Hvad er kærlighed? Parterapeuten Katrine Axholm kommer med sit bud i denne klumme

Katrine Axholm

SMART LIVING

Parterapeutens klumme: Afdøde ægtemænd og taknemmelighed

Katrine Axholm fortæller om sin farmors ærlige minder om sin afdøde mand, og om at elske, acceptere og sætte pris på hinanden trods irritationen og uenighed ...

De afdøde ægtemænd er altid de bedste, sagde min farmor og himmelvendte øjnene. De sidste år af sit liv boede hun på et plejehjem og når hun havde været til fællesspisning med de andre madammer, så var hun altid så forarget over, hvordan hun måtte lægge ører til en lovprisning af de mænd, som med stor sandsynlighed, havde lignet min farfar til forveksling.

Min farmor kunne nemlig godt huske, at selvom det var næsten 20 år siden min farfar døde og hun af og til stadig savnede ham, så var han selvfølgelig også mega irriterende engang imellem. Han brokkede sig dagligt over sit arbejde, men gjorde aldrig noget aktivt for at ændre det. Han forlangte at min farmor tog sig af det huslige, også selvom hun også arbejdede og han glemte deres mærkedage, så min farmor sad og så tyndstegen blive tør, når et møde trak ud.

Se også: Klumme // Livet hærder os på godt og ondt

 

Min farmor havde ikke noget behov for at forherlige ham eller deres liv sammen, hun sagde: hvis der er noget ved din kæreste, som irriterer dig, så kan du godt forberede dig på, at det ikke bliver bedre med årene. Hun var på ingen måde bitter, havde derimod en masse humor og ville meget hellere se på min farfar, som den han var på godt og ondt.

 

Jeg synes desværre at mange kvinder bruger uforholdsmæssigt meget tid på at brokke sig over deres ægtemænd. De beklager sig over at han bruger for meget tid jobbet, på fodboldbanen eller i sofaen. Mange kvinder bruger et helt ægteskab på at forsøge at lave deres mand om. Hvorfor er han ikke lidt mere nærværende, hvorfor hjælper han ikke mere til med det huslige, hvorfor dit og hvorfor dat! Når så manden er død, så vender kvinderne, ifølge min farmor, på en tallerken og så var han pludselig både det ene og det andet, selvom han i virkeligheden af og til var en dødssyg sofakartoffel.

Se også: Kaffe på sengen, det lille ekstra som gør det hele meget sjovere

 

Jeg kan selv gå og sukke højlydt herhjemme, når jeg bliver rigtig træt af at være voksen og fornuftig og ansvarlig, og har meget mere lyst til at gå i byen og drikke sjusser og ryge forbudte smøger. Så vil jeg gerne have at min mand kan se på mig, at byrden er for tung og at han skal tage over. Han skal også helst tage sig af de ting jeg ikke gider: som at tømme afløbet i badeværelset og hente stigen ude i sneen når vi skal på loftet efter kufferter og køre på lossepladsen, når der er rigtig meget irriterede blandet skrald vi skal af med.

Sådan er livet bare ikke indrettet. Min mand har sine egne prioriteringer og sure og søde ting han skal tage sig af, så i en alder af 42 må jeg bare konstatere, at der ingen vej er uden om. Jeg må gøre det, der skal til for at opretholde et liv med far og mor og børn, på med arbejdshandskerne og ud over stepperne. Brokkeriet, har jeg konstateret, bidrager ikke til nærheden og lykken i vores forhold, så hvis jeg vil have ændret noget, må vi tage os en ordentlig snak - og det jeg ikke kan ændre, må jeg finde fred med.

 

Engang imellem kan jeg så tage min mand i hånden og nyde, at vi har det liv vi har. Så kan vi gå ud og spise og høre musik eller i biografen og jeg kan gøre det fordi jeg ved at både han og jeg yder en indsats, for at holde vores lille maskine af en familie i gang og skulle jeg være den, som dør først, så vil jeg altid være ham taknemmelig for hans indsats og huske ham for at være lige præcis den han var, ved min side.