Vinterferie 2018 her skal du rejse hen
Foto: AOP
REJSER

Vinterferie 2018 | Her skal du rejse hen

Trænger du til vinterferie? Se her, hvor du kan tanke ny energi op på både de kolde og varme destinationer.

Det er januar, det er trist og det er koldt. Det er med andre ord tid til en tiltrængt vinterferie, hvor du kan få tanket op på energikontoen. Men hvor skal du rejse hen? IN guider dig til forskellige feriedestinationer med forskellige fokus alt afhængig af dine behov

Her skal du holde vinterferie i 2018

Ski
BlackComb Mountain i Canada

Book dig selv ind til luksus i særklasse på Fairmont Château Whistler skiresort, der er blevet kåret som det bedste i Nordamerika. Begynd din dag aktivt på ski og slå dig løs på de godt 200 pister, der nok skal tilfredsstille din indre skihaj. Lad skiene stå om eftermiddagen og aften og dediker dig til storbyen Vancouver, der ligger halvanden times kørsel fra luksushotellet i bjergene. Læs mere her.

Sol
Barbados

Rihannas fødeø har en gennemsnitstemperatur på 28-29 grader i januar og februar, hvilket nok skal råde bod dit vintertrætte solunderskud. På den lille ø, der er mindre end Bornholm, kan du hurtigt komme ned i bajanernes rolige tempo og nyde nogle afslappende dage på de hvide strande i det caribiske hav. Tag kæresten under armen eller på venindetur og book jer ind på det børnefri luksushotel The Soco Hotel. Læs mere her.

Storby
Sevilla i Spanien

Hovedstaden i Andalusien skal være vært ved European Film Awards i år og viser desuden sine bedste sider frem i tv-serien Game of Thrones. Den kunstneriske by fejrer desuden fortsat 400-års dagen for den sevillianskfødte barokmaler Bartolomé Esteban Murillo med flere udstillinger i Sevilla, hvor du også finder det hyggelige boutiquehotel Eurostars Sevilla Boutique med tagterrasse og udsigt over byen. Læs mere her

Spa
A Rosa i Tyskland

Står afslapning øverst på din liste, så forkæl dig selv med en spatur, der kan få dig helt ned i gear med saunagus og dampbade, timer i badekåben med en bog samt storslået natur. Den tyske spakæde A Rosa tilbyder ophold på unikke destinationer tæt på Danmark som Sylt og Travemünde, der udover luksuriøse spafaciliteter og restauranter i topklasse er omgivet af naturen – ofte med hav og strand. Læs mere her.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER