Katrine Axholm
Stine Heilmann
SMART LIVING

Parterapeutens klumme: Camilla troede hun var hjælpsom

Ifølge INs parterapeut, kommer vi nogle gange til at hjælpe vores partner på samme måde, som vi selv ønsker at blive hjulpet på, hvilket kan give konflikter i parforholdet. Hun kommer her med sit bud på, hvad du i stedet kan gøre.

Camilla ville gerne hjælpe sin mand Thomas. Han var blevet fyret, og Camilla var bekymret for ham. Hun ville gerne have min hjælp gennem terapi, så hun kunne støtte Thomas bedst muligt.

Vi talte lidt frem og tilbage om situationen. Camilla havde svært ved at forstå, hvorfor Thomas håndterede sin situation, som han gjorde. Hun syntes slet ikke, at han var aktiv nok, netværkede nok eller tog fat i sine kontakter, så han kunne finde et nyt job. Hun oplevede, at han gravede sig ned og trak sig væk, fremfor at komme ud og være synlig, som Camilla ville have gjort, hvis hun havde været i hans situation. Det var meget frustrerende, og Camilla var i tvivl om, hvordan hun bedst kunne hjælpe Thomas. Hun var bekymret for deres økonomiske situation, men vidste godt, at der ikke var risiko for, at de måtte gå fra hus og hjem lige med det samme.

Camilla var dygtig til at få det, som hun ville have det. Hun var begavet, driftig og handlekraftig. Et problem var til for at blive løst, og i sin kærlighed til Thomas, ville hun gerne hjælpe ham til at være konstruktiv og løsningsorienteret. Men hun ville hjælpe ham på sin måde, og det var ikke brugbart for ham.

Problemet var, at det Camilla så som støtte, ikke var spor hjælpsomt for Thomas. Han syntes hun blandede sig utidigt og ikke lod ham handle, som han fandt bedst. Han oplevede ikke, at Camilla var konstruktiv, han syntes, at hun blandede sig og ville styre hans jobsøgning.

Selvom Camillas måde at løse fyringen og jobsøgningen på, var det de fleste ville anbefale man gjorde, så var det ikke hjælpsomt for Thomas, og derfor ikke brugbart og støttende for ham.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Når lysten til sex forsvinder'

Camilla var nødt til at træde et skridt tilbage og ud af Thomas´ "tulipanbed", så han kunne løse sin situation selv. Han havde mest brug for at blive ladet være i fred og få støtte og opmuntring, ikke bedrevidende råd og ideer til, hvad han kunne gøre anderledes. Det ville han gerne selv finde ud af. På sin måde.

Camilla var nødt til at vise Thomas tillid til, at han selv kunne finde en løsning på sin udfordring. Så måtte hun lufte sin frustration og bekymring hos en anden. Thomas havde allerede rigeligt i sin egen.

Hvis ikke Camilla handlede hurtigt, ville ligeværdigheden mellem dem ryge sig en tur. Hun ville blive mor/chef, og han ville føle sig som en uartig dreng eller uduelig medarbejder, og det er ikke hensigtsmæssigt for kærligheden.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Stærke kvinder og passive mænd'

Af og til gør vi ting i bedste mening for vores partner. Problemet er, at vi ofte giver det, vi selv ville have brug for, fremfor at give det vores partner reelt har brug for. Her er den åbne dialog helt essentiel. Evnen til at tale om det der foregår, er det som kan hjælpe et par igennem krisen.

”Når du gør sådan, påvirker det mig på denne måde”. ”Jeg blev ked af det, du sagde i tirsdags”. Jeg føler mig ikke respekteret, når du…”. Jeg bliver frustreret, når du gør sådan og sådan”. Læg mærke til alle JEGs ætningerne. Fortæl hvad der sker i dig og spørg åbent, omsorgsfuldt og nysgerrigt og uden fordømmelse, hvad der sker i din partner. Vi forelsker os i et menneske, som er anderledes end os selv, og derfor vil vi også naturligt reagere anderledes og håndtere en situation anderledes end vores partner. Det er, som det skal være.


Vil du have mere fra Katrine Axholm, så besøg hendes website HER eller tilmeld dig hendes nyhedsbrev HER