SMART LIVING

Tip: Sådan udvider du dine sko

Har vi ikke alle prøvet at købe et par sko, som lige er én størrelse for små? Heldigvis er der gode råd at hente! Her får du de bedste tips til at udvide dine sko, så du kan gå byen tynd uden sår eller vabler.

Det kan være frustrerende at have et par skønne stiletter eller sko stående i skabet velvidende om, at de er for små. Men frygt ej! Det er ikke helt håbløst. Der findes nemlig mange tips og tricks til, hvordan du kan udvide dine sko den halve til hele størrelse, du mangler, for at kunne bruge dem.

LÆS OGSÅ:  Forårets fedeste sneakers

Udvid dine sko med varme sokker og hårtørrer:

Denne metode er en klassiker og især yderst effektiv til sko af læder.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER 

  1. Hop i dine tykkeste sokker, om det er dine fluffy hyggesokker eller skisokkerne spiller ingen rolle, men sørg for, at de fylder lidt.
  2. Kæmp dig ned i dine sko, og sørg for, at alt sidder, som det skal.
  3. Nu skal du påføre skoene varme. Her i form af en hårtørrer, hvilket vil få materialet til at udvide sig. Det er meget vigtigt, at hårtørreren er i konstant bevægelse, så du ikke slider for meget på skindet. Derudover må du maksimalt varme skoene i 20-30 sekunder af gangen.
  4. Lad skoene køle ned, imens du har dem på, og tag dem derefter af.
  5. Prøv dine sko uden sokker, og se, hvor meget de har givet sig.
  6. Gentag, indtil de passer perfekt.

Ved denne metode er det rigtig vigtigt, at du ikke er for hård mod skoene, især hvis de er af læder. Varmen udvider skindet, som kan give dig den ekstra plads, du har brug for. Men varmen slider også en smule på skindet, og derfor anbefales det, at du efter afkøling bruger en lækker lædercreme for at undgå slitage.

LÆS OGSÅ: Forårets vildeste sko og stiletter  

Udvid dine sko med vand og plastikposer:

Denne metode kræver en smule tålmodighed, men er effektiv på det meste materiale.

  1. Fyld to plastikposer med vand. Plastikposer med zip-lukning er særligt gode, men en normal frysepose og en madpakke-klemme kan også gå. Mængden af vand kommer an på, hvor meget du vil have skoene udvidet. Start eventuelt med at fylde en tredjedel af posen med vand. Sørg for, at posen er godt lukket!
  2. Put en pose med vand i hver sko. Fordelen ved en vandpose er, at de former sig efter skoene, og denne metode er derfor ekstra smart, når det kommer til åbne sandaler.
  3. Så skal skoene med poserne ellers bare i fryseren. Det kan tage 3-4 timer, inden vandet er frosset til is. Du kan også efterlade dem over natten, hvis du føler, de kan klare det.
  4. Lad skoene stå i solen i lidt tid, så vandet stille og roligt begynder at smelte lidt. Vandet behøver ikke være helt flydende, inden du tager poserne ud, men det må gerne være smeltet en smule.
  5. Tør indeni for eventuel kondens, og prøv ellers dine nye behagelige sko!

Grundet brugen af vand anbefales det ikke, at du bruger denne metode til sko af skind – hverken på en ruskindssko eller en lædersko, fordi skindet kan få slitage af vandet.

LÆS OGSÅ: 15 støvletter til hverdag og fest

Udvid dine sko med kartofler: 

Denne metode får dig måske til at rynke på næsen, men den er effektiv og har en helt speciel fordel.

  1. Hop ned i dit lokale supermarked, og køb to kartofler. Prøv at afstem størrelsen af kartoflen med størrelsen på din sko, og hvor meget du ønsker, at dine sko skal udvide sig. Du kan bruge alt fra bagekartofler til små kartofler.
  2. Skyl kartoflerne under koldt vand, og skræl. Her har du friheden til at forme dem efter, hvordan du vil have skoen udvidet. Husk at tør dem af inden brug. 
  3. Så er der ellers ikke meget mere tilbage end at putte en kartoffel i hver sko og vente. Fugten samt størrelsen på kartoflen udvider stille og roligt skoen. Du kan lade kartoflerne ligge i skoene i alt mellem 2-12 timer.
  4. Fjern kartoflerne, og hop i dine nye dejlige sko!

Denne metode kan virke bizar og underlig, men den er faktisk god nok. Kartoflen udvider i et roligt tempo dine sko uden den hårdhed, de overstående metoder indeholder. Derudover har denne metode også den fordel, at kartoflen kan suge eventuel dårlig lugt til sig. Derfor kan denne metode også bruges til sko, der allerede passer. Læg 2-4 små kartofler i skoene over natten. Det vil ikke ændre på størrelsen, men give dine gamle sko en neutral duft.

LÆS OGSÅ: 4 skomærker, der laver behagelige stiletter

Brug en skoblok eller skomager til at udvide dine sko:

Har du ikke helt modet på varme, vand eller kartofler, kan du selvfølgelig købe dig en skoblok. De er typisk nemme at bruge og findes i alle typer og prisklasser. Og ellers findes der jo stadig hyggelige skomagere rundt omkring i landet, som med garanti gerne vil hjælpe dig med dine alt for små sko.

LÆS OGSÅ: 12 overgangsjakker til foråret

Læs mere om: