Bæredygtighed, stjerner med samvittighed
Foto: AOP
TALK OF TOWN

Bæredygtighed | Stjerner med samvittighed

Huse, hudpleje og rent drikkevand. Det er ikke kun Leonardo DiCaprio og Shailene Woodley, der tænker på miljøet, når kameraerne ikke snurrer. Her er en række stjerner, som på hver deres måde forsøger at skabe en grønnere, sundere og mere bæredygtig verden.

Jessica Alba

Børn uden kemi
– Jeg skabte The Honest Company for at hjælpe mødre og give alle børn en bedre, mere sikker start på livet, har skuespillerinden Jessica Alba selv sagt om den succesfulde virksomhed, hun grundlagde i 2011, og som har gjort hende til millionær mange gange.

The Honest Company lancerede til at begynde med 17 produkter, bl.a. bleer, cremer og sæber til babyer og småbørn. Alle produkter var fri for parfume, farvestoffer og kemikalier. I dag har firmaet mere end 100 produkter på hylderne, og Jessica Alba er næsten mere kendt som ‘grøn talskvinde’ end for sine filmroller.

LÆS OGSÅ: Kille Enna om bæredygtighed, krydderier og sin nye kogebog

Brad Pitt

Bæredygtige boliger
Brad Pitt var en af de første stjerner, der kom på banen, efter orkanen Katrina hærgede USA i 2005. Skuespillerens Make It Right-organisation rykkede ind i New Orleans for at bygge nye huse til de mennesker, som havde mistet alt i katastrofen. Og det er ikke huse, som bare er smækket op for at give ramte familier tag over hovedet. Det er huse, som er skabt til et langt og grønt liv, bygget af solide, bæredygtige materialer og med solcellepaneler på taget.

Make It Right har bygget flere end 150 huse i New Orleans og på den måde været med til at genopbygge byen og ruste den til fremtiden. Flere stjernearkitekter – bl.a. Frank Gehry, som står bag det berømte Guggenheim-museum i Bilbao – er tilknyttet Make It Right.

Gisele Bündchen

Det rene vand
Gisele Bündchen blev i 2011 kåret som ‘Best Green Celebrity’ ved International Green Awards. Den brasilianske supermodel er tilknyttet FN’s miljøprogrammer, og i 2008 grundlagde hun sammen med sin far Projeto Água Limpa – Projekt Rent Vand – i sin hjemby, Horizontina. Organisationen arbejder for at skabe bæredygtige miljøløsninger og genoprette vegetation og sundhed i småsøer og har plantet mere end 40.000 nye træer i området.

Emma Watson

Mode med mening
Hun blev berømt som Hermione i ‘Harry Potter’, siden som pigen, der hellere ville gå i skole end være filmstjerne, og i dag er Emma Watson kendt som fortaler for piger og kvinders rettigheder og sit engagement i flere af FN’s projekter.

Den 26-årige brite er dog ikke kun optaget af feminisme og kvindesag. Hendes hjerte banker også grønt, og hun har bl.a. samarbejdet med det amerikanske fairtrade-tøjmærke People Tree og skabt en økologisk særkollektion, Pure Threads, sammen med den kendte designer Alberta Ferretti.

Mark Ruffalo

Nej til ‘fracking’
Skuespilleren har været med til at sætte ‘fracking’ på dagsordenen i både USA og resten af verden. Han er imod anlægget af nye olierørledninger, som graves ned, og som kan forurene grundvandet – og føre til jordskælv.

Mark Ruffalo var en af de kolleger, der støttede Shailene Woodley, da hun blev arresteret i forbindelse med en anti-fracking-demonstration. ‘I stand with @shailenewoodley for standing with the Standing Rock Water Protestors’, skrev han på Twitter.

LÆS OGSÅ: Ikonisk Pirelli-kalender med Hollywood-stjerner helt uden Photoshop

Læs mere om: