Guide: Det skal du spise i Budapest
REJSER

Guide: Det skal du spise i Budapest

Budapest er meget mere end gullasch og kosher-mad. Besøg byens 7. distrikt, og forkæl dine smagsløg med både det søde og salte.

Guide: Det skal du spise i Budapest

Mange forbinder stadig Ungarns hovedstad med gullasch, øl og kedelig husmandskost, men den spirende storby kan langt mere, hvis du blot ser mod byens 7. distrikt.

Kvarteret har bygget videre på den jødiske madarv og serverer både street food, fusionskøkken og et væld af traditionelle specialiteter – gerne med et tvist og ikke nødvendigvis som kosher. 

1. Jødisk-ungarsk mad på Macesz Bistro

Jødernes tilstedeværelse i Budapest gennem flere århundreder har sat sit præg på den ungarske hovedstad. I dag finder du derfor også et relativt stort udvalg af jødiske spisesteder i det 7. distrikt. På et gadehjørne centralt i distriktet ligger Macesz bistro. Den er en blandt et stigende antal restauranter i den ungarske hovedstad, der laver traditionel ungarsk-jødisk mad med et moderne tvist. Ønsket er at puste nyt liv i de jødisk-ungarske madtraditioner.
 
– Vi vil gerne gøre det jødisk-ungarske køkken mere tilgængeligt for lokale såvel som besøgende. Området her byder på et bredt spektrum af madtrends og -traditioner, og vi repræsenterer et fusionskøkken af jødisk-ungarske retter, siger Ákos Tasnádi, der er chefkok på Macesz.
 
 
Han fortæller, at de har fravalgt kosher i madlavningen. Indretningen i restauranten vidner om en madoplevelse af en vis kaliber.
 
Mørke træmøbler, hvide duge og røde servietter danner rammerne, og bordene står relativt tæt. Det er ikke fine-dining, men ambitiøs madkunst på hverdagsniveau. Kokken sætter sit præg på de forskellige retter, og restaurantens gullasch laves eksempelvis på lam i stedet for oksekød.
 
En hovedret koster lige under 100 kroner, og gå endelig ikke herfra uden at smage deres fantastiske flódni – den traditionelle jødisk-ungarske lagkage med marmelade, valnødder, æble og birkes serveret med vaniljecreme.
 
Guide: Det skal du spise i Budapest
 

2. Kosher-lækkerier i Fröhlich Cukrászda

 
Har du en sød tand, kan du måske også fristes til i samme gade at lægge vejen forbi det jødiske kosher-bageri Fröhlich Cukrászda, hvor du kan få flódni, hamentaschen, mákos kifli og meget andet bagværk. Restauranten Spinoza, der ligesom Macesz tilbyder et mix af jødiske og ungarske retter, ligger i øvrigt i samme gade. Her kan du ovenikøbet opleve jødisk folkemusik live hver fredag aften og klaverspil på hverdagsaftener.
 
Heller ikke Spinoza er 100 procent kosher, men ingen af retterne på menuen indeholder svin.
 
 

3. Trendy Mazel Tov

I toppen af kvarteret ligger en af byens mest aktuelle adresser, når det kommer til jødisk madkultur i Budapest. Eller 'jødisk' er ifølge chefkok Aron Keleme på Mazel Tov så meget sagt, for restaurantens køkken arbejder ud fra et mere moderne take på jødiske madtraditioner, der blandt andet betyder, at maden ikke er kosher.
 
– Vi refererer mere til vores køkken som israelsk/mellemøstligt end jødisk, siger han.
 
Mazel Tov åbnede i 2014 i en af byens såkaldte ruinbarer. Ordet ruinbar lyder måske ikke som et sted, du fristes til at besøge, men faktisk har deres ejere stor succes med konceptet, og fænomenet er især populært blandt hipstere og unge trendsættere. Ruinbarerne, der typisk er spraglede og farverigt dekorerede, symboliserer på en måde områdets genfødsel fra at være ghetto med en dyster historie til i dag at være bohemehipt kvarter.
 
Både turister, lokale og mange stamgæster spiser hos Mazel Tov, fortæller chefkok Aron Kelemen, og priserne er såmænd også henvendt de lokale.
 
En stor tallerken med hummus og brød koster knap 33 kroner, og 42 kroner, hvis du vil have falafel til. En stor omgang shakshuka serveret i pande med fire-fem æg koster ca. 37 kroner. Til søndagsbrunch er der live jazzband, og her er både god service, passende musikvalg og æstetiske omgivelser – hvilket stadig er en sjældenhed, når man ser sig omkring på Budapests restauranter. 
 
Guide: Det skal du spise i Budapest
 

5. Historisk kaffehus

Det 7. distrikt rummer også ikke-jødiske adresser, der er værd at besøge. I toppen af distriktet ligger eksempelvis New York Café, der nok er den café i Budapest, der tiltrækker flest turister. Det er også et af de dyrere steder i byen. Her koster en cappuccino 7 euro (svarende til ca. 52 kroner), hvor du på byens specialkaffebarer kan få to cappuccinoer til den pris.
 
New York Café er med andre ord ikke et sted, hvor Budapests lokale har råd til at komme. Men stedets lækre kager, fantastiske indretning og historie gør den et besøg værd. Caféen ligger i det 5-stjernede Boscolo Hotel, der blev bygget i 1894. Ligesom Wiens kaffehuse har New York Café haft besøg af et væld af forfattere, kunstnere, journalister, politikere og store personligheder gennem tiderne. Da caféen åbnede i 1894, smed journalist Ferenc Molnár nøglerne til den i Donau-floden, så caféen kunne være åben dag og nat.
 
Glem til gengæld alt om at spise et almindeligt måltid på caféen – det er forfærdelig dyrt især i forhold til, hvad du kan få for pengene på Michelin-restauranter i byen, og maden er utroligt kedelig.
 
Guide: Det skal du spise i Budapest
 

4. Szimpla Kert - markedsplads og partysted

Men Mazel Tov var ikke den første ruinbar, der fik succes i den ungarske hovedstad. En af de første ruinbarer i Budapest, der i dag er byens mest kendte af slagsen, er Szimpla Kert, som inspirerede den bølge, der fulgte efter af lignende steder. Szimpla Kert er boheme-partysted om natten, og søndag morgen forvandles stedet til en farvestrålende markedsplads, hvor du kan købe lokalt producerede jødiske såvel som ungarske specialiteter – bagværk (fx rugelach og challah), lækre oste, frugt og grønt – og lade dig underholde af livemusik eller dukketeater.
 
På første etage kan du udover at beundre de mange planter, der dekorerer midtergangen over markedet lige nedenunder, spise en billig brunch. De forskellige købmænd, der står i boderne, byder gerne på en smagsprøve, så vær ikke genert. 
 
Szimpla Farmers’ Market er desuden et godt sted at købe paprika, hvis du vil lave velsmagende gullasch hjemme i Danmark.  Et andet marked i samme gade er street food-pladsen Karavan, hvor du også kan mæske dig i lækkerier, der spænder over veganske snacks, gourmetburgere og mere. 
 
Guide: Det skal du spise i Budapest

 

6. Spis billig gourmetmad

Budapest er kendt for sine budgetvenlige gourmetrestauranter, og byen er også et af de billigste steder i verden, hvis du vil nyde et Michelin-måltid. Her er tre adresser, du med fordel kan lægge vejen forbi uden at skulle af med for mange penge:

Costes Downtown: På Michelin-adressen Costes Downtown, der ligger i Prestige-hotellet, kan du for ca. 200 kroner nyde en 3-retters frokostmenu. Her er tre valgmuligheder for både forret, hovedret og dessert, og der er en vegetarmulighed blandt alle tre. Retterne er generøse, så frygt ikke at gå sulten derfra. 

Onyx: I den lidt dyrere – men stadig billige – ende ligger Onyx, hvor en 3-retters frokostmenu koster lige omkring 450 kr. Her finder du moderne fortolkninger af ungarske retter. Og en suveræn vinmenu ikke mindst. Onyx har ligesom Costes Downtown en enkelt Michelin-stjerne. 

Innio: En anden fremragende mad- og vinoplevelse er at hente på restaurant og bar Innio i hjertet af Budapest. Stedet er med i vinguiden Gault Millau og er en moderne, ungarsk adresse, der har ladet sig inspirere af Paris’ neobistro-fænomen samt det nynordiske køkken.

Guide: Det skal du spise i Budapest

Læs mere om: