Penge er sværere at tale om end sex
Illustration Wendy Plovmand
SMART LIVING

Penge er sværere at tale om end sex

Livet er fuld af situationer, der er svære at navigere i, hvor penge ufrivilligt bliver omdrejningspunkt og skaber en akavet stemning. Her får du eksperternes råd til at klare situationer, hvor pengene kommer imellem dig og dine nærmeste.

Nogle har dem, andre har dem ikke – penge. Og for mange er det svært at tale om, når penge kommer imellem kærester, veninder eller kollegaer. IN har fået to eksperters bedste tip til at håndtere nogle af de svære situationer, hvor penge bliver et ømtåleligt omdrejningspunkt og skaber dårlig stemning

Kaffe med veninderne, drinks med kollegaerne eller weekendtur med kæresten. Hvor meget skal der ofres, og skal vi dele i porten eller betale hver for sig?

For mange er det svært, nærmest grænseoverskridende, at tale privatøkonomi og forbrug med selv de nærmeste. Og det gælder ikke kun faretruende rudekuverter og uventede skattesmæk. Hvor mange penge, vi kan og vil fyre af på en god middag eller en tiltrængt ferie, er dybt individuelt. Og det er nemt at blive stødt eller vred, hvis man føler, at hjerteveninden er nærig med fødselsdagsgaven, eller at vores bedre halvdel har lidt for store armbevægelser med dankortet, når vi er ude med vennerne.

Hvad gør du, når situationen bliver svær?

Livet er fuld af situationer, der er svære at navigere i, hvor penge ufrivilligt bliver omdrejningspunkt og skaber en akavet stemning. Her får du eksperternes råd til at klare situationer, hvor pengene kommer imellem dig og dine nærmeste.

LÆS OGSÅ: 6 karrieretips fra Dulong-duoen

Når man bliver gift eller flytter sammen

Når man beslutter sig for at flytte sammen eller blive gift, er det vigtigt at forventningsafstemme, hvordan man vil leve økonomisk.

– I kan vælge at have enten fuldstændig fælles økonomi, delvist fælles, eller efter hvor meget I tjener. I skal snakke både om de daglige udgifter og de faste udgifter, men I skal også tale om pension, især hvis kvinden skal på barsel. Det kommer jo til at kunne mærkes, når I når pensionsalderen, siger Louise Skjødsholm.

I mange parforhold er det manden, der har det økonomiske overblik – lån, vand, varme – men det er vigtigt at vende, når man beslutter at leve sammen, siger Ann Lehmann Erichsen.

– Jeg vil ikke tale ned til kvinderne eller skælde dem ud, men alle undersøgelser viser, at det er mændene, der har styr på det økonomiske. Jeg ser meget gerne, at alle får et godt indblik i privatøkonomien. Man må snakke om det og finde frem til, hvordan man gerne vil have økonomien til at være i husstanden. Du eller din partner kan skifte job, gå op eller ned i tid, og mange ting kan ændre sig. I skal derfor have overblik over, hvad ændringer betyder nu og på sigt, og hvordan I vil håndtere det, siger hun og tilføjer, at en måde at få et godt overblik er ved at få en advokat til at lave et såkaldt familietjek.

Til middagen, hvor regningen skal deles mellem selskabet

Er du ude at spise med venner eller familie og har med vilje valgt den billige ret med et glas vand, er det ikke fair at dele regningen lige mellem alle ved bordet. Men du skal gøre selskabet opmærksom på, at det er sådan, det forholder sig, for det er ikke alle, der lægger mærke til, hvad de andre vælger på menukortet.

– Du skal være helt ærlig, hvis du virkelig har spist mindre end de andre. En god måde at komme rundt om det på er at lade én person betale regningen og så dele den op efterfølgende og betale med Mobilepay til den, der lagde ud, siger Ann Lehmann Erichsen og tilføjer, at hvis nogen antyder, at du er smålig, skal du tage diskussionen med det samme:

– Det er tarveligt af vedkommende, når det er dem, der åbenbart ikke ønsker at betale fuld pris for deres egen mad – for det er det, der sker, når I deler en regning, hvor alle ikke har fået lige meget.

Den fælles gave, når kollegaen eller veninden har fødselsdag

Når vi splejser til en fælles gave til kollegaen eller veninden, er det ofte en fordel, fordi man kan få mere for pengene. Men der kan hurtigt komme kurrer på tråden, hvis beløbet er for højt for nogle.

– Tit er der en, der melder sig som hende, der arrangerer – og hun kan sagtens komme til at foreslå et lidt for højt beløb, hvis hun fx er meget tæt på personen, der skal modtage gaven. Hvis du synes, det er for mange penge, må du se, om du kan være ærlig. Det kan være svært, fordi du er bange for at virke nærig – men det er vigtigt at sige fra, for ellers ender du med at blive bitter på situationen. Alternativt kan du sige, at du allerede har købt en gave, og giv så blomster, chokolade og vin, for det bliver folk altid glade for, foreslår Ann Lehmann Erichsen.

Er der tale om en venindekreds, der sammen skal ud at rejse, er det ifølge Louise Skjødsholm en god idé fra start af at snakke om, hvad der er vigtigst for ferien – at alle kommer med, eller at I kommer et bestemt sted hen.

– Hvis det er dig, der ikke har det store rejsebudget, skal du ikke trække dig, fordi du er flov over at tage diskussionen. Sig hellere, at det er stramt, og om I kan lægge et budget og vælge en billigere rejse, hvor alle kan være med. På den måde kan I få afklaret, hvad rejsens hovedpunkt er, siger hun.

Når kollegaen spørger til din løn

På mange arbejdspladser er det ildeset at tale om lønnen, men ifølge Ligelønslovens paragraf 2a, må din chef ikke kræve, at du ikke drøfter det med dine kollegaer. Åbenhed kan hjælpe dig med at forhandle løn, da du kan holde dig opdateret på lønniveauet i virksomheden og i branchen. Men det kan være svært at tale om, da du også kan stå i en situation, hvor du selv får langt mere i løn end din ligestillede kollega.

– Der kan være et usynligt pres i en virksomhedskultur, hvor ingen taler højt om deres løn. Men du har ret til at fortælle alle og enhver om din løn, så du kan godt spørge din kollega – men gå forsigtigt til værks og forklar stille og roligt, hvorfor du er nysgerrig. Det skal netop ikke være for at snage, men for at blive klogere på din egen situation, siger Ann Lehmann Erichsen.

Hvis veninden er nærig

I de fleste vennekredse er der nogen, der giver lidt mere end de andre – og så er der dem, som aldrig giver noget. I parforhold kan fordelingen også blive skæv, hvis den ene af natur er nærig.

– Hvis en kæreste er nærig, er det svært at lave om på, og du må overveje, om du kan holde det ud i længden, for han vil højst sandsynlig ikke ændre sig. Hvis han ikke vil ud at spise, fordi han ikke vil betale, hvad det koster, bliver det svært, hvis du selv sætter pris på den slags begivenheder, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Handler det om en veninde, der aldrig selv hiver pungen op ad lommen, når der skal betales, kan du enten udtrykke din utilfredshed ved at sige det direkte – hvilket naturligvis kan såre hende eller gøre hende vred – eller du kan tænke ud af boksen, siger Ann Lehmann Erichsen og foreslår:

– Hold jeres aftaler hjemme hos hende, hvor det er op til hende, hvad I skal. Byder hun på et glas vand, eller giver hun en kop kaffe? En nærig person kan give dig dårlig samvittighed, fordi du netop må spekulere i disse scenarier, men du skal ikke have dårlig samvittighed, for det er veninden, der er illoyal og nasser ved aldrig at betale.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Læs mere om: