INTERVIEWS

Tæt på designeren bag Decadent: ’Jeg har fulgt min mavefornemmelse’

Livet som selvstændig kan være hårdt og fyldt med udfordringer, store beslutninger og risici. Selvom historien bag det danske taskebrand Decadent byder på hårde perioder og til tider tvivlsomme indtægter, så fylder lykken, passionen og sejrene langt mere. Mød designeren bag, Karina Mundt Holst

Ordet ’dekadent’ antyder noget luksuriøst. Det er forkælelse og en følelse af velvære. Det kan fx beskrive en fyldig, smuk chokoladekage eller en designertaske fra det succesfulde danske brand af samme navn. Ganske vist staves taskenavnet med c, men det emmer stadig af alt det ovenstående – måske lige bortset fra chokoladekagen. Bag taskebrandet står Karina Mundt Holst, og i år kan hun fejre sit brands første tocifrede fødselsdag. Decadent fylder nemlig 10 år. Men turen frem til denne milesten har været lang og snoet for den 42-årige iværksætter. 

– Det hele startede, da jeg så min mors retrotaske. Det var en 70’er-taske i kernelæder, og den var skøn! Jeg begyndte pludselig at lægge mærke til lignende tasker. De dukkede op på loppemarkeder og i cykelkurve rundt i byen. Jeg undersøgte taskemarkedet nærmere og opdagede, at der var en mulighed for at skabe noget, der var dansk og anderledes i kvalitet og design. Jeg re-designede derfor min mors taske og fik produceret 100 styk uden at vide, om de kunne sælges. Hvis jeg ikke kunne komme af med dem, tænkte jeg, at jeg sikkert selv kendte 100 kvinder, der ville elske dem!

For mange ville springet ud i selvstændigheden være stort. Men for Karina Mundt Holst virkede det mere som et naturligt skridt. 

– Jeg er blevet spurgt, hvor jeg fandt modet til at blive selvstændig. Min styrke kommer indefra. Jeg har altid haft en tro på, at jeg skulle starte mit eget firma. Mine bedsteforældre og mor og far var alle selvstændige, så det ligger i mit blod.  

Men selvom det selvstændige liv altid har ligget i hendes kort, havde hun ikke selv gættet, at det var et taskebrand, hun skulle starte. 

– Jeg gik længe og ledte efter min gode idé. Jeg overvejede møbler, interiør, mode og meget andet. Der var bare intet, der tændte gnisten i mig. Men da jeg lagde mærke til, hvor stor min egen taskesamling egentlig var, gik det op for mig, at jeg havde overset den passion. Derfor virkede det pludselig oplagt, at det skulle være tasker. Jeg vidste godt nok intet om, hvordan de blev til, men det kunne jeg jo lære, tænkte jeg. 

LÆS OGSÅ: IN GUIDER | Pelsede monstre på tasken

AT SKILLE SIG UD

Der mangler ikke just stærke brands på taskemarkedet. Ønsker man sig en designertaske, dukker flere brands op i tankerne som muligheder. Det kan være svært for nye mærker at ændre på sådan en fastgroet tankegang.  

– Der var jo mange giganter at se op til, da jeg startede brandet. Markedet inspirerede mig, men fyldte mig også med frygt. Nye mærker ville spire frem og få en eksplosiv succes i de første par år. Men det er umuligt at holde det ekstreme tempo, og så forsvinder mærkerne hurtigt ud i glemslen. Det ønskede jeg ikke skulle ske for mig. Jeg har været meget bevidst om at designe klassikere, men samtidig forny designet. 

Så hvordan slår man igennem på et sådant taskemarked? Det var dét, Karina Mundt Holst måtte regne ud. 

– Det er kvalitet, langtidsholdbare produkter og design, vi har fokus på, og det vil vi gerne kendes for. For mange kan det måske være nemmere at huske et brand og dets historie, hvis man kender noget til personen bag. Men selvom det kunne hjælpe med at slå brandet fast på markedet, valgte Karina Mundt Holst at holde sig i baggrunden. For hende handler det om produktet.

– Der ligger en stor del af mig i brandet, og mange af Decadents kerneværdier genkender jeg hos mig selv. Men der er en grund til, jeg ikke har valgt at kalde brandet Karina Mundt Holst. Det er helt bevidst, at jeg døbte min virksomhed Decadent. Jeg ønsker at være neutral. Mine produkter skal være stærke nok til at kunne tale for sig selv. 

BEDRE STILLET I NETTO? 

Det er ingen hemmelighed, at det er hårdt at være selvstændig. Det kan være ensomt, svært og udfordrende, og denne side af medaljen oplevede Karina bestemt også.

– Om jeg gerne har villet give op? Ja! Og den følelse tør jeg også godt stå ved. Der har været nogle perioder, hvor jeg har været nede at vende med stress, og hvor de negative tanker havde godt fat. Et par år efter jeg startede Decadent, regnede jeg mig endda frem til, at jeg på det tidspunkt ville tjene bedre ved at sidde ved kassen i Netto. Derfor tænkte jeg da helt sikkert, om det overhovedet var al mit knokleri værd? Men heldigvis har disse perioder kun været der glimtvis, og jeg har altid formået at kunne vende det i mit hoved og få kampen til at give mening. 

Efter en kort tænkepause fortsætter hun:

– Selvom der er udfordringer hver eneste dag, kan jeg ikke sige, at der er nogle ulemper ved at være selvstændig. Jeg elsker at kunne bestemme. Fordi jeg er eneejer af dette firma, kan jeg sikre mig, at de produkter, vi skaber, er nogle, jeg kan stå 100 % inde for. Jeg har ikke haft nogen kloge hoveder til at fortælle mig, hvordan virksomheden skal drives. Jeg har haft det fint med at følge min egen mavefornemmelse og arbejde ud fra det udgangspunkt, jeg selv har skabt. 

LÆS OGSÅ: Få opskriften | Sund og lækker morgenmad

DEN FØRSTE SEJR

Men Karina Mundt Holst endte som bekendt ikke med at sidde ved kassen i Netto. Hun kæmpede videre og kan nu 10 år senere være stolt af sig selv og sit produkt. Og når hun ser tilbage over dette årti, står både de små og store sejre helt klart for hende.

– Jeg kan huske min allerførste succes. Det var, da jeg solgte tasken til en butik, jeg syntes, var vildt cool. Der slog det mig, at der også var andre, der kunne forstå min vision. Og senere i processen så jeg mine tasker i gadebilledet. Det var endda kvinder, jeg ikke kendte, der havde taskerne med. Det var ret vildt, fordi indtil det punkt var det kun mine veninder, der gik med dem! Det gav mig nyt håb. Når andre også kunne se visionen, skulle det nok gå! 

Hun smiler, da endnu et minde dukker op:

– Jeg havde fået en god placering inde i Magasin og var på et tidspunkt i gang med at fylde varer op derinde. Jeg stod lidt i min egen verden, da jeg pludselig overhørte en samtale. Det var to kvinder, der stod midt i en diskussion om, hvorvidt Decadent var et undermærke til Mulberry. ’Det er jo helt samme kvalitet’ og ’håndværket er jo ligeså godt’.  Det var rørende at høre nogen sammenligne ens firma med en af de giganter, jeg startede med at se op til. Det seneste skridt på rejsen har været åbningen af vores første flagship store i Store Regnegade i København. Det har altid været en drøm at have en Decadent-butik, der viser kunderne hele brandets univers.