Allan Torps guide til Los Angeles
REJSER

Allan Torps guide til Los Angeles

For Allan Torp er Los Angeles mere en stjernestøv. Manden bag den populære interiørblog Bungalow5dk giver her et indblik i LA's hemmelige perler.

Som teenager blev Allan Torp ramt af Beverly Hills 90210-epidemien.

Mange år senere, da han endelig besøgte byen for første gang, fandt han hurtigt ud af, hvor uendeligt langt fra sandheden tv-seriens fremstilling af byen var.

Han beskriver selv Los Angeles som en gigantisk by, der sluger dig hel, men alligevel har han elsket alt ved den evigt solrige storby siden sit første besøg.

– Jeg har altid været fascineret både af byen og af USA generelt. LA er solskin året rundt, bekymringsløst afslappet og fuld af kreative talenter, og jeg har altid tænkt, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg bo der. Nu er det et spørgsmål om tid, før jeg flytter.

Hele verden kan vente

Allan Torps ægtemand - også kaldet Mr. LA, bor i Los Angeles. Ægteskab betyder, at han i dag bruger mellem fem og seks måneder om året sammen med ægtefællen i bjergene i udkanten af Los Angeles.

Derfor kender han byen bedre end de fleste danskere, og ifølge ham er en af de største forskelle på hans to hjem – København og Californien – at man i Los Angeles taler med fremmede.

Ikke på den høfligt afmålte måde, som mange danskere taler med fremmede på. Nej, man taler rent faktisk sammen, og en ny ven kan vente rundt om det næste gadehjørne, i kaffebaren eller på stranden.

– Man kan sidde på stranden med en øl – i en brun papirspose, selvfølgelig – og pludselig falde i snak med en fyr, som bor i Hollywood Hills i en eller anden kæmpe villa, og spontant blive inviteret til middag deroppe om aftenen. 

Noget af det, han elsker ved Los Angeles, er, at hele byen emmer af den afslappede, imødekommende tilgang, de fleste californiere har til livet. Samtidig er byen fyldt med en kreativ energi, som dens mange skuespillere, performere og kunstnere bringer med sig.

Allan Torp giver her 12 tips til, hvordan du oplever LA på bedste vis. 

Arkitektur og design

Disney i stål
– Jeg er vild med den skinnende arkitektoniske perle Walt Disney Concert Hall, som er skabt af byens mest kendte arkitekt, Frank Gehry. Selvom bygningen har et imponerende interiør, så er det dens ydre, der tiltrækker mig; Stålkonstruktionen er vel nærmest en LA-version af Sydney Opera House. 

Guide LA

111 South Grand Avenue, Los Angeles. 

Himlen for designelskere 
– The Apartment by the Line er himlen for designelskere. Den er bygget op som en lejlighed og er fyldt med de bedste designs fra hele verden, og derfor er der også masser af dansk design. 

design LA

8463 Melrose Place, Los Angeles. 

SE OGSÅ: Drop øerne: Rejs til det græske fastland 

Indbegrebet af Californien 
– Hylderne i The General Store er pakket med ting, der virkelig repræsenterer den californiske vibe; Nedtonet og afslappet cool. Masser af lokal keramik, unikke designobjekter og vintage-fund. 

LA Guide

1801 Lincoln Blvd., Venice. 

Kultur og natur 

Astronauternes observatorie
Griffith Observatory er et stort observatorie, som blandt andet har været brugt til at træne Apollo-astronauter. Observatoriet var også location i den Oscar-vindende film La La Land. 
– Besøger du Hollywood-skiltet, bør du slå et sving forbi det ikoniske Griffith Observatory, som har en fantastisk udsigt over hele byen. 

LA Guide

2800 East Observatory Road, Los Angeles. 

Venedig i USA
– Det hedder sig, at planen var, at hele LA skulle have været indrettet som Venedig, men det blev dog kun til et lille hjørne. Snup et løbehjul, og besøg kanalerne med de mange fine huse. Find en af de mange broer, hvor du kan få et perfekt billede med refleksion i det stille vand.

Los Angeles Guide

Udsigt fra instituttet 
Getty Center er tegnet af den amerikanske arkitekt Richard Meier og huser både et museum og Getty Research Institutes videnskabelige afdelinger. Men det er ikke derfor, du skal besøge centeret. The Getty en af de bygninger, der er bedst udefra. Museets udstillinger er ikke udpræget spændende, men udsigten fra området omkring museet er helt fantastisk.

LA Udsigt

1200 Getty Center Drive, Los Angeles

Topanga
Topanga er et lille område, der ligger i bjergkløften mellem Santa Monica og Malibu. Det er et lille lokalsamfund med hippie-stemning, men uden at være for meget, og der er roligt og åbne vidder. Det er svært at forklare, men Topanga er virkelig blevet mit andet hjem.

Topanga LA

Klassikeren
Muligvis er det en kliché, men intet har promoveret byen mere end Hollywood-skiltet, og det er bestemt et besøg værd. Jeg smiler stort hver gang jeg ser det. Den bedste udsigt får man for enden af Deronda Drive, hvorfra man gennem den store låge får skiltet med en helt ugeneret udsigt. Derfra kan man hike til toppen, se skiltet bagfra og have udsigt over hele byen.

Hollywood skiltet

SE OGSÅ: Guide: Her skal du spise i Puglia 

Spisesteder 

Når du er kaffetørstig
Heldigvis behøver man ikke gå ned på god kaffe i LA. Kaffekulturen er på højde med, hvad vi kender fra Danmark. Mine yndlingssteder har alle flere lokationer spredt over hele byen, så alt efter humør og hvor jeg befinder mig, finder jeg vej til enten Verve, Alfreds eller Intelligentsia. 

Spisesteder LA

Verve (8051 West 3rd Street), Alfreds (8428 Melrose Place) eller Intelligentsia (3922 West Sunset Blvd.). 

Farm to table-brunch
Jeg fandt denne lille perle ved et tilfælde, og siden er det blevet mit foretrukne weekend brunch-sted. Det er afslappet, farm-to-table brunch når det er allerbedst. Sid ved langbordet i midten eller i baren med direkte udsigt til ovnen, hvor flere af retterne tilberedes, blandt andet deres sticky cinnamon buns, som er et helt måltid i sig selv. 

Spisesteder LA

2424 Main St., Santa Monica.

Dagens gode - og lækre - gerning 
i 2015 åbnede den kendte elektroniske musiker Moby den veganske og økologiske restaurant Little Pine i Los Angeles. Her kan du nyde lækker mad med god samvittighed, for hele restaurantens overskud går til dyrebeskyttelsesorganisationer.

Spisesteder LA

2870 Rowena Avenue, Los Angeles. 

Østers og cocktails på Rose Cafe
Rose cafe er min absolutte yndlingsrestaurant i LA. Konceptet er family-style, og retterne skifter efter sæson. Selv starter jeg altid med østers, og hvis de er på menuen, følger jeg op med deres crispy brussel sprouts. De kan også noget med pastasovser, og så er de helt eminente til cocktails.

Spisesteder LA

220 Rose Avenue, Venice. 

SE OGSÅ: Designer David Thulstrups guide til Paris