INTERVIEWS

Susanne Bier: Mænd får en indsprøjtning når de hører sig selv snakke

Vi har talt med den Oscar-belønnede filminstruktør om at være i en branche, hvor det at kravle op ad succes-stigen for mange inviterer til at stoppe med at være et ordentligt menneske, og om mænd der får nydelse af strømmen af ord, der kommer ud af deres mund.

Hun ankommer standsmæssigt. En stor, blanksort flyder af en bil holder ind til siden nede på eftermiddagstravle Østerbrogade. Chaufføren – også i sort – træder ud. Går rundt om bilen. Åbner døren til bagsædet og holder den galant. Der går et øjeblik. Så træder Susanne Bier ud som en filmstjerne på afveje og forcerer cykelstien. Og så trapperne til tredje sal. Goddag og velkommen. Hvem er hun egentlig? Faktuelt: 60 år. Iført mauvefarvet striksweater, jeans, bikerboots og en kashmirfrakke, hun har fundet til 35 pund i en engelsk genbrugsbutik. Ophavskvinde til succesfilm som ‘Hævnen’ og ‘Den skaldede frisør’. Emmy-vinder for tv-serien ‘Natportieren’. Bor nord for København. Når hun ikke filmer et eller andet sted i udlandet. Senest har hun boet over et halvt år i New York for at lave HBO-serien ‘The Undoing’ med Nicole Kidman og Hugh Grant. Derudover? Hun er ikke vild med hvide ris, men det betyder ikke, at hun er sundhedshellig. Lige nu guffer hun sig glad igennem en luksusflødebolle fra Irma. 

Imens får du lige en ultrakort introduktion til ‘The Undoing’, som skulle have haft premiere på HBO i april, men er blevet udsat til oktober: Grace Fraser – Nicole Kidman – er psykoterapeut af vældig god familie, hendes mand Jonathan Fraser – Hugh Grant – er dedikeret hospitalsbørnelæge, deres søn går på en eksklusiv privatskole, familien lever det velsmurte liv i New York. Alting er fantastisk. Indtil det ikke er det længere. Og måske har det aldrig været det. Grace må modstræbende sande, at hun har levet, som hun ellers lærer sine klienter, at de ikke skal leve: med hovedet i busken. Det hele udvikler sig sindssygt uhyggeligt. Ikke mindst fordi det basalt handler om noget, der kan ske for os alle sammen: At den virkelighed, vi selv tror, vi lever i, viser sig at være en helt anden, så livet, som vi kender det, falder fra hinanden.

– Temaet er noget, vi alle sammen kender: Hvor godt kender man egentlig et andet menneske? Og det, som man tror om et andet menneske, hvor sandt er det? Hvor meget er noget, vi gerne vil tro, og hvor meget er noget, vi læser ind i andre mennesker, som måske er noget helt andet end det, de er? Hvor meget er virkeligt? Det har været superspændende at arbejde med det der spil om, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved om dem, der er tæt på os… Undskyld, nu blev jeg helt forført af den flødebolle.

- Mange, der har været i New York, har sikkert gået i Central Park og kigget op på de der vilde etageejendomme, hvor de meget rige mennesker bor og tænkt: Gad vide, hvad det er for et liv, de har, og hvordan det ville være at komme ind i en af de kæmpestore lejligheder. Det har jeg selv tit gået og tænkt på. Med serien fik jeg mulighed for at trænge ind i et meget lukket univers, man ellers ikke har nogen som helst adgang til. Man kan ikke bare komme anstigende, man lærer ikke lige nogen at kende. Det er meget, meget lukket. I og med at vi lavede research, fik jeg pludselig lov til at kigge på det. Vi havde bl.a. en pige, som totalt kommer fra den verden og kunne hjælpe os ved f.eks. at sige: ‘Det er ikke lige dén type træningssko, kvinderne ville have på, når de afleverer børnene i skolen om morgenen’. Når man skal beskrive den verden, skal man være ekstremt specifik, ellers bliver det bare overfladisk og dumt. Vi brugte mega meget tid på at få det til at blive rigtigt.

Helt perfekt

Signe Sejlund, som lavede kostumer til ‘Natportieren’, har også lavet kostumerne til ‘The Undoing’. Hun og Susanne Bier delte lejlighed i New York.

– Vi havde en danskerlejlighed, og så fik vi besøg af familien. Selv om vi arbejdede lidt for meget, til at det var rigtig sjovt at besøge os, da vi virkelig kom i gang. Jeg havde heller ikke fri i weekenderne. Men det var hyggeligt. Vi havde sådan en lille dansker-ø oven på Central Park. Nicole Kidman og Hugh Grant har så store roller, at de også måtte slå sig ned i New York for en tid.

Jeg har altid været lidt småforelsket i Hugh …

– Det tror jeg så ikke, du er den eneste, der er.

Hvad med dig selv?

– Jamen jeg tror, ALLE kvinder har været forelsket i Hugh Grant.

Hvad er det med ham?

– Han er bare sjov og charmerende og skøn, og han er også sød. Så sker der jo noget, når man begynder at arbejde sammen. Den der stjerneforelskelse, man måtte have, den fortager sig – ellers kan man heller ikke arbejde sammen. Men han er super sød og sjov og enormt kreativ og sådan meget … søgende. Han stiller spørgsmål ved alting hele tiden – ikke mindst sig selv. Hvilket man faktisk også kan se på ham. Og så er han mega dygtig.

Og om Nicole Kidman:

– Der er sådan en form for … renhed og sårbarhed hos hende. Hun er fantastisk.

Som Grace og Jonathan har de umiddelbart det hele. Spørgsmålet er så, hvorfor det alligevel ikke er nok – i hvert fald for den ene af dem.

– Ja, de har nemlig et perfekt liv. Det, syntes jeg også, var sjovt ved historien – at vi alle sammen har en tendens til at kigge på andre, vi kender og synes, at åh, de har bare et perfekt liv. Det går man så og tænker over, og så ringer telefonen, og så får man at vide, at de skal skilles. Alting er så anderledes, end hvad man går og tror. Det er fascinerende, og det er på en måde også rart, at alle mennesker har huller i deres liv – også alle dem, man tror er så perfekte. Det gør også, at alle mennesker bliver lidt mere ligesom én selv.

Hvad med dig selv?

– Jamen jeg er jo bare perfekt, haha.

Jamen det er du jo bare. Dejlig overskrift.

– Hahaha, jeg har det ligesom alle andre, jeg går og kigger på alle andre og siger: Hvor er de perfekte, og hvor har de et perfekt liv. Men hør her, jeg har et fantastisk liv, jeg har på alle mulige måder et privilegeret liv. Men ligesom andre mennesker har jeg også ting, jeg kan blive trist over og ting, jeg synes, er besværlige. Alle mennesker har deres egne kampe. Jeg ved godt, der er folk, som har meget store udfordringer og problemer, og jeg kan sagtens træde et skridt tilbage og værdsætte og være taknemmelig for mit liv, og hvordan jeg har det. Men selv om jeg er privilegeret, betyder det ikke, at jeg ikke har ting, som kan plage mig. Sådan er det for alle mennesker. Jeg tror desværre bare, at specielt i vores tid har vi så travlt med at vise de der latterlige billeder af den vildeste ymer med bær, som man lige ryster sammen om morgenen, vi har så travlt med at prale over for verden af vores … lykke. Det underminerer totalt vores oprigtige værdsættelse af ting, som er virkelige, fordi det hele handler om et billede på lykke. Det er jo ikke sådan, det ER. Det er da skønt, at du kan lave din ymer med bær og tage billeder af det, men i virkeligheden skulle du måske spørge dig selv, hvorfor du har så stort behov for at være med i et lykkemaraton. For det er jo ikke sådan, livet er.

Hvorfor lyver vi for os selv og hinanden. Grace lyver jo også for sig selv, idyllen er falsk?
– Jeg tror, at der altid er en eller anden afstand mellem, hvornår man ser noget, og hvornår man erkender det. Vi har en form for forsinket reaktion, når der sker noget ubehageligt, som vi ikke forventer. Det er helt menneskeligt at køre lidt rundt om sig selv, før man får sig selv samlet og er i stand til at forholde sig til det. Jo mere ekstrem en situation er, jo værre. 
Har du selv oplevet at blive negativt overrasket over et menneske, du troede, du kendte?
– Ja. Nu skal jeg så sige, at det heldigvis er ret lang tid siden. Men jeg tror, alle kvinder har prøvet at date og tænke: Hold nu kæft, hvor er han skøn, ham der, det er bare det fedeste. Og så finder man ud af, at han er gift, eller at han er gambler og har mistet alt. Et eller andet, hvor man tænker: Okay, der var jeg godt nok en smule naiv, han var virkelig god til at være en anden. Der er ikke nogen af mine veninder, som ikke på et eller andet tidspunkt har ladet sig forføre af noget, de gerne ville se i en anden person. Det behøver ikke nødvendigvis være i et kærlighedsforhold. Det kan også være et venskab. Og det behøver ikke kun være kvinder. Mænd bliver også forført af det. Vi bliver alle sammen forført af det. Engang, da jeg hentede min søn i børnehave, stod der en mor udenfor og græd. Der var noget galt, men hun ville slet ikke snakke. Inde i børnehaven fortalte pædagogen mig, at den her mor lige havde fået at vide, at hendes mand havde spillet deres hus op. Havde spillet alting op. Hun anede ikke, at han spillede, hun anede ingenting. Altså … nu taler vi om ting, mænd gør. Men det der med at man bliver forført og gerne vil tro, at ting er på en bestemt måde – det, tror jeg, gælder for os alle sammen.

Samtalen om ligeløn

Susanne Bier puffer op i sit hår, møffer lidt rundt i sofaen, tager tilløb til spørgsmålet: Hvordan hun har det med den verden, vi lever i? Hun svarer så, at hun synes, vi lever i en mærkelig tid. Fordi der er noget, vi har glemt.

– Jeg kunne godt ønske mig, at det, som er godt, og det, som er menneskelige værdier – hvordan vi skal behandle hinanden f.eks. – fik lidt mere plads i nyhederne, i alting faktisk. Der har sneget sig en foragtfuldhed ind, og det gør mig lidt melankolsk. Det gør også, at modstanden mod det bliver meget tydelig. Greta Thunberg bliver Times ‘person of the year’. Det er mega stort. Så der kommer også en modbevægelse. Men jeg synes godt nok, der har sneget sig en sørgelig retorik ind.

Og også en stigende antisemitisme?

– Ja, og selvfølgelig tænker jeg over det. Det er, som om racisme i det hele taget på en måde er mere acceptabelt end for bare fem år siden. Og det er okay ligesom at være enormt aggressiv på nettet over for overvægtige eller folk, som ser forkerte ud. Det er, som om det, vi havde erklæret og erkendt som idealer over for tolerance og glæde ved menneskelighed, det er sgu blevet lidt væk i al den larm, hvor det er okay at være … upassende og beskidt i kæften på en dum måde.

Vi glemmer de andre vigtige spørgsmål

Hvordan har det været at opholde sig i USA, mens Weinstein-affæren har kørt?

– Arh, men der bliver jo snakket enormt meget om det og om #metoo, det har haft en umiddelbar effekt i forhold til seksuel chikane af kvinder, det er der ingen tvivl om. Særligt inden for underholdningsindustrien. Hvordan det er i restaurantverdenen og andre brancher, hvor man ved, det også eksisterer, ved jeg ikke, men jeg håber, det har betydet noget. Det, jeg kan blive bekymret for i den sammenhæng, er, om vi så snakker seksuel chikane og lidt glemmer alle de andre vigtige spørgsmål. Hvad blev der af samtalen om ligeløn, og hvor meget mændene tager sig af det derhjemme?

Er det slut med overgreb i filmbranchen?

– Det tror jeg ikke. Men det betyder helt sikkert, at der er masser af ting, som mænd undgår. Men altså … da jeg lavede ‘Bird Box’, begyndte Sandra Bullock og jeg at omfavne mændene om morgenen, når vi kom på optagelse. For de var blevet SÅ bange, de turde slet ingenting. Sådan skal det heller ikke være. Men der er ingen tvivl om, at mænd i mange hundrede år har udnyttet deres magtposition til at få kvinder til at gøre ting, som kvinder ikke selv ville gøre. Det er da positivt, at der er sat om ikke blokader så i hvert fald seriøse forhindringer op for det.

Glem det, mænd!

Susanne Bier har aldrig selv oplevet seksuel chikane, men:

– Jeg tror da ikke, der findes nogen kvinder, som ikke på et eller andet tidspunkt har oplevet ting … også mig, specielt da jeg var yngre. Men det kritiske: Når en kvinde føler, at en mand har en magt over hende, og hun ikke kan sige nej – det tror jeg aldrig, jeg har følt. Jeg har altid signaleret: GLEM DET! Men noget, jeg HAR følt og stadig kan føle i USA indimellem, er, at mænd taler til mig på en måde, som de ikke ville tale til en mandlig instruktør på.

LÆS OGSÅ: Laura Dern: En frontkæmper i Hollywood

Et nedladende sprog

Hvad er det, der sker?

– Jeg har aldrig oplevet det i Danmark, men andre steder hvor visse mænd – producenter eller hvad det nu er – taler til én i et sprog, som er en lille bitte smule nedladende. Det første par gange blev jeg rasende. Så fik jeg sådan noget: ‘Hør nu her, lille skat’, hahaha! Jeg har vel lært, at i det omfang, jeg kan bevare roen og undgå at blive påvirket af det, så er det meget nemmere at vinde kampen. Men jeg er heller ikke en ung og meget nervøs filminstruktør på vej op, og når de taler sådan til mig, bliver jeg meget bekymret for, hvordan de taler til unge og meget mere usikre kvinder. For dét skal de bare ikke.

– Det er sjovt … jeg har lagt mærke til noget. F.eks. når jeg sidder i et panel. Jeg kan mærke, at mænd – og jeg tror, det er lige fra vuggestuen eller børnehaven – på en eller anden måde får en indsprøjtning med at kunne lide at høre sig selv snakke. Kvinder har det ikke rigtig på samme måde. I sådan nogle paneler kan jeg nogle gange få øjenkontakt med andre kvinder, så kan vi sidde og smile og tænke: Kæft, hvor er det sjovt, hvordan de mænd kan lide at høre sig selv snakke og sige noget på 10 minutter, som man kunne have sagt på to. Er det ikke rigtigt? De har sådan en vis pompøs nydelse ved strømmen af ord, der kommer ud af deres mund.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Det er måske derfor, de får møvet sig øverst op …

– Nej, jeg oplevede det også på Filmskolen. Dengang jeg sad i paneler med andre filmskoleelever. Der sad alle de der drenge med sorte læderjakker og solbriller og var mandlige instruktører og mega seje. Så så man deres film, ikke? Og tænkte: Okay, det kan være, du skulle snakke lidt mindre og koncentrere dig lidt mere om det, du laver. 

Kontant afregning. Sådan er det med Susanne Bier. Hun har også noget at ha’ det i.

Se traileren til The Undoing her

Læs mere om: