Victoria Beckhams vilde udvikling
TALK OF TOWN

Victoria Beckhams vilde forvandling – fra lårkort spicegirl til stilfuld karrierekvinde

Victoria Beckhams look har ændret sig mere end de flestes på de mere end 20 år, den tidligere spicegirl har været i rampelyset. Nu fejrer hun 10-års jubilæum som anerkendt designer og stilikon.

Flere af de outfits, som de fem piger havde på i Spice Girls-tiden, er gået over i historien. Ginger Spices Union Jack-kjole. Scarys Spices åbne leopard-heldragt med kig til både bryster og navle. Og det sorte latex-catsuit, Posh Spice havde på i videoen til ’Say You’ll Be There’.

LÆS OGSÅ: 9 gange Madonna chokerede verden

Victora Beckhams vilde udvikling  

Og selv om det er længe siden, Victoria Beckham smed catsuitet bagest i skabet, kan man godt kalde hende lidt af en kattekvinde alligevel. For den britiske stjerne har i en alder af 44 år allerede levet mange liv – ligesom katten.

Hun har været model, danser, Spice Girl, skuespiller, solist og forfatter. Hun er blevet elsket, hadet, latterliggjort og beundret. Hun har været fodboldkone og kan næste år fejre 20-års bryllupsdag med bold-ikonet David. Hun er blevet mor til fire børn. Og hun har grundlagt sit eget modehus, som på søndag fejrer sin 10-års fødselsdag med et storstilet show under London Fashion Week.

Og selv om hun måske nok var den af de fem Spice-piger, som gik mest klassisk klædt, var der sandsynligvis ingen, der havde forudset, at Victoria ’Posh Spice’ Beckham skulle gå hen og blive en prisvindende designer og et stilikon for moderigtige, voksne kvinder verden over.

Hvor hun i de unge dage var kendt for sin forkærlighed for det tætsiddende, lårkorte og sorte eller glitrende, ses hun i dag oftest i bløde silhuetter, kjoler med vidde og bukser i herreagtige snit. Hvide T-shirts og oversize skjorter er der masser af i hendes misundelsesværdige klædeskab, og hun er ikke bange for at eksperimentere med utraditionelle farver og farvesammensætninger som solgul og turkis eller orange og bordeaux. Skyskraberstiletterne og de lange extensions er udskiftet med mere praktiske pumps og bløde krøller.

Kig med i galleriet og se Victoria Beckhams vilde forvandling.

Victoria Beckhams vilde forvandling

LÆS OGSÅ: Se de flotte gæster til prins Harry og Meghan Markles bryllup