TALK OF TOWN

De 8 største øjeblikke fra Oscars 2021

Store taler, gode grin og selvfølgelig en masse smukke kjoler. Her er de allerstørste øjeblikke fra årets 93. Oscar-prisuddelingen.

Skuespilleren Regina King høstede et stort bifald, da hun adresserede domsafsigelsen over Derek Chauvin, og så kunne to danskere tage en Oscar-statuette med hjem.

Få et overblik over de helt store øjeblikke fra nattens Oscar-show i videoen øverst i artiklen eller læs med herunder. 

Læs også: Thomas Vinterberg dedikerede Oscar-pris til sin afdøde datter

8 højdepunkter fra Oscars 2021

1. Druk modtager pris

Thomas Vinterbergs 'Druk' modtog Oscar-statuetten for 'Bedste internationale film', og gav således Danmark den første statuette i kategorien siden 2011, da Susanne Biers 'Hævnen' vandt.

Han afsluttede sin takketale med at dedikere prisen til sin datter, Ida, som han mistede fire dage efter, at optagelserne til filmen var begyndt: 

- Hvis hun havde været her i dag, ville hun klappe. Vi lavede filmen for hende. Ida, det er et mirakel, der lige er sket. Og denne er til dig. Tak, sagde en tårervædet Thomas Vinterberg.

Thomas Vinterbergs hustru, Helene Neumann, deltog også i ceremonien. Hun var iført en skræddersyet, lyseblå kjole fra Stine Goya.

2. Den første farvede kvinde vinder pris

Chloé Zhao, er den første farvede kvinde til at modtage statuetten. Hun vandt prisen for ’Bedste instruktør’ for sin film ’Nomadland’, og er derfor kun den anden kvinde nogensinde, til at vinde netop denne pris.

Chloé Zhao modtog prisen i en nudefarvet Hermés-kjole, som hun havde parret med helt hvide sneaks – også fra Hermés.

Thomas Vinterberg var også nomineret i kategorien, som den første dansker nogensinde.

3. 73-årig vinder prisen for ’Bedste Kvindelige Birolle’

73-årige Yuh-Jung Youn fra filmen 'Minari' modtog statuetten for 'Bedste kvindelige birolle', som Brad Pitt overrakte til hende.

I sin takketale, som er et af aftenens mest rørende - og sjove - øjeblikke, takker hun sine to sønner for, at få hende til at gå på arbejde med ordene og guldstatuetten i hånden:

- Dette er resultatet, fordi mor arbejder så hårdt.

Hun er også den første koreanske skuespiller nogensinde, der har vundet en Oscar i denne kategori.

Læs også: Minari og Nomadland: To Oscar-favoritter, du ikke må gå glip af

4. Frances McDormand vinder - igen

63–årige Frances McDormand modtog statuetten for ’Bedste kvindelige hovedrolle’ for sin rolle i ’Nomadland’, og har dermed modtaget tre oscar-statuetter i sin karriere.

5. Anthony Hopkins skriver historie

83–årige Anthony Hopkins modtager en oscar-statuette for ’Bedste mandlige hovedrolle’ for sin rolle som en demensramt mand i 'The Father'. Han er dermed den ældste skuespiller i Oscaruddelingens historie, der har modtaget en statuette.

Læs også: Filmfans forudsiger: De bliver årets Oscar-vindere

6. Endnu en dansker vinder en statuette

Harrison Ford overrakte oscar-statuetten for ’Bedste klipning ’ til danske Mikkel E.G. Nielsen for filmen 'Sound of Metal'. Han blev dermed aftenens anden dansker, der modtog en Oscar - og så endda som den første nogensinde i den kategori. 

7. Regina King mindes George Flyd

Oscarshowets vært, Regina King, mindedes George Floyd, da hun forklarede til millioner af seer, at hun var mødt op i militærstøvler, hvis Derek Chauvin ikke var blevet dømt for mordet på den 46-årige George Floyd.

8. Daniel Kaluuya takkede Fred Hampton

Da Daniel Kaluuya modtog statuetten for 'Bedste mandlige birolle' for sin rolle i filmen 'Judas and the Black Messiah', gav han et følelsesladet tak til manden han portrætterede, nemlig Black Panther-formanden Fred Hampton, der blev henrettet i 1969:

- Tak for dit lys. Han var på denne jord i 21 år, og han fandt en måde at give børn morgenmad på, uddanne børn og give dem gratis lægehjælp, takkede Kaluuya.

Læs også: De 5 bedst klædte kvinder ved det 93. Oscars