REJSER

Paris

Kokken Rasmus Bo Bojesen har både boet, arbejdet og været på ferie med sine børn i Paris.

»Jeg havde for nylig den glæde at invitere mine to store børn på en rigtig livsnydertur til Paris, hvor jeg viste dem en lang række af det, der efter min mening er byens absolutte højdepunkter. Der er flere storbyer, jeg holder af, men Paris står mit hjerte nærmest.

Jeg kender den ud og ind, har boet der og har arbejdet sammen med flere kokke, der har deres virke dernede i dag. Der er et væld af vidunderlige cafeer og restauranter i alle stilarter og prisklasser og de skønneste oplevelser inden for kunst og kultur. Ikke kun de store flotte museer, men også de mange charmerende gademarkeder, der også er kultur.«

Bedste restauranter:

Le Train Bleu på Gare de Lyon er fantastisk til frokost. Mere klassisk får man det ikke i Paris; gyldne vægge og lofter, ornamenterede lysekroner, og så er det midt på en banegård! Prøv deres bøf tatar, de rører den ved bordet og serverer den med byens lækreste pommes frites.
På den meget trendy Restaurant George på toppen af Centre Pompidou gjorde min søn store øjne ved synet af de forrygende smukke modeltyper, der tog imod os. Maden er lige så imponerende, for de har formået at innovere det klassiske køkken på en raffineret måde. 'Le tigre qui pleure' (tigeren, der græder) kalder de en fantastisk steak, som man nyder med udsigt over hele Paris.
I Lucas Carton, 9, Place Madeleine regerer Allain Senderens, som jeg tidligere har arbejdet hos i Rue Varinne. Han er ubetinget den Chef, jeg sætter højest i hele Frankrig! Hans mål er at skabe Frankrigs billigste trestjernede restaurant. Det fine gamle pariserlokale med udskårne kirsebærtrævægge er så smukt, at det gør ondt, og maden er uovertruffen.
Brasserie Balzar, 49, Rue des Ecoles er en klassiker, hverken dyrt eller fint, nærmere lidt ydmygt og maden er i top. Ren brasseri-stil. Stemningen er tæt og hyggelig, tjenere er stadig tjenere her, og deres crème brûlée er konge!
Souschefen og køkkenchefen på Le Dauphin, 167, Rue St. Honoré, er begge gamle kolleger fra tiden hos Michel Geurard i Pyrenæerne. Le Dauphin er simpel og beskeden at se til, men både vine og mad er fantastisk. De har i den grand formået at følge med og innovere det traditionelle franske køkken. Det sted bør man kende.

Bedste butikker:

Jeg kan lide museumsbutikker og specielt den på Musée Rodin, hvor de har nogle helt skønne miniaturer af stenskulpturerne. Også butikken på Musée Jacquemart-André er fantastisk med fine prøver på de smukke tapeter, små kopier af møblerne, udklip og dejlige bøger. Herligt sted til parisergaver. Loppemarkedet Clignancourt er så enormt, at man kan fare vild derude. Det er mest antikviteter, men også er masser af ral, så man skal se sig for. Det sjove er, at udvalget er så dybt, at hvis du f.eks. interesserer dig for gamle jernnøgler fra perioden 1710-1725, så finder du dem her. Søndag er langt den sjoveste dag derude.

Rasmus Bo Bojesen

• Kok og direktør for firmaet Bojesen A/S,
der arrangerer store selskaber og
arrangementer, bl.a. på Axelborg.

• Han driver også Restaurant Fregatten i
Tivoli og har ansvaret for cafeen
på Louisiana i Humlebæk.

• Hans kvalitetschokolader er tildelt
hædersdiplom af Det Danske
Gastronomiske Akademi.


Mit smørhul:

Rodinmuseet, 79, Rue de Varenne. Jeg er betaget af Rodins evne til at få sten til at leve, så det bliver et varmt materiale, det er dybt fascinerende. Museumshaven med den hyggelige lille café er et dejligt åndehul midt i byen.

Hvis der er mere tid:

Buddha Bar, 8, Rue Boissy d'Anglais er en natklub i virkelig elegant stil. Jeg har været der flere gange, for det er også helt i orden at komme der i min alder...

Bedste tip:

Musée Jacquemart-André på Bd Hausmann er en tidligere rigmandsvilla, kæmpestor og åbnet for offentligheden som museum med fascinerende overdådig indretning og en kunstsamling uden lige af både moderne og gammel kunst.


Læs mere om: