INTERVIEWS

Thea Kølsen Fischer om jobbet som virusjæger, der til tider kan være både farligt og dramatisk

Thea Kølsen Fischers jagt på virus begyndte på hospitalstuer med døende unge. Det har ført hende til støvede landsbyer i nogle af verdens fattigste lande, til skarpt bevogtede højteknologiske laboratorier og senest til Wuhan i Kina. Undervejs har der været en dramatisk evakuering fra en borgerkrig i Afrika, men også glæden ved omsider at finde ligesindede på en af verdens mest prestigefyldte virusuddannelser – uddannelsen til udbrudsdetektiv – takket være Dustin Hoffman.

Professor i virusinfektioner, epidemier og folkesundhed ved Københavns Universitet og forskningschef ved Nordsjællands Sygehus står der, når Thea Kølsen Fischer præsenteres rundt om på internettet.

Det er cirka lige så dækkende som at kalde Indiana Jones for professor i arkæologi. Som Indiana Jones jagter forsvundne skatte, jagter Thea Kølsen Fischer virus i hele verden. Og som den fiktive filmhelt har hun trang til oplevelser.

- Jeg kan ikke sige nej til eventyr, siger hun undervejs i samtalen, og man kan næsten høre i telefonen, hvordan hun ryster let på hovedet, for arbejdet er ofte både opslidende og farligt og trækker hende væk fra hendes familie i lange perioder. Som da hun tilbragte adskillige uger denne vinter i Wuhan i Kina for at finde ud af, hvor covid-19-virusset, der har taget så mange liv og forandret så mange flere, er kommet fra.

Læs også: Daniel Dencik: Vi er nødt til at omtænke familiestrukturen

Skurkene er mikroorganismerne

I Indiana Jones-filmene er skurkene som regel nazister, og de er så venlige at bære uniform og en dårlig engelsk accent, så man kan genkende dem. I Thea Kølsen Fischers verden er skurkene så små, at det kræver mikroskop og laboratorieudstyr at få øje på dem, og nogle gange ved hun ikke helt, hvad hun leder efter. Hun ved kun, at hun skal finde den mikroorganisme, som har gjort mennesker syge, og som truer deres liv.

Indtil januar 2020 var det de færreste danskere, der interesserede sig alverden for de virusser, der konstant truer dele af menneskeheden.

Den første sars-epidemi i 2003 var mest noget, der skete i Asien og Canada. Ebola var noget, der skete i Afrika. Marburgvirus, Ebolas lige så farlige søstervirus, skænkede få danskere en tanke i 2005, mens Thea Kølsen Fischer som udsendt udbrudsdetektiv iført adskillige lag beskyttelsesudstyr i voldsom hede og blandt fortvivlede og vrede mennesker i Angola kæmpede for liv, mens hun samtidig beskyttede sit eget.

- Man må sige, at interessen har ændret sig med covid-19, konstaterer hun tørt.

- Jeg blev tidligt fascineret af virus. Det begyndte, da jeg som medicinstuderende i 1990’erne var på en afdeling med unge hiv-smittede. Jeg så, hvordan det her lillebitte virus ødelagde tidligere raske unge mennesker ved at kapre deres immunforsvar og sætte det ud af spil. Mange hiv/aids-patienter døde af ellers relativt banale infektioner, som deres svækkede immunforsvar ikke kunne bekæmpe. Jeg oplevede som vikarvagt at holde flere af patienterne i hånden, mens de åndede ud. Epidemien tog mange ofre også i Danmark i de tidlige år, før vi udviklede effektiv behandling. Her blev min livslange fascination af virus grundlagt, og jeg blev optaget af at få mere viden og bruge den viden til at forebygge sygdom.

Den unge Thea Kølsen Fischer besluttede sig for at rejse ud til nogle af de steder i verden, hvor virus kommer fra, og studere, hvad man kunne gøre ved dem.

Dermed bevægede Thea Kølsen Fischer sig i 1990’erne ind i et område, der dengang i Danmark mest var for nørder og idealister, men som i dag og ikke mindst på grund af covid-19 er medicinalindustriens svar på en månerejse. Konkurrencen er benhård, hvad enten den er mellem forskerne, mellem medicinalvirksomheder, universiteter eller nationer, og der står milliarder af kroner på spil, når jagten på virus og en behandling eller vaccine mod virus går ind.

Der er gået landskamp og storpolitik i mikrobiologien. Kina og Rusland bruger deres covidvacciner til at skaffe sig allierede i lande som Sydamerika, Asien og Afrika ved at forære dem doser, ligesom kapløbet om at komme først med vacciner og have de bedste forsøgsresultater kan bevæge aktiekurser så drastisk, at det rykker ved den globale økonomi.

Hele verdens omdrejningspunkt har nu i mere end et år været et lillebitte virus. Det har gjort størstedelen af den danske befolkning til amatørvirologer, der ved, hvad R-værdi, spike-protein, antistoffer og PCR-test er.

Men da Thea Kølsen Fischer i 1997 tog med sin mand og førstefødte søn på halvandet år til det lille vestafrikanske land Guinea-Bissau for at studere rotavirus efter et kursus i tropemedicin, udvekslingsophold i Thailand og ophold som frivillig på hospitaler i Tanzania, blev hun af flere gode kolleger anset for at være lidt useriøs og hippieagtig – alt for meget ‘red verden-idealisme’. En lovende ung læge burde følge en mere målrettet kurs og sikre sig plads på en speciallægeuddannelse. Prestigen i Danmark var ikke i afrikanske virusepidemier.

Forkæl dig selv med et abbonnement på IN og få en eksklusiv gave – KØB HER

En kummefryser med beviser

Hvert år dør flere hundredetusinde helt små børn af rotavirus. Det er først og fremmest i udviklingslandene, at børnene dør, fordi diarré og nogle gange opkast får dem til at tabe væske så hurtigt, at deres krop ikke kan holde til det.

- Rotavirus-sygdom kan have et meget voldsomt forløb. I Tanzania så vi helt raske børn, der få timer forinden havde løbet rundt og leget, blive bragt bevidstløse på hospitalet på grund af væskemangel efter hyppige opkastninger og diarré. En del af disse børn stod ikke til at redde, siger Thea Kølsen Fischer.

Oplevelsen blev ikke mindre voldsom af, at hun med sig til Guinea-Bissau havde sin mand, også læge, og deres lille barn. Rotavirus er ekstremt smitsomt, men i lande med et godt sundhedssystem er det sjældent farligt. Danske børn dør ekstremt sjældent af rotavirus. Forældrene i Guineau-Bissau havde ikke samme sikkerhed. Selv når børnene kom på hospital, døde næsten hver tiende.

Thea Kølsen Fischers opgave var at undersøge virus under de årlige epidemier samt undersøge muligheder for at forebygge børnedødsfald under epidemierne.

- Det var ret spændende feltarbejde. Det var dels molekylærbiologisk arbejde, hvor man sætter virusarvemateriale under en lup og kortlægger det bid for bid. Samtidigt undersøgte vi, hvordan børnenes immunforsvar reagerede på infektion under epidemien, og om en vaccine effektivt kunne spejle det naturlige immunforsvar.

Thea Kølsen Fischer fulgte sammen med et større forskningshold af lokale og danske forskere flere hundrede nyfødte, tog prøver af deres afføring, skrev notater, talte med forældre, personalet på sundhedsklinikker og hospitaler, analyserede prøver i laboratoriet, mens hun forberedte et vaccinestudie med en ny rotavirus-vaccine … Materialet hobede sig op, og vaccinerne var nær ved at ankomme fra Genève.

Og så en dag brød borgerkrigen ud i Guinea-Bissau. Thea Kølsen Fischer måtte efterlade al sin forskning og slap med sin familie ud fra landet med flere hundrede andre flygtninge på et krigsskib, der blev beskudt på vej ud af havnen.

- I dag kan det lyde som en god historie, men det var en rigtig skidt oplevelse med familie og barn, og det var ikke garanteret, at vi eller vores kolleger og lokale venner ville slippe fra det i live.

Borgerkrigen medførte, som krige ofte gør, plyndringer, når desperate mennesker forsøgte at skaffe en indtægt. Det betød bl.a., at de køleskabe og frysere, som Thea Kølsen Fischers indsamlede prøver befandt sig i, blev stjålet. Forskningsarbejdet var tabt.

Eller … Tilbage var én eneste urørt kummefryser. Den med afføringsprøver. Den havde stået i måneder i tropevarme, og så desperate for at plyndre var der åbenbart ingen, der var. Det var Thea Kølsen Fischer til gengæld. Her var en chance for at redde noget af forskningen, selv om alle sagde, at det ville være umuligt at analysere prøverne efter så lang tid i de høje temperaturer.

Men til sidst lykkedes det for chefens kone at få prøverne sikkert ud af det delvist ødelagte laboratorium og til Danmark. Prøverne viste sig, trods alle forudsigelser, at kunne bruges. I dag findes der en effektiv vaccine mod rotavirus, og Thea Kølsen Fischers forskningsarbejde sammen med lokale forskere i Guinea-Bissau har været medvirkende til at nå det vigtige mål.

Læs også: Honey Traps: Sådan bruger spioner sex til at få hemmeligheder ud af magtfulde mænd

Dustin Hoffman som inspiration

Trods den dramatiske exit fra Guinea-Bissau var Thea Kølsen Fischers interesse for virus og feltarbejde usvækket, og samtidig begyndte den teknologiske udvikling og landvindingerne i molekylærbiologien at gå stærkt: Kortlægningen af dna. Større og bedre computere til at kværne data. Nye vacciner, nye behandlinger, ny viden.

En tropeaften i Guinea-Bissau blev filmen ‘Outbreak’ vist – en thriller med Dustin Hoffman som udbrudsdetektiv, der skal stoppe en katastrofal epidemi med et blødningsfebervirus spredt via en ulovligt importeret lille abe. Filmen fik blandede anmeldelser, men Thea Kølsen Fischer var solgt.

- Jeg var ret betaget. Der fandtes simpelthen et helt center i USA specialiseret i at opklare udbrud, og endnu bedre var det, at man kunne få en uddannelse som udbrudsdetektiv. Meget af det, jeg beskæftigede mig med og interesserede mig for, fandtes lige der. Gradvist blev tanken om at, ‘der må jeg hen, og den uddannelse skal jeg have’ stærkere og stærkere.

Endnu engang var sandsynligheden for succes lille. Det er en af verdens mest prestigefyldte uddannelser i denne del af lægeverdenen, og optaget af udlændinge er meget begrænset. Men det lykkedes. Thea Kølsen Fischer beskriver det som en række heldige omstændigheder. Andre ville nok sige ihærdighed og dygtighed.

Og en dag i 2003 stod Thea Kølsen Fischer så blandt ligesindede på det amerikanske CDC, Centers for Disease Control and Prevention. Hun var klar til den toårige uddannelse som udbrudsdetektiv.

- Det var to år med kufferten pakket konstant. Det var virkelig vildt. Her var kolleger, der delte min store interesse for kontrol af virusepidemier. Efter terrorangrebet i 2001 og sars-epidemien i 2003 var der også kommet større politisk interesse for virus på grund af truslen fra biologisk terrorisme. Og jeg var simpelthen så heldig at havne på CDCs hovedkvarter, ‘The mothership’, i Atlanta og på selve National Center for Infectious Diseases. Det var fantastiske år, rige på virusudbrud og forskningsprojekter i flere verdensdele, og selvfølgelig også meget hektiske år rent arbejdsmæssigt,” siger Thea Kølsen Fischer og fortsætter: “Det var lange arbejdsdage, få fridage og konstant højt gear og pres. Som virusjæger og sygdomsdetektiv siger man jo ikke nej tak, når Emergency Operation Center på CDC ringer og kommanderer dig af sted til et virusudbrud i et eller andet fjernt verdenshjørne. Uanset hvad du ellers lige har i kalenderen.

En stor sidegevinst til jobbet som udbrudsdetektiv var, at Thea Kølsen Fischer og hendes familie opbyggede et stærkt netværk af venner og kolleger fra mange dele af verden.

- Vi arbejdede sammen med alle nationaliteter på CDC, og børnene gik i børnehave og skole med børn fra hele verden, mange af dem har vi stadig kontakt med i dag. Mens jeg sad i Wuhan, fik jeg f.eks. mange kærlige hilsner og støttende tilkendegivelser fra mange venner, også tidligere CDC-udbruds-kolleger. Det spredte stor varme og glæde på det kinesiske hotelværelse.

Undervejs på uddannelsen blev det til udbrudsmissioner i bl.a. Jamaica og Angola, og arbejdet med at opklare sygdomsudbrud og stoppe dem var præcis så spændende, som hun havde drømt om. Men af og til ikke helt ufarligt. Udbrudsdetektiver arbejder nogle gange med nogle af verdens farligste virus og bakterier, og der kan være situationer, hvor man konstant må sørge for at beskytte sig og være hyperopmærksom for ikke selv at blive smittet.

Det er ikke det eneste problem. Udbrud sker nogle gange i områder med en begrænset adgang til viden om, hvordan sygdomme spreder sig. Når myndighederne f.eks. i forbindelse med et udbrud forbyder offentlige begravelser på grund af smittefaren, kan det skabe stor frustration og af og til vrede i befolkningen.

Der kan også opstå myter om, at udbrudsdetektiverne og lægerne i virkeligheden er der for at sprede sygdom, fordi de er der, hvor sygdommene også er. Så selv om der ofte er stor taknemmelighed for lægernes hjælp, kan der opstå farlige situationer, hvor en i forvejen bange og ophidset folkemængde går til angreb på de udsendte.

- Under et udbrud med Marburgvirus oplevede vi at blive overfaldet med sten og kartofler, der blev affyret af flere hundrede vrede mennesker, der løb mod bilerne, som skulle fragte os frem til en 10-årig pige, der var ved at dø af forblødning.

Læs også: Fran Lebotwitz deler sin ubarmhjertige holdning til (næsten) alt

På mission for WHO

Thea Kølsen Fischer besluttede i en periode at leve et mindre farligt liv af hensyn til sin familie, hvor børneflokken i mellemtiden var vokset. Hun vendte tilbage til Danmark og skabte en karriere her, føjede titler som professor og forskningschef til det i forvejen guldrandede cv. For en stund var det faglige eventyrliv sat på standby.

Men den 31. december 2019 hørte verden første gang om en gådefuld og atypisk lungebetændelse, der havde ramt den kinesiske by Wuhan. To måneder senere lukkede land efter land ned, ramt af den første pandemi siden svineinfluenzaen i 2009 og på vej ind i den første globale nedlukning nogensinde. Den gådefulde lungebetændelse havde i mellemtiden fået navnet covid-19, forårsaget af virusset SARS-CoV-2.

Og der var bud efter Thea Kølsen Fischer igen. Denne gang fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der tilbød hende plads på det eksperthold, der skulle opklare, hvordan covid-19 er opstået. Ikke for at finde skyldige, men for at kunne forhindre noget lignende igen.

Virologer har længe advaret om, at vi stod på kanten af en ny, alvorlig pandemi. Og coronavirus har flere gange før vist sig i stand til at springe fra dyr til mennesker. Den første sars-epidemi i 2003 blev aldrig en større global trussel, men det var kun, fordi de syge først smittede, når de havde sygdommen i udbrud.

- Havde det ikke været tilfældet, kunne det være gået helt galt. Sars-sygdommen i 2003 medførte alvorlig sygdom hos de smittede, og derfor var det muligt hurtigt at opdage og isolere smittede og inddæmme epidemien. Der er flere forhold ved virusset SARS-CoV-2 (i folkemunde covid-19, red.), der er afgørende anderledes, og det er især udfordrende, at SARS-CoV-2 kan smitte videre fra personer, der ikke har symptomer. Det er helt afgørende forskelle fra 2003-epidemien og nu, siger Thea Kølsen Fischer.

I første omgang skulle det vise sig at blive et problem bare at få lov at rejse ind i Kina. Virusset var blevet en del af det storpolitiske spil om indflydelse på verdensscenen med gensidige beskyldninger om, hvis skyld virusset var, og forhandlingerne mellem WHO og den kinesiske regering trak ud. En del af balladen skyldtes en populær teori om, at virus i virkeligheden var undsluppet fra et kinesisk laboratorium. Den blev bl.a. luftet af den daværende amerikanske præsident, Donald Trump.

Efterforskning i Wuhans ’Ground Zero’

Jagten på virus og bakterier foregår ikke kun i felten, men også på laboratorier. Nogle forskere eksperimenterer med mikroorganismerne for at studere, hvordan ændringer i virus kan gøre dem til en trussel mod mennesker. Ofte er det et led i forskning, der sigter mod at forstå virus og sygdomme bedre for at forhindre nye epidemier. Nogle gange skyldes det et ønske om at udvikle biologiske våben, selv om det er forbudt.

Siden covid-19, forårsaget af virusset SARS-CoV-2, begyndte at tage overskrifter globalt, har teorierne om virussets oprindelse været mange. Og en af de mest vedholdende teorier har været, at virusset i virkeligheden er undsluppet fra et biologisk laboratorium, der ligger i Wuhan.

Mens WHO forsøgte at sikre en aftale, var Thea Kølsen Fischer rejseklar, og hun havde også på et tidspunkt nået at sige farvel til sin familie og var på vej i lufthavnen, blot for at få at vide, at rejsen var udsat på ubestemt tid.

Men 10 dage senere, den 14. januar 2021, stod Thea Kølsen Fischer og hendes kolleger fra resten af verden så omsider i Kina, klar til at jagte virus. De første to uger gik med karantæne, hvor forskerne tilbragte dagene i zoommøder og forberedelser, kun afbrudt af måltider og søvn.

- Jeg var alene i værelse 801 i 14 dage, og den eneste menneskelige fysiske kontakt var de daglige helbredstjek.

- Tre gange om dagen bankede buddet med mad på døren. Du måtte først åbne døren efter fem minutter og tage bakken med mad og drikkevarer ind. To gange dagligt bankede et par sundhedsassistenter i hvide dragter og fuldt ornat med masker og briller på døren og tog temperatur og med en fingerclips målte iltmætning i blodet. Fire gange i løbet af de 14 dage blev der taget virusprøver i svælg og næse, to gange suppleret med blodprøver til undersøgelse for virusantistoffer. Der var gule poser med biohazard advarselsmærker på til alt dit affald, fortæller Thea Kølsen Fischer.

- Man tager med andre ord ikke let på det med karantæne i Kina, og i de strikse og kontrollerede karantæneregimer ligger også en del af Kinas succes med at få kontrol over covid-19.

Omsider kom eksperterne ud fra karantænen, fik adgang til frisk luft og omgang med andre mennesker igen og kunne langt om længe begynde efterforskningen i Wuhans ‘Ground Zero’.

Læs også: Malala Yousafzai er hovedtaler ved dette års Grace Hopper

Skete det i et laboratorium?

Hvor de fleste mennesker ser en skrækindjagende sygdom, ser Thea Kølsen Fischer samtidig et fascinerende stykke opklaringsarbejde, der kan bidrage til at gøre verden til et sikrere sted.

Som ved andet detektivarbejde er der sjældent noget fældende bevis, der bare venter på at blive samlet op. I stedet indsamles informationer møjsommeligt og metodisk. Som en detektiv i kriminalverdenen leder efter fingeraftryk og dna-rester, leder udbrudsdetektiverne efter spor af smitte.

De interviewer patienter, pårørende, læger, sygeplejersker og andre relevante personer. Tjekker journaler. Nogle gange minder samtalerne mere om afhøringer end om venlige forespørgsler, men formålet er hver gang det samme: At få så mange relevante oplysninger som muligt, og små detaljer kan vise sig at være afgørende. F.eks. om de syge har været samme sted, været i kontakt med samme dyreart eller har spist det samme.

Udbrudsdetektiverne samler beretninger om sygdomme blandt dyr i området og tager måske prøver fra dem, fordi det kan afsløre en smitte, der kan være sprunget videre til mennesker. De tager prøver fra mennesker. De prøver sammenhænge af. Er der mønstre i oplysningerne? De lufter forskellige teorier, udelukker noget, åbner måske for andet.

Moderne teknikker er en fantastisk hjælp. Men meget af arbejdet er stadig gammeldags opsøgende fodarbejde. Det blev det også for WHO-forskerholdet i Kina.

- Der er jo ingen rygende pistol så længe efter, siger Thea Kølsen Fischer.

- Vi mødte en lang række mennesker og stillede dem en masse spørgsmål for bl.a. at finde ud af, om udbruddet i centrum af Wuhan var det første i området, eller om der har været noget lignende et andet sted i nærheden tidligere. Vi har talt med lokale eksperter og embedsmænd. Vi har talt med nogle af de første patienter, og vi har været på det marked med levende dyr, som det først kendte udbrud blev sporet til, og talt med handlende derfra og repræsentanter fra myndighederne.

Trods den kinesiske skepsis insisterede forskerne på også at besøge det laboratorium, der var genstand for så mange konspirationsteorier. Og det lykkedes at få mulighed for det.

- Det ville være useriøst ikke at tage alle muligheder med i betragtning, siger Thea Kølsen Fischer.

Teorien om et undsluppet virus er til gengæld ikke den teori, som forskerne anser for at være den, der er vigtigst at forfølge.

- På det grundlag, vi har fået nu, er den teori mindre sandsynlig. Vi har interviewet forskerne på en måde, der har været grænseover-skridende for dem, og vi har ikke ladet spørgsmål ligge af høflighed. Vi har bl.a. spurgt ind til diverse detaljer om medarbejderes sundhedsoplysninger, resultater af rutinemæssige screeningsprogrammer for virus og så videre.

Thea Kølsen Fischer tilføjer, at teorien generelt har tabt opbakning i bredere forskerkredse i takt med, at SARS-CoV-2 er blevet undersøgt bedre, ligesom virusset til fulde har demonstreret, at det kan mutere i mere smitsom retning af egen kraft uden menneskelig manipulation.

Læs også: Sofie Linde og Female Invest-stiftere hædres som rollemodeller

Hademails og trusler

Turen til Kina var ikke nervepirrende på samme måde som at stå med et dødbringende virus i en støvet landsby i udviklingslandene. Alligevel har den vist sig at rumme sine egne farer.

Thea Kølsen Fischer har været en del i medierne i forbindelse med covidkrisen i Danmark, og her er hun kendt for at være omhyggelig med sine udtalelser. Det er vigtigt for hende ikke at blive spændt for en dagsorden og kun udtale sig på baggrund af kendsgerninger.

Men efter turen til Kina har hun mærket, at hun trods mange års medieerfaring har været uforberedt på den nogle gange direkte fjendtlige opmærksomhed, hun og WHO-holdet nu har fået.

- Det har alligevel været helt vildt at opleve. Masser af positive tilkendegivelser og støttende mails, men også diverse vrede mails og trusler fra fremmede mennesker, der påstår, at vi går Kinas ærinde. Det, tror jeg ikke ligefrem, er noget, vores kinesiske kolleger kan genkende. Den her sag er alt for vigtig til at holde noget tilbage af diplomatiske hensyn.

Mens jagten på overskrifter fortsætter i medierne, fortsætter jagten på pandemiens oprindelse blandt forskerne. Det er stadig en gåde, hvor SARS-CoV-2 kommer fra, selv om forskerne i Kina fik vigtige brikker til opklaringen. I mellemtiden er det ikke den eneste epidemitrussel, der er rettet mod menneskeheden.

Nipah-virus, ebola, nye pandemiske coronavirustyper, influenzavirus … Listen over potentielle pandemiske virus er lang. I takt med at vi rykker tættere på vilde dyrs levesteder med vores husdyr, øger vi risikoen for at blive ramt af nogle af de sygdomme, som dyrene bærer på. Og derfor er det så vigtigt at få opklaret, hvordan covid-19 er opstået.

Og professor Kølsen Fischer er klar til at forvandle sig til sit alias – virusjægeren – igen, på jagt efter nye spor.

Læs også: Leonora Christina Skov: Ingen skal tage min stemme igen

Læs mere om: