LIVSSTIL

Sådan kommer luksus til at se ud i fremtiden

Hvis man slår luksus op i en ordbog, betyder det overdådighed, men fremtidens luksus skal findes i mindre boliger og fokus på nye livsværdier – langt fra blingbling.

At leve på en sten er ikke længere det diametralt modsatte af en luksuriøs livsstil.

Tværtimod er enkelhed den nye luksus.

Hvis der i gamle dage var prestige i at eje ting, er der i dag en tendens mod at undslå sig fysisk ejerskab. Det spartanske liv er nemlig mindre indviklet – og det er attråværdigt.

SE OGSÅ: Kan vi redde verden ved at dele?

Det enkle liv er luksus

Spørger man Claus Kjeldsen, der er direktør i Instituttet for Fremtidsforskning, hænger det sammen med, at tid bliver en stadig vigtigere faktor.

– Det er blevet en luksus at reducere kompleksitet. Der er et marked for at betale for ydelser, så man ikke skal bruge sin hjerne på alt muligt bøvl i alle mulige sammenhænge, siger han.

Med det henviser han til de praktiske og administrative krumspring, der fx kan være forbundet med at eje en feriebolig i udlandet.

Hvorfor kun eje én bolig, hvis man for de samme penge kan lease en del af fem boliger?

Et liv med teknologi

I 1989, da Tilbage til Fremtiden 2 havde biografpremiere, havde seerne en klar fornemmelse af, hvordan fremtiden ville se ud.

Nærmere bestemt hvordan 21. oktober 2015 ville se ud. Filmen forudsagde en lang række senere opfindelser, deriblandt nutidens glæde ved wearables, videokonferencer og mobilbetalinger.

Idéen om at bruge teknologien til at forsøde livet bliver i højere grad en del af vores luksusoplevelse i fremtiden.

I dag eksperimenterer producenter af hårde hvidevarer med intelligente køleskabe, der lader forbrugeren se indersiden af køleskabet uden at åbne døren, og som via smartphone afslører, hvad der er i køleskabet, når man er ude at handle.

Det er luksus. I alt fald for dem, som vil betale de knap 20.000 kroner, som en billig model koster.

Selvom nye værdier kommer frem, er vores indretning stadig en vigtig markør til at signalere luksus overfor omverden. Her er det Boffis showroom i København indrettet med glaskunst af Helle Mardahl.

Et flydende begreb

Den klassiske opfattelse af luksus er, at det er noget eftertragtet, noget dyrt, noget for de få. Villaer, møbler, biler.

Hvis man slår luksus op i en ordbog, betyder det overdådighed.

Spørger man en livsstilsekspert, er det det modsatte af nødvendighed. Selvom definitionen altså varierer, er luksus i fremtiden stadig for de få, noget man har knoklet for at opnå, og som alle gerne må se beundrende på.

SE OGSÅ: Ryd op som oprydningsguruen Marie Kondo!

Luksus er tid, ro og refleksion

Ifølge Louise Byg Kongsholm, der er direktør i analysevirksomheden Pej Gruppen, er luksus også et begreb, der betyder noget forskelligt, alt efter hvem man spørger.

Hun mener, at den moderne opfattelse af luksus er på vej til at blive mere immateriel.

– Luksus i dag går mere på tid, ro og refleksion. Men den opfattelse er ofte kun til stede hos dem, der er ret godt kørende i forvejen. Hvis man har svært ved at få økonomien til at hænge sammen og spinker og sparer for at kunne købe et eller andet, så er luksus stadig i den materielle verden, siger hun.

’Feeling good is the new looking good’ er et udtryk, som vi ifølge trendforskeren lige så godt kan vænne os til. Det er ikke ensbetydende med, at vi i fremtiden bliver ligeglade med vores udseende, men det er bare ikke længere nok.

– Man skal også have det godt, både med sig selv, sin krop og sit sind, siger hun.

Stilhed er også luksus. Især når det gælder ferie, hvor jetset-destinationer er byttet ud med ødemarken langt væk fra andre mennesker.

Powernap i caféen

Dermed kommer man heller ikke uden om en anden fremtidstendens, der ligger fint i tråd med dette øgede fokus på indre velvære, og som kommer til at få betydning for vores boligindretning: En god nats søvn er på vej til at blive det nye statussymbol – og det gælder ikke kun for familier med småbørn.

– Søvn er en mangelvare og er blevet et aktiv for livsstilsbrands, der med fordel kan bygge søvn- og sengebaserede universer, siger Louise Byg Kongsholm fra Pej Gruppen.

Derfor kan vi også forvente endnu flere rum, caféer og hoteller, der tilbyder ro og fordybelse i en verden, der accelererer derudad.

Sidste år åbnede Nescafé for eksempel en 'nap café' i Tokyo, hvor man kunne booke en to timer lang lur i en elevationsseng med indlagt easy listening og drive afsted til drømmeland, inden man atter trådte ud i det pulserende storbyliv.

At vælge bæredygtigt og kende til historien bag et møbel bliver en ny form for luksus, som kræver kulturel kapital og overskud på vidensfronten. Knoll er et af de firmaer, hvor alle design gennemgår en livscyklus-test og lever op til en lang række standarder for bæredygtighed.

LUKSUS PÅ FÅ KVADRATMETER

Ifølge fremtidsforsker Claus Kjeldsen er der også en kæmpe forandring undervejs, der har at gøre med måden, hvorpå vi investerer i boligen.

40 procent af danske husstande er single husstande, og tallet stiger. Det betyder ikke, at hovedparten er singler, men begrebet ’living apart together’ er ifølge Claus Kjeldsen en ny måde at indrette sig på, som vil vinde indpas.

Man er måske blevet skilt, har fået en ny kæreste, hvor man beholder hver sin bolig, fordi man ikke orker at flytte sammen med en partner igen og måske ikke har pladsen.

Fremtidens luksusbolig bliver af samme årsag heller ikke nødvendigvis superstor.

Ifølge Claus Kjeldsen vil vi se, at en stigende andel af huskøbere foretrækker færre kvadratmeter på en central adresse med adgang til services (restauranter, kulturtilbud mv.) frem for mere plads uden for byen.

– Det næste boom bliver den servicerede lejlighed, hvor man kan vælge mellem to-tre forskellige møbelpakker alt efter ens smag. Det betyder også færre flyttekasser, når man en dag rykker videre, siger han og henviser til W Residences i Los Angeles som et godt eksempel på, at det møblerede og servicerede lejlighedskompleks allerede findes i udlandet.

Det er ikke nok at vide, at kødet er økologisk. Fremtidens luksus handler om historiefortælling og så bevidste valg, at vi gerne selv skal have klappet koen.

MINDRE BLING, MERE KULTUREL KAPITAL

Fremtidens luksusindretning kommer ifølge Mette Mechlenborg, der er boligforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, til at kredse endnu mere om den gode historie, som knytter sig til vores forbrug.

Det kunne man allerede se i kølvandet på finanskrisen i 2008: Hvis vores forbrug før krisen gerne måtte være 'større, vildere, dyrere', så der er sket et skift mod bæredygtighed og den cirkulære økonomi.

Nu anses det nærmest for grådigt bare at skifte sine møbler ud, man vil hellere købe noget mere langtidssikret eller holdbart.

– Jeg er overbevist om, at vi kommer til at dyrke historierne mere fremover. Så man kan sige til sine venner, at ens designerbord er lavet af planketræ, der engang har stået i en hytte i Norge, siger Mette Mechlenborg.

Fortællingen er vigtig

Det er kort sagt en luksus, som kræver en vis form for viden og dannelse. Eller kulturel kapital, som nogle sociologer kalder det.

Man kan også sammenligne det med finere madlavning, som også handler om viden og kulturel bagage: Hvis man skal have et ordentligt stykke kød, skal det ikke kun være økologisk, det skal være fra et særligt landbrug, som opdrætter en særlig type kvæg etc.

Man har måske ligefrem trykket landmanden i hånden selv. Sagt på en anden måde er meget af fremtidens kvalitet – og luksus – forbundet med den kontekst, som produktet er opstået i.

– Det handler om de fortællinger, som knytter sig til det. Og det kræver vildt meget viden! Det er der, vi kommer til at differentiere os som forbrugere fremover. Hvem der ved hvad om et bestemt produkt, siger hun.

Læs mere om: