Sådan lærer du alt på en måned
SMART LIVING

Sådan lærer du alt på en måned

Drømmer du om at lære fransk? At blive yogalærer? Eller at skrive en bog? Så har Andreas Hurtig en opmuntrende besked til dig – nemlig at du er i stand til det hele, og at det er meget nemmere, end du tror.

Manden har en IQ på 178, og han lærer sig selv en ny ting hver måned, fra spansk til guitarspil

Sådan lærer du alt – og det er let.

Det lyder på en måde lovende, men også temmelig provokerende og en smule arrogant, når udtalelsen kommer fra en 38-årig millionær, der i hvert fald lige for tiden vælter sig i penge, og oven i købet har en IQ, som er målt til at ligge betydeligt over gennemsnittet. Andreas Hurtig er svensk, men bor i Danmark, fordi hans svenske kæreste for to år siden fik tilbudt job i en international virksomhed med base i København.

− Det skulle hun selvfølgelig gå efter, så nu bor vi altså i en lejlighed i det indre København i stedet for i Stockholm, siger han.

For Andreas Hurtig var det intet problem at rykke til København, for han kan arbejde ‘hvor som helst og når som helst i hele verden’, bare han slår låget på sin laptop op.

Andreas Hurtig ligner en moderne forretningsmand med sit lange hår og dyre klassiske køresko i lyst ruskind. Skoene og de slidte jeans ville passe perfekt i en Lamborghini eller Tesla, som han også snildt kunne have parkeret ude på gaden. Men Andreas Hurtig har taget S-toget, fordi ‘det er nemmere’. Det er ikke koketteri, når han tidligt i samtalen understreger, at penge og prestige ingen betydning har i hans liv.

− Jeg har tjent millioner og mistet dem igen flere gange, og jeg forventer at gå fallit i hvert fald 10 gange mere i mit liv, siger han.

LÆS OGSÅ: 15 karriere-spørgsmål, du bør stille dig selv 

Han taler engelsk. Andreas Hurtig er en af de mange svenskere, der ikke forstår dansk, og som derfor ikke kan forestille sig, at københavnere sagtens kan følge hans svenske. I øvrigt kan han også tale fransk og tysk, hvilket han besluttede sig for at lære i forbindelse med nogle investeringer i vinproduktion. Og nå ja, det var også i den forbindelse, at han læste til sommelier, for ‘man kan jo ikke investere sine penge i noget, man ikke ved noget om’.

Andreas Hurtig har lært sig selv næsten alt, hvad han kan i dag − lige fra et ‘dødssygt, men superpraktisk’ speedreading-kursus på nettet til at spille poker og klassisk guitar. Hans aktuelle projekt er at blive god til at lave mad. Han kunne ikke koge et æg for et år siden, men nu er han næsten lige så god til at lave risotto og upsidedown-kage som til at investere penge.    

Andreas Hurtig har ikke taget sit efternavn for at være smart. Det er et norsk navn, som Andreas’ slægt har ’fortjent’ sig til.

Fra madlavning til sejlads

Apropos det sidste, er de sidste millioner, han har tjent, hentet hjem på handel med kryptovaluta og blockchains. For alle, der ikke lige ved, hvad det er, har det med bitcoins og virtuel økonomi at gøre. En af Andreas Hurtigs kæpheste er, at alle kan lære at investere i aktier. Let, endda.

− Selv hvis du ingenting ved om aktier, kan du hurtigt finde ud af nok til at investere dine penge fornuftigt. Det mener jeg. Folk burde i langt højere grad stole på sig selv end på investorer. Hvis det var mig, så hævede jeg pensionen og satte pengene i noget, som jeg troede på. Jeg har spredt mine aktier, så jeg har en del i vin – det er et ret interessant marked. I øvrigt er jeg af den overbevisning, at vi kan meget mere, end vi tror – og det er nemt. Du kan oprette en konto på få minutter og gå i gang. Men lige netop kryptovaluta vil jeg ikke anbefale. Dels er det kringlet, fordi der er ‘trust-issues’, dels er det lidt sådan en boble, som it-branchen var i 1999.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Andreas Hurtig tilhører med sin IQ på 178 en liga af sære genier, men han er ikke nørd. Tværtimod er han generalist, og det længste, han har beskæftiget sig med én ting, var, da han spillede professionel poker. Og hans vigtigste talent er ifølge ham selv, at han opfanger mønstre og bliver opslugt af nye trends, før de bliver noget, som ‘alle gør’.

− Jeg begyndte at spille poker før boomet, og jeg dyrkede crossfit og åbnede motionscentre i Stockholm, før det blev et hit. Hver gang jeg kaster mig over noget nyt, tænker jeg: Det her skal jeg lave resten af livet, så jeg går ‘all in’. Da jeg for nylig besluttede mig for at renovere vores lejlighed selv i stedet for at bruge håndværkere, var det en kæmpeudfordring. Det skal det også være, ellers er det kedeligt. Jeg vil skyde på, at vi har sparet mindst 100.000 kroner og øget værdien af vores bolig samtidig. Du skal godt nok gå meget på arbejde og tjene mange penge for at kunne have råd til håndværkere. Mit regnestykke viste, at det var en langt bedre forretning at tage orlov og gøre det selv. I øvrigt var det meget lidt, jeg skulle have professionel hjælp til. Det meste fandt jeg på Youtube, fortæller Andreas Hurtig, der som sin næste store udfordring vil sejle over Atlanterhavet sammen med fem andre.

