PARFORHOLD | Kan du dele din partner med andre?
SMART LIVING

PARFORHOLD | Kan du dele din partner med andre?

Er din partner noget, du kan dele med andre? Seksuelt, men potentielt også følelsesmæssigt? Mød Naomi, som på femte år lever i et åbent parforhold – og få eksperternes tips til det åbne parforhold.

Det almindelige monogame parforhold er i opbrud. Ikke i opløsning, bare opbrud. Mens de fleste mennesker i Danmark stadig lever i et monogamt forhold, er ca. hver tredje dansker deres partner utro. Nogle mener, at man kan komme utroskaben til livs, hvis man vælger at sætte hinanden fri og indgå i et såkaldt åbent forhold, hvor man tillader hinanden at have elskere.

Inden for den type parforhold findes der uendeligt mange variationer: Du må gerne have faste elskere, men ikke fra samme by. Du må gerne have engangsknald, men ikke faste elskere. Du må kun have sex med fremmede, når du er på kursus eller udenlandsophold. Du skal altid fortælle, når du har sex med en anden – eller du skal aldrig fortælle om de seksuelle eskapader, når du kommer hjem til ægtefællen.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: Når din partner skal give dig det, du ikke fik

Del din partner: Det åbne forhold

Der findes ingen statistik over, hvor mange danskere der lever i et åbent forhold, men vi er blevet mere åbne omkring at tale om det i løbet af de seneste år.

I 2013 udkom journalist og sexolog Sara Skaarups bog ‘Kærlighedskontrakten’, som handler om, hvordan man kan åbne sit parforhold op uden at ødelægge det. Ligesom der ikke findes statistik over antallet af åbne forhold, findes der heller ingen officiel definition.

Monogami er ikke for alle

Naomi Hagelberg på 40 år lever i et åbent forhold med sin kæreste. De har dannet par i fem år, men bor ikke sammen. Da de hver især har børn, er det nemmest på den måde – så de hver anden uge er sammen med hinanden. Børnene og omgangskredsen kender godt til deres åbne forhold, og de fleste synes, det er helt i orden.

– Jeg har fortalt mine børn, at nogle mennesker godt kan elske flere på én gang. Jeg vil gerne have, at de vokser op med en viden om, at nogle er monogame, og nogle er polygame – og ikke føler, at det er underligt, fortæller Naomi.

– Når jeg har folk på tomandshånd, møder jeg en masse forståelse. Folk siger tit, at de ikke selv kunne leve sådan, men at de har respekt for den måde, vi har valgt at gøre det på. Og nogle har ikke lyst til at høre mere om det, og det er jo også helt o.k., siger hun.

En ungdom, hvor Naomi eksperimenterede med sex, men også hvor hun oplevede, at folk var utro, gjorde, at hun forholdsvis tidligt i sit liv besluttede sig for at indgå i et åbent forhold. Hun blev gift og var sammen med den samme mand i 10 år, men før de blev gift, fortalte hun sin kommende ægtemand, at hun ikke kunne forestille sig aldrig at være sammen med en anden mand. Forholdet holdt dog ikke, men inden Naomi blev skilt, havde hun allerede mødt sin nuværende kæreste. Deres forhold begyndte, da hun stadig var gift:

– Min kæreste havde aldrig levet i et åbent forhold før, så han skulle bruge noget tid på at vænne sig til det.  Men jeg var meget opmærksom på at være 100 procent ærlig over for ham, for det er nemlig det, det handler om, synes jeg: at turde at være ærlig over for sig selv og sin partner.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Naomi påpeger, at det ikke er nemt at leve i et åbent forhold. For man er tvunget til konstant at se sin usikkerhed i øjnene og konfrontere den. Når ens partner er sammen med en anden, kan man sagtens føle sig usikker, men et åbent forhold handler om åbenhed, tillid og respekt. Og mens nogle par vælger at opstille et regelsæt, så de ikke overtræder hinandens grænser, har Naomi og hendes kæreste valgt en anden løsning:

– Vi har ingen regler. Jeg tror ikke på, at regler fører noget positivt med sig. Regler er et forsøg på at styre andre mennesker, i stedet for at have tillid til at de vil dig det bedste. Det, vi gør i stedet for, er at fortælle hinanden, hvad vores behov er. Når man elsker hinanden, vil man gerne imødekomme hinandens behov, så derfor er regler ikke nødvendige for os, siger hun.

Overvejer du et åbent forhold?

Så er der nogle ting, i skal tale om:

  • Hvorfor vil I gerne åbne forholdet op?
  • Hvad søger I, som I ikke får i jeres forhold?
  • Er det jer begge to, som er indstillet på at åbne forholdet op?
  • Skal I opsætte nogle regler for hinanden, inden I åbner forholdet op?

LÆS OGSÅ: TINDER | Her er alt du skal vide

Accepter, at du er anderledes

Det gammeldags monogame forhold passer heller ikke til Per Brændgaard. Han er polyamorøs, hvilket betyder, at han har flere kærester på samme tid. Han mener, at man tager ansvar for sit eget liv, når man tør kigge på, hvem man er, og hvilke behov man har:

– Det er ikke sikkert, at det monogame forhold er noget for dig, men fordi vores kultur siger, at det er måden, vi gør tingene på i vores samfund, er det måske de færreste, der undersøger, hvem de egentlig er, siger Per Brændgaard, som i mange år har levet af at vejlede folk om sund og naturlig livsstil, men nu også rådgiver om et godt kærlighedsliv.

– Hvis ikke du er normal – altså ønsker det monogame forhold – kan det være svært at acceptere. Og det er bestemt ikke nemt at leve i et polyamorøst eller åbent forhold. Du kan møde masser af modstand fra dine omgivelser, fordi det ikke er normalen. Men jeg tror på, at hvis du er notorisk utro med alle de kærester, du har haft, er der et mønster, som du kan kigge på. Måske betyder det, at et åbent forhold, hvor du har frihed til at være sammen med andre uden at lyve for din kæreste, er det rigtige for dig. Det vigtigste er at blive bevidst om, hvad der er rigtigt for lige præcis dig, for at du kan leve et harmonisk liv med et åbent sind og uden at fortrænge en del af dig selv. Så tror jeg, at du bliver meget lykkeligere, siger han.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Giv forholdet et boost

Det er de færreste, der går gennem hele livet med den samme partner uden at føle sig tiltrukket af en anden. Men i et monogamt forhold er man ikke hinanden utro. Og hvis man nu ikke har lyst til et åbent forhold, hvordan kommer man så igennem de perioder, hvor græsset synes grønnere på den anden side? Sexolog Joan Ørting har et bud:

– Når man kommer så langt i sit parforhold, at sexlivet måske mangler spænding eller fornyelse, kan man jo prøve at lave nogle ting sammen, for det handler om, at I finder ind til hinanden igen – at I ‘connecter’, siger hun.

– Et sexliv har meget større udfordringer, når det er med den samme partner gennem mange år, fordi et godt sexliv kræver, at du blotter dig i dit følelsesliv i hverdagen – at du er totalt ærlig, åben og sårbar, og at du ikke har et forsvar oppe over for din partner, fortsætter hun.

Joan Ørting har et tip til, hvordan et par holder gnisten ved lige – uden at man åbner forholdet op:

– Find på noget sammen med din partner, hvor I kan udvikle jer sammen. Det kunne være et tan­tra-kursus eller noget andet, hvor I fokuserer på hinanden. Sexlivet skal blive mere og mere intimt med tiden – I skal ikke fjerne jer fra hinanden, og det er der stor risiko for, hvis I har andre elskere. Jeg synes, det er lidt for let bare at få andre partnere uden at arbejde for sagen derhjemme. Liderlighed er vigtigt i et forhold, men det er nærhed også, siger hun.

LÆS OGSÅ: 'Jeg kan ikke elske dig længere'