Tine Fischer om ligestilling til Cph Dox
INTERVIEWS

Tine Fischer fra Cph Dox: Kvindekamp i biografmørket

Når dokumentarfilmfestivalen Cph Dox løber af stabelen sidst i marts, vil der for første gang være lige mange film lavet af mænd og kvinder. Festivaldirektør Tine Fischer har taget en aktiv beslutning om at lave en 50/50-fordeling, for film skal afspejle samfundet, og man kan ikke gå og brokke sig over manglende ligestilling, hvis ikke man selv er klar til at handle.

En imam. En udenrigsminister. Et landshold i fodbold. Det er nogle af de mennesker, du kan møde i mørket på årets Cph Dox. Det, der er værd at hæfte sig særligt ved, er, at de alle er kvinder. Og det er også kvinder, som står bag de tre film. Ud af 66 film på den populære dokumentarfilmfestival er 33 lavet af kvinder. Det er ikke tilfældigt, men et valg, festivaldirektør Tine Fischer har truffet i kølvandet på #metoo- og Time’s Up-bevægelserne: At have lige mange mandlige og kvindelige instruktører repræsenteret i årets filmprogram. Det er første gang, det sker.
– #metoo og Time’s Up er jo et opgør med en krænkelseskultur, men har også skabt en kæmpe selvransagelse i branchen og affødt et nyt fokus på den strukturelle ulighed, der findes. Statistisk set er 70 ud af 100 film lavet af mænd, og det er mænd, der sidder på magten, fortæller Tine Fischer.

LÆS OGSÅ: Noona Smith-Petersen: 'Sådan fik jeg en karriere i modebranchen'

Hun har siddet som direktør for den hastigt voksende filmfestival i ni år og indrømmer, at hun selv har ladet stå til, når det gælder køn og ligestilling.
– Med #metoo havde jeg det sådan ‘fucking hell, nu sker det!’ Men jeg har også måttet gribe i egen barm og sige ‘hvad gør jeg i min egen organisation?’ Vi tror, vi er så oplyste og så inkluderende i filmbranchen – i kunsten i det hele taget – men jeg har haft sindssygt mange blinde vinkler, siger hun.

Hun har kun mødt opbakning til sit 50/50-projekt i branchen og blandt sine egne medarbejdere, som skulle udvælge film til årets festival. Det har krævet et opgør med den ‘gamle’ måde at tænke på, hvor film også er blevet vurderet på, om det er en kendt instruktør, der står bag, om det er én med et solidt netværk og en vis status i branchen, om filmen allerede er blevet belønnet med priser andre steder.
– Det første, vi gjorde, var at tale om, hvordan vi vurderer kvalitet. Vi har kigget på filmene og bedømt dem ud fra tre kriterier: relevans, originalitet og håndværk. Det har gjort, at vi er kommet tættere på selve produktet, og det har ændret vores måde at udvælge på helt vildt, fortæller Tine Fischer.

Ud af 66 film på den populære dokumentarfilmfestival Cph Dox 2019 er 33 lavet af kvinder.

Hun siger selv, at hun ‘ikke er bange for kvoter’, men at den ligelige fordeling mellem mandlige og kvindelige filmmagere faktisk kom af sig selv, da kriterierne for, hvordan filmene blev vurderet, blev taget op til revision. Når det er vigtigt at have lige mange mænd og kvinder med på Cph Dox, er det, fordi filmbranchen er med til at tegne vores billede af verden.
– Vi har et stort ansvar for at fortælle historier fra virkelighedens verden. Vi har brug for kvinder både foran og bag kameraet til at fortælle andre historier end mændene. Vi går rundt og forestiller os, at mænd og kvinder har de samme muligheder, og at vi er lige, både derhjemme og på arbejdsmarkedet. Men vi halter bagud i forhold til andre lande, siger Tine Fischer og fortsætter:
– Jeg går også selv rundt og synes, jeg er superligestillet, men i to af de bestyrelser, jeg sidder i, er jeg den eneste kvinde. Jeg spurgte min mand, hvad han ville synes om at være eneste mand i en bestyrelse, og han sagde, at det ville være eksotisk i to minutter, men så ville det bare føles mærkeligt.

Livets sværeste opgave

Tine Fischer forelskede sig selv i film under et studieophold i Paris. Men kunsten har altid fyldt meget i hendes liv, og den er stadig en ‘eksistentiel lunge’ for hende.
– Jeg har et stort behov for og følsomhed over for kunsten. Andre dyrker meditation, men kunsten er der, hvor jeg mærker mig selv. Det er en supervigtig del af at være mig, siger festivaldirektøren, som ikke bare er filmnørd, men også sluger bøger og har lejligheden fyldt med kunst.

Som barn dansede hun ballet på eliteniveau, og selv om hun har gemt tåspidsskoene væk, trækker hun stadig på dansen og fortiden som sportsudøver i sit nuværende job.
– Når man dyrker elitesport, kan man ikke dele ansvaret med nogen. Man er en selvmotiverende enhed, som skal få ting til at ske. Jeg er ikke bange for den ensomhed, der ligger i at skulle være den, der tager beslutninger. Jeg har noget frygtløshed i mig, og jeg er ikke bange for at slå store brød op og kaste mig ud i det, jeg ikke kender, forklarer hun.

Tine Fischer har drømt om at tage en MBA, men tiden har ikke været til det. I stedet har hun ‘lært sig selv’ at lede – og hun trækker også på sin fortid som balletdanser.

Tine Fischer erkender, at ‘rigtig meget af det, jeg gør, er noget, jeg har lært mig selv’, for når det gælder ledelse, kan hun ikke trække på sin universitetsuddannelse.
– Jeg synes, det er det sjoveste at have bygget den her organisation op. Selv at have siddet med legoklodserne. Det er den største opgave i mit liv – ud over at have børn, griner hun og indrømmer, at hun ‘gerne ville have taget en MBA’, hvis tiden havde været til det.

Hun betegner sin egen ledelsesstil som ‘flad og inkluderende, håber jeg’, og lægger vægt på, at hendes medarbejdere kan arbejde selvstændigt.
– Jeg sidder ikke og tager alle beslutninger selv. Jeg har en forventning om, at folk er ambitiøse, tænkende, modige og selv kan tage beslutninger, siger hun.
Mange af de folk, som arbejder på Cph Dox, har været med i mange år, så det er lidt ‘sekt-agtigt’, som Tine Fischer siger. Hun har arbejdet ‘sindssygt meget’, men synes, at arbejdet giver så stor mening for hende, at hun med glæde lægger de mange timer i det.
– På den måde tror jeg, det her føles mere som at arbejde for et politisk parti eller i en ngo, end som et klassisk karrierejob, siger hun.

Samtidig nyder hun, at hun i dag sidder med et overordnet ansvar og ikke er helt så meget ‘nede i indhold og program’, som da festivalen var helt ung.
– Jeg sidder oppe i helikopteren, hvor det handler om at forstå, hvad det er, kunst og kultur gør, siger hun og nærmest afbryder sig selv.
– Det lyder frelst, men film er en væsentlig maskine, når det gælder om at ændre samfundet. De kan være med til at ændre lovgivninger, men de kan også ændre den måde, vi tænker på, siger Tine Fischer og nævner, at hun og hendes familie selv har ændret bl.a. den måde de spiser og rejser på, efter at have set film om klimaforandringer.

Og selv om fiktionsfilm også kan være med til at gøre os klogere og rykke ved vores fordomme, er det dokumentarfilmene, der for alvor kan sætte forandringer i gang.
– Man bliver konfronteret med rigtige mennesker, og når man går ud af biografen, går man ud i den virkelighed, man lige har set på film. Det er sværere at afvise og vende ryggen til, siger Tine Fischer.

Blå bog: Tine Fischer

  • Født 1968, uddannet fra film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.
  • Arbejdede som programredaktør på Danish Film Institute 1995-2001 og er CEO i produktionsselskabet Fischer Film.
  • Har været CEO for Cph Dox siden 2002 og direktør for festivalen i ni år.
  • Sidder i bestyrelsen for bl.a. Vega, Distortion og Charlottenborg.
  • Bor i København med sin mand og deres to piger.

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra Meta Louise Foldager Sørensen

Læs mere om: