SMART LIVING

Kan vi redde verden ved at dele?

Hvis deleøkonomien skal blive verdens redning, må vi vinke farvel til materielle goder og statussymboler. Spørgsmålet er blot, om vi er klar til det.

Prøv at forestille dig, at du slet ikke ejer noget. Du lejer dit hus og deler det måske med andre, og når du skal nogen steder, kommer en selvkørende bil og henter dig og kører videre ud på næste opgave, efter du er blevet sat af.

Sådan kommer dit liv måske til at se ud om ganske få år – men kun, hvis vi kan få ændret vores forhold til de ting, vi ejer, og den status, de giver os.

Farvel til statussymboler

Et dyrt indrettet hjem, det helt rigtige luksusur eller en lækker bil, der spinder kælent, når du kører i den.

Vi ejer alle sammen nogle ting, som giver os materiel glæde og placerer os i den gruppe af mennesker, vi gerne vil være en del af.

Men hvis den deleøkonomiske idé, som mange eksperter spår til at blive vores verdens redning, nogensinde skal vokse sig større og stærkere end netop det – en idé om, hvordan verden burde se ud – skal vi til at vinke farvel til statussymboler, som vi kender dem i dag. Og det kan godt blive svært.

− Danskerne er lidt mere konservative, end de selv går og tror. Når vi ser på os selv, tænker vi, at vi er sådan nogle fede folk. Vi har god smag, vi er dygtige, vi kan designe, og alle nye idéer, dem tager vi ind. Men hvis man kigger udefra på det, er den danske skepsis bare højere end andre landes, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Da kollektiverne var på deres højeste i midten af 1970'erne, var der mere end 15.000 kollektiver i Danmark. Så mange er der langtfra i dag, men de sidste par år er interessen for at bo sammen i større fællesskaber steget igen.

HVILKET FÆLLESSKAB VIL DU VÆRE EN DEL AF?

Det er faktisk ikke så underligt at omstillingen er svær, for ligesom dyr i naturen bruger farver til at signalere, hvilken stamme eller flok de er en del af, bruger vi mennesker ting til at vise tilhørsforhold til en bestemt gruppe mennesker.

− Vores konstante menneskelige opgave er at forsøge at blive en del af fællesskabet, at opretholde et tilhørsforhold. Vi skal hele tiden sikre vores egen position. Udadtil forsøger vi at fortælle, hvilket fællesskab vi er en del af, siger Emilia van Hauen.

I dag er den europæiske deleøkonomi lidt mere end 200 milliarder værd. Men Price Waterhouse Cooper, en af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder, har kigget i krystalkuglen og spået, at den europæiske deleøkonomi vil være mere end 4.000 milliarder værd i år 2025.

Hvis den vækst skal lykkes, kræver det, at der bliver skabt et deleøkonomisk fællesskab, som vi rent faktisk har lyst til at være en del af, mener Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea. Det skal blive cool at dele, og det er ikke hvem som helst, der kan skabe den effekt.

− Sådan noget som dyre biler som statussymbol kommer kun til at tabe i værdi, hvis nogle af de mere toneangivende i vores samfund er med på bølgen. Så begynder vi andre at følge trop, for vi vil jo gerne være ligesom de rige og kendte, og pludselig er den elektriske delebil blevet statusmarkør i stedet, siger hun.

Initiativet til Svanholm Storkollektiv blev taget af to familier i 1977. 
De ønskede at starte et stort kollektiv med fællesøkonomi og fællesspisning og med lighed mellem kvinder og mænd, børn og voksne og forskellige former for arbejde. Derfor indrykkede de en annonce i avisen Information, og et år efter, i 1978, flyttede omtrent 130 mennesker ind på godset i Nordsjælland. Selvom beboerne løbende er blevet skiftet ud, har ikke meget ændret sig på Svanholm siden 1970'erne. Lighed og fællesskab er stadig kollektivets vigtigste grundlag, og der er stadig fællesspining i den store spisesal på godset.

DÅRLIG SAMVITTIGHED OVERFOR JORDKLODEN

Et sted, hvor idealismen trives i bedste velgående med alt, hvad dertil hører af fællesspisning og delebiler, er på Svanholm Gods på Nordsjælland.

Her har Liv Østergaard boet siden 2016 sammen med sin kæreste, deres to børn og omtrent 130 andre mennesker. Beboerne betaler størstedelen af deres løn til fællesskabet, og for de fleste betyder den høje betaling, at mærketøj, biler og store rejser bliver nedprioriteret.

Til gengæld bor man på et smukt gammelt gods, hvor der bliver serveret lækker økologisk mad hver dag, børneinstitutioner er gratis, bilerne deles man om, og beboernes C02-udledning er markant lavere end den gennemsnitlige danskers.

− Vi kom herud, og så tænkte jeg bare ’waaaauw.’ Her bor en hel masse vidt forskellige mennesker i alle aldre og fra alle dele af samfundet, og fællesnævneren er en tanke om bæredygtighed på alle parametre – socialt, økonomisk og miljømæssigt, siger Liv Østergaard.

Det kan lade sig gøre, fordi en del af de klassiske materialistiske statussymboler er udryddet i det svanholmske mikrokosmos. Faktisk i en sådan grad, at Liv Østergaard nogle gange synes, at det kan være svært ikke at få dårlig samvittighed, når hun for eksempel tager på en stor, C02-tung rejse. Ikke overfor de andre beboere, men overfor sig selv – og især overfor jordkloden.

− Der er sket et skift i mig, efter vi er flyttet herud. Jeg har rejst virkelig meget hele mit liv, men der sker nogle ting i verden omkring os nu, som sætter tanker i gang om, hvor meget vi egentlig bør rejse, og hvordan vi bør gøre det: Er jeg pisseligeglad og tager flyveren til Thailand, lige når jeg har lyst, eller overvejer jeg det lidt mere og tager måske den der ferie i Sverige i stedet for en gang imellem, siger Liv Østergaard.

De fleste af os omgiver os med nogle ting, som skal signalere status og fortælle omverdenen, hvor velstående vi er – det værende sig dyre ure eller luksuriøst indrettede hjem. Men vi bevæger os lige så stille væk fra de klassiske statussymboler og hen mod en fremtid, hvor vores sociale bevidsthed og hensyn til miljøet vil give os højere status end dyre biler og designertasker.

VORES NABOER ER LÆNGERE FREMME I SKOENE

Ann Lehmann Erichsen er kvinden bag den nye rapport Deleøkonomi 2018, som har undersøgt danskernes deltagelse i deleøkonomien i det forgangne år.

Den viser, at det næsten udelukkende er unge mennesker i store byer, som bruger deleøkonomien – og dem er der ikke ret mange af. Faktisk har kurven over danskere over 18 år, der på den ene eller anden måde deltager i deleøkonomien, ikke rykket sig en millimeter i 2018. Den sidder stædigt fast ved 15 procent. Også selvom vores skandinaviske nabolande er længere fremme i skoene.

− Hvis det skal ændre sig, bliver vi nødt til lige at hoppe ud af vores komfortzone. Det er noget med at prøve noget nyt, og så længe det er godt og fungerer, så bliver vi jo ved, siger Ann Lehmann Erichsen.

Claus Skytte, som er foredragsholder og forfatter til en række bøger om deleøkonomi, giver danskerne lidt mere credit. Han er enig i, at hvis deleøkonomien virkelig skal være vores verdens redning, bliver vi nødt til at tænke langt ud over den Airbnb-formede boks, de fleste af os stadig står trygt inde i.

Men ifølge ham er vi midt i en omstillingsperiode, som kan sammenlignes med den, vi oplevede, da teknologien blev allemandseje.

− Dem, der gør brug af deleøkonomien i dag, er jo de allertidligste pionerer. Da mobiltelefonen kom, sagde mange også "det har vi da ikke brug for, vi kan bare tage fastnettelefonen hjemme på væggen og ringe fra den." Da de sociale medier kom, var der mange, der sagde, "det skal vi ikke bruge til noget, det er noget pjat." 10 år senere bruger de det alle sammen og kan ikke huske en tid, hvor de ikke brugte det, siger Claus Skytte og tilføjer:

− Engang ville vi ikke dele så meget som et telefonnummer med hinanden, i dag er der ikke det, vi ikke vil dele på internettet. Det samme kommer helt sikkert til at ske med vores ting.

Læs mere om: