Skuespiller Trine Dyrholm er landets ukronede filmdronning
INTERVIEWS

Trine Dyrholm: Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende i min karriere

Hun er landets ukronede filmdronning og har levet det meste af sit liv i rampelyset. Men Trine Dyrholm har skullet lære at elske den røde løber og havde flere år, hvor hun ikke synes, hun ‘kunne finde ud af en skid’. I dag spiller den 46-årige skuespiller gerne rollen som ‘the movie star’, men hun synes, det er noget helt andet, film egentlig handler om.

Dyrholm har taget bilen. Hun undskylder næsten, for hun ‘bor faktisk lige om hjørnet’. Hun kigger ud ad vinduet mod en grå himmel, der indimellem åbner sig.

– Jeg er lige kommet hjem fra Indien, siger hun som en slags forklaring.

Den danske skuespillerinde Trine Dyrholm...

... har været på filmfestival i det store asiatiske land. Hun har siddet i juryen og set, diskuteret, levet og åndet film i Kolkata i en uge. Nu er hun tilbage i København – på Ydre Nørrebro, som på en grå vinterhverdag må være antitesen til farverige, pulserende Indien.

To yderligheder, som måske giver et meget godt billede på, hvad Trine Dyrholm er for én og de forskelligheder, hendes liv rummer: Skuespiller og stjerne, mor og menneske. Røde løbere og gule Netto-poser. Selvsikkerhed og usikkerhed, triumfer og tvivl, kunst, kærlighed og kriser.

Trine Dyrholm sang sig ind i den danske folkesjæl som kun 14-årig, og hun er blevet hængende lige siden, som skuespiller i filmhit som ‘Festen’, ‘Hævnen’ og ‘Den skaldede frisør’ og tv-serien ‘Arvingerne’. Nu er hun aktuel i ‘Dronningen’, som allerede har vundet en række priser på udenlandske filmfestivaler. Trine Dyrholm spiller Anne, der har et godt job, et smukt hus og en dejlig familie, men sætter det hele over styr, da hun indleder et forhold til sin 17-årige stedsøn.

– Jeg har oplevet sorg og modstand og haft perioder, hvor jeg ikke har haft det så godt, og prøvet at tage mig af det. Jeg har mistet min far, men på den lange bane har jeg jo et privilegeret liv, og det har jeg også en vis ydmyghed overfor og prøver ikke at tage for givet, siger Trine Dyrholm, som bl.a. har rejst med Unicef i Afrika, hvilket gjorde det endnu mere klart, hvor godt hun egentlig har det.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: Det koster at kaste sig ud fra 10-metervippen, men jeg gør det alligvel 

– Anne er en moderne, kompleks kvinde. Hun har det godt, men har alligevel nogle drifter og længsler, hun ikke er bevidst om, som styrer hende. Det er en historie om et maskefald, om hvad det er, vi kan gå og gemme på bag det perfekte liv. Alle har jo sager i ‘glemmebogen’, som præger os, forklarer Trine Dyrholm.

Hun affejer spørgsmålet om, hvorvidt hun kan kende sig selv i Anne, for ‘det er jo en rolle, jeg spiller’. Men dobbeltheden i figuren kan hun godt lide.

– Når noget ikke er helt enkelt, er det spændende. Og det der med at have en ikke så ‘likeable’ kvinde skal vi vænne os til som publikum. Hvorfor er hun så rå? Men vi mennesker er jo som regel lidt af det hele. ‘Det gode menneske’ findes ikke. Jeg tror ikke på det ultimative, siger Trine Dyrholm og tænker selv videre:

– Lykken findes jo heller ikke. Den findes momentvis, den er noget, vi går ind og ud af i vores liv. Vi samler på de her momenter, som så stykker et liv og et menneske sammen.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Hendes eget liv er også et kludetæppe af mennesker og begivenheder, der har formet hende. Når man kigger hen over hendes cv, er der ikke mange perioder, hvor hun har været arbejdsløs, og der er heller ikke mange fiaskoer på listen, hvilket hendes imponerende otte Robert- og fem Bodil-statuetter – hun vandt tre i rap i årene 2005-07 – også vidner om.

Festival-dronning

  • Før ‘Dronningen’ får dansk premiere, har den været med på flere filmfestivaler, bl.a. i Göteborg og Sundance i amerikanske Utah. Her er der blevet taget rigtig godt imod den, og både filmen og Trine Dyrholm har allerede vundet flere priser, bl.a. publikumsprisen på Sundance og prisen for bedste skuespillerinde i Göteborg.
  • Det danske filmmagasin Ekko er også begejstret for filmen: ‘Trine Dyrholm leverer sit livs største præstation, og det siger ikke så lidt. Det er et hårrejsende portræt af menneskelig liderlighed, fejhed og utilgivelig fejlbarlighed’, lyder det i anmeldelsen.

14 år og fremme i skoene

Men rejsen frem mod de snart 47 år har ikke altid været legende let, fortæller hun.

– Jeg tror aldrig, der er noget, der bare kører. Jeg tror altid, der er tidspunkter, hvor du skal undersøge nogle andre sider af dig selv. Og jeg har også en melankoli i mit liv, eller i min personlighed, så det skal der også være plads til, forklarer skuespillerinden.

Hun nikker, da jeg siger til hende, at hun virker så sikker, når man ser de gamle optagelser med ‘Danse i måneskin’. Hun er kun 14 år, men optræder selvsikkert og med glimt i øjet. 

Pssst. Se 11 store Melodi Grand Prix-øjeblikke - kan du genkende 14-årige Trine Dyrholm? 

– I min tidlige ungdom syntes jeg selv, jeg var lidt sej. Jeg husker mig selv som ret fremme i skoene, siger Trine Dyrholm.

Hun slår over i syngende fynsk og fistelstemme:

– Men samtidig var jeg fynbo og havde sådan en stemme dér.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Stemmen bliver normal igen.

– Der var en uskyld midt i det der meget definerede, siger skuespilleren og fortsætter:

– Så havde jeg til gengæld nogle 20’ere, som var præget af stor usikkerhed og meget ulykkelig kærlighed. Jeg kunne slet ikke finde ud af en skid: Må jeg overhovedet være her? Hvem er jeg? Jeg havde en del år, hvor jeg søgte rundt og ikke kunne finde ud af så meget, siger hun.

Blazer Roberto Cavalli 13.325 kr., Øreringe Mielko, 1.099 kr

Hvorfor fik du det pludselig sådan?

– Der er nogle ting, der er nedarvet, som den melankoli, jeg har fra min far. Og så handler det om, hvad der sker i ens liv. Du kaster en masse kærlighed på en mand, og så viser det sig, at I ikke rigtig kan finde ud af det. Det er jo sådan nogle ting, der definerer dig i dit liv, siger hun og skifter jeg-fortællingen ud med det mere generelle ‘du’ – måske for at historien ikke bliver alt for personlig for skuespilleren.

Siden 2006 har hun været sammen med instruktøren Niclas Bendixen, som hun har en søn på 10 år med.

– Senere møder du så en mand, der kan rumme det hele – og du kan også rumme ham – og så blev du mor, og så mistede jeg min far, siger hun og roder lidt rundt i ‘du-’ og ‘jeg’-formerne igen.

– Der er jo selvfølgelig sådan nogle store milepæle, som definerer, hvor jeg har været i mit liv. Og usikkerhed og angst er jo noget, man går ud og ind af i et helt liv. Men det var måske et uskyldstab, der skete for mig i 20’erne, funderer hun og forklarer, at det for hende har været ‘en god ting at blive ældre’.

– Men det tager jo et langt liv at forstå, hvad fanden man er for en.

Et fællesskab uden ord

Trine Dyrholm kalder selv rollen som Anne for både en af de mest udfordrende, hun har spillet i sin karriere, og for en af de mest interessante. Hun drømmer om at se mange flere nuancerede og mangfoldige kvindeportrætter på filmlærredet.

– Det er vigtigt, at vi får fortalt nogle komplekse historier og får lavet nogle komplekse karakterer. Der har kvinderne ikke altid fået den store plads i filmhistorien, men de er der. Og vi skal bare lave nogle flere. Statistisk er der jo stadig mange flere mænd, der laver film, men det ændrer sig. Der er mange stærke unge damer på vej, og det er bare fedt. Jo mere diversitet i det hele taget, jo bedre afspejler vi det samfund, vi lever i, siger skuespilleren, der faktisk har arbejdet med kvindelige instruktører på sine tre nyeste film – svenske Anna Odell på ‘X&Y’, danske Pernille Fischer Christensen på ‘Unge Astrid’ og nu May el-Toukhy på ‘Dronningen’.

– Det har altid været sådan for os, at ‘har du lyst til at lave det, så sig ja’. Og så finder vi ud af, hvordan vi klarer det rent praktisk. Jeg har både en svigermor og en mor, som hjælper godt til, og så har vi nogle barnepiger, som vi må hyre ind, fortæller Trine Dyrholm, der har sønnen Axel på 10 år sammen med Niclas Bendixen.

Hun vender flere gange tilbage til pointen med, at film skal være et sted, hvor mennesker kan se sig selv og måske finde et fællesskab.

– Det er derfor, det er vigtigt med kunst, og det er derfor, jeg laver film og skuespil. Fordi jeg synes, der er mulighed for at dele nogle momenter, hvor vi er fælles om det, vi ikke kan sætte ord på: eksistentiel ensomhed, længsel, ‘hvem er jeg?’, barndom, seksualitet, erotik, kærlighed, sorg … Alle de der store temaer, som vi ikke altid har ord på. Det er min opgave som skuespiller at skabe de her små huller ind i en karakter, der inviterer publikum ind og sige: ‘Hvad er det egentlig, hun slås med, hende dér?’ Jeg er ikke ude på at forsvare en karakter, men jeg vil gerne forstå det indre kaos. Og det er den form for genkendelse, som kunst kan give. Et fællesskab, faktisk. En følelse af, vi bærer noget sammen, og at vi ikke er alene.

De unge vil drikke kaffe

Trine Dyrholm har været i den danske filmbranche i 30 år, og hun står øverst på ønskesedlen, når instruktørveteraner som Thomas Vinterberg og Susanne Bier skal besætte deres film. Men hun er også meget optaget af, hvad der sker i filmbranchens vækstlag, hvor nye talenter spirer frem – og også gerne vil arbejde med hende.

– Jeg havde selv voksne venner, da jeg var ung. Udefra virkede det måske lidt … ‘hvad fanden skal de sammen?’, men jeg forstår det nu. Man giver hinanden rigtig meget som ung og ældre. Jeg synes, det er meget inspirerende, hvad der sker i branchen med de nye instruktører og fotografer. Så jeg prøver at følge lidt med i, hvad de unge mennesker laver, siger hun, før ansigtet flækker i det karakteristiske grin.

– ‘De unge mennesker’! Det lyder, som om jeg er sådan en gammel én, siger skuespilleren, der selv er blevet både ung og voksen, mens hele Danmark kiggede på.

Kjole Søren Le Schmidt 6.200 kr., Blazer Roberto Cavalli 13.325 kr., Øreringe Mielko, 1.099 kr

– Jeg kan huske, første gang jeg skulle spille mor til ‘gamle’ børn. Da jeg skulle lave ‘Den skaldede frisør’ og ‘En kongelig affære’ lige efter hinanden, havde jeg pludselig voksne børn – endda en, der skulle giftes! Jeg var sådan ‘arhhh, det er jo ikke mig, det må I sgu spørge en anden om!’, for jeg havde selv en dreng på tre år. Jeg var slet ikke klar over, at jeg var dér, men jeg kunne jo godt have en datter på 20! funderer hun og fortsætter:

– Og nu er jeg endnu ældre, på vej mod 50. Det er definitivt slut med at spille den unge, og det gør mig ikke noget, men det er bare sjovt, når det går op for en, at man er derhenne.

Trine Dyrholm oplever også, at hun er blevet sådan en, ‘de unge mennesker’ søger råd og vejledning hos. Der er mange af kollegerne, der er nye i branchen, som gerne ‘lige vil drikke kaffe’ med hende. Hun siger ikke ja til alle, men når hun kan mærke, at hun har noget at give, stiller hun op.

– Jeg har fået en form for mentorrolle for nogen, og det er meget inspirerende, siger hun.

LÆS OGSÅ: Lady Gaga blev ikke Bedste Kvindelige Hovedrolle - men stjal alligvel showet 

Altid 100 procent

De senere år har Trine Dyrholm ikke kun arbejdet i Danmark og de nordiske lande, men også haft flere roller i særligt tyske film og tv-serier. Derudover bliver hun jævnligt inviteret på filmfestivaler – som den i Indien, hun lige er kommet hjem fra. Det er spændende og inspirerende rent fagligt, men det koster også på privatfronten.

– Jeg har rejst rigtig meget på det sidste, og der er meget venskab, der er røget på den konto. Ikke at jeg har mistet mine venner, men jeg har ikke dyrket dem så meget. Og det kan jeg godt mærke i de perioder, hvor der så ikke sker så meget. Der er det mig, der lige skal gribe knoglen og få fat på dem. De kan jo ikke stå og vente på, at jeg får tid til at se dem. Jeg har altid haft nogle meget gode og tætte venner, men jeg har også prioriteret min familie. Mit barn. Når jeg har været hjemme, er det der, prioriteringen har været, siger hun.

Barnet – 10-årige Axel – har været vant til, at mor var væk, siden han var lille. Men det gør det ikke nødvendigvis lettere at pakke kufferten og drage på arbejde i andre verdenshjørner.

– Jo ældre han bliver, jo sværere har han ved, at jeg er væk. Han har brug for mig på en anden måde. Men vi prøver at tale om, at det at savne ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Og det er jo sådan, det er. Selv danske film bliver jo tit optaget på Fyn eller i Jylland – eller i Sverige. Der bliver ikke lavet mange film i København, hvor jeg bor. Så han har også bare måttet vænne sig til, at når mor arbejder, så er hun som regel væk, siger hun og påpeger, at ‘mor’ jo så til gengæld også er meget hjemme i de perioder, hvor hun ikke er på filmoptagelse.

– Jeg har jo også perioder, hvor jeg ikke arbejder, og det synes jeg er privilegeret. Andre mennesker skal på arbejde hver dag fra klokken dit til dat. Mit liv er jo et freelanceliv. I perioder er det massivt, og i andre perioder sker der ikke så meget, og jeg kan gå og dandere den, siger Trine Dyrholm.

Tre gange har hun taget en bevidst beslutning om at holde fri i seks måneder for at komme ned i gear og være til stede derhjemme.

– Det blev jeg nødt til. Jeg kunne mærke, at ‘nu bliver jeg stresset på den måde, der ikke er fed, hvor jeg ikke kan huske noget, og jeg råber lidt for højt ad min søn’. Jeg bliver nødt til at tage alvorligt, at jeg tærer på mine ressourcer og på mine kræfter, når jeg arbejder. Det er både emotionelt og fysisk belastende, når jeg laver de store roller, og derfor har jeg også brug for at puste ud bagefter. Det er jeg blevet bedre til.

Men det kan være svært at sige nej, når man er freelancer. Bliver du nogensinde nervøs og tænker, at nu ringer telefonen aldrig mere?

– Jamen, jeg er lige så patetisk som alle mulige andre og har perioder, hvor jeg tænker, at der aldrig mere sker noget, begynder hun og skruer op for dramastemmen på de sidste ord

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Hun fortsætter:

– Jeg kan gå helt i panik over, at ‘det var det sidste’ og ‘ingen gider at se på mig mere’. Alt det der selvoptagede pis, ikke? Når det så er sagt, er jeg ret hurtig til at oversætte det til en eksistentiel følelse, der handler om, at jeg ikke hører til nogen steder. Du flagrer lidt som skuespiller. Så snart du er ‘attached’ til et projekt, kan du kaste din energi den vej.

Trine Dyrholm besluttede tidligt i sin karriere, at hvis hun bliver for bange for ikke at få nye roller og nye tilbud, skal hun finde en anden levevej.

– Det er usundt, og det kan ikke nytte noget. For så kommer jeg til at sige ja til alt muligt, jeg egentlig ikke har lyst til at lave. Jeg vil gerne have lov til at bruge min tid og mit liv på noget, jeg synes er interessant. Og jeg er så privilegeret, at det kan jeg. Hvis jeg står i en situation, hvor jeg bare skal tjene nogle penge – for sådan er det jo også – så siger jeg ja, og det er der ikke noget galt i, men jeg vil allerhelst sige ja til noget, som jeg har lyst til at kaste mig 100 procent ind i, fortæller hun.

– Jo ældre jeg bliver, des mere handler det også om, hvilke mennesker jeg har lyst til at bruge mit kostbare liv på. Du aner ikke, hvornår det er slut. Man bliver opmærksom på døden, og på at tingene kan ændre sig – sårbarheden i livet. Så det er ikke, fordi jeg bare vil have en fest. Tværtimod – jeg vil have noget ud af mit liv. Men det er i relationen med andre mennesker, i mødet, i udfordringen, i det materiale, som er alt for svært til, jeg kan finde ud af det, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Se teaseren til den nye sæson af 'Big Little Lies' med Meryl Streep

På scenen efter fars død

Trine Dyrholm nævner bl.a. tv-serien ‘Arvingerne’, Thomas Vinterbergs spillefilm ‘Kollektivet’ og teatermonologen ‘4:48 Psykose’ som nogle af højdepunkterne i sin karriere. Og det handler ikke så meget om, hvorvidt hun selv var god og fik ros for sin præstation – det handler om, at netop de roller rykkede hende som kunstner og som menneske.

Kjole Soeren Le Schmidt, 8.900 kr., Øreringe Ninna York, 3.400 kr., Armbånd Tiffany & Co., 61.000 kr.

– ‘4:48 Psykose’ var et markant kunstnerisk skridt for mig. Det var meget teknisk, samtidig med jeg skulle åbne op for følelser. Det var en meget vild forestilling. Jeg tror, jeg forstod nogle ting om mit virke og mit metier gennem den forestilling, siger hun og uddyber:

– Vi genopsatte den mange år efter og spillede den i Firenze, på Aarhus Festuge og så på Volksbuhne i Berlin. Det var, en uge efter jeg havde begravet min far. Jeg havde glædet mig så meget, at jeg tænkte ‘jeg kan ikke aflyse, jeg bliver nødt til at gøre det’, men jeg var i tvivl, om jeg kunne. Men jeg oplevede, at jeg kunne gå ind i et professionelt emotionelt rum, uden at det blev privat. Det gav mig en styrke at vide, at jeg ikke skulle stå og græde min far ud på scenen.

Det er syv år siden, Trine Dyrholm mistede sin far, og flere gange i interviewet vender hun tilbage til det som en af de mest skelsættende begivenheder i hendes liv.

– Jeg var i dyb sorg, da min far døde, og det kan indimellem overmande mig stadig. Der er et halvt spejl, der forsvinder, når forældre dør, siger hun.

Trine Dyrholms far var lærer – ligesom hendes mor, der stadig lever. Og deres retfærdighedssans og øje for det enkelte barn og menneske har været med til at forme hende.

– Jeg er opdraget til at hjælpe de svage. Hvis der er nogen, der bliver mobbet, så hjælper man. Det var med dén på. Og så er jeg opdraget med, at ‘du behøver ikke at være som de andre, du kan være din egen’. Og det har jeg egentlig levet efter. Jeg har prøvet at finde min egen vej.

Nogle gange ville hun ønske, hun var bedre til at tage ansvar for den vej, verden går.

– Jeg bliver udmattet af at være bekymret for fremtiden og for min søn. Men jeg glemmer at tage ansvar, og det ville jeg gerne være bedre til – fx i forhold til klima og i forhold til, hvordan vi behandler flygtninge. Jeg gør ikke nok, synes hun og fortsætter:

– Vi har et værdisæt, som handler om at få og tage og bruge i stedet for at give til fællesskabet. Og jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Du kan ikke tage ansvaret for det hele, men du kan prøve at tage et medansvar for at være et menneske, der lever i din samtid. Det prøver jeg, så godt jeg kan. Nogle gange er det ikke godt nok, og sådan er det.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm var med under Venedig Film Festival - se festivalens smukkeste kjoler 

Rollen som ‘movie star’

Trine Dyrholm er ikke bare dronning i den danske filmbranche, hun holder også i højere og højere grad hof uden for landets grænser, bl.a. som jurymedlem på prestigefyldte festivaler i Berlin og Venedig. Den del af jobbet, der handler om at stå på en rød løber og smile til kameraerne, har Trine Dyrholm skullet lære at holde af. Men nu nyder hun det.

– Man skal huske, at det er bare ‘noget, vi leger’. Hvis du begynder at tro på fiktionen om, at du er ‘the movie star’, tror jeg, det fucker dig op i hovedet, griner hun, mens hun amerikanerruller på r’et i ‘star’.

– I starten var jeg helt stiv, og det kan jeg stadig blive, men jeg synes, det er sjovt nu. Jeg kan lege, at jeg er ‘nogen’. Jeg så et program om Oscar-uddelingen, og der var et interview med Emma Thompson, der sagde ‘jeg leger, jeg er the movie star’. Hun er jo the movie star, for helvede! Men det er præcis sådan, jeg har det. For det er så ‘crazy’. Det er noget med at komme ud af store biler og en masse mennesker, der skriger ‘Trine! Trine!’ Du bliver nødt til at lege det. Da jeg overgav mig til det, begyndte jeg at have det sjovt med det, siger hun.

I Venedig blev hun gode venner med skuespilleren Naomi Watts, som også var i juryen, og i Berlin har hun fået overrakt en pris af Meryl Streep – ‘så stod vi dér og bukkede om kap’, siger hun. Inden afgang er hun altid nervøs, men virkeligheden får som regel bugt med de mest voldsomme flaksende sommerfugle ret hurtigt.

Bukser Morten Ussing 3.750 kr., Vest Vintage, Broche Ole Lynggaard Copenhagen 76.900 kr., Ring Ole Lynggaard Copenhagen 79.900 kr., Ørering Ole Lynggaard Copenhagen 32.825 kr. 

– Lige inden jeg skal rejse, er jeg altid et rystende nervevrag. ‘Hvorfor har jeg sat ja til det her, jeg er også bare dum og latterlig, de kommer til at synes, jeg er røvsyg’. Alt sådan noget. Jeg går ad usikkerhedens veje, fordi jeg ikke ved, hvad det er, jeg skal ned til – alene. Jeg ved, jeg skal møde nogle store stjerner, og så er jeg bange for det. Men så går der to sekunder, og så er de også bare mennesker, siger hun.

Helt ind i rynkerne

Når Trine Dyrholm står på en rød løber, nyder hun ‘at se godt ud’ og ‘dresse up’ – og helst i dansk design, siger hun. Men når hun spiller en rolle, forsøger hun at glemme, hvordan hun ser ud.

– Jeg synes, det er meget, meget farligt at være forfængelig, når jeg arbejder. Jeg er nødt til at slippe tankerne om, hvordan jeg nu ser ud, og om jeg har trukket maven ind. Når jeg ser optagelserne bagefter, kan jeg godt tænke ‘åh nej, hvorfor skal kameraet helt derop, hvor man ser alle rynker?’, men jeg vil virkelig prøve at holde fast i, at det ikke kan være det, det handler om. Lad os fyre den af på billeder og leve fiktionen. Men i kunsten, på film, er det vigtigt ikke at være forfængelig, for det står i vejen, siger skuespilleren, der i ‘Dronningen’ viser, at hun mener det, hun siger.

Her er både raseri, sex og gråd – og publikum kommer helt tæt på det hele. Trine Dyrholm fortæller, at hun som regel skal se sine film tre gange, før hun kan se forbi sig selv og se ‘karakteren og værket’, som hun siger.

 – Min mand er en meget stor støtte i mit liv. Vi er et godt match. Vi støtter hinanden kreativt, og vi giver hinanden meget stor frihed til at gøre det, vi skal i hver vores karriere, og det, man skal som menneske, og så have et fælles liv, som vi værner om, siger Trine Dyrholm om forholdet til Niclas Bendixen, som hun har været sammen med i 13 år.

– Jeg tænker ikke over det, når jeg spiller. Jeg kan ikke tænke over, hvordan jeg ser ud, for så er jeg ikke til stede. Og så ser det ud, som det ser ud. Jeg spejlede mig helt vildt meget, da jeg var barn. Jeg har sunget og interviewet mig selv foran spejlet tusind gange. Men nu kunne jeg aldrig finde på at stå og arbejde foran et spejl.

En rastløs sjæl

De seneste måneder har Trine Dyrholm været i både Sundance-filmfestivalen i USA og filmfestivalen Berlin for at præsentere ‘Dronningen’. Nu rammer den de danske biografer, og så ved hun faktisk ikke helt, hvad hun skal. Hun har nydt at være en del af den kreative proces på filmen og vil gerne ‘være med til at skabe noget’ og ‘byde ind i den mere intellektuelle del’ af filmarbejdet fremover.

Men drømmen om et endnu større gennembrud i udlandet lever også.

– Jeg kunne godt tænke mig, der lå noget mere til mig i den retning. Ikke sådan noget, der varer i mange år, men en miniserie eller en spillefilm, siger hun og forklarer, hvorfor det ikke er blevet til noget endnu.

– Jeg mister altid lidt pusten på det, fordi det er sådan noget med ‘self-tape’, hvor man skal optage sig selv – og jeg kan ikke finde ud af det. Det der med at melde sig ind i den store kamp og kø … jeg bliver træt, griner hun og forklarer, at de danske roller jo som regel er nogen, hun får tilbudt uden casting, tjek og test.

Der kræver det måske lidt mere spidse albuer og sælgermentalitet at gafle de engelske eller amerikanske roller. Men på filmfestivaler og udenlandske filmset har hun efterhånden mødt en masse mennesker, som har givet hende et netværk uden for Danmarks grænser, og ‘der er nogle ting i gang, som måske, måske ikke bliver til noget’.

– Jeg kan godt mærke, at jeg går og tænker ‘gad vide, hvad jeg skal nu’. Nogle dage er det en mega-nederen følelse, men det kan jeg jo ikke tillade mig at sige. Prøv at se, hvor meget jeg lige har oplevet! ‘Slap dog af, hvor rastløs kan du lige være?’ Men jeg kan være ret så rastløs, siger hun og forklarer:

– Jeg er stadig meget sulten, og det kan undre mig selv nogle gange.  

Vest Vintage, Ørering Dulong Fine Jewelry 7.800 kr. 

Blå Bog: Trine Dyrholm

  • Født 15. april 1972 i Odense.
  • Hun blev kendt, da hun som kun 14-årig fik en tredjeplads ved Dansk Melodi Grand Prix med ‘Danse i måneskin’. Sangen er siden blev optaget i den danske kulturkanon.
  • Tre år senere, i 1990, fik hun sin første filmrolle i ‘Springflod’, som hun vandt en Bodil for.
  • Hun har medvirket i mere end 30 film, blandt de mest kendte er ‘De største helte’, ‘Festen’, ‘I Kina spiser de hunde’, ‘Hævnen’, ‘En kongelig affære’, ‘Den skaldede frisør’ og ‘Kollektivet’. Hun spiller hovedrollen i ‘Dronningen’, som har premiere 28. marts.
  • De senere år har Trine Dyrholm også arbejdet internationalt – hun har bl.a. medvirket i filmen ‘3098 dage’, baseret på Natascha Kampusch’ roman om sit fangenskab, og ‘Nico, 1988’ om den tyske rockstjerne Nico.
  • Hun har siddet i juryen på filmfestivalerne i Venedig og Berlin.
  • Hun har også medvirket i tv-serierne ‘Taxa’, ‘Edderkoppen’ og ‘Arvingerne’.
  • Til efteråret kan hun opleves i Christoffer Boes tv-serie ‘Forhøret’, som også har bl.a. Ulrich Thomsen, Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.
  • Hun har vundet ni Robert- og fem Bodil-priser, og i 2016 vandt hun en Sølvbjørn for ‘Kollektivet’ på filmfestivalen i Berlin.
  • Hun danner par med instruktør Niclas Bendixen, som hun har sønnen Axel på 10 år med.

LÆS OGSÅ: Designer Yvonne Koné: Jeg er ikke i tvivl, om jeg kan. Jeg er i tvivl, om jeg vil