Sommerferie på Verdens Tag – 7 tips til din rejse i Lille Tibet
REJSER

Sommerferie på Verdens Tag – 7 tips til Lille Tibet

Har du brug for at trække stikket og gøre noget helt andet i din sommerferie? Så tag på eventyr i den buddhistiske oase, Lille Tibet, der ligger højt oppe i den indiske del af Himalayabjergene. Her kan du vandre, dyrke yoga, shoppe uldsjaler og turkiser, og er du heldig, kan du løbe ind i Dalai Lama, som hver sommer gæster denne sagnomspundne bjergregion på Verdens Tag

Forrevne klipper, hvidvaskede klostre og sneklædte bjergtinder. Lille Tibet rummer nogle af verdens mest spektakulære landskaber og har blandt andet lagt kulisse til filmen Syv år i Tibet (1997), hvor Brad Pitt slog sine folder som bjergbestigeren og eventyreren Heinrich Harrer.

Lille Tibet er en sommerdestination med sæson fra juni til september. Resten af året er store dele af regionen dækket af is og sne og svært fremkommelig. I den korte sommer bringer smeltevandet fra bjergene liv til de golde månelandskaber og forvandler de tørre marker langs floderne til grønne oaser.

Lille Tibet hedder egentlig Ladakh, men har fået tilnavnet Lille Tibet på grund af områdets historiske bånd til Tibet og den tibetanske buddhisme, der er tydelig overalt, hvor man kommer: farvestrålende bedeflag, templer med gyldne tage, munke i røde rober og bedemøller, som lige skal have et skub i urets retning, så bønnerne i bedemøllens mave, kan blive sendt ud i universet.

LÆS OGSÅ: Island | Natur på tæt hånd

I Lille Tibet venter der dig et rejseeventyr af de helt store. Vi har samlet 7 fantastiske ting, du skal opleve:

1. Leh – Byliv og kaffe med udsigt til sneklædte bjergtinder

Du kommer ikke uden om Leh, hovedbyen i Lille Tibet, hvor lufthavnen ligger, og hvor indenrigsflyene fra Delhi og Srinigar lander. Selvom Leh for længst er vokset ud over sine breder og kunne have nydt godt af en dygtig byplanlægger, er byen stadig charmerende og udgør en hyggelig base for dit ophold i Lille Tibet, hvad end du skal vandre eller udforske klostre.

I Leh mødes vandrefolket for at proviantere til den kommende trekkingtur, og på de mange billige gæstehuse slår rygsækrejsende sig ned i månedsvis for at nyde den tilbagelænede stemning og de skønne omgivelser.

Leh byder på masser af hyggelige cafeer med interimistiske terrasser og udendørsservering, hvor du kan nyde en masala chai (indisk krydret te) og momos (dampede dumplings) med udsigt til sneklædte bjergtinder.

Et besøg ved den smukke Shanti-stupa, der ligger på et højdedrag med udsigt over byen, er et must. Kig også forbi Leh-paladset, der er bygget i 1500-tallet med det ikoniske Potala-palads i Lhasa, Tibet, som forbillede.

Du skal heller ikke snyde dig selv for en gåtur i de små, labyrintiske gader i den gamle bydel bag Jama Masjid (fredagsmoskeen), hvor det lokale liv blomstrer, og hvor små bagerier, smedjer og skræddere holder gamle håndværkstraditioner i hævd.

Sommer er festivaltid i Leh. I juli kan du kan blandt andet opleve den årligt tilbagevendende Ladakh Festival, der over 15 dage sætter fokus på lokal kultur, religion og folklore.

2. Klostre og buddhistisk morgenbøn

Overalt i landskabet ses smukke, hvidvaskede klostre, dramatisk beliggende på forrevne klippesider. I det buddhistiske Lille Tibet spiller de en vigtig rolle. Der bor både voksne munke og unge novicer på klostrene - og enkelte steder også nonner.

Mange familier vælger at sende et af deres børn i kloster for at sikre barnet undervisning og en god opdragelse - og for at tilføre familien lidt god karma.

LÆS OGSÅ: Rejseguide | Nothern Territory

Det er et must at besøge mindst ét kloster på en rejse i Lille Tibet. Stå fx tidligt op og overvær morgenbønnen i Thiksey-klostreret, der ligger lidt uden for Leh. Under bønnen bliver der tændt røgelsespinde og chantet sutras (buddhistiske læresætninger), mens klarinetlignende horn, bækkener og trommer skal bringe ånderne til live.

Tibetansk buddhisme er en blanding af buddhisme og den ældgamle, tibetanske åndetro, bön, der indeholder magiske elementer og er baseret på en forestilling om, at alt i naturen har en sjæl eller ånd.

Mange af de religiøse ritualer i Lille Tibet handler om at håndtere de gode og onder ånder i verden. Dalai Lama er overhoved for den gren af den tibetanske buddhisme, som hedder Gelug-sekten (også kaldet gulhattene), og som Thiksey-klostret hører under.

Tjek også den tre dage lange Tse Chu-festival på Hemis-klosteret, der et farverigt optrin af magi og maskedans.

Lille Tibet blev først åbnet op for turisme i 1974, og tager du ud til de mere afsides beliggende klostre og landsbyer, får du en god fornemmelse af, hvordan livet blev levet, før verdenen uden for blev lukket ind.

3. Yoga og meditation i yogaens hjemland

Vil du koble helt af på din rejse i Lille Tibet, så meld dig til et yoga-retreat i bjergene.

Indien er yogaens hjemland, og der findes en række gode yoga- og meditationsskoler i Lille Tibet, hvor du i smukke omgivelser kan lukke op for en verden af fysisk og mental velvære.

Tjek blandt andet Mahabodhi International Meditation Center, som både udbyder drop-in-undervisning og længere kurser. På flere gæstehuse i Leh tilbydes også daglige yogasessioner.

4. Vandring i Himalayabjergene

Den allerbedste måde at opleve Lille Tibet på er til fods, så fat vandrestøvlerne og begiv dig ud på nogle af verdens smukkeste trekkingruter. Tag ikke ud på længere vandreture alene, men hyr en lokal guide, der kender terrænet godt.

Vælger du en vandretur af flere dages varighed, så book et team til at fragte bagage og telte og til at lave mad undervejs. Du kan vælge mellem mange forskellige ruter. Et 3-4-dages trek i Sham-dalen kan anbefales, ligesom vandring ved den højt beliggende Tso Moriri-sø (4522 meter) er i absolut verdensklasse.

Er du til ’rigtig’ bjergbestigning, så gå efter Stok Kangri, som er den højeste bjergtinde i Lille Tibet (6153 meter).

Vandreture kan bookes gennem lokale rejsebureauer i Leh eller gennem enkelte danske rejsebureauer.

Sørg for at købe et par gode vandrestøvler og husk at holde dem ordentligt snøret undervejs. Køb vandrestrømper af god kvalitet og vær sikker på, at der ikke sidder småsten i støvler eller strømper, der kan give vabler og ømme fødder. Husk at supplere dit rejseapotek med en god stak vabelplaster. Vejret kan være omskifteligt i bjergene, så pak rygsækken med tanke på både sol og varme og kulde, regn og blæst.

5. Shopping på den gamle Silkevej

Leh ligger på én af Silkevejens gamle karavaneruter, der i årtusinder faciliterede handlen mellem Østens og Vestens civilisationer. Der er stadig et livligt handelsliv i byen, og markedsgaderne neden for Leh-paladset bugner af skønne varer: Uldsjaler, turkiser, sølvsmykker, pelshuer, krydderier, ægte tæpper, buddhastatuer og røgelse.

LÆS OGSÅ: Undgå de 3 hyppigste problemer på rejsen

Mangler du udstyr til trekkingturen, kan du finde et stort udvalg af vandrestøvler, soveposer, pandelamper og rygsække. Vær opmærksom på, at en stor del af trekking-gearet, der sælges, er billige kopivarer.

Er du til bæredygtighed, så kig forbi den lille, fine butik i Cafe Open Hand, som i øvrigt serverer formidabel kaffe og hjemmebagte kager. 

Overalt hvor man færdes i Leh, lyder det buddhistiske mantra "Om mani padme hum". Får du ikke hurtigt nok af mantraet, kan du købe en CD i de fleste butikker (hvis du stadig har noget at afspille den på) og bringe den ikoniske lyd af Lille Tibet og tibetansk buddhisme med dig hjem.

6. På toppen - (Et af) Verdens højeste motorfarbare pas

Khardungla er navnet på verdens højeste motorfarbare bjergpas. Det er i hvert fald, hvad skiltet oppe på passet fortæller.

Nyere målinger har dog vist, at passet med sine 5602 meter faktisk kun er verdens 13. højeste. Ikke desto mindre er det en fantastisk oplevelse at snegle sig op gennem halsbrækkende hårnålesving og stejle bjergveje for til sidst at nå til toppen.

Du kan køre turen fra Leh i jeep (med lokal chauffør). Ønsker du mere action, kan du tilbagelægge vejen til passet (og tilbage) på Mountain Bike eller motorcykel.

Lider du af højdeskræk, skal du nok overveje turen en ekstra gang. Vær opmærksom på, at det anbefales, at man maksimalt opholder sig på toppen i 10-15 minutter, da man ellers risikerer at få højdesyge.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

7. Kameler og øko-camps i Nubra-dalen

Forsætter du over på den anden side af Khardungla-passet, når du efter 4-5 timers bjergkørsel til den overjordisk smukke Nubra-dal, der ligger helt oppe ved grænsen til Kina.

Bo på en af dalens hyggelige øko-camps, fx Nubra Ecolodge, hvor du overnatter i store safaritelte og får serveret dejlig mad tilberedt med frugt og grønt fra stedets økologiske køkkenhave.

Diskit-klosteret i nærheden af lodgen er et besøg værd, og så skal du naturligvis en tur på kamelsafari på Nubra-dalens vidtstrakte sanddyner. Har du tid, så besøg også den charmerende landsby Turkok, der er kendt over hele Lille Tibet for sine gode abrikoser.

Værd at vide om Lille Tibet

Sådan kommer du til Lille Tibet

Der er daglige indenrigsflyvninger til Leh (Lille Tibet) fra Delhi (ca. 1,5 time) og Srinigar i Kashmir (ca. 50 minutter). Tjek cleartrip.co.in Det er også muligt at køre fra Delhi, men vær opmærksom på, at det tager over 20 timer.

En række flyselskaber flyver fra København og Billund til Delhi. AirIndia flyver som det eneste selskab direkte fra København til Delhi (flyvetid cirka 7,5 timer).

Særlige tilladelser

Lille Tibet grænser op til Kina, og det indiske militær er massivt til stede for at passe på de skrøbelige grænser. Flere steder skal man have et særlig Inner Line Permit for at færdes. Det gælder blandt andet for rejser til Nubra-dalen, Tso Moriri-søen og Khardungla.

Tilladelsen koster ca. 50 kr. og kan enten fås på nettet eller et lokalt rejsebureau i Leh. Det tager som regel en enkelt arbejdsdag. Bestiller du din rejse gennem et dansk rejsebureau, sørger de for de fornødne tilladelser.

Mad og drikke

Forvent ikke de store gastronomiske oplevelser under dit ophold Lille Tibet. En af de lækre undtagelser er marmelade lavet af de smagfulde abrikoser, der dyrkes i den korte sommer.

Vil du have lidt lokalkolorit, så prøv også den lokale øl, Chang, som er syrlig og brygget på byg, samt den besynderlige smørte, lavet af yakoksesmør, teblade og salt. Der er begrænset, hvad der kan dyrkes i højderne, og hver dag bringer korteger af lastbiler varer op fra lavlandet.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Højdesyge

Højdesyge kan opstå, når man kommer op i mere end 2200 meters højde over havet og er betinget af, hvor hurtig opstigningen sker. Leh lufthavn ligger i 3500 meters højde.

For at minimere risikoen for højdesyge, er det vigtigt at akklimatisere og holde kroppen i absolut ro i de første 1-2 dage efter ankomsten til Lille Tibet. Husk også at indtage rigeligt væske og undgå alkohol og cigaretter de første dage.

Vaccinationer

Seruminstituttet anbefaler en række vaccinationer i forbindelse med rejser til Indien. Tjek seruminstituttets hjemmeside for en opdateret vaccinationsstatus.

Klima

Lille Tibet går som et af de få steder i Indien fri af monsunen, der rammer Indien i sommermånederne. Lille Tibet har 300 solskinsdage årligt, og i højsæsonen mellem juni og september kan du forvente masser af sol og sommerlige temperaturer det meste af tiden. Vejret kan dog være omskifteligt i bjergene, så pak også til regnvejr og kølige aftener.

Visum

Danskere skal have visum for at rejse ind i Indien. Visum til 60 dage (et såkaldt E-Tourist Visa) kan søges online og koster ca. 330 kr. Indianvisaonline.gov

LÆS OGSÅ: Sådan her kommer du til at rejse i fremtiden

Læs mere om: