Singlekvinder ingen adgang
SMART LIVING

Singlekvinder ingen adgang

Hvorfor oplever flere singlekvinder end singlemænd, at de bliver valgt fra til parmiddagene, når skilsmissepapirene er underskrevet, mens deres eksmænd er velkomne? Og hvorfor holder vi overhovedet fast i de traditionelle parmiddage, når nu halvdelen af os bliver skilt?

Da Lisbeth Christensen bliver skilt, holder invitationerne til de middage, som hun førhen tog til sammen med sin mand, op med at dumpe ind i mailboksen.

– Det skete mere og mere sjældent, at jeg blev inviteret med til de parmiddage, som jeg førhen var selvskrevet til, fortæller den 54-årige jurist, der for seks år siden blev skilt efter 24 års ægteskab.

– Jeg tror ikke, det var i nogen ond mening eller udtryk for et bevidst fravalg. Det passede nok bare ikke ind i den store par-kabale. For pludselig blev jeg valgt fra i nogle sammenhænge og til i andre, når der fx var andre singler.

Lisbeth Christensen

Lisbeth Christensen, 54 år: ‘Det skete mere og mere sjældent, at jeg blev inviteret med til de parmiddage, som jeg førhen var selvskrevet til. Jeg tror ikke, det var i nogen ond mening eller udtryk for et bevidst fravalg. Det passede nok bare ikke ind i den store par-kabale’

 

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Singlekvinder udfordrer 

Da hun deler sin observation med sin singleveninde, vækker fortællingen hurtig genklang. ‘Du har fuldstændig ret, når det kommer til parmiddage, så ryger invitationerne,’ lyder det.

Lisbeth Christensen har selv en teori om, hvorfor hun pludselig blev sorteret fra: Det ville udfordre samtalen, hvis hun sad med som det syvende hjul og ikke kunne bidrage med noget, som parrene kunne relatere til.

En teori, som kultursociolog Emilia van Hauen bakker op om.

– Vi mennesker kan umiddelbart bedst lide at være sammen med dem, som er ligesom os, medmindre vi med vilje opsøger noget, der er helt anderledes for at få en oplevelse. Fx når vi tager på ferie, hvor vi bevidst opsøger det fremmede. Sidder der derfor en single med til parmiddagen, kan det virke som et destabiliserende element, som potentielt kan skabe en dårlig stemning for aftenen, fortæller kultur-

sociologen og tilføjer:

– Alle synes, at det er pinligt, at det er sådan. Men det ændrer ikke på, at det er sådan, vi har det.

LÆS OGSÅ: Du forelsker dig aldrig i den forkerte 

Bliver glemt

Nogen tid efter sin skilsmisse er Lisbeth Christensen ude og drikke kaffe med sin gifte veninde, der fortæller, at de netop har afholdt en parmiddag derhjemme med den fælles vennekreds. Da Lisbeth spørger, hvorfor hun ikke var inviteret med, lyder det flovt: ‘Gud, det havde jeg slet ikke tænkt på’.

Siden er invitationerne også røget i Lisbeths retning.

– Det er jo ikke afgørende for min livslykke, om jeg bliver inviteret med til parmiddage eller ej. Det er blot en konstatering af, at det er lidt spøjst, at vi stadig er så konventionelle i vores tankegang, siger Lisbeth Christensen.

Tænk hvis det smitter?

Psykoterapeut Martin Østergaard roser hende for at konfrontere sin veninde. Ifølge ham handler det især om tryghed, når vi inviterer par og undlader singlerne.

– Det er godt, når nogen gør os opmærksomme på, at vores vanetænkning kan opleves både ekskluderende og sårende. Samtidig skal vi også huske på, at vi ikke bliver så meget klogere af at omgive os med mennesker, som vi ligner, siger han.

Smittende adfærd

Muligheden for at udvide sin horisont kan dog også være det, som afholder par fra at invitere singlerne, da det udgør en potentiel fare.

– Det kan jo udfordre folks liv, at man sidder der som single og fraskilt, siger Lisbeth Christensen.

– Jeg plejer i sjov at sige, at det godt kan smitte af på folk at møde en, der er blevet skilt. For så spørger de jo ind til, hvorfor man blev det, hvilket får dem til at reflektere over deres eget liv og måske rokke ved fundamentet. Hvis jeg fortæller, at jeg rejser alene, bryder jeg jo med, hvad man ‘plejer at gøre’. Så åbner jeg for nye muligheder.

Ifølge psykoterapeuten kunne Lisbeth Christensen dog sagtens sige det i ramme alvor.

– Hun har fuldstændig ret i, at det sagtens kan virke smittende. Mange har ikke lyst til at blive mindet om, at de selv burde blive skilt eller få gjort noget ved deres halvdårlige forhold. Derfor undlader de at invitere singlen, så de ikke behøver at blive konfronteret med det.

Ser man problemstillingen gennem kultursociologiske briller, ligger frygten for at blive konfronteret med noget nyt og anderledes grundlæggende i vores måde at være sammen på.

– Det er en generel fællesskabsfrygt, der er på spil her, siger Emilia van Hauen.

– Fra gammel tid har vi haft bundne fællesskaber, der ofte er defineret ved en fælles aktivitet, lokalitet og mentalitet. Altså en homogen gruppe, der ofte er ekskluderende i forhold til andre måder at være på, da man har det samme liv og tænker det samme om livet. Kommer der et element udefra, som lever og tænker anderledes, bliver det opfattet som en trussel mod det bundne fællesskab, lyder det fra kultursociologen, der understreger, at det er en meget gammeldags måde at tænke på, men at den stadig gør sig gældende.

LÆS OGSÅ: Skal du give din forlovelsesring eller vielsesring tilbage? 

’Neo-Tribale’ fællesskaber

Der er dog kommet mere moderne måder at organisere sig på. I de nye stammefælleskaber kaldet ‘neo-tribale’ fællesskaber er der nemlig plads til både initiativ, forskellighed og samskabelse, hvilket ifølge Emilia van Hauen er interessant i forhold til netop parmiddage.

– Det, som binder det neo-tribale fællesskab sammen, er ikke regler, resultater og hierarkier som traditionelle fællesskaber, men derimod tillid. Både til det fælles projekt og til medlemmerne. Den tillid kan blive udfordret til en parmiddag, fordi man ikke er fælles om en overordnet struktur, som man lever efter – nemlig parforholdet som en base for livet – og det kan skabe en skævhed i stemningen. Hvis der nu sidder en kvinde i selskabet og stråler, fordi hun lige har haft en superfræk weekend med sin elsker i Paris, kan de tre andre par sidde og tænke ‘puha, jeg trænger til en ny oplevelse’. Eller det kan skabe usikkerhed hos den ene i et af parrene, om den anden længes efter noget nyt. På den måde kan der opstå uro rundt om bordet, og hyggen får lidt sværere kår. Det er derfor ikke så mærkeligt, hvis nogen reelt føler en trussel, når der sidder en single med til bords, fortæller Emilia van Hauen.

Hun fremhæver også vores konventionelle måder at være sammen på som en af grundene til, at mange gerne ser, at singlerne finder sig en partner. Det er simpelthen nemmere at forholde sig til folk, der lever ‘ens eget liv’ end dem, som adskiller sig, hvilket Lisbeth Christensen også har oplevet.

– Jeg bliver tit spurgt, om jeg har fået en kæreste eller er på udkig. Folk spørger af et godt hjerte, da de tænker ‘Lisbeth, du kan da ikke gå der alene’, som om man ikke kan have et godt liv alene. Men det kan man jo sagtens. Mange har bare en opfattelse af, at man skal være to, for sådan er det også i dyrelivet. Tænk bare på, hvordan folk glor, hvis der sidder en alene på en restaurant.

Toril Bækmark

Emilia van Hauen, kultursociolog: ‘Jeg er virkelig ikke meget for at sige det, men enlige mænd bliver oftere inviteret med til parmiddage end enlige kvinder. En af årsagerne kan findes i vores genetik’

 

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

De stakkels enlige mænd

Det er altså ikke kun yndigt at følges ad som par, det er også langt mere komfortabelt for alle andre. Men skulle man gå alene, så har mændene en lille fordel.

– Jeg tror, at mænd oftere bliver inviteret med til parmiddage, fordi det er lidt synd for dem, at de er single, siger Lisbeth Christensen og skynder sig at tilføje:

– Selv om jeg intet har at have det i!

Hun står dog ikke alene med den opfattelse.

– Man har jo ikke lyst til at tro, at det hænger sådan sammen. For det lyder jo som noget fra det forrige århundrede, at mænd ikke kan finde ud af at lave mad selv og derfor bliver inviteret med, siger psykoterapeut Martin Østergaard og fortsætter:

– Men som singlekvinde har man den fordel, at man bliver set som stærk og ikke sølle. Det må da være en opmuntring, når man står der uden for det gode selskab.

Kultursociolog Emilia van Hauen tilslutter sig, selv om hun synes, at det er ‘irriterende’, at det stadig er sådan.

– Jeg er virkelig ikke meget for at sige det, men enlige mænd bliver oftere inviteret med til parmiddage end enlige kvinder. En af årsagerne kan findes i vores genetik. Biologisk – og jeg understreger biologisk – er kvinder programmeret til at skaffe sig den stærkeste han som partner, så hun kan sikre sin egen og sit afkoms overlevelse. Derfor har der altid været en konkurrence mellem kvinder om at være den mest attraktive i selskabet, lyder det fra kultursociologen, der understreger, at det er sådan, biologien fungerer, også selv om vi i 2018 og ikke er afhængige af den konstellation.

– Mænd orienterer sig traditionelt efter synlige hierarkier baseret på status og præstationer, og de konkurrerer mere åbenlyst, mens kvindernes status altså bliver forhandlet på en langt mindre synlig måde. Derfor kommer der desværre til at ske det, at en singlekvinde, der er lidt for lækker og charmerende, simpelthen kommer til at være et destabiliserende element i en social sammenhæng, fortæller Emilia van Hauen.

LÆS OGSÅ: 36 spørgsmål, der får folk til at forelske sig 

Nye former for samvær

Lisbeth Christensen har aldrig tænkt over, at hun kunne udgøre en trussel mod de andre kvinder.

– Jeg tror ikke, at der er noget truende ved en kvinde på min alder, griner den 54-årige jurist.

– Men havde jeg været 15 år yngre, da jeg blev skilt, kunne der måske nok være noget om snakken.

Emilia van Hauen ser heller ikke en tendens til, at singlekvinderne skulle have nogen bagtanker ved at sidde med til bords.

– De fleste singlekvinder er jo ikke ude på at score andres mænd. I langt de fleste tilfælde vil de nok nærmere sige ‘ellers tak’. Det er jo enormt diskriminerende og fordomsfuldt at antage, at de vil score en hvilken som helst mand bare for ikke at være alene, lyder det fra Emilia van Hauen.

Så hvad skal der til for, at bryde med den konventionelle tankegang?

– Singlerne kunne jo selv invitere til middag og så se, hvad der sker, lyder det fra kultursociologen, hvilket Lisbeth Christensen også har overvejet.

– Jeg kunne jo selv gribe bolden, og så invitere de par, jeg selv gerne ville til middag hos. Jeg har også overvejet at invitere de folk, jeg bare gerne vil se. Bare fordi den ene i et forhold ikke kan på en given dato, så kan den anden jo godt troppe op.

Tendensen med at invitere enkelte i stedet for par ser Emilia van Hauen også begynde at spire i det små.

– Normalt plejer det kun at være acceptabelt at dele par op, hvis man til en middag kun inviterer det ene køn. At dele et par op til en parmiddag er hverken udbredt eller særlig populært, for det kan jo være provokerende. Så man skal være ret enige om, at det er det, man gør, hvis man gør det. Men det er begyndt at ske, siger hun og giver et bud på, hvordan fremtiden ser ud for de neo-tribale fællesskaber.

– Det kommer helt an på, hvem du er. Det handler nemlig ikke om alder, men om personlighed. Men man ser jo, at flere mennesker begynder at eksperimentere med måden, de er sammen med andre på, så det er ikke umuligt, at det er den vej, vi kommer til at gå. I bund og grund handler det dog om, hvorvidt du selv tør tage teten og gøre det anderledes.

Læs mere om: