Er du klar til at sælge din data?
TALK OF TOWN

Er du klar til at sælge dine data?

Dine data er penge værd. De kan blive fremtidens valuta, som der kan spekuleres i – ligesom aktier. Men hvad kræver det at indsamle dem, og hvad er konsekvenserne for dig og ikke mindst dine medborgere, når først pengene ruller ind på kontoen?

Intet er gratis. I hvert fald ikke, når det gælder den digitale virkelighed, hvor du betaler med data om dig selv for gratis servicer som Google og Facebook eller apps på din mobil, der kan hjælpe dig med alt fra træning til overblik over din cyklus.

Virksomhederne bag de gratis goder kapitaliserer på de data, som de får fra dig, når du uden at blinke trykker ‘acceptér betingelser’. Derfor hører Facebook, Google og Amazon nu til nogle af de rigeste forretninger i verden.

En ny virkelighed har dog meldt sig. Den 25. maj i år trådte en ny EU-lovgivning i kraft, den såkaldte persondataforordning, der på engelsk er forkortet til GDPR. Kort og godt giver den dig magten tilbage over dine data. Det betyder bl.a., at det nu er muligt for dig at kræve at få udleveret virksomheders data om dig, få dem slettet eller korrigeret. Det betyder også, at du kan være din egen lille data-børs og sælge dine data til firmaer, som er interesserede i dem, og dermed tjene de penge, som de store techgiganter tidligere har høstet.

Men hvad kræver det egentlig af tid og engagement at få sine data indsamlet? Og hvad er omkostningerne ved at sælge intime detaljer? Helene Kristine Holst, der er journalist på Berlingske, prøvede i 64 dage at få overvåget alt fra sin søvn til motions- og madvaner for til sidst at få et bud på, hvad hendes data er værd i kroner og øre. Det krævede ikke kun nye elektroniske apparater i hendes hjem, men også en forsikring til de nærmeste om, at deres data ikke ville blive indsamlet.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

LÆS OGSÅ: Derfor boomer skilsmisse efter ferien

64 dage med dataindsamling

Cyklen blev udstyret med GPS og lygte. Lejligheden blev opgraderet med indeklimamåler og badeværelset med en vægt. Køkkenet fik installeret en speciel kogeplade, og pæren i loftet blev skiftet ud, så den tændte, når det var tid til at vågne. Sengen fik en søvnmåler under lagnet. Selv blev Helene Kristine Holst udstyret med et smartwatch. Dataprojektet var i gang.

– Jeg ville gerne have en forståelse for, hvad det er, man kan sige om mig ud fra mine data. Det er jo en lidt underlig og uhåndgribelig størrelse, fortæller Helene Kristine Holst.

– Jeg vidste godt, at fx Facebook allerede indsamlede en masse data om mig, men jeg havde ikke overblik over, hvad de samlede ind. Jeg havde heller ikke taget stilling til, hvorvidt jeg synes, at det var træls eller ej. Selvfølgelig kunne jeg godt se, at jeg pludselig blev forfulgt af annoncer for en taske eller et kursus, som jeg havde søgt efter eller kigget på, men jeg kunne ikke mærke nogen direkte forandring i min hverdag på baggrund af det.

Inden projektet gik i gang, tænkte den 25-årige journalist over, at det var grænseoverskridende at skulle indsamle data om sig selv og fortælle om det til andre.

– Men det ironiske er, at jeg jo gør det hver dag uden at tænke over det. Jeg har en profil på Facebook, Instagram og Twitter, der ligesom apps på min telefon indsamler data om mig. Men hvis jeg skulle kunne forklare mine læsere, hvad det går ud på, og hvilke følelser det sætter i gang, når man bliver bevidst om, hvor intimt og detaljeret et billede data kan tegne om en selv, så måtte jeg prøve det på egen krop, fortæller Helene Kristine Holst, som blev overrasket over sine venner og familiens reaktion på projektet.

– De var meget bevidste om, at de ikke selv ville overvåges, og derfor nervøse for, om de blev overvåget, når jeg blev det, fortæller hun.

Bekymringen forsvandt dog hurtigt, da hun forvissede dem om, at de ikke ville blive overvåget. Derefter blev de nysgerrige på, hvad hun fandt frem til, da de også selv havde svært ved at gennemskue, hvad den store mængde data om os kan bruges til. Inden hun kunne give dem det svar, skulle hun først gennem 64 dage med aktiv dataindsamling.

– Jeg troede, at jeg ville have paraderne højere oppe, når det gik op for mig, hvor meget data der kunne indsamles om mig, når jeg sov, cyklede, lavede mad og motionerede. Men i stedet blev jeg hooked på at følge med i mine data som fx, hvor mange skridt jeg gik om dagen, eller hvordan min søvnkvalitet var, lyder det fra Helene Kristine Holst.

Efter de 64 dage fik hun evalueret sit forløb hos den danske datavirksomhed Cima, der er en af de virksomheder, som nu køber data direkte fra borgerne. Mod 30 procent i gebyr koordinerer Cima salget til virksomheder, der efterspørger specifikke data, som fx sundhedssektoren, der på den måde kan få mere viden om danskernes kostvaner og helbred.

Er du klar til at sælge din data?

Tilskud til ferien

Mellem 1.000 og  1.500 kr. Så meget ville Helene Kristine Holst kunne få om måneden, hvis hun flittigt indsamlede data om sig selv. Spørgsmålet er så, om det er besværet værd.

– Det kan jo være penge til en ferie, siger Helene Kristine Holst selv.

I første omgang har hun valgt ikke at sælge sine data, da hun stadig har svært ved at gennemskue brugen af dem.

– Jeg har ikke det fulde overblik over, hvad de kan bruges til, og hvad det evt. ville have af konsekvenser, siger hun og understreger, at hun ville have samme holdning, selv om der var flere penge i det.

– Blev jeg tilbudt fem millioner kroner, ville jeg stadig gerne vide, hvad mine data blev brugt til. For hvis de er fem millioner værd for mig, hvad kan køberen så ikke tjene på dem? siger hun.

Spørger man Mogens Nørgaard, it-iværksætter og administrerende direktør i Cima, er det svært at svare på, hvad dine data er værd, inden man begynder at indsamle den.

– Vi ved simpelthen ikke, hvordan det her nye marked udvikler sig, fortæller han og fortsætter:

– Men hvis du tilhører nogle eftertragtede segmenter med et højt forbrug som fx homoseksuelle par og veluddannede singler eller mødre, der administrerer 90 procent af husholdningens udgifter, er deres data langt mere værd end dem, der ikke har et stort forbrug eller indflydelse, fortæller it-iværksætteren, der fremhæver rige menneskers data som et potentielt nyt børsmarked.

– Verdens største bank, UBS, har en afdeling kaldet ‘wealth management division’, der håndterer velhavende mennesker. Her er de netop nu i gang med et forsøg, hvor de vil prøve at sælge personlige data fra de her rige mennesker på vegne af de rige mennesker selv – altså investere deres data, som om det var aktier, for at få et afkast på det. Det giver jo et helt nyt marked, forklarer han.

Anna Lykke Lundholm-Andersen, direktør i konsulentvirksomheden Comply by Innovation Lab, som rådgiver virksomheder om databeskyttelse, kan godt følge Mogens Nørgaards tanke om, at der vil komme et A- og et B-hold i forhold til attraktive data. For firmaerne vil typisk se på, hvor der er størst købevillighed, som de kan påvirke.

– Som privatperson vil du nok ikke få store summer af penge ind på kontoen, da data først er rigtig interessant i store mængder, som der kan laves profiler ud fra. Men det er interessant at kigge ind i Mogens’ model, fordi den tager udgangspunkt i, at individer skal have kontrol over deres data, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg glæder mig til at se, hvordan forretningsmodellen udvikler sig, og om der dukker nye forretningsmodeller op baseret på det. For ligesom vi har set det med Spotify og Netflix, der er gået fra gratis- til premium-tjenester, kunne man godt forestille sig, at en del af forretningsmodellen blev, at man skulle betale med sine data for at bruge en gratisversion. Det kunne fx ske med Facebook, som man i fremtiden skulle betale for, hvis de ikke må bruge ens data.

Et magtskifte

Den nye EU-lovgivning betyder ikke kun et magtskifte i forhold til den data, som virksomheder førhen uhæmmet har kunnet indsamle om dig og sælge videre. Nye forretningsmodeller er allerede opstået som fx Mogens Nørgaards datavirksomhed Cima, som du nu bl.a. kan sælge dine data til. Cimas direktør ser dog ikke køb og salg af personlig data som sin største indtægtskilde lige nu.

– Jeg forventer ikke, at det bliver min største indtægtskilde, da vi nok er ude i en 20-årig proces, hvor vi først skal lære, at vi afgiver data hele tiden, og at vi kan handle med dem. Desuden tror jeg, at mange er villige til at donere deres data for at bidrage til ny viden og forskning inden for fx sundhedsområdet, som vil kunne gavne menneskeheden, lyder det fra Mogens Nørgaard.

Han ser i stedet pengene rulle ind fra virksomheder, der skal have hjælp til at håndtere de såkaldte ‘datastorme’, som den nye lovgivning giver grundlag for. Som borgere har vi nemlig fået nogle rettigheder i forbindelse med, at EU har givet os den personlige frihed til data tilbage med GDPR-lovgivningen.

Derfor må du nu til enhver tid skrive til fx en kundeklub og bede dem om at udlevere de data, de har om dig, i et transportabelt format, som du kan læse ind i et regneark eller sende videre til andre, som kan læse det ind i deres database. Du har ret til at få at vide, om de opbevarer og behandler dine data i overensstemmelse med lovgivningen. Du kan også bede om at få dem slettet eller ændret. Og mens de bruger nogle dage på at ekspedere det, skal de suspendere brugen af dine data.

Med andre ord kan virksomheder komme på ressourcekrævende opgaver, hvis de bliver ramt af en datastorm, hvor en stor gruppe mennesker går sammen i en koordineret indsats og på samme tid kræver de samme oplysninger, fordi de er blevet forargede over virksomhedens produkt, moral eller andet.

– Jeg forventer også at tjene penge på at lave abonnementstjenester, som kan hjælpe folk med at skabe overblik over deres data hos forskellige virksomheder eller give dem mulighed for at uploade deres personlige helbredsoplysninger for at blive klogere på, om der findes eksempelvis bedre behandlingsmetoder, fortæller Mogens Nørgaard.

Allerede inden lovgivningen trådte i kraft, havde Cima fået et par hundrede henvendelser fra folk, der gerne ville lukrere på deres egne data og lade virksomheden få 30 procent for at administrere salget.

– Vi kan koordinere salget. Så hvis et firma gerne vil vide, hvor meget mad kvinder mellem 30 og 45 år laver derhjemme, kan vi skrive ud til de tilmeldte og høre, hvem der er interesseret i at sælge deres data til dette for et bestemt beløb. Hvis folk siger ja, får de efterfølgende udleveret og installeret udstyr, hvis det kræver det. Ellers er meget af de data, som allerede ligger på mobiltelefonen, tilstrækkeligt, fortæller han.

– Det er vigtigt, at man selv kan sige ja og nej til, hvem ens data skal sælges til og med hvilket formål. For første gang, vi træder over stregen og laver noget, der bliver misbrugt eller er uetisk, er vi færdige som popsangere. Jeg kan ikke både være positiv over for GDPR-loven og den personlige frihed, som det giver, og så prøve at få så meget data, jeg kan, ud ad folk på en forkert og uetisk måde, lyder det fra Mogens Nørgaard.

LÆS OGSÅ: Er LSD den nye vitaminpille?

Er du klar til at sælge din data?

Ukendte omkostninger

Det kan altså lyde relativt enkelt og ufarligt at få indsamlet og efterfølgende solgt sine data, hvis man er bekendt med køber og formål. For Helene Kristine Holst betød de 64 dage med forskellige apparater og apps også, at hun blev langt mere bevidst om sine vaner.

–  Jeg fandt ud af, at jeg ikke laver så meget mad, som jeg selv troede. Samtidig blev jeg bevidst om, hvor meget data der bliver indsamlet om os hver dag, og hvor smart alt den her elektronik er. Som når min cykels GPS fik min lygte til at blinke til højre eller venstre, når jeg skulle dreje, fortæller hun om forløbet, som har fået hende til at reflektere over fordele og bagsider.

Hun nævner bl.a. en problemstilling, der kunne opstå, hvis hendes læge fik adgang til hendes sundhedsdata. Herudfra kunne lægen nemlig begynde at spekulere i, om hun var i risikozonen for at udvikle stress pga. dårlig søvn og få hende til at reagere ud fra det. Omvendt kunne det være helt andre faktorer, som spillede ind.

– Og skulle jeg så indrette mit liv efter det? spørger Helene Kristine Holst, der ikke ved, hvordan man rent praktisk skulle sikre det.

– Det må være op til andre. Men jeg tænkte en del over det efterfølgende, siger hun.

Datakonsulenten Anna Lykke Lundholm-Andersen bakker hende op. Hun fremhæver også positivt indblikket i, hvordan dataindustrien fungerer med fx internettet som forretningsmodel, hvad data er for en størrelse, og hvilken værdi det har.

– Du får et indblik, som førhen kun var forundt nogle få mennesker. Dine data har en konkret pris, som du faktisk kan få gavn af, hvis du bliver din egen lille mikro-datamægler, siger datakonsulenten.

– Den største udfordring vil nok være, at man ikke har tænkt konse-
kvenserne igennem på den lange bane. På makroniveau presser du dine medborgere til at gøre det samme, hvis det bliver en dille at afgive flere og flere data om sig selv. Helt konkret så kunne det jo være interessant for forsikringsselskaber at vide en masse ting om dig, så de kan lave en risikoprofil, som de kan bestemme din præmie ud fra, påpeger hun.

Ifølge datakonsulenten kunne det i yderste konsekvens betyde, at forsikringsselskaberne ikke vil forsikre dig, hvis du ikke vil afgive dine data. Et andet eksempel kunne også være, at firmaer ville kunne prissætte deres produkter højere til dig, fordi de ved, at du har muligheden for at betale fem procent mere end gennemsnittet. Konsekvensen ville være en prisdiskrimination. Det er dog ikke kun de ydre omstændigheder, som Anna Lykke Lundholm-Andersen mener, at vi skal tage med i vores overvejelser. Det kan også have betydning for vores indre liv.

Op til dig selv

Indsamling af data kræver interaktion med et elektronisk apparat, færden på internettet eller brug af en app på telefonen. Vi skal være på, for at informationerne om os kan strømme ind i databanken, og det kan ifølge Anna Lykke Lundholm-Andersen nedsætte vores produktivitet og flytte fokus fra nærværet med os selv og andre.

– Jeg har en hypotese om, at vi har brugt en hel del timer på Facebook gennem de sidste 10 år, hvor det har været populært herhjemme. Tid, som kunne være brugt på noget andet. Det er det samme, der sker, når man indsamler data med det formål, at de skal sælges. Det tager tid, og det koster på fokus og energi at skulle måle og veje, ligesom hvis man var på kur. Her må man så overveje, om gevinsten er så høj, at det kan betale sig. For hvis du får 300 kr. om måneden, og du har brugt en halv time hver dag, kan man hurtigt regne ud, at det er en dårlig forretning, lyder det fra datakonsulenten.

Helene Kristine Holst nikker genkendende til det store tidsforbrug.

– Jeg skulle tilrettelægge mit liv efter det, da jeg skulle huske at veje mig om aftenen, tage uret på, holde øje med, hvordan jeg sov osv. Så det tog en del tid og tankevirksomhed, fortæller hun.

Ingen af de to ønsker at gøre sig til dommere over, om det er rigtigt eller forkert at sælge sine data. Begge ser de interessante aspekter i det. Så længe det sker på et oplyst grundlag, må den enkelte gøre sig klart, hvad det er for nogle konsekvenser, der er ved at indgå i det, og om han eller hun så har lyst til det.

Anna Lykke Lundholm-Andersen fremhæver til sammenligning sæddonorer, der hjælper andre og får penge for det, men som stadig må gøre op med sig selv, at et barn muligvis ikke kommer til at kende sit biologiske ophav.

– Det vigtigste er, at man har et sæt spilleregler, der bl.a. beskytter dem, som måske ikke kan tænke konsekvenserne igennem, fortæller hun om den nye virkelighed, som vi må tage stilling til. Om vi vil det eller ej. For som Mogens Nørgaard siger det: 

– Det, vi stævner hen imod i det store EU-skib ledet af ‘dronning Margrethe 3.’, nemlig Margrethe Vestager, er et kontinent, der hedder ‘Datamerika’. Vi begynder at ane konjunkturerne ude i disen, vi kan se, at der er nogle bjerge og nogle floder, men det kan jo også være, at der er både indianere, cowboys, prærier og bisonflokke. Det er et helt nyt kontinent, som vi skal til at udforske, og det tager mange år.

LÆS OGSÅ: Er sex overvurderet?