Vegetarmad hitter!
LIVSSTIL

TREND | Vegetarmad hitter på en ny måde

For få år siden var det in at spise elegant fransk kokkekunst eller nyde britisk madgalskab med skumsovs og rygende dampe a la et fysiklokale. Men ikke mere. Nu strømmer gourmander over hele verden til restauranter med masser af grøntsager på menukortet. Bogforlag følger trop med inspiration til nem vegetarmad, som du selv kan lave derhjemme. Aldrig før har det været så hipt at servere masser af grønt og springe kødet over – til gavn for miljøet.

Vegetarmad overtager

Hvad har Beatles-musikeren Paul McCartney og designer-datteren Stella til fælles med Novo Nordisk, Københavns Universitet, Roskilde Festival, svenske kommuner og stadigt flere danskere? De går alle ind for kødfrie dage og serverer flere grøntsager på tallerkenerne.

En madrevolution udspiller sig for øjnene af os. Selv den verdensberømte, danske kok René Redzepi har meldt ud, at han skifter det nordiske køkken ud med hjemmedyrkede grøntsager på Holmen, når han om et års tid er klar med afløseren til Michelin-restauranten Noma. Danish Crown begynder nu at levere dansk svinekød til restauranter i USA som et forsøg, fordi amerikanerne i stigende grad vender ryggen til oksekød og grisekød med rester af antibiotika.

Paul McCartney og hans døtre Mary (tv.) og Stella står bag kampagnen Meat Free Monday.

Overvejer du at hoppe med på bølgen? Her får du 5 gode grunde til at blive vegetar

Fra hippie til hot

Det er dog langtfra første gang, at den grønne bølge skyller ind i danskernes ganer. Vegetarmad hittede også i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne med blandt andet Kirsten Skaarups populære kogebøger med grøntsager og vegetarretter og forbrugerens humoristiske – men alvorligt nok ment – kamp mod store mængder penicillin i svinekød. Klistermærker med tegningen af en gris med et dannebrogsflag og teksten ‘danske svin er sunde – de strutter af pencillin’ var meget populære.

I dag viser den grønne trend sig på en helt anden og mindre fodformet måde end for 30-40 år siden, fortæller journalist og forfatter Signe Wenneberg, der er aktuel med bogen ‘Grønne hverdagstips’. Ikke mindst fordi popstjerner og modedesignere er frontfigurer for trenden, ligesom hensynet til planeten spiller en større rolle.

– Fokus på grøntsager er langt mere massivt nu end dengang. I dag er der heldigvis også meget større fokus på god smag. I 1970’erne og 1980’erne var vegansk mad som at stikke tungen ud ad vinduet. Jeg prøvede det som barn. Jeg kender mange gamle hippier, der fik mangelsygdomme, og som i dag siger, at de ikke vidste, hvad de havde gang i. Det var en måde at spise politisk mad på, uden at man gik op i madlavning, borddækning og den slags. Det blev anset for at være reaktionært, siger Signe Wenneberg.

– Vi kan ikke alle sammen leve som nu. Vi skal lægge vores forbrug markant om, lyder det fra den grønne pioner Signe Wenneberg.

Hun rådgiver også virksomheder om bæredygtighed og er medlem af Etisk Råd, der har lagt op til, at kød bliver belagt med ekstra afgifter, så produktionen i højere grad afspejler belastningen på miljøet. Et kilo oksekød koster 15.400 liter vand at producere og kræver op til 12 kilo korn som foder.

– I dag er det mere af miljøpolitiske grunde, vi spiser grønt. Den politiske forbruger skærer ned på kødet. Det handler om, at vi er nødt til at tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør nu, hvor vi er syv milliarder mennesker på jorden og på vej mod de ni milliarder forbrugere. Vi kan ikke alle sammen leve som nu. Vi skal lægge vores forbrug markant om, forklarer Signe Wenneberg.

Hemmeligheden bag Beyoncés glød

Popdronningen Beyoncé og manden Jay Z har sammen med modedesigneren Stella McCartney haft stor betydning for, at grøn mad er så hipt. I første omgang begyndte Beyoncé og Jay Z at spise vegansk som en sund gimmick i 2013 under ledelse af ernæringscoach Marco Borges. Han har også udgivet en bog med forord af sangerinden, og han har forklaret om aha-øjeblikket:

– Først foreslog jeg en plantebaseret morgenmad. De elskede det. Så foreslog jeg en grøn frokost – og den idé elskede de også. Så kom Jay Z og sagde, at han var frisk på en 22-dages vegansk udfordring – og det var ‘B’ også. ‘Vi er alle på, sagde Jay Z’, genfortalte Marco Borges om parrets kostmæssige vendepunkt i forbindelse med lanceringen af bogen ‘The 22 Days Revolution’.

En beslutning, som Beyoncé flere gange har fortalt, er hemmeligheden bag hendes energi og glød. Og superstjernen slog kærligheden til kål og grøn mad fast ved at bære en sweatshirt påtrykt ordet ‘kale’ – grønkål – i en musikvideo. Den blev hurtigt udsolgt.

De kendte er helt vilde med vegetar-trenden! Beyoncé (tv.) og Gwyneth Paltrow.

Beatles-musikeren Paul McCartney står sammen med sin datter, modedesigner Stella McCartney bag den internationale bevægelse Meat Free Monday. Han har selv været vegetar i 30 år, mens Stella McCartney er veganer og ikke spiser produkter fra dyr. Da Paul McCartney skulle spille på Orange Scene på Roskilde Festival i 2014, udtalte han: 

– Vi står over for store miljømæssige udfordringer, og vi har derfor brug for store løsninger. At droppe kødet én dag om ugen vil gøre en enorm forskel.

– Danmark er et meget miljøbevidst land, så jeg vil gerne opfordre danskerne både på festivalen og udenfor til at give en kødfri dag en chance. Det er nemt, lækkert og godt for planeten, lød opsangen fra legenden.

LÆS OGSÅ: 9 powerpar, der deler hinandens succes

Råd til bedre kød

Signe Wenneberg er ikke i tvivl om, at det har stor betydning, at stjernerne går forrest, når det handler om at sige nej tak til kød.

– De er helt sikkert til en stor inspiration, siger hun og fortsætter:

– Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. En kødfri dag om ugen er rigtig godt. To kødfrie dage er endnu bedre. Sådan var mormors madplaner også førhen, og sådan kan de blive igen. Jeg sidder i bestyrelsen for Friland, der er Europas største producent af økologisk kød. Jeg er rebellen i gruppen, fordi jeg mener virkelig det med en kødfri dag. For på den måde kan forbrugerne købe noget rigtig godt kød til dagen efter, og det er fx dyr, som har haft et godt, økologisk liv.

Signe Wenneberg er stærkt imod store mængder billigt hakket oksekød – både i storkøkkener og i private hjem.

– Man bliver, hvad man spiser. Dyr, der har levet stressede liv indendørs, giver en dårlig smag i munden på mange måder. Hvis man nu tager et par dage om ugen med grød, supper, pasta med pesto, gode salater eller rodfrugter, så får man råd til at købe rigtig godt kød til de andre dage. Og man kan vænne sig til at spise meget lidt. Bare 100 gram kød per person er fint, forklarer hun.

Gourmander over hele verden strømmer til restauranter med masser af grøntsager på menukortet.

En kødfri dag

5 gode grunde til at indføre en kødfri dag om ugen:

  1. Produktionen af et enkelt kilo oksekød kræver 15.400 liter vand.
  2. Kødproduktionen udleder 18 procent af de samlede drivhusgasser – mere end transportsektoren.
  3. Animalsk produktion lægger beslag på 70 procent af al landbrugsjord i verden og 30 procent af jordens totale overflade.
  4. Kødproduktionen er den primære årsag til ødelæggelse af regnskoven.
  5. Vegetarmad nedsætter risikoen for fedme, forhøjet blodtryk, sukkersyge samt visse former for kræft. Spiser du over 500 gram rødt kød om ugen, stiger din risiko for bestemte kræftformer med 27 procent. 

Kilder: Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, FAO, kødfrimandag.dk

Ud at spise - de nye grønne restauranter

København:
VeVe – oplev et vegetarisk verdenskøkken med samme elegance som anden gourmet-mad. Det er folkene bag Kiin Kiin, som selv har en Michelin-stjerne og laver mad til den thailandske kongefamilie på deres hoteller, der har åbnet VeVe. Læs mere her veve.dk 

London:
Farmacy – book bord i god tid. På ingen tid er Farmacy blevet en af byens hotteste restauranter, hvor Stella McCartney og Gwyneth Paltrow er hyppige gæster. Ejeren er tøjdesigneren Camilla al-Fayed  – datter af den tidligere ejer af Harrods, Mohamed al-Fayed. Hun kalder det ikke bare et spisested, men en bevægelse. Læs mere her farmacylondon.com 

Los Angeles:
Byen byder på et hav af vegetar- og veganerrestauranter, som skyder op som svampe. En af de mest populære er veganerbistroen Sage. Et andet godt sted til vegetarretter, som også serverer kød og fisk, er Gjelina. Bordbestilling i god tid er et must. Læs mere sageveganbistro.com og gjelina.com

VeVe (tv.) og Farmac.

Inspiration til grøn mad derhjemme

‘Grønskolling’ – smagfulde veganske opskrifter skrevet af Johanne Mosgaard, der har den meget populære blog ‘Englerod’, 200 kr. Bogen kan købes online HER 

‘Velsmagende vegansk og vegetarisk’ – glutenfri opskrifter til en grønnere hverdag skrevet af Maria Engbjerg bag den store blog ‘Vanløse Blues’, 199,95 kr. Bogen kan købes online HER 

‘Kødfri mandag’ af Nadia Mathiasen, 225 kr. Bogen kan købes online HER - Se også kødfrimandag.dk

‘Green Kitchen Smoothies – sunde smoothies og juicer til alle ugens dage’ – lavet af Luise Vindahl og David Frenkiel, 129 kroner. Bogen kan købes online HER 

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Nadia Mathiasen (tv.) har skrevet en vegetarkogebog for kødelskere – ’Kødfri mandag’. (th.) Luise Vindahl og David Frenkiel, hjernerne bag bogen 'Green Kitchen Smoothies'.

LÆS OGSÅ: 5 madvarer, der 'snyder' med indholdet