− Det er ikke bare en fysisk udfordring, men også en udfordring at skaffe sponsorer og få det praktiske op at stå. Uanset hvilken udfordring man giver sig selv, får man så meget mere ud af det, end lige det selve udfordringen repræsenterer, siger Andreas Hurtig og forklarer:

− Jeg er inspireret af adfærdsøkonomi, der går ud på, at mennesker ikke er drevet af ønsket om at få ros, men af følelsen af, at de har fortjent ros. Der er kæmpe forskel på de to, for hvor det første handler om andres ros og anerkendelse, handler det andet om din egen følelse. I dag kører udviklingen så hurtigt, at vi let føler os sat ud af spillet. Det her er empowerment. Og så er det beviseligt med til at holde hjernen skarp.

Sådan bliver du også ‘Hurtig’

  • Hold op med at spilde tiden.
  • Se serier én gang om ugen og nyd det der.
  • Brug de sociale medier begrænset.
  • Skift usunde vaner ud med sunde.
  • Fodr hjernen med sunde opgaver, der holder den i gang.
  • Træn din hjerne ved at lære ‘speedreading’ eller hukommelsesteknik.
  • Find ud af, hvad du gerne vil i livet eller bare i år og læg en plan for, hvordan du gør.
  • Brug en time på at researche, så ved du rigtig meget om det, du skal lære. – Efter en times research plejer jeg også at have en køreplan for, hvordan jeg vil gøre, siger Andreas Hurtig.
  • Vælg en udfordring – fx at lære at meditere − men find ud af, hvad du skal bruge det til.
  • Vær generalist, hvis du vil være glad.
  • Læringskurven er stejl i starten, og der vokser dit selvværd og din følelse af at ‘kunne’, men når det flader ud, begynder tvivlen ifølge Andreas Hurtig at melde sig.

LÆS OGSÅ: Sådan tæmmer du overspringshandlingerne 

Jagten på det første fix

Andreas Hurtig holder foredrag om, hvordan man holder sig mentalt på stikkerne hele livet og er på vej med bogen ‘Du kan mere end du tror – og det er let!’

− I USA er unge begyndt at droppe skolen og grunduddannelserne, i stedet sammensætter de deres helt egen uddannelse, som er styret af deres interesser. Jeg er overbevist om, at der kommer nogle rigtigt spændende og selvstændige mennesker ud af det. Jeg plejer at sige, at man kan lære alt på en time, hvilket selvfølgelig er noget vrøvl, men på en time kan du vække din egen interesse nok til at gå på videre opdagelse, siger han.

Andreas Hurtig har ingen formel uddannelse. Til gengæld læste han to års universitetspensum op på en måned. Vi andre skal bare se at få slukket for fjernsynet og droppe de sociale medier, synes han.

− Folk har mere tid, end de tror, men de spilder tiden på åndssvage ting, der ikke giver dem den tilfredsstillelse, de søger. Det handler meget om afhængighed, når vi spiller spil på computeren, ser serier eller tjekker Instagram. Vi prøver at få det lige så godt ‘som første gang’. Det er fuldstændig som med heroin, hvor junkien også søger sit første fix hver gang, siger Andreas Hurtig, der er meget bevidst om at træne sin hjerne.

− Vi ved, hvor vigtigt det er at træne kroppen og spise sundt for at holde os i form, men hjernen tager vi ikke hensyn til på samme måde. Stress nedbryder hjernen, og det samme gør monotoni og for få pauser. Hjernen vokser omvendt, og der dannes nye neurale forbindelser, når vi lærer nye ting, og læringskurven er stejl i starten, så man får meget ud af sin indsats. Det gode ved en udfordring er, at man stopper, når læringskurven begynder at flade ud. På den måde får du kun ‘rushet’ og ikke nedturen ved at finde ud af, at du egentlig ikke er verdensmester, siger han.

Telefonnumre lagres i hovedet

Det første, Andreas Hurtig lærte sig efter poker, var ‘speedreading’.  

− Det hjalp mig meget, da jeg skulle lære fransk og læste til sommelier sidste år. Du skal altså huske over 100 forskellige vindruesorter, og der er et hav af vingårde og chateauer, man skal have styr på. Ved hjælp af speedreading gik jeg fra at læse 250 ord pr. minut til 1.000 ord pr. minut på 30 dage.

Bagefter kastede han sig over en hukommelsesudfordring, for ‘det er temmelig kontraproduktivt, hvis du læser superhurtigt, men glemmer det lige så hurtigt igen’. Helt lavpraktisk har han valgt at droppe telefonbogen i sin mobil og i stedet huske numre på folk i hovedet.

− Det er otte cifre, og jeg har teknikker til at huske dem, siger Andreas Hurtig, som har opdaget flere sidegevinster ved hele tiden at udfordre sig selv. Nemlig, at han er glad og tilfreds som menneske og ikke sammenligner sig med andre eller føler misundelse.

− Eftersom jeg kun for alvor dyster mod mig selv, er det ikke vigtigt, om andre er bedre end mig. Når jeg eksempelvis lærer at spille guitar, ved jeg da godt, at der er mange, der er bedre til at spille end mig, men de har brugt 10 år, og jeg kan nå langt på en uge eller et år, for jeg vil ikke bruge mere tid end det. Mit råd er: Bliv ikke ekspert, for så skuffer du dig selv, siger Andreas Hurtig.

LÆS OGSÅ: 5 gode råd til kvindelige iværksættere

Læs mere om: