Skal du give din forlovelsesring eller vielsesring tilbage?
SMART LIVING

Skal du give din forlovelsesring eller vielsesring tilbage?

Er du juridisk forpligtet til at give din forlovelsesring eller vielsesring tilbage, hvis I alligevel ikke skal følges ad resten af livet? IN har spurgt en skilsmisseadvokat til råds.

’Diamanter varer evigt’ var titlen på den syvende James Bond film. I den virkelige verden er det udsagn dog langt fra holdbart, hvis diamanterne sidder fast i en forlovelses- eller vielsesring. Løftet ’til døden os skiller’ bliver brudt i flæng og efterlader ringene som et symbol på noget, der var, men aldrig blev for evigt. 

LÆS OGSÅ: Derfor boomer skilsmisse efter ferien

I staten New York og mange andre amerikanske stater har det siden 1997 været lovpligtigt at give sin forlovelses- eller vielsesring tilbage, hvis det med lovens ord ’ikke er nogens skyld’ – og er det det, vil der være undtagelser. Men som udgangspunkt skal ringen retur til giveren, når forlovelser eller ægteskaber bliver brudt.

Skal du give ringen retur?

Men hvordan ser det ud, hvis danskerne bryder løftet om troskab resten af livet? IN har spurgt Rolf Ledertoug, der er advokat hos Advodan med speciale i deling af skilsmisseboer. Han har modsat sine amerikanske kollegaer aldrig oplevet, at hans klienter var uenige om ejerskabet af deres ringe, selvom en forlovelsesring kan koste op til tre månedslønne, hvis giveren er traditionel og følger de uskrevne regler.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

– Nej, jeg har aldrig oplevet problemer med forlovelsesringe hos mine klienter. Måske har ringene bare ikke den samme værdi som i USA? Desuden tror jeg ikke, at en dommer i dag vil pålægge nogen at tilbagelevere en forlovelsesring alene på grund af en hævet forlovelse, fortæller Rolf Ledertoug.

– Ser man på de gifte, så skal ægtefæller med almindeligt formuefællesskab dele deres aktiver i forbindelse med separation og skilsmisse, fortæller advokaten, der dog hurtigt tilføjer, at man har ret til at beholde ejendele, som er til personlig brug som eksempelvis smykker.

– Der står der i loven om ægtefællers økonomiske forhold paragraf 31, at ”En ægtefælle kan inden formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold.” På almindeligt dansk betyder det, at ægtefæller normalt ikke skal dele værdien af for eksempel smykker, tøj eller sportsudstyr, når de deler deres øvrige formue ved separation eller skilsmisse. Derfor kan de beholde deres vielses- eller forlovelsesringe.

LÆS OGSÅ: Kendte kvinder får skilsmisse makeover

Det har dog ikke altid været tilfældet. Advokat Rolf Ledertoug fortæller, at der i dansk ret har været en bestemmelse om, at man kunne blive erstatningsansvarlig ved at bryde et ægteskabsløfte.

– Ser man mange år tilbage, kan man finde domme, hvor retten skulle tage stilling til om en part skulle have tilkendt erstatning for typisk mandens brudte ægteskabsløfte. Men tiderne har som bekendt ændret sig, så det er heldigvis ikke tilfældet i dag, afslutter han.