INTERVIEWS

Undersøgelse viser: Det er tabu at gå op i sit eget udseende

Størstedelen af danskerne mener ikke, at det er ok at gå op i, hvordan de selv ser ud. Selvom det faktisk både hæver livskvaliteten og gør én gladere og klogere at gøre noget ud af sig selv. Læs med herunder, hvor eksperter fortæller om det forældede syn på forfængelighed.

SOCIAL FORFÆNGELIGHED

Forestil dig, at du er inviteret hjem til en person, og idet du træder ind i hjemmet, opdager du, at alt er beskidt.

”Man inviterer da ikke folk hjem i et beskidt hus. Hvorfor har de ikke gjort noget ud af det?”, kan du måske ikke lade være med at tænke, og den reaktion er naturlig. Det er nemlig generelt accepteret at være forfængelig, hvad angår ting, der er sociale. Det beskidte hjem, du træder ind i, lever jo ikke op til almene sociale normer.

FORFÆNGELIG ELLER OVERFLADISK?

Hvis vi sætter forfængelighedsbegrebet ind i en ny kontekst, ser situationen helt anderledes ud.

En person, der går op i sit eget udseende, risikerer at blive anset som både forfængelig og overfladisk. I danskernes øjne er det socialt uacceptabelt at gå for meget op i sit eget udseende, og det understreger i høj grad, hvor stigmatiseret forfængeligheden omkring ens eget ydre i virkeligheden er.

Lige så okay det er at være forfængelig, hvad angår sociale konstellationer, lige så forkert er det at være forfængelig, når det handler om ens eget udseende.

AT VÆRE OPTAGET AF EGET UDSEENDE ER ET TABU

Ovenstående er kultursociolog Emilia van Hauens beskrivelse af den problematik, der bliver taget op i en ny undersøgelse foretaget af Kosmetik- og hygiejnebranchen i samarbejde med Kantar Gallup.

Kosmetik- og hygiejnebranchen er brancheorganisationen for danske og internationale virksomheder, som producerer og sælger kosmetik og personlige plejeprodukter.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau: Det er en del af det at være dansker at være reserveret

I deres undersøgelse fremgår det, at kun 24 procent af danskerne synes, det er socialt acceptabelt for dem selv at gå op i deres udseende. Omvendt mener hele 82 procent, at det er fuldt ud socialt acceptabelt, når andre mennesker går op i deres udseende. Tallene viser altså med stor tydelighed, hvor stort et tabu der er forbundet med at være optaget af sit eget udseende. 

ET FORÆLDET SYN PÅ FORFÆNGELIGHED

Udgangspunktet for undersøgelsen, der er lavet i kølvandet på covid-19, har været at kigge dybere ind i, hvad Corona-krisen egentlig har gjort ved os. Både i forhold til vores vaner og hvordan vi drager omsorg for os selv, men også i forhold til vores generelle selvopfattelse.

Resultaterne af undersøgelsen viser, at vi i allerhøjeste grad sætter selvomsorg lig med forfængelighed, hvilket kunne tyde på, at der generelt hersker et forældet syn på forfængelighed herhjemme.

LÆS OGSÅ: Mia Wagner: Kvinder arbejder hele tiden med en balance mellem at være smuk og blive taget alvorligt

Derfor er et af hoved-budskaberne i undersøgelsen også, at vi skal lære at forstå begrebet forfængelighed på en helt anden måde, fortæller Helle Fabiansen, der er direktør i Kosmetik- og hygiejnebranchen.

- Jeg tror, at vi skal lære at forstå forfængelighed meget mere bredt. Det skal forstås som omsorg for sig selv og ikke som noget snævert og negativt, som man ser på det nu. Derfor har vi også forsøgt at kigge på, hvad det betyder, at man pludselig begynder at italesætte omsorg og forfængelighed i en meget mere bred og kollektiv forstand, siger hun.

HVORFOR?

Men hvorfor er det egentlig så tabuiseret at være opmærksom på sit udseende?

Ifølge Emilia van Hauen er der ikke ét klart svar på dette spørgsmål.

-Det er jo først og fremmest interessant, at når du gør noget ud af dig selv og går op i, hvordan du præsenterer dig selv, bliver du anklaget for at være forfængelig, og så er du overfladisk, hvilket går direkte ind på din personlighed, som så bliver negativt vurderet. Omvendt er det mærkelige, at hvis du slet ikke er forfængelig, er det også noget negativt. Der er en smal sti, man må gå ad inden for forfængeligheden.

LÆS OGSÅ: Kendte kvinder uden makeup, som inspirerer til at omfavne det naturlige look

- Samtidig er begrebet forfængelighed knyttet til hovmod, som er en af dødssynderne. Hvis du fremfører dig selv  som for lækker, er du skæbnebestemt til på et tidspunkt at komme ned med nakken. For du skal ikke tro, at du er mere end andre. Andre må gerne synes, du er fantastisk, men du må bestemt ikke selv synes det. Og det ligger der både noget ekstremt sympatisk i, men også noget ekstremt usympatisk. Så altså, du skal være forfængelig til en vis grad, men hvis du er for forfængelig, risikerer du at blive udskammet for det, forklarer Emilia van Hauen.

SELVOMSORG ØGER LIVSKVALITETEN

Udover at tage fat på vores forståelse for begrebet forfængelighed og sætte vores selvopfattelse i perspektiv, dykker Kosmetik- og hygiejnebranchens undersøgelse dybere ned i, hvad det giver os, når vi går op i vores udseende.

Her fortæller 67 procent, at deres livskvalitet faktisk stiger, når de gør noget ud af sig selv – og dermed også går op i deres udseende.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Kvinder stiller for store krav til sig selv og hinanden

Hvis man holder det op mod de 24 procent, der svarede, at de ikke føler, det er socialt acceptabelt for dem selv at gå op i deres udseende, opstår der et paradoks, mener Helle Fabiansen. 

- Vi oplever, at det ikke er tilladt at give sig hen til den fornødne omsorg – selv ikke under en global krise. Jeg tror, det handler om, at vi som danskere synes, at der er et tabu forbundet med det. At vi ikke vil stigmatiseres som sådan nogle, der gør noget for at se lækre ud for vores egen skyld. Derfor har vi også svært ved at acceptere det som en vej til at få det bedre, selv om vi godt ved, det giver øget livskvalitet, uddyber hun. 

ÆSTETIK ØGER DIT IMMUNFORSVAR OG GØR DIG KLOGERE

For at forstå dette paradoks skal man kigge ind i æstetikkens betydning for forfængeligheden, fortæller Emilia van Hauen.

- Mange tror, at æstetik handler om overfladisk forskønnelse, men det er en alt for simpel måde at forstå æstetik på. Æstetik knytter sig til sanserne, som fortæller noget om vores omgivelser og advarer os, hvis noget er farligt og opmuntrer os, hvis noget er godt for os.

LÆS OGSÅ: Sådan indretter du dit soveværelse efter feng shui

- Forskning viser, at det at være i æstetisk behagelige omgivelser øger dit immunforsvar, og det gør dig faktisk også klogere, fordi det sender ro ind i hjernen, så du bedre kan tænke. Det æstetiske inkluderer også dig selv, så når du gør noget ud af dig selv, og dermed tager hånd om dig selv, øger det din livskvalitet, og du får det bedre og bliver gladere, forklarer hun.

EN OPGØRELSE MED FORFÆNGELIGHEDSBEGREBET

For at gøre op med det forældede forfængelighedsbegreb, og gøre det til noget socialt acceptabelt at gå op i sit eget udseende, tror Helle Fabiansen på, at det både handler om at forstå forfængelighed i en større kontekst og samtidigt koble forfængelighed og omsorg sammen.

Det skal vise, at det ikke kun handler om at se godt ud på overfladen, men at det i lige så høj grad handler om at få det indre og det ydre til at hænge sammen.

LÆS OGSÅ: Sundhed: Meditation gør dig stærk og energifyldt

- Nu kom vi til at snakke om den her fjerdebølgefeminisme herinde på kontoret, og det handler jo netop om retten til at være, som du er. At du skal have lov til at udtrykke dig som den, du er, uden at du bliver stigmatiseret af den grund. Så jeg tænker i høj grad også, at det er det, man skal tale ind i som branche.

Emilia van Hauen er enig i, at det handler om, hvordan man vælger at udtrykke sig selv, men nævner, at det også handler om, hvordan man er som menneske. 

- Når man lægger alting sammen, så lander det jo med, hvordan du er som menneske. Det har jo i virkeligheden ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvordan du ser ud, men om du fremfører dig selv på en måde, hvor man kan se, at du værdisætter dig selv og fremfører dig selv på en måde, hvor du viser, at du selv synes, du er værdifuld.

Læs mere om: