TALK OF TOWN

10 ikoniske brudekjoler

Listen er lang, og der er nok at vælge imellem, for der er set mange smukke og unikke brudekjoler gennem tiden. Men her er de 10 mest ikoniske brudekjoler af dem alle.

Unikke brudekjoler

Brudekjoler er lige så forskellige som de kvinder, der bærer dem. Der er de minimalistiske kjoler, hvor håndværket og de rene snit får lov at træde frem; der er de perlebesatte kjoler, boheme, de todelte og de helt store prinsesseskrud, der næsten ikke viger plads til gommen ved brudens side.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide, inden du køber brudekjole

Tiden har budt os mange smukke og unikke brudekjoler, men særligt 10 står frem som de mest ikoniske brudekjoler nogensinde. Hvad end om du er på inspirationsjagt til dig eget bryllup eller om du blot vil drømme dig hen i en sky af hvidt tyl, så læs med herunder, hvor du kan se de mest ikoniske brudekjoler gennem tiden - og blive klogere på historierne bag dem.

De 10 mest ikoniske brudekjoler

Prinsesse Diana 
Den måske mest ikoniske brudekjole fra 1980’erne overhovedet, var den, der gjorde Lady Di til prinsesse Diana i 1981. Især det næsten otte meter lange slæb vakte opsigt og tog lang tid at ’krølle ud’, da hun skulle op ad kirkegulvet. Kjolen har været udstillet flere gange.

Angelina Jolie
Angelina Jolie og Brad Pitt havde fået seks børn, før de blev mand og kone i 2014. Og børnene var i den grad en del af den store dag. Ud over sin hvide kjole fra Atelier Versace havde skuespillerinden nemlig et langt slør beklædt med børnenes egne, farverige tegninger.

LÆS OGSÅ: Skal du til bryllup? Her er 5 ting, du absolut ikke må have på! 

Carrie Bradshaw
Sarah Jessica Parker har fortalt, at hun fortryder, at hun valgte en sort kjole, da hun blev gift med Matthew Broderick i 1997. Men hun fik – næsten – chancen for at gøre det om igen, da hendes fiktive alter ego Carrie Bradshaw skulle giftes med Mr. Big i den første ’Sex and the City’-film. Hun prøvede et hav af drømmekjoler, men endte i en opsigtsvækkende – hvid – model fra Vivienne Westwood. Brylluppet blev dog som bekendt ikke til noget i første omgang, og da hun endelig fik papir på sin Big, skete det i noget mere afdæmpet stil på rådhuset.

Gwen Stefani
Det var ren rock’n’roll, da sangerinden og stilikonet Gwen Stefani giftede sig med rockmusikeren Gavin Rossdale i London i 2002. Ægteskabet holdt ikke, men den hvide brudekjole, der var som dyppet i pink – skabt af John Galliano for Dior, inden provodesigneren faldt i unåde – er stadig en af de mest ikoniske brudekjoler.

LÆS OGSÅ: Find inspiration til din brudekjole

Hertuginde Kate
Det var lige før hendes søster Pippa og den kjole, der sad stramt over hendes nydelige numse, løb med opmærksomheden, da Kate Middleton efter næsten 10 år som ’Waity Katie’ endelig fik sin prins William ved et storslået bryllup i Westminster Abbey i 2011. Men brudekjolen, som var skabt af Sarah Burton for Alexander McQueen, var bestemt også de mange blikke værd.

 

LÆS OGSÅ: Find inspiration til din brudekjole

Kronprinsesse Mary
Enkel, klassisk og underspillet romantisk – det kunne godt være definitionen på den kjole, Mary Donaldson fra Tasmanien blev til Danmarks kronprinsesse Mary i tilbage i 2004. Frederik græd, da han så sin smukke brud skridte op ad kirkegulvet i kjolen, der var skabt af Uffe Frank – og resten af nationen måtte også knibe en tåre.

Solange Knowles
Sangerinden Solange syntes ikke, at én brudekjole var nok, da hun blev gift i 2014. Hun havde hele seks bryllupsoutfits på – alle hvide – bl.a. en buksedragt fra den edgy franske designer Stéphane Rolland.

Yoko Ono

Yoko Ono er heller ikke den, der følger reglerne. Så da den japanske multikunstner giftede sig med John Lennon i Gibraltar i 1969, var hun iført en lårkort kjole, knælange strømper, gummisko og en bredskygget, blød hat – alt i hvidt, som stod i smuk kontrast til hendes vilde, sorte hår.

Hertuginde Meghan
Som altid var der mystik omkring den kongelige brudekjole. Ville hendes kjole være enkel og elegant eller et stort marengsskrud med amsser af puf og romantik? Traditionen tro fik verden første glimt af Meghan Markles, da hun trådte ud af bilen foran St. Georges Chapel i Windsor inden vielsen. Kjolen var enkel i snittet med bådudskæring og trekvartlange ærmer. Designeren bag var britiske Clare Waight Keller, som er den første kvindelige chefdesigner for Givenchy. 

Efter vielsen skiftede hertuginde Meghan til en elegant brudekjole fra Stella McCartney til bryllupsfesten. Denne brudekjole lavede Stella McCartney rent faktisk 23 eksemplarer af efterfølgende, som kunne købes i modehusets flagship-store på 23 Bond Street i London. 

LÆS OGSÅ: Meghan Markles bedste looks nogensinde 

Kate Moss 

Den perlebesatte små-gennemsigtige vintagekjole var intet mindre end den perfekte blanding af romantik og rock'n'roll, da supermodellen Kate Moss giftede sig med rockmusikeren Jamie Hince i 2011. 

LÆS OGSÅ: Må man have sort på til bryllup?

Læs mere om: