LIVSSTIL

Marlene ser ikke sin mor

Hun er vokset op i ­parcelhus og ­kernefamilie. ­Ingen ­overgreb ­eller ­store konflikter. ­Alligevel har Marlene Leth-Møller valgt ikke at se sin mor. Det tog ­hende 23 år at forstå, hvad der er galt med deres forhold.

Marlene ser ikke sin mor. Hun ser i øvrigt heller ikke sin søster. Med andre ord er ‘familiebrud’ dækkende for 47-årige Marlene Leth-Møllers situation.

– Jeg er vokset op i et parcelhus med en mor, en far og en søster. Vi var en meget almindelig kernefamilie. I dag vil min søster ikke snakke med mig, fordi jeg måtte lave en indberetning af hensyn til hendes børn. Og for to år siden skrev jeg til min mor, at vi ikke kan ses mere. Det var et virkelig stort dilemma at lave en indberetning på min søster. Næsten umuligt. Men det mest umulige var at sige til min mor, at jeg ikke længere vil se hende. Og vi havde ikke engang nogen konflikt.

LÆS OGSÅ: Connie tog springet - skiftede til kvinder som 37-årig

Sådan indleder Marlene Leth-Møller selv sin historie om familiebrud. En historie, man let kunne tro, skulle handle om netop søsteren. For indberetninger mellem to søstre om små pigers trivsel er vel verdens bedste grund til konflikt. Men for Marlene Leth-Møller har bruddet med moren langt vigtigere grunde. Også selv om de aldrig rigtig var uvenner. For der var hverken tale om åbenlyse overgreb eller graverende omsorgssvigt i barndommen. Det, der foregik, var langt mere ‘subtilt’, som hun selv kalder det. Og det skulle tage hende 23 år at forstå det.

Det er april 2017. Marlene Leth-Møller er taget på et selvudviklingsretreat. Det handler om at dykke dybt ned i sig selv. For Marlene handler det specifikt om at fikse sig selv for at kunne være sammen med sin mor. Et tema, der har fyldt i hende i årtier. Kurset går i gang med en øvelse, hvor deltagerne i to minutter sidder over for en anden deltager og præsenterer sig selv og hvem, man er.

LÆS OGSÅ: Lise Mühlhausen og Julius Mygind: Dit barn kan også blive narkoman

– Hej, jeg hedder Marlene, og jeg hader min mor, lyder ordene, der kommer ud af hendes mund. Hun er selv helt overrasket. Det har hun aldrig sagt før. Aldrig følt før.

– Hej, siger den lidt ældre kvinde over for hende. Hun fortæller sit navn og tilføjer:

– Og jeg har en datter, der hader mig.

Mavepuster. What are the odds? Oplevelsen viser sig at blive et vendepunkt for Marlene Leth-Møller. For da hun først får sagt de forbudte ord, som nok er en kende for ekstreme, får hun lukket op for den reelle følelse, som hun har undertrykt igennem alle årene: Når hun er sammen med sin mor, forsvinder al energi ud af hende. Hun har prøvet at fikse sig selv for at blive en mere ‘normal’ datter, der godt kan holde sin mor ud i fire timer ad gangen, og som ikke er det indelukkede og forkrampede selskab, som hun byder sin mor.

– Igennem alle de år har jeg bebrejdet mig selv for at være på vagt og meget lidt smilende, for som jeg sagde til mig selv konstant: Hun gør dig jo ikke noget. Hvorfor har du så den her følelse? Men det var jo, fordi jeg passede på mig selv. Den dame skulle jeg bare ikke lukke tæt ind, fortæller hun.

Turde ikke forlade hende

Retreaten bød på flere erkendelser om forholdet til moren. Marlene Leth-Møller fik fortalt anekdoter fra sin opvækst, som hun pludselig kunne se var grænseoverskridende oplevelser.

– Overordnet set vidste min mor jo ikke alt det gode, 
hun skulle gøre for mig. Men nedenunder skete der en masse, som var enormt subtilt, men som jeg pludselig kunne se var episoder, hvor man med rette kan sige: ‘Hvad fanden har hun tænkt på?’, fortæller Marlene.

Der var episoden, hvor hun var fem-seks år, og moren fortalte hende, at hun lå i barselssengen på hospitalet med sin nyfødte datter og havde det elendigt, trængte til smøger og kun kunne tænke på at gå ud og hænge sig i træet uden for vinduet.

– Jeg tror, at hun med den bemærkning ville fortælle mig: Du skal ikke tro, at du er noget. Og så ville hun nok have en reaktion fra mig. Men hun fik det modsatte. Og sådan lærte jeg ikke at reagere på hende. Og også at blive angst for at forlade hende, fortæller Marlene Leth-Møller.

LÆS OGSÅ: Er du klar til at læse din data?

Der var også episoden, hvor moren fik 10-årige Marlene til at klare en ubehagelig konflikt med sin klasselærer ved, at moren satte sig ned og dikterede en stil for datteren om klasselæreren, som Marlene Leth-Møller i god tro afleverede i skolen.

– Hun havde aldrig hjulpet mig med lektier før. Pludselig satte hun sig ned og hjalp mig. Jeg tænkte ikke et sekund over det dengang. Indtil læreren ringede hjem til os. Hold nu kæft, jeg blev bange. Hvordan kunne hun få sig selv til at få mig til at skrive alt det i den stil? Det er da dronningen af passiv-aggressiv adfærd!

Og så var der episoden, hvor Marlene Leth-Møller var blevet uplanlagt gravid, da hun var i begyndelsen af 20’erne, og i stor krise besluttede at få en abort. Det var midt i, at moren gennemgik et brystkræftforløb. Da hun efterfølgende var erklæret rask, annoncerede moren i en social sammenkomst, at hun kun havde overlevet sygdommen, fordi datteren pludselig kom og havde brug for hende.

– Hun sagde: ‘Da Marlene kom og havde brug for mig, dér vidste jeg, at jeg kunne leve videre’, genfortæller Marlene Leth-Møller.

LÆS OGSÅ: Er LSD den nye vitaminpille?

– Jeg havde jo igennem et helt liv lært mig selv ikke at reagere. Men min kropslige reaktion indeni, da hun sagde det, var voldsom. Det var bare først under retreatet 23 år senere, at jeg forstod det. Da de andre i rundkredsen udbrød: Nej, føj for den. Adr! Dér placerede hun da lige en stor fed lort i dine hænder. Den skal du give tilbage til hende. Den sygdom kunne dårligt malkes mere, siger hun.

Marlene Leth-Møller bliver bedt om symbolsk at gå ud og vaske lorten af sine hænder. Da hun kører hjem fra kurset næste dag, er hun afklaret med, at hun ikke længere vil fornægte sin store ulyst til at se sin mor.

– Jeg tænker, at det ikke kun er for min skyld, men faktisk også hendes. Der er ikke nogen grund til, at vi kører det her skuespil videre, hvor jeg føler, at hun angler efter mit selskab, og jeg sårer hende, fordi jeg ikke gør det godt nok. Jeg har lov til at vælge det fra, siger hun.

Føler sig fri

Marlene Leth-Møller skriver et brev til sin mor. Hun udvælger nøje, hvem der læser brevet inden.

– Jeg har efterhånden oplevet mange gange, at folk bliver så provokerede af konflikter mellem børn og forældre. Især kvinder, der selv har børn. De har svært ved at sætte sig ud over det, forklarer hun.

Men hun skrev, hvad hun selv opfatter som et meget afklaret og ærligt brev. Hun skrev bl.a.: ‘Mor, jeg skriver til dig, fordi jeg ikke har lyst til at se dig mere. Det har jeg ikke haft de sidste 25 år’.

– Av. Den må have gjort ondt. Men jeg ville ikke hykle. Jeg nævner oplevelsen med aborten efter hendes kræftsygdom og skriver, at jeg ikke kan være grund til, at hun lever. Hun er nødt til at leve sit eget liv og jeg mit. Jeg skriver også, at jeg håber, at hun har nogen at tale med det om, for hendes følelser er også værdifulde. Og så skriver jeg, at hvis jeg nogensinde ønsker kontakt igen, skal jeg nok sige til.

Marlene får ikke noget svar. Og der har ingen kontakt været mellem dem de seneste to år. De har set hinanden til fester i familien, hilst på hinanden, og det er blevet ved det. Præcis, som Marlene Leth-Møller ønsker det.

– Det fungerer rigtig fint for mig at se hende på den måde. Jeg føler mig fri.

LÆS OGSÅ: Hver tredje dansker drømmer om et nyt job

Men der er også andre følelser iblandet Marlene Leth-Møllers brud med sin mor. Især når hun i sociale sammenhænge fortæller, at hun ikke ser sin mor og søster.

– Udadtil kan jeg godt føle, at det er lidt mærkeligt, at jeg ‘ikke har nær familie’. Jeg kan godt iagttage andres forhold og tænke over det, når andre siger: ‘Ej, vi taler da sammen to gange om ugen. Mindst’. Men jeg føler også meget fred med det, der er nu. En fred, der kommer sig af, at jeg endelig efter alle disse år føler, at jeg har taget tyren ved hornene. Jeg føler ikke længere, at tingene løber med mig, fortæller hun.

Og i svage øjeblikke kan hun også godt få lidt ondt af sig selv. Men kun meget lidt.

– Jeg kan godt tænke, at jeg var altså den lille i vores familie. Den mindste af os alle sammen. Alligevel er det mig, der har måttet være den voksne. Hvorfor er det mig, der kan se de her ting? Det er både en sej position, men også lidt en ‘lonely warrior’, siger Marlene Leth-Møller.

Hun har ingen drøm om at komme til at se sin mor igen udover selskabelighed i den større familiekreds. Heller ingen drømme om, at de alle – mor og to døtre – kommer til at se hinanden igen.

– Måske er der en lille tristhed over, at vi ikke kan ses. Men det er en tristhed, jeg lever med. Jeg har ingen drøm om, at tingene vil forandre sig. Min historie er ikke en Tønder-sag, men på de indre linjer var det alligevel galimatias. Det kan godt være uacceptabelt, selv om det foregår meget subtilt, siger hun.

Læs mere om: