SMART LIVING

Tid til nye (jule)traditioner?

Vores juletraditioner står for skud. I hvert fald, hvis du spørger sociolog Birthe Linddal. Mon julen, som vi kender den, består?

Traditioner. De er limen i vores sociale relationer og binder os sammen med vores venner og familie. Alligevel vil vi gerne rykke ved dem, bryde dem op og skabe vores egne. December, traditionernes sidste bastion, står også for skud. Vi rejser, samler vennerne og står af ræset. Men hvorfor egentlig, og hvad søger vi mod?

Måske er du også en af dem, der i år har tænkt sig at rejse væk fra decembers travlhed for i stedet at fejre julen sydpå? Eller også har du måske netop i år tænkt dig at droppe gaverne og de mange julefrokoster for i stedet at skabe egne og nye traditioner? Når det kommer til traditioner, lever vi i en opbrudstid. Den individualisme, der præger vores samtid, smitter af på alt det, der før i tiden lå i faste rammer. Som fx traditionerne i december. For det er ikke nok at gøre, som vi plejer, vi vil gøre tingene på vores egen måde, gå imod strømmen og skræddersy vores egne traditioner. Når vores hjem og vores tøj alligevel er sammensat i en personlig stil inspireret af rejser, nye trends, gamle vintage-fund og religioner, hvorfor skulle vores traditioner så ikke også være det? Denne tankegang får os til at stille spørgsmålstegn ved alt, som før stod fast. Som fx vores familie, som vi ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal tidligere mere bare accepterede på godt og ondt.

"I dag, hvor mange af os kun har ganske lidt fritid at balancere rundt med, vil vi gerne selv vælge, hvem vi skal bruge vores tid med og på," som hun siger.

Det, at vi er drevet mere af lyst end sociale konventioner, er noget, der påvirker vores traditioner og den måde, vi arrangerer vores højtider. Julen, for blot at nævne én, er ikke længere eksklusivt for familien, og oftere og oftere ser man også venner være med rundt om træet. Det handler om at finde ud af at skabe nogle nye traditioner, og finde ind til kernen af, hvad der er vigtigt for en selv.

"Vi lever i dag langt mere differentierede i forhold til hinanden end tidligere. Dette betyder blandt andet også, at vi er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den familiekonstellation, der ellers for mange er en hellig gral. Hvor vi før i tiden mere bare accepterede vores familie på godt og ondt og så dem til højtider og mærkedage, vælger vi i dag i langt højere grad og mere selektivt til og fra," siger Birthe Linddal.

For vi sætter pris på autenticitet og søger ægtheden, hvilket peger på, at vi forsøger at skrælle alle forstyrrende elementer væk og skære ind til benet i vores værdikæde. Hvilket også gælder traditionerne. For hvad er det egentlig, de handler om? Hvor julen for mange drukner i forventningspres og forbrugsfest, er behovet for at stå af dette ræs vokset.

"Vi vil ikke gøre som de andre, og vi er fed up af det forventningspres, som forbrugssamfundet har været med til at bygge op. Og for nogle bliver det simpelthen for meget," slår Birthe Linddal fast.

Traditionerne forbliver
Søger man lidt rundt i meningsmålinger om danskernes jul, står det klart, at det religiøse budskab for mange er trådt i baggrunden og at højtiderne i dag, inde bag glitter og gaver, primært handler om at samle familien; være sammen, spille spil, spise god mad og slappe af. Vi søger stadig hinanden, og præget af en tid, hvor intet er konstant, vokser samtidig behovet for faste holdepunkter og begivenheder. Så det kan godt være, at vi justerer lidt på traditionerne, at der kommer en ven med juleaften, og at gaverne er skåret ned til et minimum, men selve traditionen og dens kerne-dna, den vil bestå, og det er essensen, mener eksperten, der påpeger vigtigheden i, at vi har nogle traditioner at holde fast i, der samtidig knytter os sammen med andre mennesker. Også selvom det er nogle nye traditioner, som man selv har defineret.

"Julen er noget, langt de fleste gerne vil holde også i fremtiden. Det er mere et spørgsmål om, hvad vi vælger at putte i de rammer, som højtiderne er. Sammenhold omkring traditioner er meget vigtigt for vores sociale relationer, men vi vil selv skabe traditionerne, hvilket mange allerede er godt i gang med," slutter Birthe Linddal.

Se, hvordan en række kendte sangerinder pynter op til julemiddagen i galleriet nedenfor.

Royal Copenhagens smukke juleborde

Læs mere om: