Kvinder i Saudi-Arabien får kørekort
TALK OF TOWN

Nu kører det: Saudiarabiske kvinder sætter sig bag rattet for første gang

Kampen har taget årevis. Den nye lov blev vedtaget i september 2017. Og nu er den historiske dag endelig oprundet i Saudi-Arabien. Kvinder må køre bil.

De seneste uger har saudiarabiske bilforhandlere fået nye kunder. Der er kommet købestærke kvinder i butikken, der er lige så interesserede i hestekræfter, strømlinet interiør og max hastighed, som deres mænd er. Og for første gang nogensinde kan kvinderne sætte sig på førersædet, gribe fat i rattet og stille sig selv spørgsmålet: Er det her bilen for mig?

For det er først nu – den 24. juni 2018 – at de saudiarabiske kvinder må få kørekort, sætte sig bag rattet og begive sig ud i trafikken. Hidtil har de været forvist til bagsædet og tvunget til at bruge penge på at få en mandlig chauffør til at køre dem til deres gøremål.

Jublen er til at mærke. Det er et stort øjeblik og et skridt for ligestilling i det konservative mellemøstlige land.

LÆS OGSÅ: Nu er det nok! USA's unge tager ordet i kampen mod den amerikanske våbenlov

10 historiske kørekort

Den 5. juni fik 10 kvinder udstedt de allerførste kørekort.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, at jeg skal til at køre i landet, sagde Rema Jawdat, der var blandt de første 10.

- At køre bil er for mig at have et valg – valget til at bevæge mig frit. Nu har vi den mulighed. 

Økonomisk opsving

Lovændringen kommer også til at bestøve andre områder. Der spås også en økonomisk gevinst for landet. Kvinderne kommer til at få flere penge mellem hænderne – nemlig alle de penge, de før har brugt på chauffører.

Og det første sted, der skal shoppes? Bilforhandleren naturligvis. 

Et lille skridt

Lovændringen kommer som en del af Prins Mohammed bin Salams 2030-program, hvori det er et ønske at modernisere (visse) dele af det saudiarabiske samfund. Men der er stadig begrænsninger for kvinders gøren og færden. Kvinder er for eksempel underlagt strenge regler for påklædning, de må ikke socialisere med fremmede mænd, og de må ikke rejse, arbejde eller gå i dialog med sundhedsvæsenet uden en mand – eller skriftlig tilladelse fra en mand.

LÆS OGSÅ: 7 kvinder der gør os stolte - lokalt og internationalt

Læs mere om: