Isabella Hemmersbach, Hemmersbach studio
TALK OF TOWN

Dansk mode-illustrator laver værker til Vogue

Isabella Hemmersbach har bl.a. lavet kreative mode-illustrationer for både tysk og italiensk Vogue. Lær hende bedre at kende og se hendes fine illustrationer i artiklen.

På hjørnet af Bregnerødgade 8-10 ligger det kreative Hemmersbach Studio, som åbnede i juli måned. Studiet er drevet af Isabella Hemmersbach, som kreerer vægmalerier og illustrationer i akvarel og tusch. 

MOTIVATION

- Jeg har altid tegnet og lavet illustrationer. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Noget der har præget min stil meget, har været at arbejde i modebranchen, at have gået på Central Saint Martins og ikke mindst at gå til kursus hos Anika Lori. 

- At lave illustrationer er for mig en måde at forarbejde alle de indtryk, som verden gør på mig. Det er en måde at forstå og reagere på det, der sker omkring mig. Det er også derfor, at mine illustrationer og værker har et eller andet politisk element i sig. Jeg kan få inspiration fra billeder taget i Ukraines party scene, feministiske tanker eller en stærk følelse af uretfærdighed, når jeg hører om de forskellige flygtninges skæbne.

LÆS OGSÅ: INSTAGRAM | 5 mode-illustratorer du bør følge

INSPIRATION  

- Udover konkrete politiske temaer, så er der faktisk virkelig meget, der inspirerer mig. Det kan være alt fra at rejse til London, Paris og New York, at gå til virkelig mange kulturarrangementer i både små gallerier i Nordvest og store opsætninger som i Det Kgl. Teater, til Instagram-billeder eller sjove skygger på væggen. Det er især former og proportioner, der fascinerer og inspirerer mig rent visuelt.

- I august havde jeg en udstilling med et skaktema, hvor jeg fortolkede de forskellige skakfigurer i en moderne kontekst. Og her på det sidste er jeg meget fascineret af enkle figurer i sort/hvid, efter jeg så en masse ny kunst på Art Book Fair i New York.

FREMTIDSUDSIGTER

- I den korte fremtid håber jeg at få endnu flere opgaver, hvor jeg laver vægmalerier for folk. For det er en opgave, jeg virkelig elsker. Det der med at komme hjem til folk - høre hvem de er, se deres hjem og så komme med nogle forslag til et vægmaleri, der er helt skræddersyet til dem, synes jeg er virkelig skønt!

- På den lange bane, håber jeg også at indgå i mange forskellige samarbejder, da jeg elsker at arbejde på tværs af discipliner. For eksempel er billederne fra skakudstillingen virkelig store og lidt abstrakte, som ville være en skøn baggrund til en ballet eller måske en modeserie. Eller at lave noget i samarbejde med en NGO, som fx da 'Husk Mit Navn' lavede t-shirts i samarbejde med Red Barnet. Og så kunne det også være fantastisk at samarbejde med nogle større huse, om det er interiør, mode eller noget helt tredje, det er jeg alt sammen åben over for. 

- Indtil da vil jeg blive ved med at gå til forskellige markeder med mine værker, da den direkte kontakt med mine kunder er virkelig dejlig. Man kan altid se, hvor jeg har en stand på min Facebookside.
 

Isabella er netop ved at forhandle distribution af hendes illustrationer med lokale butikker, men indtil da kan du købe illustrationerne på hendes webshop

Se et udsnit af hendes illustrationer i galleriet

HEMMERSBACH STUDIO

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste inden for mode, skønhed og sundhed!