AOP
SMART LIVING

LOG AF | Sådan går du offline denne sommer

Mobilens vibrationer, computerens lys og tablettens bibben kan være forstyrrende for koncentrationen og værre vildt stressende. IN guider til 12 måder, du kan gå offline på til sommeren. Det er godt for dig!

Det forstyrrer hjernen, ødelægger koncentrationen og stresser dig, når du skal være online hele tiden.

Bib, bib, bib. Smartphonen lyser op. Vibration i lommen. Mails, der tikker ind flere gange i timen. Det kan du slippe for, i hvert fald når du har fri, med INs 12 tips til en sommer, der er lidt mere offline end online.

LÆS OGSÅ: LOG AF | Derfor skal du gå offline denne sommer

  1. LÆS EN GOD BOG
    En god bog sluger dig ind i en anden verden, hvor mand, børn - og mobiltelefon - bliver en biting. For hvad sker der med hende kvinden, der blev bortført? Får hovedpersonen ham, hun er forelsket i? Vinder Harry Potter over Voldemort? Hvis du mangler inspiration, så tjek INs guide til sommerens bedste bøger lige HER
     
  2. AFMELD UNØDVENDIGE NYHEDSBREVE
    De tikker ind. Hele tiden. Nyhedsbrevene. Nyhedsbrevet fra IN; nyhedsbrevet fra den der butik, hvor du i fjor deltog i en eller anden konkurrence, du ikke vandt; eller nyhedsbrevet fra onlineshoppen, du kun én gang har købt noget fra, fordi det var på tilbud. Afmeld alle de unødvendige, så de ikke ligger og stresser i din inbox - og hvis du skulle være i tvivl, så er INs nyhedsbrev ikke et af de unødvendige :-)
     
  3. BRUG ÉT APPARAT AD GANGEN
    Du sidder og ser din yndlingsserie på Netflix på iPad’en. Og bling, så skriver din veninde en SMS. Det ser interessant ud, tænker du, sætter Netflix på pause og åbner SMS’en på din smartphone. Pludselig sidder du med både iPad og smartphone i hånden og får ikke rigtig noget ud af hverken det ene eller det andet. Så beslut dig for, om du vil sidde med iPad eller smartphone, og hold dig så til det, du vælger - og læg eventuelt det andet apparat væk i et andet rum.
     
  4. LAV MAD
    Det er ikke til at svare på en SMS, når du står med mel i håret og dej på fingrene. Så lav noget mad, så kommer det offline helt af sig selv. Find masser af opskrifter og madinspiration lige HER
     
  5. SLÅ AUTOSVAR TIL
    Du har sikkert mulighed for at sætte et autosvar på din mail. Så gør det! Også når du bare holder fri fra kl. 16 af eller holder weekend. For så får du ikke dårlig samvittighed over alle de “haste”-mails, du får, for folk er jo advaret om, at du ikke er tilgængelig.
     
  6. SLÅ PUSH-FUNKTIONEN FRA
    Med en iPhone har du mulighed for at slå de såkaldte push-notifikationer fra. Det betyder, at du slipper for bibbet, vibrationen eller pop up-beskeden på skærmen, når du modtager noget. Du skal altså fx aktivt gå ind på mail-appen for at se, om du har fået nye mails. Gå ind i indstillinger, dernæst “Meddelelser” og så slå “Tillad meddelelser” fra under hver app.
     
  7. SLUK DIT WIFI
    Det er ikke alt, du slipper for, hvis du slukker wifien, fordi SMS’er går uden om, og fordi de fleste har 3G eller 4G på mobilen. Men det giver alligevel lidt på offline-kontoen. Så gør det, sluk wifien i hjemmet.
     
  8. LÆG JERES SMARTPHONES I VINDUESKARMEN
    Du har gæster og I skal hygge, men dine veninder har travlt med at være på Facebook, poste billeder på Instagram og svare på SMS’er. Det er enormt forstyrrende og ikke særligt fordrende for en god aften i hinandens selskab. Så find en æske, stil den i vindueskarmen og bed alle lægge deres mobiler i den. De må kun tage den op, hvis de fx skal instagrame din smukke bordopdækning eller dessertens perfekte opstilling - men så er det også tilbage i æsken igen.
     
  9. LÆG DINE SOCIALE MEDIER-APPS I EN MAPPE PÅ MOBILEN
    Læg alle dine sociale medier-apps i en mappe på mobilen, fx Instagram, Facebook og Snapchat. Så er de ikke længere ét klik væk, men to - og så kan du jo bare håbe, at dovenskaben tager over.
     
  10. SLÅ ‘FORSTYR IKKE’ TIL PÅ MOBILEN
    De fleste smartphones har en ‘forstyr ikke’-funktion, du kan slå til. Det betyder, at din mobil ikke bibber, vibrerer eller lyser op, når du får en SMS eller et opkald, hvilket kan ændre din nattesøvn. På en iPhone kan du dog sætte den til, at dine favoritkontakter, fx dine børn, kan komme i kontakt med dig, selvom du har ‘forstyr ikke’-funktionen slået til.
     
  11. LÆS ET MAGASIN
    Magasinlæsning er den perfekte offline-aktivitet, og især et magasin er værd at kaste sig over. IN, selvfølgelig, hvad ellers. Du kan købe abonnement lige HER
     
  12. LUK NED - LIGE NU!
    Et hurtigt tip lige til at afslutte med: Sluk din mobil, tablet eller computer. Lige nu. Bum, så er du offline.

LÆS OGSÅ: Interview med sangerinde Camille Jones: 'Jeg venter aldrig til i morgen’

Læs mere om: