Film med kvinder i hovedrollen
TALK OF TOWN

Kvinderne tager magten i biografmørket

Danny Ocean er erstattet af Debbie Ocean i den nye ’Ocean’s 8’, som bare er den første af en række film med udelukkende kvinder i hovedrollen, som rammer biograferne i den kommende tid.

Engang var det George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle, som røvede kasinoer og museer i filmene om Danny Ocean og hans (mandlige) forbryderbande.

I dag er en ny dag i Hollywood, for nu er det bl.a. Sandra Bullock, Cate Blanchett, Helena Bonham-Carter og Anne Hathaway, som planlægger årets kup ved den årlige Met Gala i New York, i filmen ’Ocean’s 8’, som får dansk premiere 21. juni.

Det hører stadig til sjældenhederne, at store film har lutter kvinder i hovedrollerne, og der kan gå år, imellem at det sker, men det ser ud til at ændre sig lige så langsomt.

LÆS OGSÅ: 10 film og serier, du kan glæde dig til i 2018

Til august har ’Book Club’, hvor fire modne kvinder – spillet af et vidunderligt veteranfirkløver bestående af Jane Fonda, Diane Keaton, Candice Bergen og Mary Steenburgen –  premiere, og under årets filmfestival i Cannes troppede skuespillerinderne Jessica Chastain, Lupita N’yongo, Penelope Cruz, Marion Cotillard og Bingbing Fan op arm i arm for at promovere deres kommende projekt, en spionfilm med titlen ’355’.

Det forlyder også, at Charlie’s Angels er klar til at tage nye kampe mod alverdens forbrydere, og at Lupita N’yongo – der var hun igen! – og Kristen Stewart allerede har takket ja til at medvirke i filmen, som skal instrueres af Elizabeth Banks.

Derudover er det værd at glæde sig til filmatiseringen af Christian Jungersens succesroman ’Undtagelsen’, som har fire af Danmarks bedste skuespillerinder, Amanda Collin, Danica Curcic, Sidse Babett Knudsen og Lene Maria Christensen, på rollelisten.

’Undtagelsen’, ’355’, og den nye film om de tre engle må vi stadig vente på, til gengæld er ’Ocean’s 8’ i biograferne nu, og hvis du vil have mere kvindepower på film, så gå om bord i en af de her:

9 to 5 (1980)

Dolly Parton, Jane Fonda og Lily Tomlin i kontor-klassikeren, hvor kvinderne gør oprør mod en mandschauvinistisk og sadistisk boss. Det er både sjovt, pinligt – og hamrende musikalsk.

Bridemaids (2011)

Apropos pinligt – dine tæer krummer sig med garanti sammen i samtlige de to timer, filmen varer. Til gengæld kommer lattermusklerne også på overarbejde, når Kristen Wiig, Rose Byrne, Melissa McCarthy, Maya Rudolph og resten af slænget tager af sted på en polterabendtur, der ikke lader ’Hangover’-drengene noget tilbage.

A Thousand Acres (1997)

Her skal du have lommetørklæderne frem, for ’A Thousand Acres’ er familiedrama, når det er bedst. Michelle Pfeiffer, Jessica Lange og Jennifer Jason Leigh spiller tre søstre, som skal forsøge at redde den gård, de er vokset op på, samtidig med de slås med livet – og nogle gange hinanden.

Big Little Lies (2017)

Hvis du endnu ikke har slugt første sæson af HBO’s miniserie, er det bare med at komme i gang, før sæson 2 lander. I den nye sæson får det allerede eminente kvindecast med Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Shailene Woodley, Laura Dern og Zoë Kravitz selskab af ingen ringere end Meryl Streep.

LÆS OGSÅ: Hollywoods største stjerner zapper ind på dit tv

Charlie’s Angels (1976, 2000 og 2003)

Den originale ’Charlie’s Angels’ var måske en af de første blockbustere med kvinder i hovedrollerne. Farah Fawcett, Jaclyn Smith og Kate Jackson sparkede røv som trekløveret, og det samme gjorde Lucy Liu, Drew Barrymore og Cameron Diaz i de film, der kom i begyndelsen af 00’erne.

Det stærke køn (1989)

Før Julia Roberts fik sit gigant-gennembrud i ’Pretty Woman’, medvirkede hun i denne film om en flok sydstatskvinder og de prøvelser, livet byder dem. Der er gode grin, men også masser af tårer, når Dolly Parton, Sally Field, Olympia Dukakis, Shirley MacLaine og Darryl Hannah folder sig ud i selskab med ’pretty woman’.

Ekskonernes klub (1996)

Hvad gør man, når ens mand forlader en for en yngre model? Man tager hævn! Det er i hvert fald den måde, Bette Midler, Goldie Hawn og Diane Keaton kommer sig over knuste hjerter i denne film, som også har seje Maggie Smith og cool Sarah Jessica Parker på rollelisten.

Pitch Perfect (2012, 2015 og 2017)

Kan man synge sig til fred og fordragelighed, selv om man er en gruppe unge kvinder, som ellers er ret gode til at hakke på og bitche om hinanden? Ja, det kan man. I hvert fald i de tre ’Pitch Perfect’-film om collegekoret The Bellas, som med bl.a. Rebel Wilson, Anna Kendrick og Hailee Seinfeld i front, synger sig til tops ved alverdens konkurrencer.

The Hours (2002)

De har godt nok ingen scener sammen, men en film med Oscar-vinderne Julianne Moore, Meryl Streep og Nicole Kidman i rulleteksterne må alligevel med på denne liste. De tre superstjerner spiller kvinder, hvis historier er flettet sammen af Virginia Woolfs roman ‘Mrs. Dalloway’.

Sex and the City (1998-2004, 2008 og 2010)

Samantha, Carrie, Charlotte og Miranda fejrer i disse deres 20-års jubilæum, men hverken tv-kanaler eller -seere er trætte af de fire newyorkerveninder – i skikkelse af Kim Cattrall, Sarah Jessica Parker, Kristin Davis og Cynthia Nixon – deres samtaler, deres outfits eller deres kærlighedskvaler endnu.

LÆS OGSÅ: Sexede, skruppelløse og sårbare - rigtige kvinder hitter på tv

 

Læs mere om: