Skilsmisse efter sommerferien
TALK OF TOWN

Derfor boomer skilsmisse efter ferien

Skilsmisserne boomer efter ferien – men hvorfor? Og hvad kan du gøre for at undgå, at feriens gnidninger ender i skilsmisse? Få parterapeutens gode råd her.

Ferie er dejligt. Eller det skulle det gerne være. Alligevel peaker raten for skilsmisse i august måned, når mange er landet efter flere uger sammen i sommerhus eller sydpå. Flere undersøgelser viser, at antallet af skilsmisser stiger i august måned, hvor vi typisk er kommet hjem fra ferien. Ifølge en amerikansk undersøgelse, der blev offentliggjort sidste år, kan én af forklaringerne være, at par, der i forvejen har problemer, måske håber på at få styr på dem under ferien, for så at starte på en frisk, når de kommer hjem.

 

Derfor stiger forventningerne op til ferien, og når de ikke kan blive indfriet, så bliver parrene tilbøjelige til at overveje skilsmisse - en teori, som den danske parterapeut Martin Østergaard bakker op om:

– I forhold, hvor man er gledet fra hinanden, kan man i en hverdag med hvert sit job, fritidsinteresser og venner lettere holde ud af være sammen, fordi man bevidst eller ubevidst planlægger sin tid, så man slipper mest muligt for at se hinanden, siger han og fortsætter: 

– I ferien er der ikke den samme mulighed. Der tager vi i sommerhus i 14 dage eller er sydpå et sted, hvor vi alle er tættere sammen. Og så bliver vi pinefuldt opmærksomme på, hvor forskellige og uforenelige vi er blevet, hvor trætte vi er af at høre den anden snakke, hvor hurtigt vi kommer i konflikt med hinanden og hvor lidt vi føler, at vi hører sammen, lyder der fra parterapeuten.

Ferien understreger status quo

Er der allerede ved at komme gnidninger i forholdet, så er ferien ofte det sted, hvor det for alvor går op for os, hvor galt det faktisk står til med sammenhørigheden og tiltrækningen, der ellers var det, som vi fandt sammen på.

– I starten af forholdet kan vi jo slet ikke undvære at være sammen, fortæller Martin Østergaard.

– Men længere henne i forholdet kender vi hinanden bedre og gider ofte ikke det, den anden gerne vil. Hvis vi så har været irriteret over den andens interesser, væremåde og samtaler med vedkommende, så bliver vi på ferie ekstra opmærksomme på den manglende sammenhængskraft og det faktum, at vi kan faktisk ikke holde ud at være sammen, lyder det fra parterapeuten, der herunder giver råd til at forebygge skilsmisse.

LÆS OGSÅ: Klumme: Livslang kærlighed

3 råd til at forebygge skilsmisse

1. Lad være med at italesætte problemerne for meget og tro, at der kommer noget godt ud af det. Planlæg hellere noget sjovt og givende sammen. Tag selv initiativ til til nærhed i form af kys, klem og kram - og gerne de mere langvarige versioner af kys og kram. Ofte er det de lange kys, som forsvinder ud af forholdet.

2. Vær realistisk omkring forholdet. De fleste par oplever, at forholdet hen ad vejen bliver mere roligt og knap så romantisk og intenst. Desuden er det almindeligt, at den ene engang imellem føler sig lidt svigtet, forladt og forsømt. Den gamle lykke og intensitet skal nok komme tilbage i glimt.

3. Lad være med at bebrejde dig, fordi du ikke lever i et forhold, hvor englene synger konstant. Det er hårdt at få kærligheden til at blive ved med at gro og blomstre. Husk i stedet, at det er tilladt at opsøge hjælp individuelt eller sammen for at mærke, at I gør noget ved sagen og betragter det som en fælles opgave.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Læs mere om: