Sanibel Island Florida
REJSER

Sanibel Island: Tropisk charme med indbygget ro

Florida er kendt for solskin, sandstrande og masser af vand. Alt dette får du også på øen Sanibel ud for Floridas vestkyst, men i et mere roligt tempo end mange andre steder i staten. Tag med på opdagelse på en af Floridas skjulte perler.

Så snart du kører op på broen, der adskiller Sanibel Island fra det sydvestlige Floridas fastland, er det, som om roen med ét indfinder sig. Her forlader du den sekssporede vej, der har ført kilometer efter kilometer gennem et gigantisk byområde. Og så snart du er igennem betalingsanlægget, som det koster seks dollar at passere, falder tempoet. Helt bogstaveligt. For pludselig kører du på en lille vej, væk fra byen, over flere broer mod et vaskeægte tropeparadis. Til Sanibel: en langstrakt ø fyldt med hvide strande og elegante træhuse i alskens pastelfarver.

LÆS OGSÅ: Bo med kunst i Miami 

Praktisk om Sanibel

Sanibel er en lille ø ud for Floridas østkyst, tre timers kørsel fra Miami og tre en halv times kørsel fra Orlando. Højsæsonen på øen er i foråret. December er et godt tidspunkt at besøge øen på – her er der markant færre mennesker, og altid kører i et roligere tempo. Sommeren er meget varm, ofte regnfuld og med risiko for orkaner. Flyv til Miami, Fort Lauderdale eller Orlando og lej en bil herfra. Eller find et fly til Southwest Florida Airport kun 40 minutter fra Sanibel.

Dyrelivet
Foto Mikkel Bakgaard

Dyrelivet på Sanibel kan tage pusten fra enhver dyreven. Her er bl.a. delfiner, pelikaner, skildpadder og søkøer.

 

Kom ned i gear på Sanibel 

Her er det, som om du træder ind i en anden verden. Hvor alting er mere enkelt og i et helt andet tempo. Stort set kun en enkelt vej − stadig med langsom kørsel − fører fra den ene ende af øen til den anden, og her finder du alt det, som gør ø-livet behageligt: Lækre ferieresorts, små hoteller og masser af butikker og restauranter, som alle summer af afslappet liv og friskfangede fisk og skaldyr.

Og så er der selvfølgelig strandene, der byder på en mulighed i verdensklasse for at samle de smukkeste skaller. For ikke at tale om den vilde natur, der hele tiden er så tæt på herude: Her er skildpadder, pelikaner, delfiner, søkøer og endda alligatorer nok til at tilfredsstille de fleste, som hungrer efter at opleve den mere vilde side af det tropiske paradis.

Det er ikke uden grund, at Sanibel er et yndet feriemål for især mere velhavende amerikanere. Men selv om der bestemt er penge mellem hænderne hos mange på øen, skjuler de det godt. Her er plads til alle − også på øens mange hoteller, resorts og restauranter, som findes i mange prisklasser.

Færge til Cabbage Key
Foto Getty Images

Snup den gamle færge til Cabbage Key – det er en oplevelse i sig selv.

 

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Sejltur i naturparadis

Sanibel udgør sammen med en række andre øer en barriere mellem Floridas fastland og Den Mexicanske Golf. Her ligger det lavvandede naturparadis Pine Island Aquatie Reserve, som er et must at besøge – meget gerne på en båd. Her er et rigt dyre- og planteliv, hvor både brune og hvide pelikaner – USA’s næststørste fugl – delfiner og de store gumpetunge søkøer holder til. Området består af de særlige mangroveskove, er fuld af træer, der kan vokse i saltvand. Træerne skaber grobund for et af verdens mest effektive og rige økosystemer med masser af små øer og en naturrigdom uden lige. Vi tog på fisketur med guide i området, og selv om fiskeheldet bestemt kunne være bedre, var det en naturoplevelse af de helt store. Pludselig legede et par delfiner tæt på os, og da guiden satte gang i motoren, surfede de på bølgen bag båden og hoppede op i skrobatiske spring. Fra båden kunne vi også sejle rundt mellem de mange småøer og nyde synet af styrtdykkende fugle, der havde fået øje på en fisk. Og vi kunne med misundelse betragte nogle af de pragtvillaer med egen strand, som privilegerede amerikanere bruger som sommerhuse på disse breddegrader. Også øen Cabbage Key- der kun kan nås via båd – et et besøg værd. Øsen består af en lille høj af muslingeskaller, som Calusa-indianerne gennem århundreder samlede og lagde for at hæve landet og beskytte det mod orkaner og oversvømmelser. Her ligger også en god restaurant, hvor væggene er dækket af dollarsedler – traditionen sige, at man skal skrive en lille hilsen på en dollarseddel og hænge den på væggen, for så har man den hængende der til hårde tider. Er du ikke til sejlture, kan du også nyde naturen til fods, fra en cykelsaddel eller i en særlig bus.

Solopgang
Foto Mikkel Bakgaard

Solop- og nedgange er magiske på Sanibel og understreger den afslappede stemning, der hersker overalt på øen.

 

LÆS OGSÅ: Lægens råd til at undgå jetlag 

Strand, skaller og god plads

De hvide sandstrande ud mod den Mexikanske Golf er klart en af hovedattraktionerne ved Sanibel – også om vinteren, hvor badevandstemperaturen sjældent sniger sig under 20 grader. Men det er ikke kun det lune vand, der gør øen værd at besøge. Det er også de mange skaller, der ved hvert eneste højvande skyller op på strandene. Særligt strømforhold gør nemlig, at der her er uhørt mange muslingeskaller og konkylier. En udbredt sport på Sanibels strande er derfor at gå foroverbøjet med et net i hånden og holde øje med de mange skatte, der gemmer sig i sandet.

Fiskerhuse i vadet
Foto Mikkel Bakgaard

Fiskerhusene ligger som perler på en snor på pæle i vandet.

 

Endelig er solen også en attraktion på Sanibels strande. Øens østlige punkt ved det flotte fyrtårn er et perfekt sted at nyde solopgangen inden en dukkert eller en tur på Lighthouse Café for at spise en ægte Florida-morgenmad. Solnedgangen tager sig spektakulært ud over blandt andet Bowman’s Beach på øens sydvestkyst eller på Turner Beach, der gemmer sig på naboøen Captiva Island, der ligger en kort køretur nordpå.

Villa på stranden
Foto Mikkel Bakgaard

Så bliver det ikke mere idyllisk. Villaerne har ikke bare havudsigt på Sanibel – de ligger nærmest i eller på vandet.

 

LÆS OGSÅ: Lidt men godt - de skønneste produkter i rejsestørrelser 

Spis

Fisk, skaldyr og saftige, søde tropefrugter i Sanibels mange gastronomiske oplevelser. Her er masser af restauranter – de fleste af rigtig god kvalitet – lige fra enkle diners til highend-restauranter med romantisk udsigt over solnedgangen.

Lighthouse Café

Hyggelig lille diner-agtig café tæt på øens fyrtårn. Væggene er udsmykket med billeder af fyrtårnet fra hele USA, og stemningen minder næsten mere om New England end Florida. Besøg fx stedet efter at have nydt solopgangen og prøv deres seafood-udgave af klassikeren eggs benedict. 362 Periwinkle Way, lighthousecafe.com

Doc Ford’s Rm Bar & Grille

Den fiktive forfatter Doc Ford og hans venner giver inspiration til retterne her. Prøv Florida-delikatessen stone crab, eller kast dig over yucatan-rejer, der smager af solskin og lange dage i troperne. 2500 Island Inn Rd, docfords.com/sanibel-island

The Thistle Lodge

En smule mere upscale er denne restaurant, der er en del af ferieresortet Casa Ybel. Prøv blandt andet deres blæksrputte med tequilla-lime-dressing eller salater med tropiske frugter. 2255 W Gulf Dr, casaybelresort.com

The Lazy Flamingo

Har du været ude og fiske og haft heldet med dig, kan du medbringe fangsten til The Lazy Flamingo, hvor de tilbereder den for dig. Så kan du smage, hvor frisk fisk kan være, og hvor godt den kan smage. Men også uden egen fangst er den lyserøde bygning et besøg værd. Her hersker en afslappet lokal stemning, mens østers og andre skaldyr er så friske, at de næsten er i live. 1036 Periwinkle Way, lazyflamingo.com

Skaldyr
Foto Mikkel Bakgaard

Skaldyr og fisk fås ikke mere friske end på Sanibel. 

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Shop

Sanibel har en lang række små butikker med design, antikviteter og lokal kunst.

Islander Trading Post Antiques

En vidunderlig rodebutik af en antikvitetshandel. Her er ingen dyre designermøbler, men et kaotisk og charmerende rod af gamle telefoner, colaflasker, nummerplader og andre dippedutter, som kan få samlergenet til at gå i selvsving hos de fleste. 1446 Periwinkle Way

Old Sanibel Shoppes

Midt på øen ligger en samling butikker, der byder på souvenirs og værker fra lokale kunstnere. Besøg Sanibel Art & Frames for malerier, Amy Joe´s Boutique for tøj eller JB Designers for smykker og accessories. 630 Tarpon Bay Rd, shoponsanibel.com/olde-sanibel-shoppes.

Antikbutik
Foto Mikkel Bakgaard

På udkig efter en flamingo – eller et andet lokalt klenodie? Så er antik butikkerne på Sanibel et stop værd. Skaldyr og fisk fås ikke mere friske end på Sanibel.

 

LÆS OGSÅ: Rejseguide til Japan - Et land fuld af nye oplevelser 

Læs mere om: