INTERVIEWS

Susse Wold: Når man møder en shaman under fuldmåne, der vil have en med i en svedhytte, vil man så hellere sove?

Susse Wold går fra kritikerroste karakterroller til eventyr på Hawaii. For den 81-årige skuespiller insisterer på, at det er i det ubekendte og i den farlige ydergrænse, man bliver bedre til sit fag og lærer sig selv at kende. Og hun kunne aldrig drømme om at sove fra en udfordring.

Bølgerne slår roligt mod badebroen. Ude på havet rejser øen Hven sig, og længere ude flader Sverige sig ud. Bagved ligger Susse Wolds lille, hvidkalkede fiskerønne, hvorfra den hvide skorsten stikker op af det mørke stråtag. Det meste af året begynder hun sin morgen med at springe i bølgerne, mens hun forbereder sig mentalt til dagen med en lille bøn: 

- Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen.

- Jeg tager et håndklæde om min lille, fede krop, og så bum, hopper jeg i vandet. Dernæst hen under den varme bruser, så et koldt skyl, og så er jeg vågen. Er det ikke fantastisk?, spørger den 81-årige skuespiller begejstret, mens vinden trækker i hendes hår: 

- Det er det altså!

Susse Wold og hendes mand, skuespilleren Bent Mejding, har ejet huset for enden af den smalle, snoede vej i Humlebæk i Nordsjælland i over 20 år. Tidligere brugte de det mest om sommeren, for de havde også deres store hus på Frederiksberg, men det solgte de for nylig. 

For Susse Wold var det i første omgang et enormt skridt, for hele hendes identitet lå i huset, hvor de havde boet et halvt århundrede. Men undervejs gik det op for hende, at flytningen ikke var en afslutning, men en begyndelse. Hun endte med at have en lykkelig tid med de gamle scrapbøger og minder på villaloftet, før hun til sidst smed stort set alt andet end fotografierne ud.

- Ej, ved du hvad, sådan at hænge sig i gamle interview, hvor man som 22-årig talte om liv og død. Eller de gamle anmeldelser: ‘Hun var den bedste’ og prisoverrækkelser og bla-bla-bla, hvad skal man med det? Jeg syntes, det var mægtig sjovt at kigge på en times tid, men nej. Ud med det! siger hun, da hun atter har sat sig inden for i sofaen med udsigt til havet: 

- Jeg elskede det hus, og det var vanskeligt at flytte derfra. Men det var også på tide at komme videre. Det er meget vigtigt at kunne sige farvel, for ellers kan man ikke sige goddag til noget andet.

Til casting

For tiden er Susse Wold aktuel i Thomas Vinterbergs nyeste film ‘Druk’. Da hun blev tilbudt rollen som rektor på det gymnasium, hvor størstedelen af filmen foregår, var hun med egne ord i ‘fuldstændigt i lykkeland’. Hun og Vinterberg havde nemlig arbejdet sammen på ‘Jagten’, der havde premiere i 2012. Hun var glad for sin egen rolle som leder af en børnehave i provinsen, men måske endnu vigtigere var Vinterberg den første instruktør, der henvendte sig til hende og troede, at hun kunne spille andet end en ‘dejlig dame’. Siden hun spillede den erotiske Fru Junckersen i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs ’Den kroniske uskyld’ i 1985, havde hun nemlig konsekvent sagt nej til roller de efterfølgende 27 år.  

- Jeg sagde nej i mange, mange år, for jeg gad ikke spille de der smukke, smukke damer. Hvis jeg skulle være med i en film igen, skulle jeg ikke spille endnu en smuk dame med langt cigaretrør, hvor filmen ikke handlede om noget som helst. Hvis jeg skulle med, skulle jeg fortælle en historie, som, jeg selv syntes, betød noget. Sammen med mennesker, jeg stolede på, siger hun og fortsætter:

- Derfor ville jeg vildt gerne være med, da Thomas spurgte mig. Hvornår får man ellers mulighed for at spille børnehaveleder? Det, syntes jeg, var spændende. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg vil gerne hele tiden gøre noget, jeg ikke har prøvet før.”

LÆS OGSÅ: Katrine Greis-Rosenthal om sin hovedrolle med Nikolaj Coster-Waldau 

Dengang måtte Susse Wold dog i første omgang til casting. Det skulle hun lige overvinde, for hun havde aldrig i sit liv været til casting, og hun havde jo bevist sit værd. Men hun tænkte sig om en ekstra gang. Hvor farligt kunne det være?

- For mig handler livet også om at prøve at udvide sine grænser og bevæge sig ud af sin komfortzone. Som den gamle sceneinstruktør Erling Schroeder engang sagde: ‘Det er aldrig i centrum af dit talent, at du vinder de store sejre. Det er ude i den farlige ydergrænse, at udviklingen sker både i livet og i kunsten.’

Forsvindingsnummer

Der var intet, der var helt almindeligt i Susse Wolds barndom. Hun kom til verden i 1938 som datter af direktør og grosserer Knud Wold og den meget kendte skuespillerinde Marguerite Viby, der i perioder ligefrem måtte have politieskorte til og fra sine premierer. Da 2. Verdenskrig kort efter brød ud, rejste moderen til Sverige for at filme, mens Susse Wold blev tilbage hos faderen. Han var aktiv i modstandsbevægelsen og organiserede en flugtrute, der sejlede jøder skjult i lasten på fiskerbåde over Øresund. Det blev til sidst så risikabelt, at også Susse Wold, under falsk ID, blev sendt over til moderen. Nogle gange kiggede faderen over. Hver gang med et nyt look. Først med sort hår, så med rødt, så med overskæg. 

Det hele var meget forvirrende for Susse Wold, og det blev ikke mindre forvirrende efter krigen, hvor moderen måtte tage til Norge for at arbejde, mens faderen rejste til USA for at sælge glugflasker og løbe sin skrantende karriere i gang. Så var den syvårige datter tilbage. Hun blev derfor sendt på Marie Mørks Skole i Hillerød, hvor de få frøkener styrede de godt 50 piger med hård hånd.

- Jeg var meget lille og havde aldrig rigtigt boet med mor og far sammen, så jeg anede dybest set ikke, hvordan det var at have familie. Men pigekostskole var sgu heller ikke lige sagen. Det er en kunstig tilstand at være sådan et sted som barn,” siger hun.

Susse Wold var egentlig blevet døbt Lise Wold, men var aldrig blevet kaldt andet end Susse. Men på kostskolen gjorde hun, hvad hun kunne for at lukke det hele ude. Da en af de særligt skrappe frøkener med isblå øjne og en uhyggelig udstråling tidligt spurgte hende, om hun ville kaldes Susse eller Lise, sagde hun derfor Lise.

- Hun skulle ikke have lov til at kalde mig Susse, det var min identitet, det var mig, det var, hvad min mor og far og bedstemor kaldte mig. Hver gang der blev sagt Lise, var det jo ikke rigtigt mig. Jeg var inden i mig selv, og hvad der skete udenfor, kunne jeg bedre klare, når jeg var en anden. Det er først langt op i mit voksenliv, jeg helt har forstået, at det var den første rolle, jeg tog på mig. Jeg var et sted, jeg ikke ville være, og det var min måde slet ikke at være der på, siger hun. 

I sin kostskoletid tog Susse Wold nærmest en kappe på, der gjorde, at hun helt forsvandt. 

- Det er fint at stikke en hvid pind i munden og sige, du hedder Lise, men det gør også, at du ikke er til stede. Jeg var aldrig til stede. Jeg var altid et andet sted i mine tanker. Jeg lavede et forsvindingsnummer for mig selv. Det var meget praktisk, men det var også smertefuldt, for man skal jo finde sig selv igen, og det tog mange år og hårdt arbejde.

Børnevoksne med parykker på

I weekenderne måtte de tage hjem fra kostskolen, og det bedste var, når hun måtte tage ind til byen og få balletundervisning af moderens koreograf. Foruden at undervise dansede hun også på Pantomimeteatret i Tivoli, så om sommeren fik Susse Wold lov til at sidde på en træbænk i udkanten af scenetæppet. Hun sad helt tæt på, så Harlekin og Columbine og lod sig betage af ballettens ordløse elegance. Andre gange kom hun med ind og se sin mor spille revy og mødte alle de skøre, legende børnevoksne, der rendte rundt med parykker på.

- Jeg synes, det var vidunderligt. Det var her, jeg skulle være. Det vidste jeg. Jeg skulle være omgivet af den slags legende og glade mennesker, siger hun.

Som 21-årig lykkedes det hende selv at blive uddannet som skuespiller ved Privatteatrenes Elevskole i 1960, og hurtigt blev hun tilknyttet både Det Ny Teater og Det Kongelige Teater. Det var her, hun fik sin helt store læring som skuespiller. Ikke mindst nød hun at sidde aften efter aften i Det Kongelige Teaters Skuespillerindeloge og opleve de største balletter, de største operaer, de største stjerner. Særligt skuespillerinden Bodil Kjer, der senere lagde navn til Bodilprisen, var hun meget inspireret af. 

LÆS OGSÅ: Camille Brinchs vej til sucess som ung iværksætter 

- Hun var så hemmelighedsfuld, yndefuld og elegant og havde så vidunderligt et sprog. Ofte var jeg selv med i en lille bitte rolle og sad så og fulgte prøverne. Det var en stor oplevelse.

Hun så hende blive iscenesat af de store sceneinstruktører som Erling Schroeder og Sam Besekow. 

- Hvor hun i begyndelsen havde fuldstændig lige så vanskeligt ved det, som jeg havde i elevlokalet. Jeg var afsindigt nysgerrig på, hvordan de store skuespillere gjorde det. Det er ligesom at se nogle jonglere med tre bolde på én gang. Hvordan gør de? Kaster de den ene bold op før den anden, eller er det to op på én gang? Sådan var det også meget med skuespillet: Hvordan sætter de sig ned? Hvordan rejser de sig op? Hvordan tænker de sig om? Hvor lange pauser kan de holde? Hvad betyder en pause? Hvad udtrykker den? Ligesom i musik betyder pausen dybest set lige så meget som replikken. Jeg lærte utroligt meget af at se de store skuespillere, som jeg var så heldig at arbejde sammen med.

En pine og en plage

Hendes egen første rolle på film kom i 1959 som selskabsdame i ‘Charles’ tante’ med Dirch Passer i hovedrollen. I den efterfølgende årrække fulgte en lang række film og tv-serier. 

- Det vidunderlige ved at være skuespiller i Danmark er at kunne male med mange forskellige farver på paletten. Det ene øjeblik spiller man ‘Privatliv’, det næste ‘Båndet’ af Strindberg, siger hun og fortsætter: 

- Einstein sagde: ‘Nothing happens until something moves’. Det er fuldstændig rigtigt. Jeg har selv brugt ordet ‘bevægelse’ som titel på min seneste bog, for det er et vidunderligt ord. Du bliver bevæget indeni og bevæger dig ud for at blive bevæget. Det har en dobbelthed over sig, som jeg holder meget af.

Det blev i sidste ende dén tilgang til skuespillet, der kastede 27 års pause fra filmlærredet af sig. I 1985 fik hun rollen som fru Junckersen i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs udødeliggjorte roman ‘Den kroniske uskyld’. Her spillede hun en smuk, erotisk overklassefrue. 

LÆS OGSÅ: Sarah Paulson: Den perfekte kvinde er på vej ud

- Jeg hadede den film, og jeg hader den stadigvæk. Rifbjergs bog er et mesterværk. Det var filmen ikke. Det er fuldstændig monstrøst at fremstille fru Junckersen sådan.

Før sommerferien så hun Det Kongelige Teaters bearbejdning af ‘Den kroniske uskyld’.

- Vidunderlig forestilling!” nærmest råber Susse Wold: 

- Altså hold nu op, hvor var de fantastiske. Her forstod man, hvad Rifbjerg ville med sin bog. Det var noget helt andet end filmen, der bare var en pine og en plage. Det er ikke sjovt at være med i noget, hvor man bare skal se ud. Som ikke handler om noget, eller som i hvert fald ikke handler om noget for mig.

Fru Junckersen-karakteren fik en vis kultstatus blandt gamle mænd og unge drenge. Men selv besluttede hun sig for ikke at lave en film igen, før der dumpede en interessant rolle som andet end såkaldt ‘dejlig dame’ ned. 

Det gjorde der først 27 år senere.

- Jeg har haft så meget gang i mit liv og spillet på alle mulige teatre. Skulle jeg sidde og ærgre mig over ikke at være med i en dansk film? Nej!

Troldsplinten i øjet

Så ville Susse Wold hellere sætte sine egne forestillinger op. Bl.a. H.C. Andersens ‘Snedronningen’, som hun har turneret rundt med i mange år og er ved at planlægge en ny opsætning af. Det glæder hun sig meget til, for i hendes øjne er netop dét eventyr mere aktuelt end nogensinde før. I H.C. Andersens fortælling lever to børn, der elsker hinanden, i et idyllisk lille samfund. 

- Men så lader han lille Kay blive fanget ind af Snedronningen, og han bliver ført væk fra sig selv. Nu om dage sidder vi med vores mobiltelefoner og tablets og bliver ført væk fra os selv. Hvor mange ser man læse en bog i toget? Det gør man ikke mere, siger hun og fortsætter: 

- Jeg tror, vi bliver ført væk, så det meget let bliver et åndsløst samfund. Jeg falder også selv i hele tiden. Der tror jeg måske, covid-19 på sin vis har gjort noget godt. For der er jo blevet læst bøger som aldrig før, der er blevet set film som aldrig før. Pludselig synger vi alle sammen med fra Højskolesangbogen i fjernsynet hver morgen, og vi bliver mindet om, hvor vidunderlige sange der findes. På en måde tror jeg, at mange mennesker har opdaget, at de faktisk har været lidt bedøvede tidligere, løbet fra det ene job til det andet og hentet børn i sidste øjeblik og hele tiden skullet nå og nå og nå. Men fordi vi ikke har fået lov til at arbejde, længes mange af os efter noget mere åndfuldt. Vi længes efter kunst, musik, bøger og gode film.

I Susse Wolds optik handler ’Snedronningen’ om kærlighed, omsorg og tilgivelse. Tre emner, der er vigtigere end nogensinde før.

- Har vi ikke alle sammen prøvet, at vi får en glassplint i øjet, der gør os hensynsløse, egoistiske eller får os til at sige grimme ting til hinanden? Al ondskab kommer af frygt. Frygt gør, at folk forsvarer sig, men det handler altid om stor angst i dem selv. Og jeg tror på, at det eneste, der kan fjerne frygten, er den kærlighed og omsorg, vi kan give hinanden. Så jeg er ikke i tvivl om, at kærlighed, omsorg og tilgivelse er det, der skal redde verden.

Hun slår pludselig en høj, varm latter op: 

- Det er jeg faktisk fuldstændig sikker på!

The aloha spirit

I mange år har Susse Wold og Bent Mejding hvert år rejst til Hawaii i flere måneder ad gangen. Som ung skuespiller rejste hun på inspirationsture til bl.a. Sovjetunionen og USA, og senere turnerede hun og Bent Mejding store dele af kloden rundt med deres forestilling, men de vender altid tilbage til tropeøerne Oahu ud for den amerikanske vestkyst. Siden hun plantede fødderne på øgruppen første gang for mere end 40 år siden, mærkede hun ‘the aloha spirit.’

- For mig er Hawaii spiritualitet, omsorg, kærlighed og tid til at lytte. Da jeg første gang landede i lufthavnen, duftede der af blomster og ikke benzin, og jeg følte næsten, at jeg var kommet hjem. Jeg havde fornemmelsen af at have været der før og gerne ville blive.

Da hun og Bent Mejding havde dannet par i 12 år, blev de i 1983 gift under et træ foran Unity Church ved foden af vulkanen Diamond Head. Hvert tiende år gifter de sig igen samme sted. Det er blevet et fast ritual. 

- På dagen før vores sølvbryllup blev vi gift igen. Over os stod der en regnbue, der næsten var magisk, fortæller Susse Wold. 

På den måde er Hawaii et omdrejningspunkt i deres tilværelse, hvor de nærmest lever en paralleltilværelse med deres mange venner. 

- Min veninde Kanoe er huladanser, og det er ikke dans med bare bryster, men hun fortæller eventyr med kroppen. Det er sjæledans, der stammer fra en tid, hvor man ikke havde noget skriftsprog, men stadig skulle fortælle om regnen og solen og de svajende palmer og om kærlighed og afsked. Det er en kultur, som virkelig har gjort meget for min egen udvikling, siger hun.

Hver morgen på Hawaii står Susse Wold op klokken seks og går en lang tur langs vulkanen Diamond Head. Helt op til udkigspunktet og ser solen stå op, mens hun tænker på alle sine venner hjemme i Danmark, hvor solen går ned. Så ligger hun sig på ryggen i Stillehavet, mens hun ser op på de utrolige skyformationer på den blå himmel. For nogle år siden rejste hun og hendes mand over til den største ø, Hawaii, for at se vulkanen Kilauea, som er i konstant udbrud. De boede i en hippiecamp ude i junglen. Da de ankom, stod en ung mand i et stort vandbassin og spurgte: 'Watsu? Watsu?'

Han ville lave øvelser ved hjælp af hinandens kropsvægt. Den var Susse Wold med på. Det samme var hun, da de mødte en shaman, der tilbød dem en ceremoniel oplevelse i en såkaldt sweat lodge.

- Det var et smukt ritual, og jeg kan godt lide ritualer. Som der står i ‘Den lille prins’: ‘Et ritual er det, der gør, at en dag er anderledes end alle de andre dage, en time anderledes end alle de andre timer.’ Det følte jeg virkelig der.

Senere oplevede de fuldmånen gå ned og solen stå op, og fordi lavaen indeholder så meget glas, laver den de mest fantastiske skulpturer, der ligner guld. 

- Sådan et stort, brændende, glødende bånd, der glider ned i vandet, og lyden, når det rammer. Psshhh! Det var fantastisk.

Det er med årene blevet et mantra for Susse Wold at sige ja til de muligheder, der opstår på hendes vej. 

- Hvis en ung smuk mand spørger, om jeg vil lave watsu og lover, det er behageligt, hvorfor så ikke prøve det? Han var sød, og jeg var nysgerrig, siger hun: 

- Og når man møder en shaman under fuldmåne, der vil have en med i sweat lodge, vil man så hellere sove? Nej! Man vil da med. Man vil da med!

Mor for sine tanker

Det er i det hele taget noget, der fylder for Susse Wold. Hun bringer det ofte på banen: At man skal huske at holde sig selv i live hele tiden, at man skal huske at være taknemmelig, når man vågner om morgenen og kan gå ud i badet i stedet for at sidde i en overfyldt gummibåd ude på Middelhavet og ikke vide, om man nogensinde kommer i land. Der er meget i verden, man ikke kan gøre noget ved, men man kan bestemme over, hvad der skal ske med ens egen dag. 

- Det eneste, vi har, er vores nu, og derfor skal man huske at være en god mor for sine tanker. For det, man tænker, er man. En dårlig tanke er ligesom en glød, der springer ud af en pejs. Hvis man puster til en glød, kommer der ild i mere og mere, og til sidst står man i flammer af bekymring og angst. Træd i stedet på gløden. Sig: ‘STOP, STOP!’ råber Susse Wold ud i stuen i sin lille fiskerønne og bliver så pludselig helt rolig i stemmelejet: 

- Stop nu. Sæt dig lige et øjeblik og tænk på, at du skal have omsorg for dig selv. Hvad ville være godt for dig? Kunne det være godt at tage i Det Kongelige Teater? Eller læse en bog? Eller gå en tur? Eller tage i fitness? Eller besøge nogen, der ville være glad for dit besøg? Vi ved jo allesammen, hvad der er godt for os. Fremfor at sidde og tænke på bekymringerne, så gør noget godt for dig selv.

Susse Wold er lige så rodet som alle mulige andre, siger hun. Spiser forkert, har taget på under coronaen og burde gøre det ene og det andet, som hun ikke får gjort. Men hun har også brugt mange år på at træne sin mentale muskel, for kun sådan lærer man for alvor, at man selv bestemmer over sit liv – også når tilværelsens skyggesider viser sig.

- Man må beslutte, om man vil fastholde en ydmygelse eller bekymring eller ej. Skulle jeg gå og tænke på, om jeg bliver senil en dag? Eller hvornår jeg ikke længere kan gå? Så kunne jeg lige så godt lægge mig ned og dø med det samme.

Susse Wold ved om nogen, hvad det vil sige, hvis bekymringerne får for stor magt. Som barn kunne det være belas-tende at have en berømt mor. Hver gang der var besøg på kostskolen, blev hun vist frem som Marguerite Vibys datter, men hun lignede slet ikke sin mor, som alle idoliserede. Tværtimod var hun en lille prop, og hun mærkede altid skuffelsen over, hvad de voksne så.

Barndommens oplevelser bar hun med sig ind i sit voksenliv og i karrieren som skuespiller, hvor det hele tiden sad som en djævel på skulderen af hende. En aften blev det så slemt, at hun under en forestilling på Det Kongelige Teater faldt af scenen og blev indlagt på Rigshospitalet, hvor det kunne konstateres, at angsten havde udviklet sig til en regulær hjerteneurose. 

- Det var en del af min angst, at jeg var bange for at blive afsløret. Når man har en berømt mor, kan man få følelsen af aldrig at blive lige så god. Jeg havde fornemmelsen af, at nok havde jeg store successer, men på mandag ville jeg blive afsløret som en svindler i ikke at have nogen evner i virkeligheden, men haft evnen til at få folk til at tro, at jeg havde talent. Det er jo sygt, det er sindssygt, siger hun.

Ud af suppedasen

Længe var angsten invaliderende og forhindrede Susse Wold i at udfolde sig både som skuespiller og menneske. Det krævede bl.a. nogle år med terapi for at ændre hendes liv. For det lærte hende, at tilværelsen kan give nok så mange mentale skrammer, som man ikke selv er herre over, men man bestemmer selv, hvad dårligdommen skal være en anstødssten til.

- Der var meget mentalt, som jeg skulle arbejde med, før jeg kom til den erkendelse, at hvor stort eller lille mit talent er, er jo fuldstændig ligegyldigt. Jeg har bestået eksamen. Om den var god eller dårlig, må andre om at vurdere. Men jeg har bestået eksamen, siger hun og fortsætter: 

- Man går dybest set fra krise til krise gennem livet, små kriser og store kriser. Men krise betyder forvandling, forandring, transformation, og det kan lige så godt blive til det bedre. Det er jo hver gang, der sker noget usædvanligt og mærkværdigt, om det er sygdom eller død, eller hvad det er, at man udvikler sig af det. Ligesom et ben bliver stærkere af at have været brækket.

Susse Wold har for længst tilgivet moderen, at hun ikke var der så meget i barndommen. For hvad skulle hun ellers gøre? Hun skyder i det hele taget ikke skylden på sine forældre over noget. Tværtimod mener hun, at man bør lægge offerrollen fra sig, for ellers forpester bitterheden tilværelsen og forhindrer én i at leve til fulde. 

LÆS OGSÅ: Molly Egelind: "Jeg har været ude i situationer, hvor jeg har smurt mig selv for tyndt"

- Jeg tror, vi skal huske på, at alle forældre prøver at gøre det bedste, de kan, for deres børn. Der er bare mange, som ikke har store muligheder, og som selv har ting at slås med. Det er blevet så moderne at tale om sin dårlige barndom, og ‘min far gjorde’ og ‘min mor gjorde’. Ja, men se at komme over det. Det nytter ikke noget. Du har mulighed for at komme videre i stedet for at hænge fast i det. Det er også der, hvor tilgivelse kommer ind. Hvis du gør noget mod mig, så tilgiver jeg dig jo ikke for din skyld. Jeg gør det for min egen, så jeg ikke bærer rundt på den hadefulde fornemmelse som en død albatros på skulderen. Hvis man hele tiden sidder i suppedasen med fortidens svigt, sidder man fast. Der er mennesker, der samler på ydmygelser og har et helt museum for deres ydmygelser. Hvad kan man bruge det til? siger hun, holder en længere talepause og siger så helt blidt: 

- Let it go. Det er ligesom gnisten, som jeg nævnte før. Til sidst brænder man op. Smerten inden i en selv bliver kun større, hvis man konstant hænger sig i den.

Det går nok

I 2012 vendte Susse Wold tilbage i filmens verden som børnehavelederen Grethe i ‘Jagten’. Det var 27 år siden, hun sidst havde været med i en film, men nu havde hun fået en oplagt lejlighed til at nedbryde sit gamle image som ‘dejlig dame’. Det havde hun ikke tænkt sig at forspilde. Efter den vellykkede casting gik hun langsomt i gang med, som i et puslespil, at opbygge psyken og baggrundsfortællingen for sin karakter.

- For mig handler det meget om at finde ud af, hvordan personen tænker. Jeg tog også meget udgangspunkt i, hvordan Grethe så ud. En, der arbejder med børn, vil gerne gøre det praktisk. Derfor har hun håret sat op, så det ikke falder ned i øjnene. Jeg ville også have min krop til at forsvinde og gøre mig så ufysisk som muligt. Hvis jeg skulle være troværdig, skulle jeg ligne en rigtig børnehaveleder uden at blive sminket grim, for hvorfor skulle hun være grim? Hun skulle bare være rigtig.

Susse Wold tog også ekstra godt fra af flødebollerne og wienerbrødet i tiden op til optagelserne. Det lykkedes hende at tage seks kilo på til rollen, så hun til sidst lignede den dame, hun havde haft i hovedet. Men selv om hun er en af de mest erfarne skuespillere herhjemme, kunne hun alligevel mærke nervøsiteten, da de først stod på settet. 

- Min største bekymring var, om jeg ville ødelægge noget for Thomas. For hvis jeg ikke var troværdig, ville filmen ikke være troværdig. Det var det, jeg var bange for. Der var jeg helt ude ved kanten af min komfortzone. Ville det blive troværdigt eller ikke troværdigt?

Efter Susse Wolds første scene fik hun en sød sms fra produceren, der havde været meget begejstret for hendes præstation. Den lille sms beholdt hun under hele optagelsesperioden, og hver gang hun følte nervøsiteten komme snigende på ny, gik hun hen og kiggede på den. Så tænkte hun: ‘Det går nok.’ 

I sidste ende blev filmen en overvældende succes og indbragte et hav af priser. Selv tog Susse Wold både en Bodil og en Robert for bedste birolle. Men højdepunktet for hende personligt kom til premieren i Cannes, da hun af nogle pressefolk blev spurgt, om det virkelig kunne passe, at hun var med i filmen. ‘Ja, jeg spiller jo Grethe,’ sagde hun, til hvad de svarede: ‘Gud, var det dig?’

- Det var den største kompliment!” nærmest råber Susse Wold begejstret hen over sofabordet: 

- De kunne overhovedet ikke kende mig. Nu var jeg selvfølgelig også banket lidt ekstra op i Cannes, fordi vi skulle være flotte. Men de troede ikke, jeg var med. Det, syntes jeg, var fantastisk. Så var jeg lykkedes!”

Livløse mennesker

Til ‘Druk’ slap hun for at skulle til casting. Denne gang ringede Thomas Vinterberg blot og spurgte, om hun ville have rollen som rektor på det gymnasium, der danner ramme om fortællingen. Her tester fire gymnasielærere spillet af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe en norsk filosofs teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. 

- Alt, hvad Thomas Vinterberg rører ved, interesserer mig, og det var et vidunderligt manus, der bl.a. handler om at komme til live igen. Jeg var også meget betaget af at møde de fire hovedrolleindehavere igen, som jeg saftsuseme aldrig nogensinde har set være så gode. I filmen er de størknet i deres tilværelse, men de fleste af dem kommer gud være lovet til live igen. Det er en meget, meget inspirerende og livsbekræftende film.

I den forstand taler filmen også ind i et tema, der opsummerer Susse Wolds tilgang til tilværelsen. Hun mener, det er vigtigt at holde sig i konstant bevægelse og undgå at gro fast i sin tilgang til livet.

- Jeg møder folk på 40 år, der er gamle. De har sådan en lille bitte verden, som aldrig bliver udvidet, og de virker meget, meget ældre end mange andre friske, gamle mennesker, jeg kender.

F.eks. har hun lige spist frokost med Lise Nørgaard på 103 år, som fortalte, at hun under coronanedlukningen havde læst en tysk bog i tre bind på originalsproget. 

- Sikke en livsgnist. Sikke et eksempel. Men jeg synes, der findes mange livløse mennesker. Man kan bare åbne sine øjne, når man står i en lang kø i et supermarked. Der kan man se mennesker, der er levende, og mennesker, der ikke er levende. Man kan mærke, hvem der er til stede, og hvem der allerede er far gone, siger hun.

Selv forsøger Susse Wold hele tiden at opleve, hvad hun ikke har oplevet før. Om det er i sin karriere, i sit privatliv eller på sine mange rejser. Kun sådan sikrer man sig, at livet ikke skrumper, men derimod udvider sig. Hun giver ikke meget for, hvis folk betragter den tilgang til tilværelsen som rastløs. 

- Jamen rastløs? Skal jeg bare sidde her i en rokkestol og vente på at dø? Der skal være liv i mit liv. Er det rastløst? Nej! Jeg kan hele tiden gøre noget for at udvikle mig, bevæge mig, blive bevæget,” siger hun og fortsætter: 

- Hvis man er bange eller ængstelig, kommer man ingen vegne. Der er kommet ‘Standup Paddleboarding’ på Hawaii, og sidst tænkte jeg: ‘Skal jeg op på det?’ Ja, det skal jeg. Hvad er det værste, der kan ske? Man kan falde i vandet, så folk griner. Er det ikke lige meget? Så jeg gjorde det, og det var en helt fantastisk fornemmelse pludselig at stå der. Og bum, så røg jeg i vandet. Men jeg kan jo svømme. De har et fantastisk ordsprog på Hawaii, der lyder: ‘Keep paddling the canoe’. Det er meget rigtigt. Man skal blive ved med at padle på livets vand. Man skal ikke bare stå stille. Hvad får man ud af det?