Annonce
INTERVIEWS

Studio Belle-Soeur: Vi holder møder på farten

To fuldtidsjob, to husholdninger, fem børn, én succesfuld iværksætter-virksomhed og kun 24 timer i døgnet. Svigerinderne Stephanie Bach og Mille Fruergaard Bach driver virksomheden Studio Belle-Soeur og arbejder hårdt for at få regnestykket til at gå op. Det betyder, at begges styrker skal i spil, og at bilen har forvandlet sig til et rullende kontor.

Studio Belle-Soeur fremstiller håndlavede solbrillekæder i perler og ædelsten. Webshoppen gik i luften 1. maj 2019, og siden da er det kun gået fremad for Stephanie Bach og Mille Fruergaard Bach. Men det er ikke uden udfordring at have kastet sig ud i et iværksætterprojekt ved siden af to fuldtidsjobs. Vi fangede svigerinderne på farten til en snak om at være iværksætter og at arbejde sammen med sin familie.

Hvordan er det at have en virksomhed sammen med sin svigerinde?

Begge: Det er først og fremmest helt vildt hyggeligt!

Mille Fruergaard Bach (MFB): Vi kendte hinanden godt, inden vi gik i gang med at fremstille vores solbrillekæder. Men det får os nok også til at stille nogle andre krav til hinanden og vores samarbejde. Stephanie og jeg ‘hænger jo på’ hinanden hele livet. Fra begyndelse har vi talt meget om, hvad det betyder at være i familie og være samarbejdspartnere, og hvad det kræver af os. Vi er jo overhovedet ikke enige om alting, men vi skal begge være villige til at gå på kompromis.

Stephanie Bach (SB): Kompromiserne skal fungere. Vi vil jo begge to vores virksomhed, men vi vil også gerne forblive i familie med hinanden.

LÆS OGSÅ: Studio Belle-Soeur: "Sådan forvandlede vi vores idé til en succes"

Hvornår går I på kompromis?

SB: Der kom et punkt, hvor det blev for meget, at vi begge to var inde over hver eneste del af virksomheden. Derfor har vi delt områderne op. Vi sparrer stadig meget med hinanden, men tager styringen forskellige steder. Jeg stoler fuldstændig på Milles kompetencer, og hun stoler på mine.

Studio Belle-Soeur skifter mødelokalet ud med Ford Mondeo Hybrids rummelige kabine, når de skal lave aftaler og snakke om nye designs på farten.

Hvordan bakker I hinanden op?

SB: Jeg kan huske, at jeg skulle give Mille en lille peptalk den dag, vi gik live med vores webshop.

MFB: Der er Stephanie mere risikovillig. Jeg kan huske, at jeg følte, at vi blottede os selv. Vi skulle jo sætte et produkt i verden med vores eget design og vores eget navn uden at vide, hvordan det blev modtaget.

SB: Men vi havde fået så mange komplimenter af vores omgangskreds og troede så meget på vores produkt, at det kun kunne være det rigtige at gå i luften.

Hvornår har I haft mest lyst til at fejre jer selv?

MFB: Vores første salg var fantastisk. Webshoppen var lige gået live, og vi havde ikke engang nået at skrive noget på Instagram endnu, før det første salg tikkede ind. Og køberen var ikke engang nogen, vi kendte.

SB: Vi fejrede det med en frokost nede i byen, men så blev du nødt til at styrte af sted lige pludselig, fordi der var et barn, der skulle hentes eller sådan noget.

Hvordan får I familielivet til at fungere?

MFB: Vi har nogle forstående mænd.

SB: Vi skal jo altid lave et eller andet Studio Belle-Soeur-relateret, når vi er sammen. Til familiemiddage bliver vores mænd tit sendt ud i haven eller ind i stuen med alle børnene. Så kan vi lige lynhurtigt ordne nogle ting, mens vi står og råber ‘vi kommer lige om lidt’.

MFB: Men der er det jo en kæmpe fordel at være i familie. Vores børn får ekstra mulighed for at se hinanden en hel masse. På vennefronten kan det godt koste lidt at være iværksætter ved siden af sit fuldtidsjob, fordi man nogle gange skal melde afbud til aftaler, fordi man skal arbejde, eller fordi man simpelthen er for træt.

Hvad er de største udfordringer ved at have en iværksættervirksomhed ved siden af sit fuldtidsjob?

SB: Helt sikkert, at det foregår i ydertimerne.

MFB: Det ville være genialt, hvis vi havde et kontor, vi kunne deles om. Men det har vi ikke, så vi må finde på andre måder at have tid sammen på. Tit er det over telefon og andre gange må vi gribe muligheden for et spontant møde i bilen på vej til et arrangement eller hen over en hurtig kop kaffe.

SB: I bilen kan man lige få ordnet mange ting på kort tid. På den måde fungerer den lidt som et rullende kontor. Vi har for eksempel været til nogle leverandørmøder, forbi posthuset for at afsende ordrer og så lige hentet nogle børn på vejen. Alt imens vi kunne snakke om Studio Belle-Soeur.

Er I gode til at udnytte tiden på farten?

MFB: Ud over at kunne holde små møder, er vi også gode til at gribe mulighederne for at få lavet noget indhold til vores Instagram-profil, der er vores vigtigste markedsføringsværktøj. Vi har altid nogle solbrillekæder liggende i tasken og i bagagerummet, så man kan stoppe op og holde et spontant photoshoot, hvis man kører forbi et flot sted.

SB: Når man brænder for noget, vil man jo gerne bruge alle de timer på det. Så vi griber mulighederne for at tage vores virksomhed skridtet videre – også på de dage, hvor det kun blive til et lille pitstop.

Fra idé til virkelighed – Studio Belle-Soeurs bedste råd

1. Tro på dig selv og på det, du laver, men vær også bevidst om, at vejen til succes kan være både lang og give grå hår.

2. Gør brug af dit private netværk og dine relationer.

3. Gennemtest dit produkt på veninder og familie, inden du sender det på markedet.

LÆS OGSÅ: Kan man overhovedet starte en virksomhed uden grønne intentioner?

Studio Belle-Soeur mener, at man både som virksomhed og privatperson har et ansvar for at træffe grønne beslutninger for miljøet. Ford Mondeo Hybrid lader sig selv op ved opbremsninger, hvilket gør den optimal til grønnere bykørsel.

Læs mere om Ford Mondeo Hybrid her

 

Læs mere om: