

LÆS OGSÅ: Adam Driver - Hollywoods nye helt

– En af de ting, der talte til mig i manuskriptet, var, at Marie har en slags ‘knap’, hun kan tænde og slukke for. Hun har været igennem så meget allerede, men hun kan godt lægge det fra sig. Hun er ekstremt modig og ekstremt stærk, siger Kaitlyn Dever.

Hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle kontakte virkelighedens Marie, inden optagelserne gik i gang, men blev enig med seriens producere om, at seriens Marie fortæller virkelighedens Maries historie, men at hun ikke er hende. Hvordan den virkelige Marie går, taler og ser ud, betyder ikke noget for historien.

Kaitlyn Dever er trods sine kun 22 år allerede en erfaren skuespiller. Tv. er hun i selskab med Cameron Diaz i ‘Bad Teacher’ fra 2011. (Th.) I ‘Men, Women and Children’ fra 2014 spillede Kaitlyn Dever over for teen-idolet Ansel Elgort.

– Historien er så vigtig at fortælle. Og at det her rent faktisk er sket for nogen, gør den endnu stærkere, siger Kaitlyn Dever.

Da IN møder hende, er ‘Unbelievable’ allerede blevet vist for en række fokusgrupper i Los Angeles. Og reaktionen har været overvældende.

– Det har været helt utroligt at opleve. Kvinder fortæller, at de føler sig set. Flere har delt deres personlige historier om voldtægt og overgreb med os. De er så modige, fortæller Kaitlyn Dever.

‘Unbelievable’ har været undervejs i en årrække, men taler lige ind i den debat om magtmisbrug, seksuelle overgreb og machokultur, som #metoo-bølgen satte i gang for snart to år siden. Og Kaitlyn Dever håber da også, at serien kan være med til at skabe mere åbenhed og gøre det lettere for voldtægtsofre at fortælle deres historie – og blive taget alvorligt.

– Måske kan den være med til at give os en bedre forståelse for, hvad det er, de her kvinder slås med efter et overgreb. Måske kan vi sætte gang i en ny samtale, siger hun.

Frem i lyset

Hun lægger ikke skjul på, at rollen som Marie er den hårdeste rolle, hun nogensinde har spillet. En stor udfordring for en ung skuespiller – ‘men jeg kan godt lide udfordringer’, siger hun.

– Når det var allersværest, sagde jeg til mig selv, at den måde, jeg havde det på, ikke var noget som helst i forhold til, hvordan den rigtige Marie må have haft det, fortæller hun.

Efter succesen med ‘Book Smart’ og ‘Unbelievable’ er Kaitlyn Dever blevet udnævnt som en af fremtidens store stjerner. Og hun har da også en del tilbud liggende og projekter i kalenderen, som hun ikke må fortælle noget om endnu, siger hun undskyldende.

Hun håber at få lov til at spille mange flere ‘stærke kvinder’ og ‘få de ufortalte historier frem i lyset’ – ligesom hun var stolt over at spille en lesbisk teenager i en så mainstream film som ‘Book Smart’. Og så drømmer hun om at lave en western eller en actionsfilm, ‘hvor jeg skal træne og blive helt vildt buff’, siger hun og griner.

Blå bog: Kaitlyn Dever

  • Født 21. december 1996 i Arizona.
  • Var allerede tidligt interesseret i skuespil og i at optræde og indspillede flere reklamefilm som barn, inden hun fik sin første filmrolle som 12-årig i ‘American Girl: Chrissa Stands Strong’ – den femte film i en populær serie for børn.
  • Siden har hun bl.a. spillet med i tv-serierne ‘Modern Family’, ‘The Mentalist’, ‘Last Man Standing’ og ‘Justified’ samt filmene ‘J. Edgar’, ‘The Spectacular Now’ og ‘Beautiful Boy’.
  • Hun fik sit helt store gennembrud tidligere i år med den roste ungdomskomedie ‘Book Smart’.
  • Lige nu kan hun opleves i ‘Unbelievable’ på Netflix, som fortæller den sande historie om Marie, der bliver voldtaget af en ukendt mand, men bliver mødt med mistro, arrogance og skepsis af politiet.

LÆS OGSÅ: Brad Pitt: Gennem film kan vi lære om verden

Læs mere om: