Modeverdenen sørger over Alaïa
Foto: AOP
TALK OF TOWN

Modeverdenen sørger over ’papa’

Helena Christensen, Bella Hadid og Marc Jacobs er blandt de kolleger og beundrere, der hylder den afdøde designer Azzedine Alaïa.

Modeverdenen er gået i sort over Azzedine Alaïas død. Den fransk-tunesiske designer, som er kendt for særligt sine feminine kjoler og sko, der er små kunstværker, blev ramt af et hjerteslag i Paris lørdag, og siden har tårevædede og kærlige hilsner og hyldester til ’papa’ og ’Didine’, som Azzedine Alaïa bl.a. er blevet kaldt, fyldt de sociale medier.

Det er naturligt nok især andre designere og modeller, som har taget afsked med deres ven, forbillede, lærermester og kollega på nettet. Blandt dem den danske supermodel Helena Christensen og designerkollegaen Marc Jacobs. Læs hyldesterne her:

Stephanie Seymour og Azzedine Alaïa.

Stephanie Seymour, model

- Azzedine har været en af de største indflydelser i mit liv. Han har altid været en stærk og kærlig faderfigur over for mig. Jeg kalder ham Papa. Jeg har så mange minder om ham. Det bedste er måske fra det første show, jeg gik for ham i Paris. Han kunne godt lide mig og ville gerne hjælpe mig med at få mere arbejde. Han ringede til sine venner hos Kenzo og Comme des Garçons og bad dem om at hyre mig. De sagde ’men hun kan jo ikke gå!’. Han sagde ’men hun har sådan en god røv!’. Jeg kan ikke forestille mig livet uden ham. Hvil i fred, min Papa.

Cindy Crawford, model

- Ud over at være et kreativt geni var han et af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Et af de første stykker designertøj, jeg købte til mig selv, var en af hans berømte bodystockinger og en helt stram nederdel, der passede til, i guldstrik. Jeg følte mig som en million.

Marc Jacobs, designer

- En sand kunstner, et geni og en mester. Han var altid venlig, imødekommende og klar til at støtte mig. Vi har oplevet mange eventyr og gode tider sammen. Hans talent er uden lige, og som person var han legesyg, gavmild, fræk og herligt enestående. Den unikke skønhed, han har skabt, er tidløs og vil uden tvivl leve evigt.

Helena Christensen på catwalken til Alaïa-show.

Helena Christensen, model

- Tak for alle de dejlige stunder og for at få os piger til at føle os som dronninger.

LÆS OGSÅ: Kender du historien om vores undertøj?

Bella Hadid, model

- Jeg kan huske, at jeg fandt den mest perfekte Alaïa-kjole, som en veninde lånte mig til mit prom, da jeg var yngre. Jeg tror, jeg havde den på 50 gange, for den fik mig altid til at føle mig heldig, smuk og taknemmelig, Du gave kvinder power. Fik dem til at føle sig sexede. Klassiske. Edgy. Yndefulde. Moderne, men cool. Alt det, en kvinde har lyst til at føle, når hun klæder sig på.

Lady Gaga iført Alaïa på den røde løber.

Lady Gaga, sangerinde

- Jeg vil sørge over min ven for evigt. Et geni, ikke bare når det gælder mode, men helt ind i hjertet. Han var så givende, så kærlig, hans hjerte så helt og rent. Jeg kiggede målløst til, mens han lavede alting i hånden, hans fingre bevægede sig så poetisk på stoffet. Og så ville han pludselig fodre os alle, han lavede selv maden og kunne sidde og snakke ved bordet i timevis, mens hans hunde løb glade rundt i duften af den lækre mad, han havde lavet. Jeg elsker dig, Azzedine. Jeg er utrøstelig over, at jeg ikke fik sagt farvel.

Alber Elbaz, designer

Chokeret og uden ord. Der er ingen ord, der kan beskrive tabet af et ægte geni, en af vor tid bedste. Azzedine, du vil altid være savnet.

Irina Shayk i Alaïa.

Irina Shayk, model

Azzedine fik mig altid til at føle mig smuk, powerfuld og anerkendt. Det var en ære at klæde sig i hans tøj, arbejde med ham og kende hans milde, geniale sjæl.

Ava Du Vernay, filminstruktør

Azzedine Alaïa er gået bort. En designer, som gav plads til farvede kvinder som modeller og muser på et tidspunkt, hvor andre ikke gjorde. Må han hvile i fred.

Brandon Maxwell, designer

For mig var du og vil altid være Kongen. Mit idol, det jeg stræbte mod, den største nogensinde. En af de bedste gaver, jeg har fået i dette liv, var at kende dig. At se dig lade hænderne løbe over en kvindes krop og tilpasse tøjet efter den, at se hendes ansigt lyse op i din nærhed – det var intet mindre end magisk. Den gnist af magi oplyste alle i din sfære. Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg havde lavet et modeshow, og jeg kom hjem til dig og satte min lille USB-nøgle i dit tv i køkkenet og viste dig videoen. Jeg var en blanding af nervøs og mere taknemmelig, end jeg nogensinde har været, alene over det at sidde over for dig. At vise dig min kollektion, som lignede et gymnasieprojekt i forhold til din Picasso, var skræmmende, men du smilede og klappede mig på ryggen og kiggede videre med stor begejstring. Efter jeg er blevet designer, er jeg blevet spurgt mange gange, hvem jeg ser mest op til. Svaret vil for evigt være ’Azzedine Alaïa’.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Læs mere om: