INTERVIEWS

Vita Andersens 10 leveregler

Hun har været en stærk stemme i dansk litteratur i mere end 40 år og vundet stribevis af priser for sit forfatterskab, bl.a. for novellesamlingen ‘Hold kæft og vær smuk’. Senest har hun udgivet den delvist selvbiografiske roman ‘Indigo’. Her deler Vita Andersen sine 10 leveregler.

Forfatter Vita Andersens 10 leveregler

1. Vær nysgerrig. Man bliver aldrig for gammel til at undre sig og stille spørgsmål. Hvis man ikke er nysgerrig, lærer man aldrig noget. 

2. Gør hver dag én ting, som gør dig glad. Selvforkælelse er en vigtig ting at huske. Det er ikke sundt kun at gøre gode ting for andre.

Læs her, hvad glade kvinder gør i weekenden. Prøv det selv, med disse tips. 

3. Tag en blok med. At skrive i hånden er anderledes end at skrive på et tastatur. Hjernen husker bedre ting, man skriver i hånden, og ved at skrive noget ned på et fysisk stykke papir foran dig, får du det bedre bearbejdet og ser det på en anden måde.

4. Sluk telefonen en gang imellem, når du går ud. Verden omkring dig er et fantastisk sted, hvis du bare åbner dine øjne og rigtigt ser den. Vær til stede, når du er ude! Du går glip af rigtigt meget spændende omkring dig, hvis du kun glor ned i skærmen på din telefon, eller hele tiden tænker på, om nogen nu har skrevet til dig.

Har du svært ved at ligge mobilen fra dig? Læs her, hvordan du gør. 

5. Hvis du har børn, så læs højt for dem hver eneste dag. En ulykkelig barndom er en fjende, som altid er der. Børnene er kanariefuglen i kulminen i samfundet. Det er børnene, der er i stand til at se eller mærke det først, hvis mennesker opfører sig tåbeligt. Vær så meget sammen med dem som muligt og lyt til dem. Barndommen er så kort. Resten af deres liv vil afhænge af den.

6. Acceptér dine svagheder. Jeg er konfliktsky, alt stivner i mig, når nogen er vrede på mig. Men jeg arbejder på det. Jeg ved, hvor det kommer fra – min barndom. Hvis du ikke erkender og accepterer dine svagheder, arbejder de imod dig, ikke med dig.

7. Tøm hovedet for det rod, som ligger og skvulper. Der er alligevel aldrig nogen problemer, der er blevet løst ved, at man har bekymret sig intenst om dem.

 

8. Vær taknemmelig for de gode ting, du har. Livet er uretfærdigt: Man bestemmer ikke over kærligheden, vejret, anerkendelse, sygdom, succes eller fiasko. Hvis du kun fokuserer på de negative ting, der er sket i dit liv, mister du de gode ting.

9. Gå lange ture, det er godt for krop og sjæl. Både hjernen og kroppen renser ud, når man går lange ture.

10. Vær glad for dig selv. Verden ville være et bedre sted, hvis vi var glade for os selv. Mange føler sig forkerte og holder sig selv op mod et urimeligt idealbillede. Du er sej, som du er! Bare det at en kvinde kan føde og give liv til børn, er da en kæmpe bedrift i sig selv!

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra ligestillingsminister Eva Kjer Hansen

Læs mere om: