
Kærlighed og støtte er nøglesten i alle forhold, men for nogle af verdens mest succesfulde par er det endnu mere vigtigt at give den nødvendige plads og support, så begge parter kan realisere deres potentiale. Det er spørgsmål om at dele både succeser og nederlag og aldrig lade den ene part være mere vigtig end den anden.
LÆS OGSÅ: Har de været sammen? Hollywood-par, du havde glemt
Nutidens powerpar arbejder sammen. Flere har fælles forretninger, hvor de som ligemænd står for administrationen.
”Behind every great man is a great woman.” USA’s tidligere præsident, Barack Obama, blev kun mere populær med hustruen Michelle ved sin side. Den tidligere førstedame var ikke påhæng. Hun havde sine egne mærkesager – blandt andet ’Let’s Move’ – som er en organisation, der fremmer amerikanske børns aktivitetsniveau.
Foto: Mega Agency
Når en prins i det engelske kongehus får lov til at gifte sig med en fraskilt amerikansk skuespiller vækker det interesse i hele verden. Harry og Meghan fik hinanden i tv-transmitteret bryllup i maj 2018, og siden har det unge royale par kun fået mere opmærksomhed. Sammen stiller de op i flere velgørende sammenhænge og sætter spot på de sager, deres hjerter brænder for i fællesskab.
Foto: Mega Agency
I mange år var George Clooney en af Hollywoods mest eftertragtede ungkarle, men så blev han forelsket i Amal Alamuddin. Amal er advokat med speciale i menneskerettigheder og adskillige prominente sager under bæltet. Sammen med George – som hun blev gift med i 2014 – driver hun Clooney-fonden for retfærdighed i retssale, samfund og klasseværelser verden over.
Foto: Mega Agency
I skrivende stund er Bill Gates den anden-rigeste mand i verden. Men Bill Gates og konen Melinda lader ikke den svimlende formue ændre deres værdier. Sammen arbejder de i Bill & Melinda Gates-fonden for at bremse fattigdom i verden. De går også op i at leve et så normalt liv som muligt og holder hinanden jordbundne.
Foto: Mega Agency
Nogle gange elsket, nogle gange hadet, men altid et samtaleemne. Familien Kardashian-West er et brand og Kim og Kanye er gode til at bevæge sig i krydsfeltet mellem selviscenesættelse på de sociale medier og lige præcis den mængde mystik, der skal til for at fastholde folks interesse.
Foto: Mega Agency
Det er en følelsesmæssig udfordring at være kærester, forældre til tre små børn, iværksættere, virksomhedsledere og forretningspartnere på én gang. Men for Alice og Christian Stadil kan det ikke være anderledes. Iværksættergenet er stærkt hos dem begge, og ingen af dem er gode til at sidde alt for langt fra den ende af bordet, hvor beslutninger træffes. For dem er det ligegyldigt, hvem der går forrest. Det handler om at bakke hinanden op.
Foto: Andreas Houmann
De er selvstændige superstjerner i musikkens verden, men Beyoncé og Jay Z blev stærkere end nogensinde, da de slog pjalterne sammen og tog på tour sammen.
Foto: Mega Agency
Fodboldstjernen David Beckham fik popprinsessen Victoria til et overdådigt bryllup i 1999. Siden er der sket meget for powerparret. David er blevet pensioneret, og Victoria har brudt modeverdenens forbandelse og er en de få, som succesfuldt er gået fra musikkens verden til modebranchen. I 2018 fejrede hendes brand 10 års jubilæum med et show til London Fashion Week. David sad naturligvis på forreste række.
Foto: Mega Agency
Skuespilleren og tv-værten har været gift siden 2008. Sammen bruger de Ellens kæmpestore platform – gennem The Ellen DeGeneres Show – til at kaste lys på deres mærkesager. Særligt dyrevelfærd har fået parrets fulde opmærksom.
Foto: Mega Agency
LÆS OGSÅ: Dit almindelige sexliv er godt nok