REJSER

Dubai – luksusliv og myldrende basarer

Dubai er oliesheiker, luksushoteller, sandstrande og powershopping. Men millionbyen ud til Den Arabiske Golf byder også på basarer, arabiske kvarterer og beduinkultur og er fuld af sjæl

Jeg troede, Dubai var uden for rækkevidde, hvis man ikke var oliesheik eller det, der ligner. Nu ved jeg, at de mange tilbud i ørkenstaten fås i alle prisklasser. En femdages ferie med veninderne her behøver ikke at koste meget mere end en tur til Rom eller London. Til gengæld får I oplevelser, I aldrig har set magen til.

En millionbys glæder
Ved første øjekast ligner Dubai det, jeg havde forventet. Kolossalt høje skyskrabere i overraskende faconer står side om side, omkranset af 12-sporede motorveje. Dubai har været igennem en rivende udvikling. Det afgørende højdepunkt er selvfølgelig, at olien bliver opdaget i 1966, og petrodollarne begynder at strømme ind og skaffe grundlaget for den enorme vækst. Der er omtrent lige så mange shoppingmalls i Dubai, som der er biler på vejene, men to af de mere bemærkelsesværdige er Ibn Battuta og Mall of the Emirates. Det første har Marco Polo-tema og det sidste en kæmpe indendørs skibakke.

Læs også: Brooklyn - New Yorks hippeste bydel

Gør et fund i basarerne
En autentisk multinational oplevelse kan man få i den gamle bydel, der ligger omkring creeken. Det myldrer med mennesker af alle nationaliteter i de forskellige basarer, hvor der handles med guld, parfume, krydderier og prinsessestoffer. Et par kilometer fra den gamle by ligger Satwa, den farverige bydel, hvor det vrimler med etniske restauranter og små butikker. De fleste varer er noget biks, men man kan også være heldig at finde indiske isenkræmmere med skåle og fade af den slags, der koster hundredvis af kroner i interiørforretningerne i København. Her kan de fås for ti-tyve kroner.

En ægte beduinoplevelse
I har ikke besøgt Dubai, hvis I ikke har været ude i ørkenen. Vi vælger arrangøren Knight Tours, fordi de er de eneste, der bruger lokale emiratiske guider. Da vores guide omsider standser, vakler vi ud af bilen og kravler op ad en sandbakke, hvor der står to surfboards. Vi kælker ned ad bakken, og det er forrygende sjovt. Bagefter står den på søde pandekager og vandpibe. Da det er blevet helt mørkt, får vi serveret arabisk barbecue, og bagefter bliver alt lyset slukket, og vi læner os tilbage og kigger op i de millioner af stjerner, man ikke har en chance for at få øje på oven over lyshavet inde i byen

Læs også: Luksus og fattigdom i Sydafrika

 

 

 

Læs mere om: